Folketingsvalg
Læsetid: 15 min.

Sådan mistede Dansk Folkeparti sin fornemmelse for folket

En epoke i dansk politik sluttede i juni, da Dansk Folkeparti leverede et af historiens største valgkollaps. Men kimen til nederlaget blev lagt allerede for fire år siden, da partiet blev størst i den borgerlige blok. Til sidst sprak bukserne på folkepartiet, der på samme tid ville være både protest- og magtparti. Både rødt og blåt
Den første triumf: Dansk Folkeparti markerer med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl i spidsen i 1995, at partiet har samlet underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget.

Den første triumf: Dansk Folkeparti markerer med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl i spidsen i 1995, at partiet har samlet underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget.

Kim Agersten

Moderne Tider
8. juni 2019

Hvordan pynter man op til et nederlag? Det er det, man kan observere i Snapstinget hos Dansk Folkeparti onsdag aften.

De andre partier er vant til nederlag. Og til sejre med malurt i bægeret.

For Dansk Folkeparti er det noget andet. De er ikke vant til at pynte op til noget, der burde ligne en begravelsesfest.

For fire år siden gav de den gas med opulente blomsteropsatser domineret af danske bøgegrene, en bar af is og en rød løber helt ud i vandrehallen til at modtage festens sejrherre, Kristian Thulesen Dahl.

»And you’ll never walk alone,« lød det dengang til tonerne af Liverpools slagsang, da partiet fik en femtedel af stemmerne, mens formanden med crooende solo ud til sine kampfæller, der var skjult bag en bølgende kødrand af fotografer og andet godtfolk.

Denne gang har meningsmålingerne vist samme sikre tendens. Bare med omvendt fortegn: nedad og nedad. Så selv om der er flæskesteg, rødspættefileter og rødternede duge, er der ingen fancy bar eller tre meter høj plakat af Kristian Thulesen Dahl med sloganet: »Du ved, hvad vi står for,« som i 2015.

»Hvis vi får 11-12 procent, så har vi noget at bygge videre på. Hvis vi ender på 8-9 procent, så er det noget rigtigt skidt,« siger partiets næstformand, Søren Espersen, fire minutter før den første exitpoll toner frem på de tv-skærme, hvor lyden ellers det meste af aftenen er skuet ned, så ingen i lokalet kan høre de andre partiers sejrsbrøl.

Den sidste triumf: Kristian Thulesen Dahl bliver fejret på valgnatten i 2015, da partiet med over 21 procent af stemmerne er det største borgerlige parti.

Den sidste triumf: Kristian Thulesen Dahl bliver fejret på valgnatten i 2015, da partiet med over 21 procent af stemmerne er det største borgerlige parti.

Linda Johansen
Og det er der, Danmarks største parlamentariske succes i to årtier ender. Med 8,7 procent og historiens næststørste mandattilbagegang.

Da det står klart, er Espersen tydeligt rystet.

»Jeg forstår det faktisk ikke. Jeg havde regnet med en ørefigen. Men ikke at den blev så stor,« siger manden, der har været med helt fra start. Og som nu er slået tilbage til udgangspunktet.

Selvfølgelig er det forkert at tale om begravelsesfest for et parti, der har domineret dansk politik i knap 20 år og har 16 mandater i det nye Folketing.

Men det var en epoke i dansk politik, der blev begravet onsdag. Fordi partiet, hvis magt i den grad har bestået i, at de aldrig tog fejl af forskydningerne i folkedybet, gjorde det så eftertrykkeligt denne gang. Og fejlkalkulerede stemningsskiftet i befolkningen, der gjorde valget til et klimavalg.

Og fordi Kristian Thulesen Dahl i løbet af valgkampen kastede så mange spadefulde jord på den strategi, der i årevis var udset til at sikre DF en fremtid som kongemager på midten af dansk politik.

Alliancen med Socialdemokratiet, som formanden havde brugt godt tre år på at smede, smed han væk på kun tre uger. Og hans udmelding midt i valgkampen om, at DF næppe kunne redde en eventuel S-regering fra venstrefløjens og De Radikales mere eller mindre ultimative krav – en manøvre, der endeligt skulle befæste kongemagerrollen – var ikke så meget et angreb. Det var mere en simpel konstatering, skulle det vise sig.

For de gamle kongemagere hos De Radikale kom stormede ind fra kulden – hvor de ellers var tiltænkt rollen som latterlige statister i våddragter de næste mange år – med et valgresultat, der gjorde dem lige så store som Dansk Folkeparti og placerede dem i deres gamle rolle: med de afgørende mandater.

Nogle betegner det stadig som en svag mulighed, at Thulesen Dahl ender som en joker i regeringsdannelsen, hvis S-formandens forhandlinger med De Radikale bliver for træge. Eller der bliver udskrevet nyvalg. Men én ting er sikkert. Valget viste, at forsøget på at være protest- og magtparti på en og samme tid og samtidig overskride grænsen mellem blå og rød blok fik en for partiet helt uventet høj pris.

Fatal sejr

Der er dem, der hele tiden har ment, at man forregnede sig, hvis man troede – og det var der mange, der gjorde – at Thulesen Dahl ville vinde valget, uanset hvem der blev statsminister i 2019.

Blandt dem hører politisk kommentator Erik Meier Carlsen. Fra sin lejlighed på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg har han de seneste fire år skrevet klummer i Kristeligt Dagblad om, at kimen til nederlaget og enden på Dansk Folkepartis dominerende epoke allerede kom i 2015, da Thulesen Dahl croonede og lidt senere udtalte: »Vi er på vej til at blive det folkeparti, vi har stræbt efter.«

»Den store sejr i 2015 var fatal for dem. De fik hele tiden at vide, at de var Christiansborgs stærkeste parti. Men i virkeligheden gik det galt allerede der,« siger Erik Meier Carlsen.

Gennem 00’erne havde Dansk Folkeparti et effektivt og stabilt samarbejde med Venstres daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Fogh havde dengang ikke mistet store vælgergrupper til partiet ligesom Socialdemokratiet og De Konservative. Men i 2015 var det slut med den leveringsdygtige alliance. DF havde simpelthen gjort et alt for massivt indhug i Venstres vælgermasse.

»Som gamle Niels Helveg Petersen sagde, kan to partier, der går efter de samme vælgere, ikke lave stabile alliancer,« fortsætter Meier Carlsen, da Information er troppet op for at få udlagt DF’s situation.

Pia Kjærsgaard tilbragte den sidste dag i valgkampen foran storcentret i Ballerup, hvor hun delte DF-muleposer ud til de mange imødekommende borgere.

Pia Kjærsgaard tilbragte den sidste dag i valgkampen foran storcentret i Ballerup, hvor hun delte DF-muleposer ud til de mange imødekommende borgere.

Erik Meier Carlsen er manden, der som den første toneangivne meningsdanner gjorde et forsøg på at se partiets vælgere som andet end racister tilbage i 2000 med bogen, De overflødiges oprør.

Dengang gik hans analyse på, at partiets vælgere reagerede mod globaliseringens truende ommøblering af deres fremtidsudsigter, deres oplevelse af identitet og kulturel sammenhængskraft, og den er siden bredt anerkendt som den mest præcise, i en grad så den 72-årige journalist denne forsommerdag har talt med både norsk og fransk presse om partiet.

Da Dansk Folkeparti blev større end Venstre, stod det ifølge Meier Carlsen klart, at Lars Løkke Rasmussen ikke kunne tage dem med i regeringen. Og han kunne ikke give dem store sejre, sådan som Fogh havde gjort.

»Deres indflydelse var dengang som i dag symbolsk. DF har aldrig været særlig konstruktive politisk. Det eneste eksempel er sådan set deres ældrecheck. Der ramte de et ømt punkt, fordi de daværende pensionsordninger fuldstændig havde ignoreret de ældre, der kun havde folkepensionen. Det meget omtalte paradigmeskift, der blev vedtaget med finansloven sidste år, var en bleg skygge af det, partiet lagde ud med i 2017. Men Fogh kunne i 00’erne give dem lov til at tage æren for de udlændingestramninger, som allerede var udarbejdet under Socialdemokratiets Karen Jespersen, der ikke kunne komme igennem med dem, men som Fogh gennemførte.«

Den brudte alliance med Venstre drev så at sige Kristian Thulesen Dahl i armene på Mette Frederiksen. Og den accelererede partiets bevægelse ind mod midten med den primære effekt, at han legitimerede Socialdemokratiets nye opstramninger i udlændingepolitikken og byggede en bro, så de tidligere S-vælgere i titusindvis kunne gå tilbage til deres gamle parti, påpeger Erik Meier Carlsen.

Forkælede

At manøvren gav mening trods forventede tab af vælgere til både Socialdemokratiet og udfordrerne på den nye yderste højrefløj hos Nye Borgerlige og Stram Kurs (der dog ikke kom i Folketinget) skyldtes forestillingen om, at DF kunne transcendere skillelinjen mellem rød og blå blok og blive de nye kongemagere i dansk politik. Men den forestilling har hele tiden været en hallucination, mener den politiske kommentator.

»DF har længe været meget fascinerede af det med at blive et midterparti. Og de har været påvirkede af alle de S-vælgere, de fik, så de i deres vælgermasse kunne finde en tro på, at de kunne række hen over midten. Men det er en hallucination, fordi de er så radikalt anderledes et parti end De Radikale, og er født ud af antiestablishmentbevægelsen, hvis succes har været at bryde med den herskende politiske diskurs.«

I Erik Meier Carlsens øjne har Dansk Folkepartiet ikke leveret konstruktiv politik.

»DF har været meget forkælede. De har ikke skullet kæmpe for det,« siger han.

Peter Skaarup var som næstformand den, der måtte udlægge partiets katastrofale tilbagegang efter den første exit poll over for den fremmødte presse i Snapstinget

Peter Skaarup var som næstformand den, der måtte udlægge partiets katastrofale tilbagegang efter den første exit poll over for den fremmødte presse i Snapstinget

Anders Rye Skjoldjensen

Erik Holstein, der er politisk kommentator ved netmediet Altinget, mente indtil valgnatten, at DF stadig kunne indtage kongemagerrollen, hvis de blot endte med at tabe en tredjedel af stemmerne. De endte med mere end en halvering, og dermed har de ikke længere styrken og vil formentlig have mere interesse i en hård profil, vurderer han:

»Det, der er sket, er så ødelæggende for dem og sætter dem mange år tilbage. Det gør dem utrolig sårbare, og de har hverken mandater eller politisk styrke nok til at spille den rolle, selv om de måske nok kunne have en lille fordel ved et nyvalg.«

Magtesløshed

Foran Ballerup Storcenter er det peak hour for rollatorer og kørestole tirsdag middag, den sidste dag før valget.

Det er den slags steder, Pia Kjærsgaard, der om nogen har tegnet partiet og dets unikke succes med 14 vundne valg ud af 18 siden stiftelsen i 1995, er i sit es. Flere forbipasserende lægger en hånd på hendes skulder og taler med hende, som om de kender hende. Hun griber ud efter en arm. Rører.

Hvis man har fulgt hende over årene til politiske møder, er det det samme hver gang. Og man opdagede det allerede tidligt.

Op til systemskiftet i 2001, som DF’s kanonvalg muliggjorde, var hun og Kristian Thulesen Dahl til vælgermøde i Vestjylland. De gik op og ned ad rækkerne og gav hånd til alle, mens Søren Krarup – de havde været hjemme i præsteboligen i Seem til middag timerne forinden – studerede valgmaterialer. Informations udsendte rapporterede om dette særlige nærvær. Kære lille Pia blev hun ofte besunget dengang.

»Det er mig en ære,« var der en aftenskolelærer med pilleæskehat, der sagde, hvorefter hun næsten umærkeligt nejede, da Pia Kjærsgaard nåede hendes stol. Smilet er det samme i dag i Ballerup, da en vælger, der altid har stemt personligt på Kjærsgaard, vil have en selfie.

»Ih, hvor er det vildt,« siger hun, mens genstanden for hendes beundring stiller op med et beskedent udtryk, som kun de meget selvbevidste succeser er i besiddelse af. Intet er forandret.

Kim Larsen-kopibandet gjorde, hvad de kunne for at skabe god stemning på valgnatten. Det lykkedes ikke – ikke mindst, fordi valgresultatet blev værre end frygtet.

Kim Larsen-kopibandet gjorde, hvad de kunne for at skabe god stemning på valgnatten. Det lykkedes ikke – ikke mindst, fordi valgresultatet blev værre end frygtet.

Men endnu et klip tilbage i tiden, til Sønderjylland i marts, markerer forskellen på dengang og nu. I det sønderjyske dystede Thulesen Dahl for første gang om, hvem der var strammest i udlændingepolitikken med Nye Borgerliges Pernille Vermund under et stort Dannebrog i et forsamlingshus i Aabenraa.

Her var DF-formanden pludselig den, der stod for parlamentarisk tålmodighed og det lange seje træk, mens Vermund kritiserede, og Thulesen Dahl replicerede med at forsvare resultater, som han ikke engang kunne tage æren for alene.

»Glistrup var også typen, der sagde, man bare skulle stå fast, og så måtte alle andre ryge og rejse. Problemet var, at han havde fået langt mere igennem, hvis han nogle gange var gået på kompromis,« som DF-formanden forklarede og lignede sagligheden selv ved siden af kvinden i den hidsigt røde kjole.

Partiet, der har haft protesten og oprøret som fundament for sin kæmpesucces, var undervejs blevet et magtparti. Og i den rolle afslørede DF sin magtesløshed den dag i det sønderjyske kerneland, mener Erik Meier Carlsen. For Kristian Thulesen Dahl er ikke en oprører.

Modfase

»DF har overflødiggjort sig selv. Først og fremmest fordi der nu er et massivt flertal for den stramme udlændingepolitik også uden om DF. Og fordi den realistiske udlændingepolitik har skiftet karakter,« siger han med henvisning til, at dansk udlændingepolitik er på vej ind i en fase, hvor han mener, den på afgørende områder er i modstrid med det, DF står for.

Det gælder dels nødvendigheden af integration på arbejdsmarkedet som følge af mangel på arbejdskraft og dels nødvendigheden af EU, der trods enorme vanskeligheder har stået for en aftale med Tyrkiet, der indtil videre har stoppet migranttilstrømningen.

Det er ifølge Meier Carlsen årsagen til, at partiet har tabt sit fintfølende ekkolod i vælgerdybet. DF er simpelthen kommet i modfase på centrale temaer: Det gælder integrationen, og det gælder EU, som danskerne har taget til sig siden Brexit, og som sammen med modstanden mod indvandring har været centrale dele af partiets hidtidige kontrakt med vælgerne.

Og så selvfølgelig klimaet, som er drønet op på vælgernes dagsorden og helt ind i borgerlige rækker. Det kan have betydet, at potentielle DF-vælgere er sprunget fra, fordi de ikke mener, DF bekymrer sig om klima og miljø, konstaterer Meier Carlsen.

Pia Kjærsgaards bemærkninger om »klimatosser«, som årsagen til valgnederlaget til europaparlamentsvalget i maj, er også interessante. Måske er en del af forklaringen den samme ved valget i onsdags. Hos DF’erne blev det i hvert fald bemærket, at vælgerne ville have langt mere end den klimapolitik, partiet havde på hylderne:

»Danskerne ville have rigtig, rigtig meget klima. Og vi havde et realistisk og fornuftigt take på klimapolitik, men det var ikke det, danskerne ville have. Det vinder man ikke mandater på,« som partiets ældreordfører, Jeppe Jakobsen, forklarede en Berlingske-journalist på valgnatten.

Og mens danskerne gik mere og mere op i klima, fremstod DF pludselig som parti, der gik allermest op i sig selv og ikke deres vælgeres interesser. Det er i den sammenhæng, man kan se de sager, partiet har haft med eksempelvis Tulle-banen, der skulle ligge i formandens bagland, omfartsvejen i Mariager og fejden om Radio24syv. For nu bliver partiet vurderet som ethvert andet magtparti, og selv om DF ikke har haft ministerposter, bliver de nu holdt ansvarlige, som om de havde, mener Erik Holstein:

»Der er klart et grundlag for at kritisere DF for ikke at have leveret på en række områder, fordi de har haft afgørende indflydelse,« siger han.

Jeg er skuffet

Det samme mener Britha, en 81-årig pensionist, som får en snak med først Pia Kjærsgaard og derefter Information foran Ballerup Storcenter.

»Jeg er så skuffet over partiet og Kristian Thulesen Dahl. Han skulle have taget regeringsmagten sammen med Løkke og være blevet minister, da han kunne. Og hvis Løkke ikke ville have ham med, skulle Thulesen Dahl have fortalt det mere åbent. Men han tager ikke ansvar,« siger Britha, der ikke vil have sit efternavn i avisen, men til gengæld gerne fortælle, at hun har stemt DF, siden partiet blev stiftet.

Det gør hun ikke længere. Denne gang har Socialdemokratiet fået hendes stemme.

»Thulesen Dahl er blevet en vandrefugl. Og det kan sagtens være, at det samarbejde, han havde lagt op til med Socialdemokratiet, ville være godt for at fastholde en stram udlændingepolitik. Men den vej er han jo også sprunget fra. Så hvad er det egentlig, man stemmer på, hvis man stemmer DF? Det gør mig usikker,« siger hun.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl ankom som den første partleder til Christiansborg på valgaftenen for at kommentere Dansk Folkepartis knusende nederlag.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl ankom som den første partleder til Christiansborg på valgaftenen for at kommentere Dansk Folkepartis knusende nederlag.

Anders Rye Skjoldjensen

Britha mener heller ikke, at partiet har haft mere indflydelse uden for regeringen end inden for, som DF-formanden plejer at sige.

I stedet lader hun til at være mere enig med Rune Lykkeberg, Informations chefredaktør og forfatter til bogen Kampen om sandhederne, der handler om, hvordan DF fandt det ømme punkt hos den kulturelle og politiske elite.

I et interview med Zetland for snart tre år siden påpegede han, at DF havde »valgt legitimiteten over magten« ved ikke at træde ind i regeringen i 2015. Også dengang valgte de partiets interesser over vælgernes, og dermed blev deres position »skandaliseret og illegitim«, mente Lykkeberg.

Pia Kjærsgaard forstår godt Britha, siger hun, da hun efter fem kvarter med uddeling af blå muleposer med DF-logo sætter sig ved siden af Information på en granitbænk og svinger lidt med benene i sommervarmen. Egentlig har hun afvist interview – ligesom de andre top-DF’ere i valgkampens sidste dage, hvilket er uvant for et parti, der altid har været i medvind og haft overskud i forhold til pressen. Men hun vil gerne honorere tålmodighed og hvile de trætte ben, siger hun.

»Flere har sagt det samme som Britha til mig i valgkampen. Men så siger jeg: Hør nu, man er nødt til at lægge sine mandater der, hvor man får mest indflydelse. Og historien viser jo, at man ikke behøver overvældende mange stemmer for at kunne ligge på midten og bestemme udviklingen. Ligesom De Radikale,« siger hun.

Meier Carlsens betegnelse af partiet som overflødigt giver hun ikke meget for. Han er »yesterday« og langt fra virkeligheden, siger hun. For partiet er stadig garanten for den stramme udlændingepolitik, et flertal af vælgerne ønsker.

»Hvis vi ikke var der, ville de andre falde tilbage til fordoms politik på eksempelvis udlændingeområdet. Vi har gået en del igennem, for at de andre partier kan sige, som de gør nu. Og det synes jeg, vi fortjener meget mere respekt for, end vi får. Det er os, der har taget alle tæskene,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt partiets store demokratiske fortjeneste, som Meier Carlsen har kaldt DF’s succes med at give en politisk marginaliseret gruppe stemme, er udspillet, svarer partiets tidligere formand:

»Der er jo også de vælgere, der godt kan lide, at vi sætter vores præg på tingene. Selv om vi er en protestbevægelse, er der også mange, der tilkendegiver, at de får noget ud af at stemme på os. Vi er stadig antielitære. Vi snakker med folk og vil gerne høre på deres bekymringer og prøve at tage deres sager op.«

Tilbage på valgnatten er Kristian Thulesen Dahl en af de første partiledere, der ankommer til Christiansborg. Også denne gang til tonerne af Liverpools slagsang, der er blevet delt ud som sangblade. Men formanden bryder ikke ud i solosang, og nogle af sangbladene bliver også samlet ind igen, inden formanden ankommer. Nærmest som i panik, fortæller tre undrende unge DF’ere.

»Men jeg sang med alligevel,« som en af dem siger.

Anders Rye Skjoldjensen
Til gengæld falder formandens tale i god jord.

»Du tog ansvaret på dig,« siger en kvinde med DF-skilt på brystet og omfavner sin formand, der som flere andre DF’ere helst vil tale om, hvor svært socialdemokraternes formand får det i regeringsforhandlingerne med støttepartierne.

»Jeg kan godt love jer, at lige nu sidder SF, Ø og De Radikale og hæver deres krav igen og igen over for Mette Frederiksen,« forklarer Kristian Thulesen Dahl den kvindelige DF’er.

»Ja, der bliver ballade i andedammen,« siger hun trøstende.

Og i den andedam kan der stadig godt blive brug for DF som redningskrans i en kaotisk parlamentarisk situation, lyder håbet. For hvis man end ikke er redningskrans længere, hvad er man egentlig så i DF?

I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Dansk Folkeparti med valgresultatet på 8,7 procent led historiens største mandattilbagegang. Det er forkert, da det kun er historiens næststørste. Information beklager fejlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Rodgers og Hammerstein, forfatterne til 'You'll Never Walk Alone', ville vende sig i deres grave, hvis de havde kendt til dette misbrug af et parti, der på alle punkter går imod deres universelle budskab om fred, kærlighed og lighed mellem mennesker.

Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Helene Kristensen, Karsten Lundsby, Bjarne Andersen, Jan Bisp Zarghami, Carsten Kvistgaard, John Andersen, Anders Reinholdt, Vibeke Hansen, Alvin Jensen, Mogens Holme, Trond Meiring, Rikke Nielsen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

DF er historien om et parti der skamred sine 2 kæpheste til det yderste, for at skaffe mandater til endnu flere folketingsmedlemmer af underlødig kareter, og tvivlsomme egenskaber til jobbet som politikere, i et tvivlsomt absolut topstyret parti.

Det måtte ske før eller siden, og da dagen oprandt for det store "hestevæddeløb"(folketingsvalg) og oddsene var tydeligt imod dem, trak de alligevel de skamredne heste ud af folden til starten en sidste gang, selv om løbet gik som oddsene pegede tydeligt på, faldt hestene døde om undervejs.

Partiet(DF) stod tilbage med døde heste, og et par jockeys der måtte gå hjem fra banen slukørede, for ligesom der intet mere liv var tilbage i de gamle kæpheste, var der heller ingen politik tilbage i partiet top, som de kunne halte videre med, - kun tomheden var tilbage hos DF, og formanden med partiets top i øvrigt ville ikke anerkende deres deroute og tage deres tøj og forlade partiet, så der kunne komme andre og bedre kræfter til, - "og ingen ville alligevel være bedre egnede end dem selv.

Frækheden med undervej i tidens løb at kalde sig et arbejderparti, var også en skuffelse for mange, for partiet førte på intet tidspunkt arbejderpolitik for arbejderne.

- Det var et stort blufnummer der kun havde 2 kæpheste som det eneste politiske at benytte, og de mange sidespring i tidens løb, skete ikke altid med meget held, ligesom den seneste tids hævntogter mod henholdsvis DR og raido24syv har heller ingen succes historier - tværtimod!

Nu er partiet en hensygnende paria i folketinget, og en genrejsning med de døde kæpheste har næppe nogen fremtid, selv om Nye Borgerlige har taget en lilleportion af DFs kernevælgere for udlændingeområdet.

Partiets fremtid afhænger af nye folk i toppen af partiet med et mere demokratisk ansigt, men ikke meget tyder på det vil ske, så derouten kan sagtens fortsætte for DF, indtil ledelsen må indse deres fejltrin kan de ikke selv rette op på, fordi de ikke selv har formatet!

Ole Frank, Karsten Lundsby, John Andersen, Svend-Erik Runberg, Alvin Jensen, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Benta Victoria Gunnlögsson og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Requiescat in pace ;)

Ole Frank, Karsten Lundsby, Jan Weber Fritsbøger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

For mig er det tankevækkende

At de to partiere, der promere sig ved nedskæring af DR er gået tilbage
ja mere end halveret.

Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Carsten Munk, P.G. Olsen, Jan Weber Fritsbøger, Alvin Jensen, Carsten Mortensen, Benta Victoria Gunnlögsson, Steffen Gliese og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
niels astrup

Karsten - jeg vil formulere det anderledes.
Den, der sætter ild på en andens platform, ender med at få svedet røven.

Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Carsten Kvistgaard, John Andersen, Alvin Jensen, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Steffen Gliese og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, politik er tilrettelæggelse af de regler, der gælder for statens måde at fungere på og deraf afledte konkrete handlinger: de ting, der vedrører staten.

Ole Frank, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Touhami Bennour, Carsten Mortensen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nu har jeg faktisk aldrig været enig med Erik Meyer Carlsen om særlig meget - det var jo bl.a. hans bog, der var med til at bane vejen for alle de uhyrligheder, vi har måttet stå model til under småborgerskabets hærgen.

Erik Winberg, Ole Frank, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Jan Weber Fritsbøger, Carsten Wienholtz og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

@niels astrup
Lidt som EB overskrift.

Dem der ville halvere DR. blev selv. Halveret

Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Alle partier vil selvfølgelig Danmark fremfor "de fremmede".
Dette kan bare udmøntes på forskellige måder.

DF tog de letkøbte argumenter og fodrede kældermennesket med floskler og slogans om, at de var de eneste, der ville Danmark, at muslimer er onde undermennesker, og at de var de eneste, der ønskede at redde Danmark.

Det gav dem en kortvarig succes.

Men mon ikke mange danskere har fået en øjenåbner ved at blive konfronteret med deres eget fremtidige jeg i Rasmus Paludan. For hvem ønsker at blive som ham?

Det er som om Rasmus Paludan hjalp med at indføre fornuften igen.

Anders Reinholdt, Helene Kristensen, Ole Frank, Rolf Andersen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Jeg snakkede med en veninde den anden dag. Hun mente at det at Dansk Folkeparti havde mistet halvdelen af deres stemmer var helt klart udtryk for at danskerne havde skiftet holdning og nu ikke længere var imod indvandring, så hun mente at vi absolut måtte genindføre kvoteflygtningene, nu hvor det var bevist at det havde man ikke noget problem med. Og desuden mente hun at dem der havde havde skaffet DF alle deres stemmer var en lille gruppe der havde vildledt resten af befolkningen og som man derfor roligt kunne, faktisk var nødt til, ja nærmest forpligtet til, at fratage al magt.
Jezus.
Så nu vil de radikale m.fl. presse socialdemokratiet til at give køb på deres indvandrerfjendtlige holdninger, med det direkte resultat at højrefløjen og/eller DF kommer buldrende tilbage til næste valg.
Nå, jeg kan jo være ligeglad. Det rager ikke mig at venstrefløjen åbenbart enten ikke fatter hvad der faktisk sker eller også føler en eller anden slags masochistisk fryd ved at knuse deres egen politik.
Men de gør det pokker tage mig let at være højreorienteret i Danmark.

Steffen Gliese

Poul Kristensen, kunne du i det mindste så ikke forklare, hvor alt det højreorienterede fremmedhad kommer fra? Det er jo ikke indlysende, at det forholder sig sådan.

Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring, Ole Frank, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Det er da simpelt nok. Det er fordi de ikke kan lide dem. Vi er konstrueret til ikke at bryde sig om andre grupper. Det er et biologisk imperativ.
Jeg kender kun ét tegn på medfødt humanisme, nemlig at man er nødt til at træne soldater til at sigte og skyde for at dræbe. Gør man det ikke, vil ca. 80 % ramme ved siden af med vilje. Men bortset fra det, er mennesker nogen skiderikker. Brødre der dræber deres søstre, fædre der dræber deres døtre for at forsvare familiens ære, mødre der insisterer på at deres døtre skal omskæres, en milliard kinesere der stadigvæk respekterer Mao på trods af at han slog 40-60 millioner mennesker ihjel osv osv.
Det er et mønster som vi kun kan komme væk fra med rigtig megen forståelse og kærlighed - måske.
Vi skal holde af dem vi ikke kan holde ud.

Hvis man tor at DF. kun er Fremmedhad tager man fejl
De kvindelige DF som jeg kender til. for dem kommer EU
modstanden først. derefter ældrepolitiken. og de mener at
DF skaffer frihed fra Christiansborg,
Det er som DF har glemt at være DFer.
Og vi må ikke glemme, at det var mest kvinder som DF tabte.

Steffen Gliese

Næ, det er vi ikke konstrueret til. Jeg har for eksempel ikke noget problem med det. Det er mange år siden, biologien ophørte med at determinere mennesker.
Men mennesker fastholdes i mønstre i kraft af accepten af hierarkier.

Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring, Ole Frank, Marie Jensen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Jeg noterede mig lige at du skriver "det højreorienterede fremmedhad". Du må ikke sige at en negativ egenskab tilhører en bestemt politisk retning. For så kører rouletten. "Jeg er ikke højreorienteret, så jeg er okay." Og så bliver det også okay at forfølge de andre. "Han er højreorienteret, så ham nakker vi". Det er bare en anden måde at dele det op i grupper på. Lyt til dem i stedet. Hvorfor kan de ikke lide indvandrere? Hvorfor skal indvandrerne til Danmark? Hjælper vi dem bedst i Danmark? Og respekter folk. Lige meget hvor mange sydstatsflag han har hængende over sin seng, så respekter ham og hans holdning. For det er ikke det samme som at støtte hans holdning. Og tænk så også lige på at de venstreorienterede har slået mange, mange mennesker ihjel. Mllioner og atter millioner. Vi har virkeligt ikke noget at lade de andre høre. Vi kan virkeligt ikke tillade os at pege fingre af nogen.
Nej, vi skal holde af dem vi ikke kan holde ud.

Steffen Gliese

Nej, du misforstår politisk splittelse: de kendte ideologier er livsanskuelser med en højre- og en venstrefløj. Man kan godt være borgerlig uden at hade, ligesom man kan være kommunist med en højreorienteret samfundsforståelse. Derfor kunne antisemitismen stå stærkt i Sovjetunionen, mens den kunne være stort set fraværende i DDR (af indlysende historiske grunde).
Og nej, der er ingen grund til at udvise respekt overfor personer, der ikke respekterer andre. Det er intolerancens paradoks, som Popper formulerede det. For det er helt grundlæggende ikke at fælde værdidomme over folk, der passer sig selv.

Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring, Rolf Andersen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

"Frækheden med undervej i tidens løb at kalde sig et arbejderparti, var også en skuffelse for mange, for partiet førte på intet tidspunkt arbejderpolitik for arbejderne."
Præcist! Det tabte de rigtigt mange vælgere på, tror jeg. Kender mere end 1, der blev slemt skuffede, da DF glemte sine løfter på det område!

Anders Reinholdt, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Karsten Lundsby og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

At Dansk Folkeparti fik over 20% af stemmerne i 2015 er en engangsforteelse udløst af en borgerlig afsporet konspirationsskrækkampagne over en nærstående totalinvarsion af flygtninge og andre udlændinge af Europa og Danmark.

Totalinvarsionen udeblev og DF er reduceret til normaltilstand.

Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

- Hvis ikke det havde været for en opblæst flygtninge og udlændingeskræk som bærende tema i valgkampagnen i 2015 var Den-Lille-Svindler ALDRIG blevet statsminister. Og den til svindlede sejer var marginal.

Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det mest utrolige er, at det har været muligt at narre så mange - og stadig er det i form af Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Det er lidt ligesom Pegida bevægelsen i øst Tyskland. Frustrationer over at være på taberholdet, at blive overredt af dem, som er hurtigere og et liv som aldrig kom igang. Følelsen at være glemt og overset.

Det skal nogen jo have skylden for.

Rikke Nielsen

Jeppe Lindholm, ja, enig, det er altid nemmere at give andre skylden end én selv.

Steffen Gliese

Faren for, at det også kan gå sådan i Danmark, er jo ikke ganske drevet over - kun i det omfang, vi får genskabt den universelle velfærd, vil vi kunne betragte bomben som afmonteret.

Jeppe Lindholm, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Det er utroligt så hurtigt I allesammen vender tilbage til jeres yndlings forestillinger. Jeg gentager hvad jeg sagde tidligere: I gør det virkelig nemt at være højreorienteret i Danmark.
@Steffen Gliese: Jo, der er altid grund til at respektere folk. Altid.
I det øjeblik hvor du vælger at sige at dem der, dem skal vi ikke respektere, fordi de er "forkerte" af den ene eller den anden grund, så har du givet grønt lys for stormtropperne.

Jan Weber Fritsbøger

Poul Kristensen, det har nu altid været let at være borgerlig, for så behøver man jo ikke forholde sig til virkeligheden, så kan man have sit helt eget verdensbillede,for eksempel en virkelighed hvor vi alle bliver rigere hvis samfundet har vækst, men sådan hænger tingene jo aldeles IKKE sammen, ikke et sted i verden har "trickle down effekten" nogen sinde gjort de fattige rigere, vi har de sidste 20 år set at de fattigste sagtens kan blive fattigere selvom der er god vækst, det gælder ikke kun dem på overførsel men også dem med lavtlønnede jobs, problemet er at jo lavere en indkomst jo mindre får du del af væksten, og omvendt i toppen får man rigtig meget, 2cifrede %er hvert år,

og for at vende tilbage til DF, så er deres hidtidige fremgang jo også baseret på deres eget private verdensbillede, som jo også er fjernt fra den faktiske virkelighed, vi er blevet tæppebombarderet med løgne,
om at muslimerne vil overtage danmark, om at muslimerne hader alt dansk, om at de bliver flere end os fordi de får så mange børn, om at de ønsker sharia i danmark, om at de er vildt kriminelle, og en del andre usandheder,
og det er da lykkedes at få nogle danskere til at tro på nogen af løgnene og nogle få til at tro på dem alle !
men det er endnu en løgn når medierne af og til taler om at danskerne generelt ønsker stramninger,
faktisk er det først og fremmest politikerne som ønsker stramninger, og det siger de fordi de har set DF have succes med at gøre fremmede til et problem, og så tilbyde løsninger på problemet, både S og V har derfor adopteret fremmedhadet som stemmekapringsmiddel, og dermed pustet til ilden som skal forhindre integration af de indvandrere som er muslimer,
og det er jo lykkedes DF faktisk at skabe lidt problemer, da det faktum at man som muslim føler sig udelukket fra samfundet har medført ghettodannelse og øget kriminalitet,
men det er jo stadig løgn når DF forklarer kriminaliteten med at sådan er de fremmede, forklaringen er at alle mennesker som er marginaliseret og presset af det omgivende samfund, er mere kriminelle end folk med job, hus, bil, og en alm hverdag, det gælder i lige så høj grad for danskere som for udlændinge,
så lidt ret har din veninde det er en lille gruppe som har bildt resten af folket noget ind, min egen private mening er så at den vigtigste ændring i fremmedpolitikken som straks bør ske er at chikanen og hetzen bør ophøre, og de mest diskriminerende tiltag skal rulles tilbage, så der kan komme gang i integrationen, og dermed på sigt vil der igen være (hjerte)rum for nye flygtninge,
for den eneste alvorlige skade indvandringen har haft på samfundet er den grobund det har givet DF og ligesindede, og det er jo ikke muslimernes skyld så det skal de da ikke straffes for.

Jeg har et princip som jeg synes er rigtig fornuftigt, jeg respekterer som udgangspunkt alle mennesker, og kun når et menneske personligt giver mig god grund til andet kan vedkommenende miste min respekt, og det betyder ikke nødvendigvis at jeg tager afstand til mennesket bag en holdning / ide som jeg ikke kan respektere.
og så får i lige et par provokerende definitioner, en højreorienteret: en grådig egoist som stemmer udelukkende til egen fordel.
en venstrreorienteret: en empatisk person som stemmer til fordel for dem som har det værre end hende selv,
en højreorienteret: er person som tror på at bare økonomien har fart nok på vil alting være godt, men accepterer at nogen ikke kan følge med ræset og bliver tabere
en venstreorienteret: en person som ser menneskers trivsel som det vigtigste og vil hjælpe alle som har brug for hjælp, men til gengæld accepterer at det godt må gå lidt ud over økonomien at skatten bliver lidt højere.

Hans Iver Schelde Hjort, Lillian Larsen, Rikke Nielsen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er meget tankevækkende, at et flertal af unge mennesker nu er begyndt at se Dannebrog som et negativt symbol.
De angiver grunden til denne holdning ved at DF har haft held til at monopolisere og politisere vores flag.
Hvor er det klamt..
Men også opmuntrende, at de unge nu er mere bevidste.

Lillian Larsen, Jan Weber Fritsbøger, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men på lørdag tager vi flaget tilbage, når det fejrer at være 775 år ældre end Dansk Folkeparti.

Trond Meiring, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

@Jan Weber Fritsbøger: Vi har vel alle vores eget verdensbillede. Fx. tror du på at venstreorienterede er bedre mennesker på trods af at de har slået flere mennesker ihjel end nogen anden politisk retning. Og højreorienterede tror på at frihed og demokrati og kapitalisme faktisk fungerer - og det gør det jo også et langt stykke af vejen.
Jeg tror problemet er at folk føler de har ret. De mener at have den rette holdning og at alle andre holdninger er noget ævl.
Hold op med det. I har ikke ret.
I har kun en lille smule ret, men når nu mennesker er sådan nogen skiderikker som de faktisk er, skal der kun en ganske lille følelse af at have ret, til at føle sig berettiget til at kvase andre.
Altså: Mennesker er frygtelige. Giv dem aldrig den mindste undskyldning for at opføre sig dårligt for de gør det. Og tro aldrig på at du har ret. For det har du ikke.

Poul Kristensen

@Jan Weber Fritsbøger: Glemte at skrive: Mener du virkeligt at alle de mennesker der tidligere har stemt DF, i løbet de sidste 4 år har skiftet mening? Helt seriøst? Hvorfor skulle de gøre det? Hvad er der sket siden de har gjort det? Den eneste forklaring jeg kan se, er at der flyttet fremmedhad ind i Socialdemokratiet og SF m.fl. og at de ekstreme partier som Stram Kurs osv., ikke nåede ind i folketinget.
De fleste danskere er socialdemokrater, eller var, indtil indvandringen blev massiv. Nu har Socialdemokratiet forsøgt at indfange dem igen ved at skrue op for fremmedhadet, men jeg frygter det er for sent. Og det er et meget langt stykke af vejen den totale mangel på respekt du og dine udviser der er skyld i det.