Sofi Oksanen: Du er ikke nationalist, bare fordi du føler, dit land er det bedste i verden

»Grundlæggende tror jeg, at vi alle sammen har et basalt behov for at høre til et sted, til vores ’egen stamme’. Men om det behov bliver brugt til noget godt eller noget dårligt – det er et andet spørgsmål.«

At ’høre til’ og at have ret til sin egen nationale identitet og selvbestemmelse ligger i kernen af den 42-årige Sofi Oksanens forfatterskab.

Hun er vokset op i Finland, men tilbragte sine sommerferier som barn i det sovjetiske Estland med sin mors estiske familie. Et centralt tema i flere af hendes bøger er Sovjetunionens ideologiske og kulturelle undertrykkelse af esterne, ligesom hun er en stærk kritiker af den form for russisk kolonialisme, hun mener, stadig pågår den dag i dag i Ukraine og andre af det store lands nabolande.

Men det er ikke Rusland, jeg vil tale med hende om i dag. Faktisk skriver jeg flere gange eksplicit i de spørgsmål, jeg e-mailer til hende, at det ikke skal handle om Rusland. Og alligevel handler de første to A4-sider af hendes svar om Sovjetunionen og det moderne Ruslands dårligdomme – inden vi når til det for en europæer måske mere prekære spørgsmål, om vi i indretningen af EU også har undervurderet behovet for at ’høre til’. Om nationalisterne har en pointe?

»George Orwell gjorde en del ud af at skelne mellem begreberne nationalisme og patriotisme, som han mener, bliver brugt alt for lemfældigt. Med patriotisme talte han om hengivenhed til et bestemt sted og en bestemt måde at leve på, som man mener, er den bedste i verden, men som man ikke har noget ønske om at påtvinge andre mennesker. Nationalisme er omvendt uadskillelig fra trangen til magt.«

Med den engelske forfatters egne ord:

»Målet for enhver nationalist er at udbygge magten, ikke kun for sig selv, men for nationen eller den anden enhed, som han har valgt at lade sin egen individualitet nedsænke i,« citerer Sofi Oksanen George Orwell for, inden hun selv fortsætter:

»Nationalister mener også, at mennesker kan klassificeres som dyr, og at hele blokke af millioner af mennesker kan rubriceres som gode eller onde, og de har en vane med at identificere sig selv med en nation eller en enhed, der står over alle andre – som bedre end andre. Og på den måde har de en pligt til at fremme deres egne interesser, styrke deres magt, at ekspandere. Patriotisme betyder ikke ekspansion.«

Det er den samme skelnen, Sofi Oksanen bruger til at forklare, hvorfor det er okay at være patriotisk. Hun kalder det patriotisk at tale finsk i en verden, hvor der kun er fem millioner mennesker, der taler sproget. Eller at undervise sine børn i estisk i en verden, hvor kun én million taler estisk. Forskellen kommer ind der, hvor man har et problem med, at andre taler deres egne sprog, mener hun.

»Uden patriotisme ville vi finner ikke tale finsk længere,« siger hun med henvisning til, at Finland i århundreder var en del af det svenske rige og i et århundrede en del af det russiske tsardømme.

»Og vi estere ville helt sikkert ikke tale estisk længere. Der findes flere end 20 finsk-ugriske sprog, og kun tre lever i bedste velgående, fordi de bliver talt i deres egne nationalstater.« Det sidste er Ungarn. Og så er vi tilbage ved Rusland.

»De andre finsk-ugriske sprog bliver mestendels talt i Rusland, og Rusland er en nationalistisk stat, hvis altoverskyggende mål er at ekspandere. Derfor kan de ikke behandle andre sprog som ligeværdige. Derfor kan de ikke behandle de finsk-ugriske folk som ligeværdige med russerne. Derfor er de sprog døende i Rusland.«

Kvinder er de nye fjender

Årsagen til, at det er de nationalistiske strømninger i Europa, der bliver styrket i disse år, er, at vi ikke har været dygtige nok til at foretage denne skelnen i forhold til patriotisme, mener Sofi Oksanen; at det ikke har været en del af den grundlæggende uddannelse i skolen.

»Vi troede ikke, at det var vigtigt at undervise i kolonialisme som andet end for eksempel den kolonialisme, det britiske imperium bedrev. Nationalisme er altid på en måde kolonialistisk i sin higen efter magt. For øvrigt mente Orwell ikke, at nationalisme alene er forbundet til lande, men også til ideologier. Han betragtede for eksempel kommunisme som nationalistisk, og jeg er enig med ham.«

»Men nu har nationalisterne på en måde kidnappet de nationale symboler, som vi ser det i Finland. Hvis du har et finsk flag på jakken, stemmer du tydeligvis ikke på De Grønne, men nok mere sandsynligt på De Sande Finner. I Estland er det lidt anderledes. Der har vi kæmpet så længe for retten til at bruge vores eget flag, så det stadig er noget at være stolt af, uanset hvem du stemmer på.«

Den nationalistiske bølge begrænser sig ikke til Europa eller Rusland. Den har sine egne aftryk i USA, Kina og Indien. Nationalisterne er ved at lære af hinanden på tværs af landegrænser, mener Sofi Oksanen. De bruger hinandens tricks til at forstærke deres egne budskaber.

I sig selv er der ikke noget nyt i, at ideologier og deres støtter forener sig på tværs af verden. Men vi troede måske ikke, at der kunne ske igen i den her form, så vi har vendt det blinde øje til.

»Jeg blev født i en lille by midt i Finland, i Jyväskylä, i 1977. Der var nynazister allerede dengang. Men de blev betragtet som en lavere social klasse, folk uden uddannelse eller succes, ikke noget at være bange for. Men de fandtes. Så kimen har været der meget længe. Vi så den bare ikke vokse.«

»Hvis folk havde interesseret sig mere for historie, burde højrefløjens fremvækst ikke være en overraskelse. Både kommunister og nationalsocialister var små grupper, nogen man kunne grine ad, inden de tog magten. Så det er sket før, selv uden de sociale medier, som nationalisterne nu bruger til at nå direkte ud til folk med deres budskaber, uden om de traditionelle medier – til folk, der måske har en tendens til at tro på dem.«

Ved det seneste parlamentsvalg i Finland blev De Grønne det største parti i Helsinki for første gang nogensinde. På landsplan blev De Sande Finner det næststørste parti med 17,5 procent – et kvart procentpoint efter Socialdemokratiet. Det afspejler også splittelsen mellem hovedstaden og resten af landet. Helsinki er grønt og ligestillet, og sammen med det grønne var valgets vindere her de venstreorienterede unge kvinder. Derfor er de grønne og venstreorienterede kvinder også blevet De Sande Finners største fjender, skriver Sofi Oksanen. Nationalister har altid brug for fjender.

Det er et skifte, der har været undervejs i nogle år, men som blev tydeligst ved valget i april.

»Denne modreaktion på feminismen er virkelig vigtig i Finland – et land der bryster sig af sin ligestilling. Finner bliver opdraget til at tro på finsk ligestilling, og nu ser vi, i 2019, hadtale mod kvinder i politik på et rimeligt barskt niveau. Nationalisterne ser nu de grønne unge kvinder som større fjender end migranter og muslimer,« mener Sofi Oksanen.

Som den russisk-amerikanske journalist Masha Gessen har skrevet i et populært essay, har vi et problem med at tro på ting, vi helst ikke vil tro på. Det var derfor, vi blev så overraskede over Brexit, over Putins magtspil og Trumps valgsejr, fremfører Sofi Oksanen.

»Vi troede ikke på, at de ting kunne ske, og derfor skete de. Så i sidste ende kan vi bebrejde vores egen mangel på fantasi.«

Følelsernes æra

På samme måde betyder vores mangel på fantasi, at vi også er utroligt dårlige til at sætte os ind i, hvordan verden var for et øjeblik siden, mener Oksanen.

Den bulgarske politiske tænker Ivan Krastev skrev i et nyligt indlæg i The New York Times, at Europa er truet af en epidemi af nostalgi. At mange er vrede og forvirrede og tror på, at det var bedre i gamle dage, selv om de er usikre på, hvornår de gamle dage mere præcis fandt sted. De frygter, at deres børn vil være dårligere stillet end dem selv, men de ved ikke, hvordan de skal forhindre det, skriver Ivan Krastev.

— Vil Europas børn være dårligere stillet end deres forældre?

»Mange lader til at have glemt, at vi allerede har det meget bedre end tidligere generationer. Vi er rigere, sundere og bedre uddannet. Vi spiser bedre mad. Vi har flere end to trøjer i skabet. Kvinder har så meget bedre ligestilling.«

»Men hvad angår nostalgi i sig selv, er der ikke noget nyt i, at folk længes efter en fortid, som ikke findes. Jeg er i Firenze i øjeblikket, hvor renæssancen blev født. Renæssancen blev til ud fra en længsel efter ideerne fra det antikke Grækenland.«

»Men Michelangelo, som udhuggede den fantastiske David, gjorde statuen hvid. Han vidste ikke, at de antikke grækere malede deres statuer. Det antikke Grækenland havde ikke hvide statuer, det troede vi bare. Michelangelo troede det. Og fordi Michelangelo troede det, er det også det, vi forestiller os, fordi senere stilarter har imiteret og beundret renæssancen og dens bedste kunst.«

»Så gennem historien genopfører menneskeheden gang på gang en nostalgisk længsel efter en fortid, der aldrig fandtes, efter en skønhed der ikke eksisterede. Og hvorfor gør vi det? Om og om igen, som om vi ingenting har lært. Jeg ved det ikke.«

Men der er en forbindelse til nationalisme, som i sig selv er nostalgisk i dens længsel efter en ’glorværdig fortid’, som aldrig fandtes, skriver Oksanen.

I vor tid kan hun også se en forbindelse til moderne populærkultur på for eksempel tv, som lægger mere vægt på følelser, end man gjorde førhen. Folk skal helst græde i reality-tv.

Og det emotionelles popularitet går netop godt i spænd med nationalisme, der er en meget følelsesladet ideologi.

»Dette er ikke Oplysningstiden. Det er Romantikken. Romantikken har altid haft noget med nostalgi og ’historien’, længslen efter den ’bedre fortid’. Så vi har været her før. På trods af alle vores videnskabelige og teknologiske bedrifter lever vi ikke i logikkens æra. Vi lever i følelsernes æra.«

»Jeg ved ikke, hvordan vi er havnet her igen. Det må være op til fremtidens lærde at finde ud af. Men jeg læste engang en artikel om, at den pludselige popularitet, som vampyrer nød i litteraturen og på film, kunne forklares med Sovjetunionens sammenbrud. Med ét var der et kæmpe hul i fortællingen, som skulle udfyldes, nu hvor ondskabens imperium var styrtet sammen, og i populærkulturen blev det hul udfyldt med paranormal aktivitet og vampyrer. Det er slet ikke en dårlig forklaring. Og måske har den bevægelse i kulturen hjulpet til at bane vejen for den større ’følelsernes æra’.«

»Men som før vil følelsernes æra og Romantikken slutte. Før eller siden.«