Læsetid: 8 min.

De røde kan ikke slå konkurrencestaten ihjel – den er en del af dem selv

Præstationssamfundet skal tæmmes, børn og unge have gratis psykologhjælp, og der skal mere fokus på trivsel end karakterer, mener den nye regering og støttepartierne. Et opgør med konkurrencestaten, mener samfundsmodellens kritikere. Mens andre ser den suppleret med en ny grøn ideologi og grøn konkurrenceevne
Socialdemokratiet og dets støttepartier har altid haft et anstrengt forhold til konkurrencestaten. Det kommer nu til udtryk i form af konkrete initiativer over for børn og unge. Men hvor dybt stikker opgøret?

Socialdemokratiet og dets støttepartier har altid haft et anstrengt forhold til konkurrencestaten. Det kommer nu til udtryk i form af konkrete initiativer over for børn og unge. Men hvor dybt stikker opgøret?

Mads Claus Rasmussen

29. juni 2019

Det blev set som et oprør, der pludselig fik en stemme. I 2015 efterlyste formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, i DR’s Debatten politiske visioner for et samfund, hvor alle har det godt i stedet for et, hvor flest muligt piskes til at være »konkurrencestatens fodsoldater«.

Klippet blev set af mindst to millioner og skabte stor debat.

Næppe siden 68’ernes opgør med kapitalisterne og forbrugersamfundet har en revolte mod en bærende samfundsmodel stået tydeligere.

Konkurrencestatens kolde embedsmandslogik og nødvendighedens politik blev lagt for had til trods for, at netop den samfundsmodel har videreført et af de mest lige og rige velfærdssamfund i verden.

Ikke mindst konkurrencestatens mest potente brændstof, selve præstationskulturen, blev fremhævet som en gift, der bliver givet til børn med forældrenes accept. Og som gør den agtværdige gamle dannelsesinstitution folkeskolen til en kompetencefabrik.

Men nu er der et opgør på vej. Hvis man læser det forståelsespapir, der danner retningen for den nye S-regering og dens støttepartier, skulle der ikke være noget at tage fejl af.

Mette Frederiksen vil være børnenes minister. Børn og unges trivsel skal i centrum, de seks til 24-årige får tilbud om gratis psykologhjælp, og deres mentale sundhed skal under lup i en national handlingsplan.

Uddannelsessystemet skal gås efter med tættekam for at komme af med de mest giftige elementer i »præstationskulturen.«

De nationale test skal fjernes i de små klasser, mens de større børn ikke længere skal mærke den arbejdende fremtids åg allerede i 8. klasse med de såkaldte vurderinger af deres uddannelsesparathed.

Uddannelsesloftet skal fjernes, og endelig vil den nye regering se på, om karakterer skal fylde mindre, og karakterskalaen ændres, samtidig med at samarbejdet om folkeskolen skal styrkes.

De røde partier har i modsætning til den borgerlige blok altid haft et anstrengt forhold til konkurrencestaten. Og nu lægger de op til et paradigmeskift i forhold til konkurrencestaten og dens mest forhadte elementer. Men hvor dybt stikker opgøret egentlig?

Det gode liv

Spørger man Eva Secher Mathiasen, oplever hun, at kritikken er blevet hørt.

Hun ser i den nye regeringsforståelse en klar bevægelse: Væk fra »ideologien« om, at det væsentligste formål med livet er, at alle skal være effektive. Og hen imod et samfund, hvor man også interesserer sig for, at borgerne »lever gode liv.«

»Det er et paradigmeskift fra præstation og konkurrence til trivsel og udvikling‚ hvor hovedvægten er på børn, og man forsøger at tage noget af præstationspresset fra den enkelte,« siger hun.

Eva Secher Mathiasen anerkender, at de udfordringer, velfærdsstaten Danmark har stået over for i en åben, global økonomi, har krævet effektiviseringer og fokus på at klare sig i den internationale konkurrence.

»Det har haft positive effekter. Men det har også haft mange negative konsekvenser for trivsel, arbejdsmiljø, sundhed og børns udvikling. Men det havde jo sin tid. Det er utidssvarende i dag, fordi det er en tænkning, som ikke tager højde for det primære mål: at menneskene i samfundet har det godt,« siger hun.

Professor emeritus Ove K. Pedersen er ophavsmand til selve begrebet konkurrencestaten og udgav i 2011 en bog af samme navn.

Han mener, at der snarere er tale om en oprydning end et egentligt opgør med konkurrencestaten i den røde bloks forståelsespapir. Godt nok er de nationale test bundet af et forlig, som de blå partier i Folketinget ikke umiddelbart er parat til at ændre. Men der er ikke tvivl om den røde bloks intentioner.

»Det er positivt, at der bliver ryddet op i de effekter af tidligere reformer, som er blevet kritiseret. Men det gælder først og fremmest kontanthjælpsloftet og den symbolpolitiske del af udlændingepolitikken. Afskaffelse af de nationale test i de mindste klasser er kun en bisætning. Og det med karakterne er jo en diskussion, vi har haft længe. Den bliver nu sparket til hjørne i formuleringen om, at man skal i gang med et vurderingsarbejde,« siger Ove K. Pedersen.

Desuden begyndte kritikken af den såkaldte reform- og rundbordspædagogik samt bevægelsen fra dannelse til kompetencer, før man overhovedet fik begrebet konkurrencestaten, påpeger Ove K. Pedersen.

Han fortryder til gengæld, at han selv brugte begrebet »konkurrencestatens fodsoldater«, da han i sin tid skulle forklare det grundvilkår i den globale økonomi, som han mener, konkurrencestaten er et succesfuldt svar på.

Det skabte grobund for en fejlagtig kritik af konkurrencestaten. For fodsoldater i statens tjeneste har borgerne i Danmark altid været, understreger han.

»Der har været et forsøg på at koble den nye uddannelsespolitik – som var en reaktion på reformpædagogikken – til konkurrencestaten for at få noget negativt at sige om den nye uddannelsespolitik i 1990’erne og 00’erne,« siger Ove K. Pedersen.

Konkurrencestaten er et vilkår

Når der ifølge professoren ikke er tale om et opgør, er det, fordi konkurrencestaten består i den nye regeringsforståelse i form af de normer og principper, der ligger til grund for den økonomiske politik.

Det gælder de finansministerielle vurderinger af den økonomiske holdbarhed, som bliver beskrevet i 2025- og 2030-planer, danner fortsat rammen om det økonomiske råderum. Ligesom budgetloven sætter grænserne for kommunernes forbrug.

Og der er også lagt op til nye arbejdsudbudsreformer i form af udnyttelse af den øgede arbejdskraft, der er til rådighed, hvis man dels kan flytte folk fra deltid til fuldtid, dels nedbringe sygefraværet.

»Grundlæggende bliver konkurrencestaten fastholdt, og dens grundvilkår accepteres. Der er en sammenhæng i tonen fra Lars Løkkes plan fra 2010 om, at Danmark skulle være verdensmester. Og samtidig anvender de begrebet foregangsland, som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) brugte til at indvarsle hele konkurrencestatstænkningen for snart 30 år siden. Nu skal Danmark så være foregangsland i forhold til klima og børns trivsel,« siger han.

Stefan Hermann, der er rektor på Københavns Professionshøjskole og meget aktiv i den uddannelsespolitiske debat, som han har skrevet flere bøger om, ser også »den benhårde konkurrencestat« bevaret i regeringsforståelsen.

Til gengæld benytter man sig af en anden retorik. Men et reelt opgør er der heller ikke ifølge Stefan Hermann tale om.

Dels mener han, det er en fejlslutning at tro, at de nationale test skaber præstationssamfundet. Dels handler det om, hvordan man som lærer eller forældre italesætter de nationale test.

»Afskaffelse af de nationale test er symbolpolitik, og testene kan slet ikke bære alt det, de har fået skyld for. Hvis skolen ikke serverer test som den evige trældom, er der større sandsynlighed for, at børnene heller ikke ser dem som sådan. Men jeg kan da godt forstå, at politikere siger, at når de test er så udskældte – og de fungerer i øvrigt heller ikke som tiltænkt – så lad os bare droppe dem. Men at tro, at det får en niårig til at holde op med at slanke sig eller gå til idræt for at spille badminton og ikke kun for at være god – glem det,« siger han.

Terapistat

Ifølge rektoren betyder karakterer meget mere i opgøret med præstationskulturen. Men det er bare ikke nødvendigvis den rigtige medicin at lovgive om det.

»Man burde måske også sige til forældrene: ’Vi kan ikke lovgive om det her. I stedet skal I fortælle jeres børn, at man kan blive til alt her i samfundet uden at have fået 12 i det hele’. Men de unge tror, de skal have 12 for at klare sig, både når det handler om størrelsen på deres bagdel, og den måde de laver deres mysli på,« siger Stefan Hermann.

Og så advarer han om, at der går for meget »terapistat i den« med mere gratis psykologhjælp og mere fokus på trivsel.

»Psykologhjælp kan jo være godt for meget, men som norm eller løsning er det bekymrende. Den højeste fællesnævner for det her bør ikke være at falde tilbage i terapi- og reformpædagogik: At sige bare du er glad, så gør det ikke noget, at du ikke lærte så meget, for så har du mod på livet. Det afgørende er til gengæld at lære børn at gøre sig umage, at anstrenge sig, være i fællesskaber – og forstå, at det at lære nogle gange er svært og hårdt.«

Ser man bort fra uddannelsespolitikken, skal der ifølge den nye regering og dens støttepartier også nye boller på suppen i forhold til den forhadte kortsigtede kontrol og detailstyring af den offentlige sektor.

Det kan også ses som et skifte i forhold til konkurrencestatens fokus på effektiviseringer for at få råd til mere velfærd. Men tillids- og afbureaukratiseringsreformer er forsøgt adskillige gange de seneste tre årtier uden meget held, pointerer Stefan Hermann.

I stedet har man fået mere styring gennem evalueringer og lignende.

Men, fremhæver Hermann, rød blok forsøger faktisk også at give svar på det tab af mening, som mange offentligt ansatte har givet udtryk for, at de har oplevet i konkurrencestatens tjeneste.

»Det giver f.eks. ikke mening for lærerne, at de vinder den internationale konkurrencekrig om at skabe den bedste arbejdskraft. Der leverer den nye regering og støttepartierne på retorikken, og de har nogle meget flotte og ambitiøse sætninger om, hvad skolen er til for.«

Men når det handler om styringen af den offentlige sektor, er det forsimplet at gøre det til et spørgsmål om, at staten skal give mere frihed til de offentligt ansatte i et opgør med konkurrencestatens klamme hånd.

Det handler nemlig meget mere om politisk magt over for faglig autonomi, og har ikke nødvendigvis noget at gøre med konkurrencestaten, mener Stefan Hermann.

Klima er ny sammenhængskraft

Lars-Henrik Schmidt, idéhistoriker og professor ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, mener også, at den nye regering forsøger at genskabe en meningsfyldt fortælling.

Opfindelsen af udtrykket konkurrencestat er nemlig ifølge Schmidt et udtryk for, at sammenhængskraften i samfundet har været i krise.

Den nye fortælling handler om klimaet. Det er gennem verdens mest ambitiøse klimapolitik, at rød blok vil genvinde tilliden hos befolkningen.

»Det, der ligger nu, er et forsøg på at restaurere en ny sammenhængskraft, frem for at tro, at konkurrencestaten var det vilkår, staten og den enkelte skal operere indenfor. Tilliden til det offentlige system skal genoprettes. Derfor siger staten: Vi tager styringen og går forrest med den nye klimaideologi, som skal blive bærende for et fælles engagement i Danmark. Vi vil ikke satse på et større bruttonationalprodukt, men i stedet have et grønt idealsamfund,« siger Lars Henrik-Schmidt, der også ser Socialdemokratiet rejse sig ved at vise viljen til at styre.

»Den socialdemokratiske regering har sat sig i spidsen for at restaurere staten og statsapparatet som det afgørende styringsinstrument i fremtiden,« siger han.

Også Ove K. Pedersen ser den ambitiøse klimapolitik, som det virkeligt opløftende i den nye regeringsdannelse.

»Det mest spændende er, at klimapolitikken indtænkes i Danmark som et foregangsland. Det vil sige, at klimapolitikken ikke alene skal gøre Danmark verdensberømt, men også skal integreres i teknologiudvikling og erhvervspolitik, som fremmer dansk konkurrencedygtighed. Altså den samme model, som blev anvendt med vindmøller og ren energi; med investeringer i uddannelse og velfærdsordninger. Det er at inddrage de store globale udfordringer ind i en nytænkende erhvervs- og konkurrencepolitik,« siger han.

Vi klapper og roser, og vi gør det i den bedste mening – men vi glemmer måske nogle gange de børn, der løber lidt langsommere, skriver dagens kronikør. Arkivfoto.
Læs også
Ifølge Bjarne Corydon er konkurrencestaten hverken rød eller blå. »Den er et velfungerende kompromis.« Han mener, at der er »mange billige point ved at fralægge sig ansvaret og stille sig kritisk an i forhold til den politik, der har været afgørende for at producere de resultater, vi nyder godt af i øjeblikket«.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sanja Jelic Kristic
Sanja Jelic Kristic anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det velfærdssamfund, Danmark fik opbygget i 1900 tallet, kunne konkurrencestatens kolde embedsmandslogik og nødvendighedens politik heldigvis ikke nedbryde på på 20 år. De kom dog et godt stykke vej, og den stigende ulighed er en glimrende murbrækker til at få skabt et rigmands vælde i stedet for et socialt ansvarligt samfund.

Trond Meiring, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller, Henrik Peter Bentzen, Søs Jensen, Lars Løfgren, Torben K L Jensen, Bent Gregersen, Helene Kristensen, Susanne Kaspersen, Dorte Sørensen, Steen K Petersen, Poul Erik Riis, Rolf Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

Unges mistrivsel og høje rater af psykiske problemer skyldes selvfølgelig "konkurrencesamfundet", kapitalismen og global opvarming. For det kan på ingen måde tænkes at institutioner er en dårlig erstatning for en omsorgsfuld mor. Og det kan heller ikke tænkes at skilmisser, brudte familer og alle de andre kulturrelle omvæltninger har nogen indflydelse på børn og unges trivsel. Det handler kun om årsprøver og co2 udledninger....

Trond Meiring, Jens Winther, arne tørsleff, Steffen Gliese, Peter Knap, Christian De Thurah og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er jo netop om noget, Lars Steffensen, konkurrencesamfundets konsekvenser.

Søren Fosberg, Helle Winum, Trond Meiring, Henrik Peter Bentzen, Kim Houmøller, Rolf Andersen og Lars Steffensen anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

Jeg er også sikker på at jeg ikke ville være så overvægtig, hvis ikke de var for al den CO2!

Philip B. Johnsen

Den økonomiske vækst i konkurrencestaten, er en velsignelse, forbruget er et vidunderligt rusmiddel.

I konkurrencestaten Danmark i den globaliserede verden, er det misbruget, der har magten.

Borgerne og deres politikere til højre og venstre i salen, er forbrugerisme misbrugere, de har udviklet en stærk fysisk og psykisk afhængighed, med tilhørende grundlæggende benægtelse af dette faktum.

Der er ikke stor forskel på en konstant jagt på vores politisk økonomisk ikke bæredygtig vækst, for en hver pris og andet stofmisbrug.

Misbruget har magten over misbrugeren, hvor ofrene for misbruget fortrænges fra den politiske bevidsthed.

Der er brug for AA til hele folketinget, de må være noget for dem selv, de vores folkevalgte, før de kan være noget for andre, hvilket gælder for alle narkomaner.

EU sender fredag et stærkt signal sammen med vores Mercosur-partnere om, at vores folkevalgte politikere stjæler deres egne børns fremtid for bevarelse af deres egen ikke bæredygtige livsstil.

EU fredag.

“Vi går ind for regelbaseret handel, siger formanden for EU-kommisionen, Jean Claude Juncker, ifølge AP.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, skriver på Twitter, at EU-Mercosur-aftalen er historisk - en af de vigtigste aftaler nogensinde for hans land.
Aftalen er indgået efter næsten 20 års forhandlinger.

Den fjerner handelshindringer og bidrager til øget eksport fra begge parter.

EU-Kommissionen siger, at aftalen tager hensyn til beskyttelse af arbejderes rettigheder, miljøet samt høje standarder for fødevarer.

Mercosur blev grundlagt i 1991 og består af Argentina, Uruguay, Paraguay og Brasilien. Aftalen mellem de fire lande skal fremme frihandel og den frie bevægelighed.”
Link: https://www.dr.dk/nyheder/udland/eu-og-fire-sydamerikanske-lande-laver-a...

Soya produktion og klimaforandringer er nu en EU velsignelse, må vi nok forstå!

Især i Argentina, Brasilien og Paraguay, hvor produktionen nu fylder over 56 mio. hektar i de tre lande. Det er et område større end Frankrig.

Landbruget står for knap en femtedel af de danske drivhusgasudledninger.

Det betyder bl.a., at landbruget ikke kan fortsætte soyabønneimporten fra oversøiske leverandører til grisefoder, produktion af sojabønner til danske grise lægger beslag på et areal i Sydamerika på størrelse med Sjælland og skal fragtes klimakatestrofe skabende hele vejen over verdenshavene.

Husk på at:
“International maritime shipping accounts for approximately 800 million tonnes of CO2 emissions a year, but it is not regulated by the Paris Agreement.”

Anno 2013

"Produktion af sojabønner til danske grise lægger beslag på et areal i Sydamerika på størrelse med Sjælland.

Regnskov bliver ryddet, og klimaet lider under den intensive sojabønne-produktion, viser rapport.

Pigen på fotoet bor tæt på sojamarker i Argentina, hvor man sprøjter med pesticider, der er forbudt i EU, fordi de kan skade naturen og gøre mennesker alvorligt syge.

En højere andel af lokalbefolkningen bliver syge af kræft end andre steder, og børn bliver født med misdannelser.”
Link: http://www.dr.dk/Nyheder/Viden/Miljoe/2013/11/10224956.htm

Anno 2018

“Ny rapport: Dansk import af soja går hårdt ud over Latinamerikas skove
En ny rapport fra Verdens Skove viser, at dansk produceret kød med meget stor sandsynlighed forårsager skovfældning i Sydamerika, med overtrædelser af oprindelige folks rettigheder til følge.

Store områder med tropisk skov bliver ryddet i Sydamerika, for at gøre plads til en stadigt stigende produktion af soja til blandt andet danske slagtedyr.”
Link: https://globalnyt.dk/content/ny-rapport-dansk-import-af-soja-gaar-haardt...

Bagsiden af medaljen for narkomani:

“Helvede er på vej”
Helvede er på vej, lød den korte vejrmelding fra den spanske tv-meteorolog Silvia Laplana forleden på Twitter.

“The long hot summer.
Heat is causing problems across the world.
Worryingly, such weather events may not remain unusual”

The Economist
Link: https://www.economist.com/science-and-technology/2018/07/28/heat-is-caus...

Søren Fosberg, Torben Skov, Trond Meiring, Estermarie Mandelquist, Peter Knap, Kim Houmøller, Steen K Petersen, Henrik Peter Bentzen, Thomas Tanghus, Erik Winberg, Knud Chr. Pedersen og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Hvornår gik det rigtigt galt?
Da de unge fik en mobiltelefon - og alt deres opmærksomhed og tid blev suget ned i Facebook mv.
Så start med at slukke mobiltelefonen når der skal studeres ,arbejdes osv.
Så er mange problemer løst.
Ret enkelt.

Estermarie Mandelquist, Liselotte Paulsen og arne tørsleff anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Vi er nogle stykker, der ikke er enige i, at ”netop den samfundsmodel ... har videreført et af de mest lige og rige velfærdssamfund i verden”.

Under og efter Anker Jørgensen bildte man os ind, at det var Anker Jørgensens politik, der var årsag til den økonomiske tumult, der nok snarere forårsagedes af dollarkursens sammenbrud i 1971, oliekrisen og en reel revaluering af den danske krone på 15% som følge af EF’s valutasamarbejde. Senere fik man igangsat en enorm pensionsopsparing, der tog store ressourcer ud af samfundsøkonomien og trak dem ud på investeringsmarkederne. Og nu vil man bilde os ind, at vi stadig skal spare, selv om vi har verdens største pensionsopsparing, en lav statsgæld, et stort overskud på betalingsbalancen og en stor udlandsformue.

Neoliberalismen har tæret på velfærdsstaten og ligheden. Den har gjort danskerne til et folk af spekulanter, der tænker som en opblæst investeringsbank, der kan revne med et brag.

Det er på tide, at det neoliberalistiske projekt bliver afmonteret – jævnfør Philip Johnsens kommentar - og det kunne se ud til, at regeringen og Folketinget tager et skridt i den retning.

Søren Fosberg, Torben Skov, Trond Meiring, Estermarie Mandelquist, Viggo Helth, Peter Knap, Thomas Corydon, Vivi Rindom, Steen K Petersen, Henrik Peter Bentzen, Stig Larsen, Steffen Gliese, Thomas Tanghus, Erik Winberg, Susanne Kaspersen, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

I betragtning af at konkurrencestaten i store træk bygger på spilteoriens forståelse af mennesker som egoister, så er de lærde herres betragtninger om nationale test og karakterer noget malplacerede. Hvis man virkelig mener at man kan løse galskaben i det skolesystem man har skabt ved at henfører det til forældrenes problem. Så har man virkelig ikke forstået Nash's ligevægtprincip, så er et centralt element i spilteorien.
Sandheden er jo at konkurrencestaten er perfekt tilpasset til industrisamfundet version 1.0. Undertrykkelse af kreativitet men i stedet ensretning i form af forældet paratviden. Det er virkelig ikke løsningen for industrisamfund 2.0 hvor vi er i dag, og det er slet ikke svaret på version 3.0 som venter lige om hjørnet med robotter og kunstig intelligens.
Man har solgt sit eget forstokket småborgerlige syn på posmodernitetnet som et svar på international konkurrence. Alligevel flytter såvel industri- som vidensarbejdspladser ud af landet.

Søren Fosberg, Torben Skov, Viggo Helth og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg kan godt lide overskriften til artiklen, fordi den fænger men den er også misforstået. Socialdemokratiet altid har påtaget sig rollen som det sidste værn mod afskaffelse af konkurrencestaten - eller kommunisme om du vil og har derfor aldrig haft på programmet at slå den ihjel. Af samme årsag har Mette Frederiksen aldrig lovet proletarerne mere end hun sandsynligvis kan holde. Men hun er god til at lægge røgslør og klimaet hævner sig jo ikke personligt.

Søren Fosberg, Torben Skov, Susanne Kaspersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg tror jeg læste i et kapitallogisk studeprojekt en gang, at under kapitalismen er produktionsforholdene subsummeret de kapitalistiske produktionsbetingelser. Det kan venstrefløjen naturligvis ikke lave om på.

Men læser man tilbage i gamle socialdemokratiske program skrifter, så hersker der betydelig tvetydighed. For nok pågår der f.eks. i halvtredserne en diskussion om hvordan man forbinder produktionseffektiviteten med velfærd. Men samtidig tilslutter socialdemokraterne sig et program-skrift om den demokratiske socialisme, som også har internationalt snit fra Frankfurt am Main vist nok fra 1953. I dette skrift hedder det blandt andet, at man tager afstand fra kommunistisk diktatur, men også fra uhæmmet kapitalisme - og markedskræfterne er altså noget man skal skærme imod og regulere.

Men nu er det jo også så meget sagt, at tilskrive hele æren for velfærdsstaten til venstrefløjen, for den opstod vel også delvis fordi den sikrede kapitalens reproduktion, men forbedring af velfærdsordninger opstod bestemt også fordi der blev kæmpet for dem ude på arbejdspladserne og i fagbevægelsen - Og lidt fortegnet kan man vælge, at se velfærdsstaten som et klassekompromis - eller en udløber af klassekamp alt efter temperament.

I nyere tid er neoliberalismen simpelthen blevet kapitalismens form, og dele af den industrielle produktion flyttes til lavtlønsområder blandt andet i Asien

Men de lavt hængende frugter for, at øge produktionseffektivitet i vores del af verden er vel også plukket. Det betyder vel så ikke, at der ikke stadig er jagt på, at øge merarbejdet.

Det forekommer mig i alle tilfælde når jeg ser tilbage på den tid som jeg husker, at velfærdsstaten er blevet reformeret og barberet ned i et væk over de sidste mange år gennem et utal af reformer, hvor velfærdsstaten vel havde sine velmagtsdage inden oliekrisen og sammenbruddet i det keynesianske paradigme.

I konkurrencestaten er konkurrenceevnen alfa og omega, men hvad der følger af denne ultimative logik baseret på markedskræfter kunne synes et ræs mod bunden. Så naturligvis kan venstrefløjen ikke bare gå ind på konkurrencestatens vilkår, for det er visionsløst og alle reformer på den vej begrundes med nødvendighed. Hvis vi vil bevare velfærd med vi stramme balderne og måske endda spænde livremmen ind. Og det er jo ikke på det sæt, at progression er foregået i historien. Men det er øjensynligt det paradoks, som vi skal æde.