Læsetid: 10 min.

Sofi Oksanen: Du er ikke nationalist, bare fordi du føler, dit land er det bedste i verden

Den store forskel på patriotisme og nationalisme er, at nationalisterne altid har brug for fjender, siger den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen. Problemet er, at vi ikke har lært at skelne mellem de to
Hvis folk havde interesseret sig mere for historie, burde højrefløjens fremvækst ikke være en overraskelse. Både kommunister og nationalsocialister var små grupper, nogen man kunne grine ad, inden de tog magten, siger Sofi Oksanen.

Hvis folk havde interesseret sig mere for historie, burde højrefløjens fremvækst ikke være en overraskelse. Både kommunister og nationalsocialister var små grupper, nogen man kunne grine ad, inden de tog magten, siger Sofi Oksanen.

Ida Marie Odgaard

15. juni 2019

»Grundlæggende tror jeg, at vi alle sammen har et basalt behov for at høre til et sted, til vores ’egen stamme’. Men om det behov bliver brugt til noget godt eller noget dårligt – det er et andet spørgsmål.«

At ’høre til’ og at have ret til sin egen nationale identitet og selvbestemmelse ligger i kernen af den 42-årige Sofi Oksanens forfatterskab.

Hun er vokset op i Finland, men tilbragte sine sommerferier som barn i det sovjetiske Estland med sin mors estiske familie. Et centralt tema i flere af hendes bøger er Sovjetunionens ideologiske og kulturelle undertrykkelse af esterne, ligesom hun er en stærk kritiker af den form for russisk kolonialisme, hun mener, stadig pågår den dag i dag i Ukraine og andre af det store lands nabolande.

Sofi Oksanen

  • Født den 7. januar 1977 i Jyväskylä, Finland. Har en finsk far og en estisk mor, der først udvandrede fra Estland i 1970’erne.
  • Udannet i litteratur og teatervidenskab.
  • Debuterede med romanen Stalins køer i 2003 (på dansk i 2013). I Danmark slog hun igennem i 2010 med romanen Renselse, som hun også fik Nordisk Råds Litteraturpris for.
  • Modtog i 2013 Det Svenske Akademis nordiske pris.
  • Hendes seneste roman er Norma fra 2015

Men det er ikke Rusland, jeg vil tale med hende om i dag. Faktisk skriver jeg flere gange eksplicit i de spørgsmål, jeg e-mailer til hende, at det ikke skal handle om Rusland. Og alligevel handler de første to A4-sider af hendes svar om Sovjetunionen og det moderne Ruslands dårligdomme – inden vi når til det for en europæer måske mere prekære spørgsmål, om vi i indretningen af EU også har undervurderet behovet for at ’høre til’. Om nationalisterne har en pointe?

»George Orwell gjorde en del ud af at skelne mellem begreberne nationalisme og patriotisme, som han mener, bliver brugt alt for lemfældigt. Med patriotisme talte han om hengivenhed til et bestemt sted og en bestemt måde at leve på, som man mener, er den bedste i verden, men som man ikke har noget ønske om at påtvinge andre mennesker. Nationalisme er omvendt uadskillelig fra trangen til magt.«

Med den engelske forfatters egne ord:

»Målet for enhver nationalist er at udbygge magten, ikke kun for sig selv, men for nationen eller den anden enhed, som han har valgt at lade sin egen individualitet nedsænke i,« citerer Sofi Oksanen George Orwell for, inden hun selv fortsætter:

»Nationalister mener også, at mennesker kan klassificeres som dyr, og at hele blokke af millioner af mennesker kan rubriceres som gode eller onde, og de har en vane med at identificere sig selv med en nation eller en enhed, der står over alle andre – som bedre end andre. Og på den måde har de en pligt til at fremme deres egne interesser, styrke deres magt, at ekspandere. Patriotisme betyder ikke ekspansion.«

George Orwell gjorde en del ud af at skelne mellem begreberne nationalisme og patriotisme, som han mener, bliver brugt alt for lemfældigt. Med patriotisme talte han om hengivenhed til et bestemt sted, mens nationalisme er uadskillelig fra trangen til magt, siger Sofi Oksanen.

Ida Marie Odgaard
Det er den samme skelnen, Sofi Oksanen bruger til at forklare, hvorfor det er okay at være patriotisk. Hun kalder det patriotisk at tale finsk i en verden, hvor der kun er fem millioner mennesker, der taler sproget. Eller at undervise sine børn i estisk i en verden, hvor kun én million taler estisk. Forskellen kommer ind der, hvor man har et problem med, at andre taler deres egne sprog, mener hun.

»Uden patriotisme ville vi finner ikke tale finsk længere,« siger hun med henvisning til, at Finland i århundreder var en del af det svenske rige og i et århundrede en del af det russiske tsardømme.

»Og vi estere ville helt sikkert ikke tale estisk længere. Der findes flere end 20 finsk-ugriske sprog, og kun tre lever i bedste velgående, fordi de bliver talt i deres egne nationalstater.« Det sidste er Ungarn. Og så er vi tilbage ved Rusland.

»De andre finsk-ugriske sprog bliver mestendels talt i Rusland, og Rusland er en nationalistisk stat, hvis altoverskyggende mål er at ekspandere. Derfor kan de ikke behandle andre sprog som ligeværdige. Derfor kan de ikke behandle de finsk-ugriske folk som ligeværdige med russerne. Derfor er de sprog døende i Rusland.«

Kvinder er de nye fjender

Årsagen til, at det er de nationalistiske strømninger i Europa, der bliver styrket i disse år, er, at vi ikke har været dygtige nok til at foretage denne skelnen i forhold til patriotisme, mener Sofi Oksanen; at det ikke har været en del af den grundlæggende uddannelse i skolen.

»Vi troede ikke, at det var vigtigt at undervise i kolonialisme som andet end for eksempel den kolonialisme, det britiske imperium bedrev. Nationalisme er altid på en måde kolonialistisk i sin higen efter magt. For øvrigt mente Orwell ikke, at nationalisme alene er forbundet til lande, men også til ideologier. Han betragtede for eksempel kommunisme som nationalistisk, og jeg er enig med ham.«

»Men nu har nationalisterne på en måde kidnappet de nationale symboler, som vi ser det i Finland. Hvis du har et finsk flag på jakken, stemmer du tydeligvis ikke på De Grønne, men nok mere sandsynligt på De Sande Finner. I Estland er det lidt anderledes. Der har vi kæmpet så længe for retten til at bruge vores eget flag, så det stadig er noget at være stolt af, uanset hvem du stemmer på.«

Den nationalistiske bølge begrænser sig ikke til Europa eller Rusland. Den har sine egne aftryk i USA, Kina og Indien. Nationalisterne er ved at lære af hinanden på tværs af landegrænser, mener Sofi Oksanen. De bruger hinandens tricks til at forstærke deres egne budskaber.

I sig selv er der ikke noget nyt i, at ideologier og deres støtter forener sig på tværs af verden. Men vi troede måske ikke, at der kunne ske igen i den her form, så vi har vendt det blinde øje til.

»Jeg blev født i en lille by midt i Finland, i Jyväskylä, i 1977. Der var nynazister allerede dengang. Men de blev betragtet som en lavere social klasse, folk uden uddannelse eller succes, ikke noget at være bange for. Men de fandtes. Så kimen har været der meget længe. Vi så den bare ikke vokse.«

»Hvis folk havde interesseret sig mere for historie, burde højrefløjens fremvækst ikke være en overraskelse. Både kommunister og nationalsocialister var små grupper, nogen man kunne grine ad, inden de tog magten. Så det er sket før, selv uden de sociale medier, som nationalisterne nu bruger til at nå direkte ud til folk med deres budskaber, uden om de traditionelle medier – til folk, der måske har en tendens til at tro på dem.«

Modreaktionen på feminismen er virkelig vigtig i Finland. Finner bliver opdraget til at tro på finsk ligestilling, og nu ser vi, i 2019, hadtale mod kvinder i politik på et rimeligt barskt niveau. Nationalisterne ser nu de grønne unge kvinder som større fjender end migranter og muslimer, mener Sofi Oksanen.

Ida Marie Odgaard
Ved det seneste parlamentsvalg i Finland blev De Grønne det største parti i Helsinki for første gang nogensinde. På landsplan blev De Sande Finner det næststørste parti med 17,5 procent – et kvart procentpoint efter Socialdemokratiet. Det afspejler også splittelsen mellem hovedstaden og resten af landet. Helsinki er grønt og ligestillet, og sammen med det grønne var valgets vindere her de venstreorienterede unge kvinder. Derfor er de grønne og venstreorienterede kvinder også blevet De Sande Finners største fjender, skriver Sofi Oksanen. Nationalister har altid brug for fjender.

Det er et skifte, der har været undervejs i nogle år, men som blev tydeligst ved valget i april.

»Denne modreaktion på feminismen er virkelig vigtig i Finland – et land der bryster sig af sin ligestilling. Finner bliver opdraget til at tro på finsk ligestilling, og nu ser vi, i 2019, hadtale mod kvinder i politik på et rimeligt barskt niveau. Nationalisterne ser nu de grønne unge kvinder som større fjender end migranter og muslimer,« mener Sofi Oksanen.

Som den russisk-amerikanske journalist Masha Gessen har skrevet i et populært essay, har vi et problem med at tro på ting, vi helst ikke vil tro på. Det var derfor, vi blev så overraskede over Brexit, over Putins magtspil og Trumps valgsejr, fremfører Sofi Oksanen.

»Vi troede ikke på, at de ting kunne ske, og derfor skete de. Så i sidste ende kan vi bebrejde vores egen mangel på fantasi.«

Følelsernes æra

På samme måde betyder vores mangel på fantasi, at vi også er utroligt dårlige til at sætte os ind i, hvordan verden var for et øjeblik siden, mener Oksanen.

Den bulgarske politiske tænker Ivan Krastev skrev i et nyligt indlæg i The New York Times, at Europa er truet af en epidemi af nostalgi. At mange er vrede og forvirrede og tror på, at det var bedre i gamle dage, selv om de er usikre på, hvornår de gamle dage mere præcis fandt sted. De frygter, at deres børn vil være dårligere stillet end dem selv, men de ved ikke, hvordan de skal forhindre det, skriver Ivan Krastev.

— Vil Europas børn være dårligere stillet end deres forældre?

»Mange lader til at have glemt, at vi allerede har det meget bedre end tidligere generationer. Vi er rigere, sundere og bedre uddannet. Vi spiser bedre mad. Vi har flere end to trøjer i skabet. Kvinder har så meget bedre ligestilling.«

»Men hvad angår nostalgi i sig selv, er der ikke noget nyt i, at folk længes efter en fortid, som ikke findes. Jeg er i Firenze i øjeblikket, hvor renæssancen blev født. Renæssancen blev til ud fra en længsel efter ideerne fra det antikke Grækenland.«

»Men Michelangelo, som udhuggede den fantastiske David, gjorde statuen hvid. Han vidste ikke, at de antikke grækere malede deres statuer. Det antikke Grækenland havde ikke hvide statuer, det troede vi bare. Michelangelo troede det. Og fordi Michelangelo troede det, er det også det, vi forestiller os, fordi senere stilarter har imiteret og beundret renæssancen og dens bedste kunst.«

»Så gennem historien genopfører menneskeheden gang på gang en nostalgisk længsel efter en fortid, der aldrig fandtes, efter en skønhed der ikke eksisterede. Og hvorfor gør vi det? Om og om igen, som om vi ingenting har lært. Jeg ved det ikke.«

Men der er en forbindelse til nationalisme, som i sig selv er nostalgisk i dens længsel efter en ’glorværdig fortid’, som aldrig fandtes, skriver Oksanen.

I vor tid kan hun også se en forbindelse til moderne populærkultur på for eksempel tv, som lægger mere vægt på følelser, end man gjorde førhen. Folk skal helst græde i reality-tv.

Og det emotionelles popularitet går netop godt i spænd med nationalisme, der er en meget følelsesladet ideologi.

»Dette er ikke Oplysningstiden. Det er Romantikken. Romantikken har altid haft noget med nostalgi og ’historien’, længslen efter den ’bedre fortid’. Så vi har været her før. På trods af alle vores videnskabelige og teknologiske bedrifter lever vi ikke i logikkens æra. Vi lever i følelsernes æra.«

»Jeg ved ikke, hvordan vi er havnet her igen. Det må være op til fremtidens lærde at finde ud af. Men jeg læste engang en artikel om, at den pludselige popularitet, som vampyrer nød i litteraturen og på film, kunne forklares med Sovjetunionens sammenbrud. Med ét var der et kæmpe hul i fortællingen, som skulle udfyldes, nu hvor ondskabens imperium var styrtet sammen, og i populærkulturen blev det hul udfyldt med paranormal aktivitet og vampyrer. Det er slet ikke en dårlig forklaring. Og måske har den bevægelse i kulturen hjulpet til at bane vejen for den større ’følelsernes æra’.«

»Men som før vil følelsernes æra og Romantikken slutte. Før eller siden.«

Tre spørgsmål – tre svar

Hvad er dit bedste europæiske minde?

»For nogle år siden var jeg på roadtrip i USA. Jeg havde været i mange amerikanske byer før, men denne gang tog jeg til fjerne egne og kørte igennem flere stater. Der følte jeg virkelig, hvad det vil sige at være europæer. Ikke kun fordi jeg kaster affald til genbrug, og jeg ofte går rundt, hvilket er komplet umuligt i USA, bortset fra nogle byer. Jeg forstod også, at USA har meget få store byer. Og jeg forstod, at de har en anderledes opfattelse af tid og historie.«

»I Europa har vi mange metropoler. Vi har masser af bykultur i hvert land. Vi har mange hovedstæder. Det har de ikke i USA.«

»De fleste europæere er fodgængere. Vi tager offentlig transport for givet. I USA er offentlig transport praktisk talt ikkeeksisterende de fleste steder.«

»I Europa bygger vi katedraler som Duomo i Firenze. Fundamentet blev påbegyndt i 1296, katedralen blev færdiggjort i 1436, men den facade, vi ser i dag, er fra 1887. Så for europæere betyder ’antikt’ noget, der skete på Sokrates’ tid. For europæere betyder ’gammel’ noget andet end for amerikanere. I USA er ’antik’ noget, der blev bygget for 100 år siden. Den måde, de brugte ordet ’antik’ i de turistbrochurer, jeg læste undervejs, slog mig virkelig. Selv i Finland, hvor vores arkitektur er ung, har vi kirker tilbage fra det 12. århundrede. I enhver estisk landsby er der kirker tilbage fra middelalderen: Det er noget, vi ser hver dag.«

»Så for at opsummere er Europa et fodgængerkontinent, hvor forståelsen af tid har vide perspektiver.«

Hvad er dit personlige yndlingssted i Europa, hvilket sted inkarnerer det bedste ved Europa?

»Paris vil altid være min yndlingsby i Europa, men det er et personligt valg. Måske er Firenze et af de steder, der inkarnerer Europa bedst.«

Nævn dit europæiske hovedværk (inden for alle kunstarter og genrer) og hvorfor?

»Romanen som genre blev født i Europa. Det er selvfølgelig, hvad en romanforfatter ville vælge, men jeg kan ikke fremhæve én roman som den bedste.«

»En roman kan favne hele verden, og den kan tappe ind i forskellige verdner. Det er også en måde at overlevere fortid til fremtidige generationer og åbne vinduer til nye virkeligheder, nye perspektiver. Det gør kunst også. Men en roman tvinger dig til at prøve nogle andres briller på en mere intens måde end andre kunstarter. Den tvinger dig til at prøve andres støvler. Og på den måde tvinger den dig til at blive en smule mere empatisk.«

 

Serie

Europæiske intellektuelle

Finanskrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og den politiske krise har udløst et kolossalt opbrud over hele Europa. Og nye partier og bevægelser bryder frem, mens gamle samfundsbærende partier bliver skubbet ud.

Frem mod Europa-Parlamentsvalget den 26. maj har Information mødt ti store europæiske intellektuelle, fra øst og vest, nord og syd. De fortæller, hvad der har formet dem som europæere, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid og skabe vores fælles fremtid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Britta Hansen
  • Michael Friis
  • Erik Karlsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Henrik Brøndum
  • Steffen Gliese
  • Bjørn Pedersen
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
Mette Poulsen, Britta Hansen, Michael Friis, Erik Karlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Henrik Brøndum, Steffen Gliese, Bjørn Pedersen, Katrine Damm og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

"Hvad er dit personlige yndlingssted i Europa, hvilket sted inkarnerer det bedste ved Europa?"

Jeg kan ikke lade være at perspektivere det Oksanen skriver om "følelsernes æra" og nationalismens romantisering, til sidste del af det ovenstående spørgsmål. For hvilke formodninger, hvilken præmis, hvilke forestillinger tager spørgsmålet egentlig udgangspunkt i, når det beder en person tage stilling til et sted der repræsenterer "det bedste ved Europa"? Er der her ikke netop et element af romantisering eller idealisering af det "europæiske", eller rettere en formodning om at der må være et sådan idealiseret sted, et lille "Ideal-Europa", der repræsenterer det bedste Europa og som den europæiske intellektuelle må kunne tage stilling til?

Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Jes Balle Hansen , Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Da Danmark faktisk var et velfungerende velfærdssamfund, talte vi om, at Danmark var verdens bedste land - for danskere! For vi kunne jo konstatere, at andre med anden baggrund ikke var helt så begejstrede for det, vi havde skabt ud fra vore egne værdier og traditioner.
Vi forsøgte heller ikke at fortælle andre, at de skulle blive som os, vi dyrkede ikke benchmarking - men måtte henad vejen desværre opleve, at EUs harmonisering stillede danskerne dårligere, mens de fleste andre befolkninger langt henad vejen fik forbedret velfærd og retssikkerhed.

Mette Poulsen, Michael Friis, Lone Ibsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, nils valla, Torben Skov, Carsten Wienholtz, Brian W. Andersen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

umiddelbart kan jeg godt følge dig Steffen, ingen tvivl om at visse aspekter ved EU har haft negativ effekt for danskerne,
især forbrugerbeskyttelsen er blevet markant ringere, på grund af reglen om at et produkt godkendt i 1 EU-land ikke kan forbydes i nogen lande,
jeg ville helt klart foretrække den omvendte harmonisering, nemlig at et forbud i et EU-land automatisk gælder i hele EU,
og så kunne en EU-domstol så evt tage stilling til sagen og ophæve forbuddet hvis det ikke er begrundet,
men jeg er ikke sikker på du har ret når du mener at de fleste befolkninger har fået forbedret velfærd og sikkerhed, nogen har vel men det er jo på baggrund af et ringe udgangspunkt.

Michael Friis, Thomas Tanghus, Erik Fuglsang, Niels Duus Nielsen, nils valla, Torben Skov, Brian W. Andersen, Trond Meiring og John Andersen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

Jeg bliver egentlig lidt deprimeret over at det er blevet aktuelt og nødvendigt med en debat om forskellene på nationalisme og patriotisme. Det er ikke så voldsomt mange år siden at et klart kendskab til disses definitioner og kendetegn var almenviden. Det er det bestemt ikke i dag og det er efterhånden en uhyggelig stor procentdel af de vestlige landes befolkninger, som tror at disse to ord er synonyme. Det er især bekymrende at denne misopfattelse er særligt udbredt blandt Millennials og Igens.

Michael Friis, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Rolf Andersen, Erik Fuglsang, Niels Duus Nielsen, Søren Ferling og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Hvor har hun ret.
"Vi har alle brug for at høre til et sted. Til vor egen stamme".

Uanset om man kan lide det udsagn, er det ikke desto mindre måden vi alle opfører os på.

Danske charterturister søger mod andre nede på den spanske strand.
Naboer sætter sig blandt naboer til byfesten.
Man holder gerne med fodboldholdet fra egen by.
Man holder med Danmark i melodigrandprix.

Bevares, det nok ikke alle der gør, men i hvertfald en stor del.

Men hvorfor trigger det os indvandrerne bosætter sig de samme steder?

Det er jo i den grad finurligt.
Først henviser vi indvandrerne til sociale boligområder, derefter , når de har bosat sig, betegner vi områderne for Ghettoer og skiller derefter indvandere ud igen. Og aldrig falder det nogen ind ghettoerne er indslusningen til Danmark. Vores måde leve på. Vores måde organisere os på.

Faktisk mener jeg ikke beboerne i gettoområderne er mere psykisk skrøbelige end andre.
Men jeg kunne godt forstille mig en kæmpe hurdle med psykisk ødelagte indvandere, hvis de alle blev adskilt og skulle leve spredt ud over samfundet.

Britta Hansen, Thomas Tanghus, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen, Rikke Nielsen, Erik Fuglsang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Som patriot kan jeg kun være enig med Sofi Oksanen: Patriotisme handler altid om her og nu, for glæden ved at være dansker handler om det Danmark, som man kender og husker fra sine egen levetid. Som patriot føler jeg mig derfor opfordret til at gå på barrikaderne i disse år, fordi tosse-nationalisterne er i færd med at ødelægge alt, hvad der er godt ved Danmark.

I stedet for at ville bevare det frisindede og inkluderende Danmark, som min generation har taget for givet, fordi vi var så heldige at vokse op i 60'erne og 70'erne, vil nationalisterne genrejse Danmark og føre landet tilbage til en storhed, som landet aldrig har haft. Genrejser-nationalismen er og bliver den værste, for kigger man godt efter i historiebøgerne, er der sjældent noget af værdi, der kan genrejses, tværtimod. Der er jo en grund til, at vi forlod både den sorte skole, nazismen og fattiggårdene. Genrejserne lider af en nostalgisk længsel efter et samfund, som aldrig har eksisteret, eller i Stephen Colberts formulering: "Re-becoming the Greatness We Never Weren't".

PS: En enkelt faktuel rettelse: De ugriske sprog forsvinder ikke, fordi russerne er nationalistiske, men fordi små sprog simpelthen forsvinder, når de konfronteres med store sprog. Der er ingen, der længere taler det jyske sprog, som det blev talt i min barndom - jysk er mere eller mindre forsvundet som selvstændigt sprog. Så selv om man kan kritisere de nationalistiske russerne for meget, er de ikke sprogdræbere.

At små sprog dør er desværre en naturlig proces. Jeg kan da også godt blive lidt nostalgisk over, at et så udtryksfuldt sprog som jysk blev degraderet til en dialekt, og siden forsvandt, men det er nu engang hvad der sker, når de, der taler sproget, ikke selv aktivt vedligeholder det. Som så mange andre med et andet sprog end dansk som modersmål kan jeg forstå min barndoms sprog, men jeg kan ikke længere tale det.

Elisabeth Andersen, Alvin Jensen, Erik Fuglsang, Christel Gruner-Olesen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Fuld plade på nationalistbingoen til Leo! Tillykke.

Britta Hansen, Thomas Tanghus, Brian W. Andersen, Elisabeth Andersen, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jan, da vi trådte ind i EF, var det stort set kun de skandinaviske lande - hvoraf vi var det eneste medlem i EF - der havde en statsbåret velfærd. I dag er det i højere grad alment udbredt med en grad af offentlig sikkerhed, selv i de forsikrngsbaserede systemer. Ligesom mange af landene faktisk også har skattefinansieret sundhed som os.
Men desværre kom der jo et paradigmeskifte indover udviklingen med først Maastricht og senere andre traktater, sidst og værst Lissabon - og den bureaukratiske tænkning og strømlining har reelt jo forhindret den benchmarking, som blev så populær: at offentlige systemer skal opretholde standarder for bl.a. at tvinge private til at underlægge sig den offentlige interesse i højere grad.