Læsetid: 5 min.

I retten: »Rigtig god dag til jer alle sammen«

Hver uge følger Information en helt almindelig retssag fra tilhørerbænken. I retslokale 6 i Københavns Byret er en 32-årig mand tiltalt for at have brugt et forfalsket eksamensbevis til at komme ind på en uddannelse
Tiltalte afviser at have forfalsket dokumenter, hvor der står, at han har gået på hf i Gentofte. Han fortælller, at han desuden altid har boet i Frederikssund.

Tiltalte afviser at have forfalsket dokumenter, hvor der står, at han har gået på hf i Gentofte. Han fortælller, at han desuden altid har boet i Frederikssund.

Mia Mottelson

15. juni 2019

Information følger hver uge én af de titusindvis af sager, danske domstole afgør hvert år. Det er historier om gerningsmænd og ofre, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om.

Forsvarer Sysette Vinding Kruse samler hænderne på ryggen og lader et øjeblik blikket vandre ud i den lille gårdhave bag ruderne her på gangen uden for lokale 6. Der er 20 minutter, til sagen starter, og tiltalte A burde have været her nu.

»Vi var ellers bange for at komme for sent,« siger hun og ser over på en ung fyr med lyst hår og en hvid polo, der står ved siden af og ser ned på sin sko. Han er 8.-klasses praktikant og med hende denne uge.

»Det er jo en ældgammel sag. Den er helt tilbage fra 2013, og man kan undre sig over, hvorfor det har taget politiet så lang tid at efterforske den og få den for retten. Selv om det er et lidt kompliceret sagskompleks,« siger hun.

Hun taler et par minutter om, at det er for dårligt, at det har taget så lang tid at få sagen bragt for retten.

Tiltalte A ankommer kort inden, sagen skal gå i gang. Han er en kæmpestor mand. Høj og bred over skuldrene og overarmene. Han har en nystrøget og kridhvid skjorte på, tæt, velplejet sort skæg. Håret er redt tilbage på toppen og helt kort i siderne. Efter at have givet hånd til alle i det højloftede lokale går han med rolige skridt hen til vidneskranken og sætter sig.

Solen falder skråt ind gennem de høje småsprossede vinduespartier og lyser linoleumsgulvet op.

Det er praktikantens anden retssag den dag, og han svarer ja med høj stemme, da retssekretæren spørger, om han er med på alt det med at rejse sig for dommeren.

En af domsmændene har taget fejl af tiden og er forsinket. Minutterne går. Praktikanten læner sig ind mod væggen og spiller et spil på sin telefon.

Falsk eksamensbevis

Et kvarter over tid kan sagen gå i gang.

»Du er tiltalt for at få to personer til at fabrikere et falsk eksamensbevis og for at have gjort brug af det til at søge optagelse på Copenhagen Business Academy,« siger anklageren henvendt til A.

Forsvareren peger på, at der ikke er nogen beviselig forbindelse mellem tiltalte og de brødre, der angiveligt har forfalsket et eksamensbevis for tiltalte.

Mia Mottelson

Skolen modtog i 2013 en ansøgning og et eksamensbevis med tiltaltes navn og CPR-nummer på, men de viste sig at være falske. A afviser blankt at have forbindelse til de forfalskede dokumenter, selv om det er hans oplysninger, der står på dem.

»Du siger, at du var droppet ud af din hf, og du var også i kontakt med jobcentret. Men så kunne du jo godt have haft interesse i at søge ind på en anden uddannelse?« spørger anklageren.

A sidder rank i stolen. Benene er spredt, og han har hænderne foldet i skødet. Stemmen er mørk og rolig.

»Jeg er it-mand. Det har jeg altid været. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle have søgt ind på en handelsuddannelse, som jeg ingen interesse har i,« siger A. Siden 2013 har han fuldført en uddannelse som it-supporter og taget en overbygning som administrator.

Anklageren beder ham forklare, hvad han lavede i årene omkring 2013 og frem. På det tidspunkt var han hjemme hos familien, da hans far var ved at dø, og han droppede ud af sin hf.

A tøver, rynker panden og hviler hovedet i hånden. Han har svært ved at huske præcise detaljer.

»Undskyld, jeg er lidt træt i dag. Jeg har været på natarbejde,« siger han og retter sig op.

I dag arbejder han som selvstændig personlig træner. Og så er han sikkerhedsvagt i psykiatrien i Frederikssund, hvor han og hans familie bor og altid har boet. Derfor giver det heller ikke mening, at han skulle have gennemført en hf i Gentofte, som det falske eksamensbevis viser, forklarer han.

»Hovedsagen«, som anklageren kalder den, blev afgjort i oktober 2018. Her blev to brødre dømt for 48 forhold, der har med forfalskning af eksamensbeviser at gøre. Og det er de to, som har stået for forfalskningen af det eksamensbevis, som A er tiltalt for at have brugt til at søge uddannelse med.

»Jeg har aldrig hørt om de to brødre. Det sagde jeg også, da jeg talte med politiet. Det er en gåde for mig, hvordan de har fået mine oplysninger,« siger A.

»De er indkaldt som vidner. Fastholder du, at du ikke kender dem?« spørger anklageren.

A bekræfter sit svar.

»Men kan du huske, om du på et tidspunkt har mistet din pung eller dit sygesikringsbevis?« prøver anklageren.

»Nej, det er jeg ret sikker på, jeg ikke har. Men det er svært at huske så mange år tilbage.«

Forsvarer Sysette Vinding Kruse forklarer, at der ikke er brugt NemID til at søge ind på uddannelsen, og den følgeskrivelse, som skulle bekræfte optagelsen, er ikke underskrevet.

Sparsomme beviser

Vidnerne udebliver. Det kommer tilsyneladende ikke bag på nogen.

Anklageren læser op af et bilag fra hovedsagen, at de to brødre her afviser at kende A. To gange har Copenhagen Business Academy modtaget mails i tiltaltes navn, men fra en mailadresse, som ikke har nogen forbindelse til A. Faktisk kan den spores tilbage til de to dømte. Det har politiet bekræftet.

Anklageren peger på, at der er sendt rykkermails til uddannelsen i tiltaltes navn, men ellers har anklageren kun sparsomme beviser.

Mia Mottelson

Anklageren rejser sig for at procedere.

»Ja. Egentlig skal jeg jo plædere for at få tiltalte dømt,« starter anklageren og remser den sparsomme mængde informationer op, som vi har fået præsenteret.

Forsvarer Sysette Vinding Kruse rejser sig.

»Det er ikke tiltaltes mail. Der er ingen grund til at tro, at han kendte de dømte brødre, og hvorfor hans navn og CPR står på det bevis, ved vi ikke. Der er ikke nogen former for beviser for, at tiltalte skulle være indblandet i dokumentfalsk. Det hører jeg også anklageren være enig i,« slutter hun og slår fast, at tiltalte bør frifindes.

Retten hæves. Efter fem korte minutter kommer dommeren og de to domsmænd ind. A frifindes, og de to udeblevne vidner får hver en bøde på 1.000 kroner.

A rejser sig og tager igen runden rundt i lokalet og giver hånden til alle.

»Rigtig god dag til jer alle sammen,« siger han og forlader lokalet.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Fuglsang
  • Eva Schwanenflügel
Erik Fuglsang og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu