Læsetid: 3 min.

Uigennemsigtighed om formandskampen er skadelig for EU. Vi har brug for åbenhed

Kampen om, hvem der skal lede den næste EU-kommission, er gået i gang. Vi stadig er langt fra en afklaring, om hvem det bliver, og det er uklart både, hvad der kvalificerer én til jobbet, og hvordan man får det. Den uigennemsigtighed er skadelig for EU
Hvis de europæiske befolkninger skal have tillid til processen bag udnævnelsen til unionens topposter, skal deg være synligt, hvad der foregår. Det er ikke nok at kunne heppe på kandidaterne, som her danske Margrethe Vestager.

Hvis de europæiske befolkninger skal have tillid til processen bag udnævnelsen til unionens topposter, skal deg være synligt, hvad der foregår. Det er ikke nok at kunne heppe på kandidaterne, som her danske Margrethe Vestager.

Yves Herman

8. juni 2019

En af grundene til, at kampen om kommissionsformandsposten får meget opmærksomhed, er, at processen omkring nomineringen er omgærdet af mystik.

Navne som den tyske europaparlamentariker, Manfred Weber, den tidligere hollandske udenrigsminister og næstformand i kommissionen, Frans Timmermans, den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, og EU’s franske Brexit-forhandler, Michel Barnier, har været i spil. De udmærker sig især ved at være meget forskellige. Både i deres kvalifikationer og deres vej til posten.

Weber og Timmermans er spidskandidater fra henholdsvis kristendemokraterne og socialdemokraterne, Vestager er også en art spidskandidat, men én ud af en gruppe på otte spidskandidater, som de liberale stillede med (de liberale, som i øvrigt er imod spidskandidatprocessen). Barnier er ikke spidskandidat, men har meldt sit kandidatur og fremført sin erfaring som både minister og kommissær.

Særligt spørgsmålet om hvilke kvalifikationer, der kræves, har været et centralt tema i debatten, hvor flere statsledere har understreget, at Webers manglende regeringserfaring diskvalificerer ham. Derudover er Barnier også den eneste franskmand, hvilket selvfølgelig ikke i sig selv er kvalificerende, men Macron vil nok ønske sig en fransk kandidat til en af de ledige topposter.

Processen omkring, hvordan formanden skal findes, har ændret sig over tid. Tendensen har indtil nu været, at Europa-Parlamentet har taget og er blevet tildelt en stærkere rolle i beslutningen om, hvem der skal lede kommissionen.

Senest i 2014, da parlamentet valgte at stille spidskandidater til formandsposten og kræve, at statslederne skulle nominere spidskandidaten fra den største politiske gruppe til formandsposten.

Introduktionen af spidskandidatsystemet var et nybrud, der ændrede magtbalancen mellem statslederne og parlamentet, til fordel for parlamentet, der med processen gjorde klart, at de kunne ville vælge kandidater der havde deltaget i valgkampen om posten. Ved valget i år har statslederne dog understreget, at de ikke føler sig forpligtigede til at følge spidskandidatprocessen.

Forlig fjerner gennemsigtigheden

Spidskandidatprocessen er et resultat af parlamentets læsning af deres beføjelser, der igen blev ændret i Lissabontraktaten. Lissabontraktaten er et skridt i retning af et system, hvor de to repræsentative kamre, Rådet og Parlamentet, i fællesskab har ansvaret for at finde den næste kommissionsformand.

Traktaten slår fast, at statslederne har retten til at nominere kandidaten til formandsposten, men de skal tage europaparlamentsvalget i betragtning og afholde passende konsultationer. Kandidaten skal derefter vælges af parlament.

Styrken ved dette er, at kommissionsformanden har opbakning fra et flertal i begge kamre og derfor henter legitimitet fra begge de repræsentative organer. Ulempen er, at de mange aktører og hensyn, og de uklare magtforhold, gør det svært at gennemskue, hvem der kan blive formand og hvorfor.

Systemet, hvor to kamre skal blive enige, skaber behov for at finde forlig i de tilfælde, hvor de ikke er umiddelbart enige. Noget lignende gør sig gældende for EU-lovgivning, hvor der ifølge den almindelige beslutningsprocedure kræves flertal i begge kamre.

EU-lovgivning bliver ofte ikke stemt igennem ved første behandling. I stedet bliver en stor del af lovgivningen forhandlet på plads i såkaldte triologforhandlinger. Triologerne er en art forligsinstitution, hvor repræsentanter for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen forsøger at forhandle sig frem til en lovtekst, der kan få opbakning i begge kamre.

Problemet med triologforhandlingerne er, at meget få deltager, og at de er lukkede for offentligheden. Eksemplet med triologerne viser, hvordan man i forsøget på at styrke det demokratiske mandat i mange tilfælde svækker den gennemsigtighed, der er grundlag for en demokratisk proces.

Forskellen på EU-lovgivning og valget af kommissionsformanden er, at man i hvert fald teoretisk kan forestille sig områder, hvor de to kamre vil være umiddelbart enige, og hvor lovgivning derfor vil blive stemt igennem uden behov for forligsinstitutioner.

Det står anderledes til med valget af kommissionsformand, hvor uenigheden mellem de to kamre nærmest er strukturelt indlejret, da begge kamre ønsker deres egne kandidater på posten. Her er det svært at forestille sig en proces, hvor der ikke bliver behov for et forlig og derfor også svært at forestille sig en proces, hvor valget forbliver gennemsigtigt.

Selv om parlamentet med spidskandidatprocessen måske har lavet en noget tendentiøs læsning af Lissabontraktaten, og derved givet sig selv en større rolle end, det måske har været tiltænkt, er spidskandidaten en vigtig innovation. Den skaber nemlig en klarhed når det kommer til, hvilke kandidater statslederne kan nominere. Den er dermed med til at sikre gennemsigtighed når det kommer til at begrunde, hvem der skal bestride en af de vigtigste poster i EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det gode ved EU-projektet er jo at hele processen med at udpege en kommisionsformand er så åben. Eller nej, lukket er vel ordet. Og lukkethed er god når man skal løse grænseoverskridende problemer.

Nå' men hvem skal vi ha som ny kommisionsformand. Skal det være Margrethe Vestager eller den tyske Manfred Weber?

Skal man være positivt stemt, og det skal man jo, EU er jo det eneste system som kan løse alle de problemer, som er grænseoverskridende..og alt det dér. Så hvis vi lægger positivt ud ligesom f.eks. TV2´s Lotte Meilhede, så er det, jeg vil gå med Weber. Og her kommer hvorfor.

Fordi, vi er rundt regnet 300 millioner mennesker i EU. Dvs. fratrukket den danske befolkning er der 295 millioner mennesker i EU, som ikke aner hvem Margrethe Vestager er. Mens der dog er en chance for at de ca. 80 millioner mennesker i Tyskland kender Weber, og det giver jo blot 220 millioner, som ikke aner at han eksistere....

Hermed en opfordring til hele den EU-glade venstrefløj. Hold med den kandidat nogle få i det mindste har hørt omend perifert om! Bak op om Manfred Weber som kommisionsformand!

David Joelsen

Hvad er der galt med en passende intro af hver kandidat, så nogle flere af de 200-300 mil borgere vidste hvem der skulle være næste kommissionsformand, nu hvor skattespekulanten fra Luxenborg stiger af.

Søren Knudsen

Det blir hverken Weber eller Vestager. Weber mangler den politiske tyngde. Hvorfor i al verden skulle man støtte en kristdemokrat fra Bayern, der ingen politisk erfaring har? Det blir heller ikke Vestager. Ikke fordi hun har lagt sig ud med Frankrig og Tyskland i Alstom-handlen, men fordi Danmark har for mange tåbelige forbehold. Tror personligt Michel Barnier er favorit.