Læsetid: 4 min.

I retten: »Når der kommer folk i uniform, så siger man ’ost’«

Hver uge følger Information en helt almindelig retssag fra tilhørerbænken. I retslokale 17 i Københavns Byret er en 53-årig mand anklaget for at have stået vagt for hashsælgerne på Pusher Street på Christiania
Tiltalte forklarer, at han bare skulle mødes med en veninde og drikke en kop kaffe.

Tiltalte forklarer, at han bare skulle mødes med en veninde og drikke en kop kaffe.

Mia Mottelson

8. juni 2019

Information følger hver uge én af de titusindvis af sager, danske domstole afgør hvert år. Det er historier om gerningsmænd og ofre, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om.

Hans sorte, men gråsprængte, proptrækkerkrøller hopper let, da A sætter sig i stolen midt i retslokalet.

Der er forårslummert i lokalet, men han beholder sin mørkeblå hættetrøje på. Inden under den har han endnu en hættetrøje i grå. Han trækker et rør og en lille blå bog op af en plastikpose fra 7-Eleven og lægger tingene på bordet.

53-årige A er anklaget for at have stået vagt for pusherne på Pusher Street under en politiaktion i maj sidste år. Under aktionen fandt politiet 1.300 gram hash, 440 gram skunk og i alt 484 joints under en væltet sofa, og anklagen går på, at A forsøgte at alarmere sælgeren om, at politiet var på vej.

Men A har ingenting med hashhandlen på Christiania at gøre, siger han.

»Det er bare en flok knægte, hvorfor skulle jeg blande mig i det,« spørger han retorisk anklageren.

Han er et kendt ansigt på fristaden, hvor han bliver kaldt Startpakke, fordi han af og til supplerer sin kontanthjælp ved at sælge mobiltelefoner. Men den majdag skulle han bare mødes med en veninde og drikke en kop kaffe, fortæller han.

Ost

Med dyb, rolig stemme forklarer han, at han stod og ventede på hende, da der pludselig udviklede sig tumult omkring ham. Pludselig tog en mand på cykel et billede af ham, og det gad han ikke, så han gik hen på Månefiskeren.

»Er der på et tidspunkt nogen, der råber ost,« spørger anklageren.

»Nej, altså nu skal jeg forklare dig det,« siger A og begynder at fortælle om slangordet.

»Når der kommer folk i uniform, så siger man ’ost’. Men hvordan skulle jeg kunne genkende en civil? Det kan man ikke. Når de kommer, er det altid som et ambush med os i midten.«

Dagens eneste vidne er den politibetjent, som tog et billede af A.

Han træder ind i rummet i fuld uniform og med pistol og knippel i bæltet.

Forsvareren forklarer, at tiltalte ryger hash for at dulme smerter.

Mia Mottelson
Betjentens mørke stemme fylder hele rummet, da han fortæller om den politiaktion på Christiania, som han deltog i.

Han var klædt i civil og forsøgte at blende ind i mængden et stykke fra Pusher Street. Politiets plan var, at uniformerede betjente skulle rykke ind på Pusher Street, hvorefter de civilklædte betjente skulle arrestere dem, der prøvede at flygte fra stedet med hashprodukter.

»Jeg blev med det samme opmærksom på A. Jeg har set det hundredvis af gange, at folk holder vagt lige der, hvor han stod. Så sent som i går stod der en anden fyr,« konstaterer betjenten.

Han køber ikke forklaringen om, at A stod og ventede på sin veninde.

»Han står helt tydeligt og observerer. Det er, som om hans hoved sidder på et kugleleje – først den ene vej og så den anden,« siger han og demonstrerer selv med hovedet. Først den ene vej og så den anden.

Gadens drenge

En anden detalje ved A’s forklaring, som ikke stemmer overens med betjentens, er udsagnet om, at han gik over på en café, da der udbrød tumult.

I stedet blev han stående, og da to mænd kom løbende med inventaret fra en af Pusher Streets hashboder, advarede A dem om, hvor politiet var, mener betjenten.

»Han viftede med armene og råbte: ’Nej, nej, nej. Der er folk ved grå,’« siger betjenten, som forklarer, at farven hentyder til farven på Den Grå Hal på Christiania.

Mens betjenten forklarer, ryster forsvarer Jacob Kiil jævnligt på hovedet med et lille smil.

Paragraf §191

  • Stk. 1: Den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 10 år.
  • Stk. 2: På samme måde straffes den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer med forsæt til at overdrage dem som nævnt i stk. 1.

Hvem var de to mænd, vil anklageren gerne vide.

»Ja, nu siger jeg gadens drenge, men det er folk, jeg ser meget til i forbindelse med hashhandlen,« siger betjenten.

Anklageren bladrer igennem sine papirbunker og finder det, hun leder efter; en kopi af det fotografi, som betjenten tog af A. På billedet ses en mand, som bøjer sig væk fra kameraet. Man kan ikke se hans ansigt, men de sorte krøller er let genkendelige.

Betjenten forklarer, at han kendte A i forvejen.

»Jeg har set ham i området, han er meget genkendelig. Han har jo en lidt særpræget frisure.«

»Ja, den er lidt markant, ikke?« spørger forsvarer Jacob Kiil.

»Jo, når man har set ham en gang, kan man genkende ham,« siger betjenten.

Karatediplomer

Inden dommeren og de to domsmænd skal tage stilling til, om A er skyldig, fortæller forsvareren lidt om hans liv.

Anklageren er sikker på, at A er en del af den organiserede hashhandel på Christinia.

Mia Mottelson
Han ryger hash for at dulme nogle smerter og ses med sin voksne datter næsten hver dag.

Derudover træner han karate tre gange om ugen – også på Christiania.

»Vi er fem, der har det sorte bælte. For tiden træner vi på græs,« siger A og klapper på røret og den lille blå bog, der har ligget foran ham under hele retssagen.

Det er hans diplomer og hans karatepas, hvor han noterer sine fremskridt, fortæller han.

Men hans karatepræstationer er ikke nok til at overbevise retten om, at han skal frifindes, sådan som forsvareren appellerer om.

»Det er første gang, du deltager i det, der kaldes den organiserede hashhandel, og det mener vi, udløser 60 dages fængsel,« siger dommeren.

A og hans forsvarer går ud af lokalet for at diskutere, hvordan de forholder sig til dommen. Hurtigt beslutter de sig for at anke, inden A propper diplomrøret ned i plastikposen igen og forlader rummet med tunge skridt.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Og det kalder man en retsstat? Det er jo påstand mod påstand - hvad er det, der gør, at panserbassens udsagn er mere troværdigt end den forbipasserende, som kun er skyldig i at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Måske skulle jeg stille mig i Pusherstreet og se lidt mistænkelig ud; jeg har aldrig været i fængsel, men det kunne måske være sjovt at prøve? Det ser jo ud til at enhver, der ser mistænkelig ud, risikerer at blive fotograferet og få en dom, så hvorfor ikke mig? Det er jo tilsyneladende helt ligegyldigt, om jeg har gjort noget ulovligt, bare panserbassen insisterer på, at jeg er skyldig.

Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Poul Simonsen, Hans Larsen og Niels Østergård anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Erindre problematiken fra de mange år jeg var domsmand og nævning. En politipersons vidneudsagn vurderes i forhold til civile vidner, som et mandligt vidneudsagn i visse arabiske og muslimske kulturer.

Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Erindre problematiken fra de mange år jeg var domsmand og nævning. En politipersons vidneudsagn vurderes i forhold til civile vidner, som et mandligt vidneudsagn i visse arabiske og muslimske kulturer.

Grethe Preisler

Startpakken og Panserbassen

Han - altså 'Startakken' - er såmænd nok et af de små frigjorte 'blomsterbørnsbørn', der blev efterladt i 'Fristaden' med et eksemplar af 'Den lille røde for skoleelever' til selvstudium i skurvognen, mens forældrene drog videre til Thy i 1970 og 'befriede' Hjardemål Kirke fra de jyske bonderøve, der stadig ikke havde fattet en hujende klejne af det glade budskab 'peace, love and understanding', som Startpakkens forældrene tog til sig fra nobelpristageren i litteratur, hans høj- og hellighed Bob Dylan i God's own Country USA .. ;o/

Jan Weber Fritsbøger

grethe Preisler er såmænd nok et af de der overprivilegerede curlingbørn som aldrig har skullet yde, og som har fået sin "politiske skoling" på en handelsskole, eller måske er hun noget helt andet, jeg kan jo kun bedømme hende på indsigten hun viser i det hun skriver her, og jeg ser ikke andet end fordomme, alene baseret på at manden har tilknytning til Christiania og så ved man jo alt om vedkommende, også at han selvfølgelig er skyldig, og hun ved jo nok ikke at politiet rutinemæssigt lyver i retten, når udvalgte personer skal dømmes for noget politiet tror de måske har gjort.

Grethe Preisler

Slap af Jan Weber Fritsbøger,

Hverken 'Startpakken' eller 'Panserbassen' hører til 'de skarpeste knive' i skuffen
Hvem af dem, der sidste ende kommer til at stå med håret i postkassen og få skænd af sine foresatte, når sagen har været for Landsretten, er et åbent spørgsmål.

De eneste i lokalet, der får en nogenlunde anstændig timeløn for deres medvirken i komedien, er de to jurister - anklageren og forsvareren. Resten er bare spil for galleriet til ære for et forlystelssygt publikum, som ikke har råd til at løse billet til Operaen. Og så måske en bonus i form af flere tilfredse kunder hos træneren i den karateklub i Fristaden Christiania, som 'Startpakken' frekventerer tre gange om ugen .. ;o)