Læsetid: 7 min.

I San Diego kan demente bo i kulisser, der minder dem om det liv, de engang levede

Skal fremtidens plejehjem bygges op som temaparker over forgangne tider? Arkitekten Louise Dedenroth Høj er i gang med en ph.d. om tematiseret arkitektur på plejecentre for demente. Målet er at inspirere fremtidens plejehjemsbyggeri i Danmark
Glenner Town Square er en kulisse. Men den får de gamle til at føle genkendelighed, fordi den minder dem om den tid, de har levet deres liv.

Glenner Town Square er en kulisse. Men den får de gamle til at føle genkendelighed, fordi den minder dem om den tid, de har levet deres liv.

Redux/Ritzau Scanpix

15. juni 2019

Det ligner en gågade i en forstad til San Diego i 1950’erne: Der er en Diner med lyserødt interiør og original jukeboks. Midt på gaden holder en Thunderbird-bil med skinnende kofangere parkeret. Lige overfor en aviskiosk, en biograf med plakater fra de seneste premierefilm og et rådhus med stars and stripes fra flagstangen.

Men når man ser nærmere på butiksfacaderne, viser det sig, at det er en kulisse, bygget op i træ og plast. At gaden rent faktisk er bygget ind i en 840 kvadratmeter stor industribygning. Og at de ældre mennesker, der går rundt i gaden, ikke er indbyggere i en amerikansk soveby, men ældre demente.

Stedet hedder Glenner Town Square, og arkitekten Louise Dedenroth Høj har besøgt dagcentret i San Diego i forbindelse med sin forskning i tematiseret plejehjemsarkitektur. Hun viser billeder frem på sin laptop på Kunstakademiets Arkitektskole. Hun er midtvejs i en erhvervs-ph.d. om demensarkitektur for tegnestuen ZESO Architects i et samarbejde med arkitektskolen. Snapshot efter snapshot toner frem på skærmen: ældre i kørestole, der hygger sig i grupper på græsset – lavet af syntetiske tæpper. Mænd, der spiller kort – i rum uden loft. Alle under kunstigt lys.

»Der er mange i Danmark, der griner, når man viser dem de her billeder. Men man skal ikke afskrive det som en joke,« siger Louise Dedenroth Høj.

Hjemlighed

Vi bliver stadigt flere ældre i befolkningen og derfor også et større antal plejekrævende demente. Og lige som i resten af den vestlige verden, skal Danmark de kommende årtier bygge tusindvis af nye plejeboliger, sideløbende med at den eksisterende boligmasse bliver renoveret. Og da de fleste ældre i dag opholder sig længst muligt i eget hjem, er det kun de allerdårligste og typisk demente borgere, der ender på plejecentrene.

»Det her er et virkeligt vigtigt emne. Der skal bygges rigtig mange plejeboliger, og der skal være fokus på demens i de boliger. Og det, jeg arbejder på, er et indspark til fremtidens plejehjem i forhold til de ting, der sker arkitektonisk i både Danmark og udlandet,« siger Louise Dedenroth Høj.

Et af kravene til moderne plejebyggeri er, at der skal skabes hjemlighed. Men hvad vil det egentlig sige for den enkelte? Og hvordan kan man bedst kombinere det med kravene til, at der også skal foregå eksempelvis pleje eller aktiviteter i samme arkitektur? Det er blandt andet det, Louise Dedenroth Høj forsøger at belyse i sin ph.d. ud fra konkrete cases fra Danmark, Holland og USA.

Det, Glenner Town Square i San Diego er et eksempel på, kaldes med et finere ord ’reminiscensarkitektur’– en niche inden for arkitektur, hvor man ser på det terapeutiske i arkitekturen i forhold til trivslen hos beboere. Reminiscensarkitektur har udviklet sig som felt ud fra to forskellige strømninger:

Den ene er den gerontologiske miljøforskning, som siden 1980’erne har undersøgt, hvad fysiske rammer betyder for ældre beboeres trivsel og adfærd. I forhold til demente kunne det være at skabe gangforløb, der er lette at orientere sig i, eller indretning, der skaber en følelse af tryghed.

Dufte, musik og genstande

Den anden strømning er reminiscensterapi, hvor man ved hjælp af konkrete objekter, eksempelvis fotografier, dufte, musik eller ting, får demente til at mindes. Begge dele har manifesteret sig i såvel byggeri som indretning af plejecentre både i udlandet og i Danmark.

Men at tænke arkitekturen ind som en del af terapien er ikke set mere gennemført end i USA.

Nogenlunde samtidig med, at dagcentret i San Diego åbnede, flyttede 26 beboere ind i en helt ny plejebolig i Lantern of Chagrin Valley i Ohio. Også her bygget op som en kulisse med hver enkelt beboers private hjem som en kunstig facade med veranda og gyngestol vendt ud mod et fælles gademiljø. Oven over gaden skinner lyset fra en aldrig overskyet LED-himmel. Og om aftenen, når lyset bliver slukket, bliver gadelygter tændt. Men det hele foregår indendørs i et lukket miljø.

I både dagcentret i San Diego og på plejehjemmet i Ohio foregår der dagligt aktiviteter i kulisserne: Butikkerne har åbent, der er et billardbord i pubben, der er kreative sysler på biblioteket og træning med en instruktør i bymidten. Skal man være kritisk, kunne det beskrives som en slags forlystelsespark for demente.

»Når man ser de her billeder, kan man godt få en følelse af disneyfication,« medgiver Louise Dedenroth Høj.

»Man har i hvert fald lånt tematikken fra både forlystelsesparken og fra storcentrets shoppinggader og bygget det ind i en pleje- og sundhedsarkitektur.«

Fire livsstile

Hun har undervejs i sin forskning også besøgt Holland, hvor demenslandsbyen De Hogeweyk også bruger arkitektur til at skabe hjemlighed og genkendelighed. Men her er byen opført i 2009 som en landsby, med huse, der ligner rigtige hjem så tæt på som muligt.

En plejer får gæsterne til bords på Rosie’s diner i Glenner Town Square. Stedet har gamle drejetelfoner og skrivemaskiner i stedet for computere, og biografen reklamerer for film fra 1950’erne.

Redux/Ritzau Scanpix

De 180 beboere er visiteret til hjemmet ud fra fire forskellige livsstile. Det betyder, at de i deres dagligdag er omgivet af ting og møbler, der reflekterer, hvilken type liv de har levet, før de kom på plejehjem. Eksempelvis har demente i ’den kunstneriske livsstil’ klaver i stuen, mens de ’bourgeois’ beboerne er omgivet af mahogniborde og tunge, bløde møbler.

De Hogeweyk har også inspireret plejehjem herhjemme både på Fyn og i Aalborg, dog i en mindre omfattende skala. I Danmark er der faktisk en række projekter undervejs, der eksperimenterer med nye livsformer og arkitektur. Blandt andet ’Generationernes Hus’ i Aarhus, hvor et plejehjem er ved at blive indrettet i et byggeri, der også huser børnefamilier og daginstitutioner. Og i projektet ’Byen for Livet’ i Odense har man planer om at skabe en tryg bydel for demente, hvor der også bor familier, studerende og andre unge.

Endnu er der ikke forsket i, hvorvidt de amerikanske kulissebyer rent faktisk gør en forskel for de demente. Om det giver færre frustrationer, øget livsglæde og tryghed. Og man kan også diskutere, om det rent etisk er i orden at snyde demente, og lade dem tro, at de befinder sig i en by i en svunden tid, når de rent faktisk går rundt i en kulisse i en industribygning med kunstigt lys.

»Man ved, at reminiscensterapien kan skabe mindre uro, men endnu ved vi ikke, hvad denne her type reminiscensarkitektur gør for beboerne. Jeg er sådan set lige så skeptisk som alle andre,« siger Louise Dedenroth Høj, der dog ikke er optaget af effekten. Hun ønsker derimod at skabe debat og inspirere til nytænkning. For det er der hårdt brug for, påpeger hun.

Funktionalitet er ikke nok

Siden hun blev færdig som arkitekt i 2013 har hun blandt andet været med til at udvikle inspirationskataloget Visioner for Danmarks demensboliger under Demensalliancen – et samarbejde mellem blandt andre FOA, Ældre Sagen og Dansk Sygeplejeråd. Hun har også som en udløber af samme projekt været del af et ’Demensbolig Rejsehold’, hvor hun sammen med blandt andre en sygeplejerske, en haveterapeut og en læge har rejst rundt over hele landet for at rådgive kommuner i at gøre eksisterende plejehjem mere demensvenlige.

I den forbindelse har hun mange gange stået for enden af en gang med rengøringsvenligt linoleumsgulv, rækker af ensfarvede døre på begge sider. kunstplakater i skifterammer og holdere til håndsprit på væggene. Uden at have den mindste lyst til at ende sine dage sådan et sted.

»Jeg har ofte stået der og tænkt: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?«

Og det er i det lys, man skal se den amerikanske kulissegade med verandaer og hvide rækværk. For Louise Dedenroth Høj mener godt, at vi kan lade os inspirere af, hvordan amerikanerne har grebet opgaven an.

»Det er for eksempel interessant at se, hvilke relationer den her form for arkitektur skaber mellem boligen og fællesrummet. Mellem inde og ude. Kan man måske forestille sig, at gangarealet i et dagcenter eller på et plejehjem kan udvikle sig til en helt ny type rum? Måske ikke med kunstig himmel. Men et orangeri af glas med ægte lys. Der er mange muligheder.«

Er det muligt i Danmark

Men hvordan kan man med kulissearkitekturen være sikker på at ramme præcis den tidsalder, som svarer til beboernes opfattelse af hjemlighed og tryghed? Som jo må være en anden for beboere født i 1942, end hvis man som Louise Dedenroth Høj er født i 1986.

Da hun besøgte Glenner Town Square, forklarede firmaets CEO, Scott Tarde, at man skam havde planer om en løbende udskiftning i kulisserne, ligesom man i en helt almindelig by oplever, at gamle butikker lukker og erstattes af nye. Hvis man oversatte det til dansk, skulle man med andre ord med tiden bytte det brune værtshus ud med et to-go kaffehjørne.

Men kan man overhovedet forestille sig et plejehjem i Danmark indrettet som en slags kulisse over en svunden tid? Louise Dedenroth Høj er ikke afvisende.

»Ja, hvorfor ikke? Selv om man kan tale om, at det her er kunstigt, og måske lidt skørt, så skal vi måske have nogle af de her eksempler med i vores overvejelser, for at kunne rykke os et nyt sted hen.«

Hun regner med at være færdig med sin ph.d. i foråret 2021.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Erindringsrum i storskala... men er det store eller små ting vi i hvert fald har taget med os i alle flytninger gennem livet, og som har fortalt os at "her bor jeg"? Og kan andre forstå hvorfor lige den kop er vigtigt? Mon jeg som dement vil føle mig hjemme i noget jeg fravalgte tidligere i livet, blot fordi det har været der før jeg blev syg?
Imødekommenhed er en sympatisk - og vanskelig! - størrelse. Måtte der under alle omstændigheder blive lyttet til dem der "har skoene på"!

Helene Kristensen

Det er jo kun noget, som de rigeste demente vil opleve, hvis deres familier altså vil bruge så mange penge på dem. Almindelige dødelige kan ligge i sengen hele dagen eller sidde med fyldt ble den halve dag, for der er sandelig ikke penge til almindelig pleje - hvordan skulle der så kunne blive penge til den slags nytænkning.

Bjørn Pedersen

Så det antages at f.eks. demente der er vokset op i 1960'erne ikke har, ikke kan have, (gode) erindringer fra tiden mellem 1970 og 2010'erne? Ideen om at skabe fysiske rum der gør livet trygt, og let at forholde sig til for demente, er både sympatisk og jeg håber at der bliver forsket mere i det herhjemme, men forhåbentlig tænker forskere (og entreprenør som dem i USA) også lidt om hvad de selv antager og associerer med tryghed hvis de var demente. Tænker over at tryghed måske ikke blot er lig en rent kronologisk nostalgi. Hvis det man længes efter, ikke er en tid men fordums personer, relationer og de følelser de vakte... er kulisser så svaret? Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg har altid haft det svært ved at tænke på demente og hvor forvirrede og bange de kan blive som konsekvens af deres lidelse, og derfor er jeg glad for at læse at der er arkitekter og forhåbentligt andre der forsker i det, undersøger det, og er passionerede omkring løsninger.

Bjørn Pedersen

@Carsten Svendsen
Jeg har lige slået det op, og den kaldes "Erindringslejligheden", og er åbenbart del af et størrere projekt om "erindringsformidling" ved Den Gamle By. I artiklen stod der jo at der "projekter undervejs" i bl.a. Aarhus, men på siden hvor de introducerer kurserne om erindringsformidling, lader det til at de startede op i februar i år.

https://www.dengamleby.dk/erindringsformidling/

Og plejehjemsboere har åbenbart fri entre, så der er lidt godt nyt til Helene Kristensens ovenstående bekymring. Til gengæld dyrt for demente der bor i egen bolig.