I retten: »Hvorfor er det altid politimandens påstand, der tages for gode varer?«

Information følger hver uge én af de titusindvis af sager, danske domstole afgør hvert år. Det er historier om gerningsmænd og ofre, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om.

Sagens sidste vidne og forurettede i sagen ankommer sammen med en kollega. De er iført lyseblå skjorter, sorte bukser med lommer til pistol og peberspray, sorte støvler og en let, skudsikker vest.

De to politibetjente taler højt sammen, kort før sagen skal gå i gang, og går direkte hen til en civilklædt betjent på tilhørerrækkerne. Kram udveksles. Den ene betjent forlader retssalen og venter udenfor. Den anden sætter sig på en af de blå stole bagerst i lokalet.

Tiltalte W er klædt i et mørkt jakkesæt og hvid skjorte. Hans forsvarer, Bjørn Elmquist, støtter sig let til sin stok og går hen og sætter sig.

Bjørn Elmquist er forurettet på sin klients vegne. To gange tidligere er retssagen blevet udskudt, og nu er det fjerde retsdag. Alle gange er tiltalte W mødt op og har gjort, hvad han skulle.

Paragraf 119

W er tiltalt for to forhold. Det første er spirituskørsel. Det andet er vold mod tjenestemand i funktion, som paragraf 119 populært kaldes.

Samtidig med at sagen har kørt, har Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) afvist, at der kan rejses en klagesag mod den betjent, som W er tiltalt for at have taget fat i, fordi der er tale om påstand mod påstand.

Anklageren rejser sig, trykker på en knap og får sit skrivebord op i en passende højde. Hun beder vidnet, den 23-årige betjent, forklare, hvad der skete.

En sen nattetime kører en personbil mod færdselsretningen i Sankt Hans Gade på Nørrebro. En patruljevogn opdager bilen og stopper den. Hvad der siden sker, er der to opfattelser af.

Ifølge vidnet, den 23-årige betjent, gjorde han selv, hvad han skulle. Bad om at se kørekort, lavede en alkoholscreening, som var positiv. Fik bilens fører, tiltalte W, over i politibilen, så han kunne blæse i en ballon. Da tiltalte stiger ud, prøver han at komme over til sine venner, men betjenten vil lægge ham i håndjern.

»Tiltalte tager fat foran på halsen med højre hånd og klemmer med neglene. Samtidig skubber han mig med venstre hånd, så jeg må træde nogle skridt tilbage. Jeg siger noget i stil med, at det skal du ikke gøre,« forklarer betjenten lavmælt.

»Jeg siger, han skal lægge sig ned, men det efterkommer han ikke. Så jeg giver ham to gange med pebersprayen.«

Det sker to gange. Så bruger han staven i stedet og slår tiltalte tre gange, fordi han stadig ikke vil lægge sig ned.

W har tidligere fortalt, at han var bange for at komme ned at ligge med hænderne i håndjern på ryggen. Derfor ville han ikke.

Situationen eskalerer, forklarer betjenten, da tiltalte sparker ud efter hans hoved i et slags cirkelspark, der får betjenten til at træde flere skridt tilbage og trykke på nødknappen på sin radio for at få assistance.

Anklageren viser billeder af betjenten, som er taget på skadestuen. Halsgrebet har gjort huden rød og øm.

’Jeg sigter mod hans hoved’

Så er det forsvarer Bjørn Elmquists tur. Den 23-årige betjent var den pågældende nat stadig under uddannelse og i sin sidste praktik, og det var første gang, han kørte med sin makker, der også har vidnet i sagen tidligere.

Forsvareren læser op af politirapporten. Her har betjenten kort efter episoden forklaret, at han sagde:

»Du skal ikke tage kvælertag på mig.«

Betjenten bekræfter, at det så må være det, han har sagt.

»Du giver ham peberspray to gange. Hvad sigter du mod?« spørger forsvareren.

»Jeg sigter mod hans hoved. Eller ansigt. Jeg står nok to til to en halv meter fra ham,« forklarer betjenten.

Forsvareren spørger, om betjenten mener, der er risiko for »forhøjet skade« ved at blive ramt med peberspray direkte i øjnene. Det afviser betjenten. Tiltalte W blev ikke »saneret«, altså vasket i ansigtet med vand, før flere timer efter episoden.

Betjenten afviser, at han skulle have revet tiltalte ud af bilen, selv om forsvareren påpeger, at både tiltalte selv og flere vidner har forklaret, at det skulle være tilfældet. Dommeren beder vidnet gå.

Anklageren afspiller en video på sin computer oppe ved dommeren og domsmændene. Bjørn Elmquist kigger med, selv om han har set videoen »tusind gange«. Videoen er kort og svær at afkode på afstand. Der er lyd af tumult og mænd, der råber ophidset i munden på hinanden.

Påstand mod påstand?

Anklageren begynder sin procedure. Retten bør tilsidesætte et vidneudsagn, der kommer fra tiltaltes ven, og som peger på, at tiltalte skulle være blevet revet ud af bilen. For det stemmer ikke overens med sagens andre beviser.

»Ifølge dansk lov er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Skyldsspørgsmålet skal bevises ud over rimelig eller begrundet tvivl. Ellers skal tvivlen komme tiltalte til gode,« siger Bjørn Elmquist i sin procedure.

Så oplister han den række af forhold, der gør, at han ikke mener, at man uden tvivl kan fastslå, at W tog halsgreb på betjenten.

Tiltalte har selv forklaret, at han tog fat i betjentens vest, som hang løst. Og det uvildige vidne, der optog videoen, så, at en mand havde armen rundt om ryggen på betjenten. Men ikke, at der skulle være lavet halsgreb. Heller ikke betjentens makker så det.

»Hvorfor skal det altid være sådan, at det er politimandens påstand, der tages for gode varer? Det gør DUP, det gør anklagemyndigheden – men skal retten også det?« Bjørn Elmquist holder en kort pause og tager en tår vand.

»Der kan være tale om et uretmæssigt angreb. Altså en overdrevet magtudøvelse og brug af magtmidler. I det hele taget er der grundet tvivl om det egentlige forløb. Og det er jo ikke rigtigt, bare fordi en politimand siger det. Det er jo ikke en politistat, vi lever i,« slutter forsvareren.

W kendes skyldig i begge forhold og får 50 dages betinget fængsel. Han taler kort med forsvareren, som anker dommen til frifindelse.