Professor: Hykleri er en nødvendighed for den moderne stat

Det var et sejrsår for dyrerettighedsforkæmpere i Sverige i 1987. Nu skulle det endelig være slut med burhøns. Oven på en række heftige debatter havde den svenske regering vedtaget en lov, der gjorde det forbudt at holde høns i trange bure.

Sejren var klar, og den blev fejret med en symbolsk triumf. Loven blev udlagt som en 80-års fødselsdagsgave til forfatteren Astrid Lindgren, hvis hjerte ikke kun bankede for bøgerne, men også for dyrene.

Problemet var bare, at det, der var en sejr på papiret, ikke blev en sejr i virkelighedens svenske landbrug. For de svenske myndigheder, der skulle håndhæve loven, var særdeles rundhåndede med at gøre undtagelser for de enkelte landmænd. Og det betød, at langt størstedelen af de svenske høns stadig levede i bure, da den berømte forfatter gik bort 15 år senere.

Eksemplet kunne være en historie om, at virkeligheden altid indhenter idealisterne. At den benhårde hverdagspolitik, hvor pengene taler deres tydelige sprog, i sidste ende overhaler de gode intentioner. Men det ville være en forhastet fortolkning. Det mener Nils Brunsson, som er professor ved Uppsala Universitet.

I fem årtier har han forsket i organisationer og beslutningsprocesser, og man kan roligt sige, at han hører til i den akademiske førsteliga. Brunssons tanker og teorier er citeret i tusinder af videnskabelige artikler, og han er fast pensum på danske og internationale forvaltningsuddannelser.

Særligt kendt er han for sin teori om »organisatorisk hykleri«, som han skrev en bog om for præcis 30 år siden. En teori, som vedrører forholdet mellem beslutninger og handlinger i moderne stater og organisationer, og som ifølge ham selv »kun er blevet mere relevant med årene«.

Information fanger Nils Brunsson i den tyske delstatshovedstad Potsdam, hvor han netop har gæstet byens universitet, til en samtale om hans forskning, og vi kommer hurtigt til at tale om den svenske lov, der skulle forbyde burhøns.

»Det er ret tydeligt, hvad der er på spil i sagen om burhønsene,« siger Brunsson.

»Den afspejler en situation med modsatrettede krav og interesser. På den ene side er der landmændenes ønske om at tjene penge, som gør det attraktivt for dem at holde høns i bur. På den anden side er der en række dyreværnsaktivister, som finder det dybt uetisk med høns i små bure. Det interessante er så, hvordan man vælger at løse denne konflikt, nemlig gennem hykleri. Dyrevennerne får en lov, der giver dem ret, men man sørger samtidig for, at landmændene kan blive undtaget fra loven,« fortsætter han.

Hykleri er et vilkår

Brunssons teori skurrer i vores demokratiske ører. Normalt tænker vi, at beslutninger følger et artigt mønster, hvor der går en klar tråd mellem det, vi diskuterer, beslutter og siden fører ud i livet. Den forestilling vender den svenske professor imidlertid op og ned på.

»Min forskning viser grundlæggende, at jo mere vi taler om noget, og jo klarere vores beslutning er, jo mindre sandsynligt er det i mange tilfælde, at vi også handler i overensstemmelse med det, vi har besluttet. Det illustrerer burhønsloven glimrende,« siger han og fortæller om, hvorfor det forholder sig sådan.

»Årsagen er den simple, at moderne organisationer – både statslige og private – møder så mange modsatrettede krav, og at det er umuligt at handle i overensstemmelse med dem alle sammen på samme tid. Derfor må de hykle.«

Eksempler er der nok af, siger Brunsson.

»Hvis vi ser på virksomheder, skal de ikke bare øge deres profit. De skal også sikre et godt arbejdsmiljø med ordentlige vilkår og lønninger for deres ansatte og samtidig tilbyde kundeservice i højeste klasse. Og ser vi på staterne i de velstående lande, skal de både redde klimaet og satse på økonomisk vækst, ligesom skatterne helst skal være lave, men velfærden generøs.«

Det er kort sagt svært at gøre alle tilfredse på samme tid. Går man i brechen for den ene sag, bonner det hurtigt negativt ud på et andet område.

Men hvordan kan hykleri være en holdbar løsning på problemet? I et demokrati må man vel kunne gå ud fra, at der er nogen, der på et tidspunkt opdager, at der ikke er overensstemmelse mellem det, vi har besluttet, og det vi gør – og som så råber op om det.

»Jo, det sker. Men når det sker, åbner det principielt op for en ny runde hykleri. At vi træffer en ny beslutning, som endnu en gang understreger det, vi allerede havde besluttet,« svarer Brunsson og uddyber: »Samtidig må vi huske, at opmærksomhed er en knap ressource. Det kræver en del energi at opdage mismatchet. Og så går tiden selvfølgelig. Det gør både, at vi glemmer, hvad vi inderligt brændte for engang, og at beslutningstagerne kan sige, at tiden nu er en anden og derfor kræver andre løsninger.«

Ifølge professoren bør vi netop være særligt på vagt, når det kommer til langsigtede beslutninger i politik. Sådanne beslutninger har ofte en utrolig stor signalværdi i samtiden, uden at de behøver at få en egentlig effekt i fremtiden.

Brunsson nævner, at Sverige i 1980 besluttede at udfase landets atomkraftenergi over en 25 år lang periode. Da de 25 år var gået, endte man med at lukke et lille privatejet atomkraftværk, mens man renoverede flere af de store værker. I 2010 valgte den svenske regering endeligt at droppe beslutningen om at afvikle atomkraftværkerne.

Demokratisk deroute

Det siger sig selv, at selv den mest optimistiske demokrat kan blive noget slukøret i mødet med Brunsson og hans forskning. Hvis det kendetegner en stor portion af de hårdeste politiske debatter og klareste beslutninger, at de ikke bliver omsat til den ønskede handling, men ligefrem til det modsatte, er der lang vej hjem.

Brunssons forskning taler direkte ind i en debat om hverdagens rå og kalkulerende magtpolitik. Dykker man ned i den politiske tænkning, står den italienske renæssancefilosof Niccoló Machiavelli som en solid reference på området. Den bramfrie italiener skrev blandt andet, at noget af det vigtigste, en magthaver kan gøre, er at fremstå religiøs – ikke nødvendigvis at være det. For befolkningen vil altid lade sig forføre af, hvordan noget fremstår. Derfor vinder man først og fremmest folkets gunst ved at lade som om – ikke ved at være.

Parallellen til Brunssons teori er klar. Det gælder om at få de beslutninger, der træffes i konfliktfyldte situationer, til at fremstå klare og tydelige. Bagefter kan man hykle løs for fuld udblæsning.

»Selvfølgelig kan man spekulere i hykleriet, og det bliver der også gjort. Men hykleriet opstår ikke kun, fordi der er nogen, der bruger det aktivt. Det opstår også, fordi vores samfund er fyldt med modsatrettede krav, og dem kommer der stadigt flere af,« siger Brunsson og taler videre om sit syn påsamfundsvidenskabernes rolle i dagens samfund.

»Man kan vælge at blive vred over, at jeg er optaget af hykleri, men samfundsforskningen skal ikke i første omgang beskæftige sig med, hvordan noget bør være. Den har en pligt til at rapportere om, hvordan det er derude, og her viser min forskning, at hykleriet er et udbredt fænomen. I modsætning til Machiavelli går jeg ikke ud og taler varmt for, at magthaverne bør hykle.«

Der opstår en lille pause. Så smiler professoren og tilføjer:

»Hykleri kan nu sommetider også være godt. Vi går galt i byen, hvis vi kun ser det som et problem. Det er en stor praktisk fordel for organisationer at kunne hykle af og til, så situationer ikke eskalerer. Som samfund er vi afhængige af, at organisationerne fungerer.«

Muligvis er der ligefrem en værdi for et samfund i at kunne bryste sig af højere værdier, end det kan leve op til i praksis, siger Brunsson.

»Vi kan sammenligne hykleriet med synden i kristendommen. Det er lettere at have høje idealer, hvis vi erkender, at de ikke altid stemmer overens med vores handlinger.«

En trøst til de håbefulde

Alligevel kan historien om det organiserede hykleri ikke være hele historien om beslutninger og deres indflydelse i demokratiet. Vi ser jo derude, at politik rykker ved virkeligheden og vores indbyrdes forhold. Måske ikke altid præcis, som den enkelte går og håber, men af og til stadig i den ønskede retning.

»Der er flere tilfælde, hvor behovet for hykleri ikke er så stort,« svarer Brunsson, da Information peger ud ad vinduet og siger, at der da også træffes beslutninger, vi ønsker, og som føres ud i livet.

»Hvis folk er enige, er modsætningerne væk, og så er der ingen pointe i at hykle. Kompromiser kan også mindske behovet for hykleri. Det kræver imidlertid, at der er en oprigtig vilje til kompromiset blandt dem, der indgår det. Ellers kan et kompromis hurtigt danne grundlag for hykleri, hvor man påstår at have fundet en fælles løsning, men i praksis gør noget helt andet.«

Med andre ord: Prøver man at vride lidt demokratisk optimisme ud af professoren, ender man hurtigt tilbage i talen om hykleri. Og hvor ser han så nogle interessante eksempler på hykleri i vores samtid?

Her tager Brunsson – ikke overraskende – fat i Donald Trump. Men hvor valget af Trump ikke måtte overraske, er professorens vinkel mindre gængs.

»Trump har tordnet mod klimaforskningen og mod Parisaftalen. Han har endda højlydt besluttet at trække USA ud af Parisaftalen, som skulle forpligte landet på at reducere udledningen af klimaskadelige gasser. Beslutningen var klar og tydelig, men vi skal huske, at det tager fire år at træde ud af aftalen. Måske er Trump slet ikke præsident til den tid, og hvem ved, hvad der så sker? Samtidig kan vi se, at nogle stater – for eksempel Californien – begynder at gå i den helt modsatte retning end præsidenten.«

Får professoren ret, kan Trumps klimabeslutninger ende som historien om forbuddet mod burhøns i Sverige – blot med omvendte fortegn. Hvor dyreværnsfolkene og Astrid Lindgren stod som de progressive, der fik forbudt burhøns, uden at det fik mærkbare konsekvenser i virkelighedens svenske landbrug, kan Trumps alt andet end progressive klimapolitiske beslutninger medføre, at der faktisk handles på klimaområdet.

Nils Brunssons forskning i hykleri levner således både plads til de benhårde realister og til de håbefulde idealister.

De progressive kan notere sig, at læren fra burhønsloven ikke kun er, at de pengegriske altid vil vinde. Det omvendte er også muligt. Og de pengeglade kan trøste sig ved, at hykleriet er så indgroet i vores moderne samfund, at de trods alt ikke behøver frygte for stort for fremtiden.