Læsetid: 13 min.

Da Cirkus dart kom til Danmark: »Vi skal ikke være små mus ligesom billardfolket. Vi skal råbe og skrige og have en fest«

Midt i juni var verdens bedste dartspillere samlet i Brøndby Hallen, hvor et mylder af fans troppede op i kostumer og drak fadøl. Det handler om en sport, der er gået all in på den rene underholdning – og har gjort det med succes. Men det handler også om et broget fællesskab, der rækker ud over resultaterne ved dartskiven
’Dartentusiaster har et særligt fællesskab på tværs af landet. Og når vi så samles i sådan en bygning her, bliver det bare kæmpestort,’ siger Pia Arslev, hvis hoved stikker ud af en dartskive.

’Dartentusiaster har et særligt fællesskab på tværs af landet. Og når vi så samles i sådan en bygning her, bliver det bare kæmpestort,’ siger Pia Arslev, hvis hoved stikker ud af en dartskive.

27. juli 2019

En flok tyske smølfer slipper deres øl på langbordet og springer op på bænkene, alle med begge hænder i vejret.

Dance-musikken brager ud af højttalerne, mens de skråler med på beatet:

»lå lå lå lå-lå-lå lå lå«.

De gestikulerer til den hær af fans omkring dem, der også har plantet sko og stiletter på bænkene, mænd i fangedragter, kvinder i togaer med blinkende hatte, pink parykker og en enkelt tøjdyrsflamingo.

Vi er ikke til kostumefest på et diskotek. Vi er til dart.

Og allerforrest venter de tyske smølfer på, at aftenens første kamp skal gå i gang. De er næsten lige trådt ind i Brøndby Hallen, og den første pil er ikke kastet, men de brøler og hujer og kværner fadøl, som om finalen var i fuld gang.

Smølfen tættest ved scenen kan dog ikke forklare, hvad der er så specielt ved dart.

»Jeg er her bare på grund af festen. Vi er til polterabend,« siger han på engelsk under den hvide hue.

»Hvis du vil vide, hvad der er fedt ved sporten, skal du snakke med ham, der sidder dernede.«

Han peger forbi syv-otte smølfer og hen på en ung mand bagest i den blå forsamling, der vinker og smiler bredt.

For nogle år siden var det nok utænkeligt, at han kunne hive sine venner med til en dartturnering på dansk grund. Men Danish Darts Open, der første gang blev afholdt sidste år og vendte tilbage fra den 14. til den 16. juni i år, har vist, at dart ikke bare er en sport, der bliver spillet på bodegaer, den kan også være en folkefest.

De tyske smølfer har flyttet deres polterabend ind i Brøndby Hallen og er godt i gang med en omgang maratondruk på et af de forreste langborde.

Bag festen står PDC, Professional Darts Corporation, der har formået at bringe verdens bedste dartspillere ind i stuerne hos den brede befolkning – særligt i England og Tyskland. I Danmark er de store turneringer blevet vist på Viasats kanaler siden 2014.

Præmiepengene er eksploderet i takt med populariteten. I Brøndby Hallen konkurrerer spillerne om en førstepræmie på 25.000 pund, cirka 210.000 danske kroner.

Og det hele har smittet af på antallet af danske dartspillere. Medlemstallet i Dansk Dart Union er næsten fordoblet i løbet af de seneste ti år – fra 1.719 i 2008 til 3.371 sidste år – og nogenlunde det samme er sket med antallet af klubber.

»De her store events har selvfølgelig haft en effekt. Det er der ingen tvivl om,« siger Henrik Vestbo, formand i Dansk Dart Union.

»Særligt i de seneste tre-fire år er der mange, der er blevet grebet af den her folkefest, som de har set i fjernsynet. De har ikke nogen i familien, der allerede spiller dart, men kommer udefra. Det har betydet meget for os.«

Hvor blev sporten af?

Det er ikke kun dartunionens medlemmer, der er troppet op i Brøndby Hallen. Langtfra.

En kvinde, der trasker forbi mig, skal ikke bruge mange stavelser på at forklare, hvorfor hun er her:

»Øl!« siger hun.

Og en mand, der allerede her klokken 15.30 har kigget dybt i fadøllene, insisterer på at give sin autograf. Han skriver nogle kruseduller og kigger skeløjet op.

– Er du en god dartspiller?

»Jeg er en god hooligan,« siger han.

Han råber det faktisk. Det bliver man nødt til i Brøndby Hallen, i hvert fald imellem kampene. Her gjalder øredøvende musik fra højttalerne, lysshowet bader fansene i blåt og rødt, mens de hopper op på langbordene og synger med i deres kostumer. Til Oasis, Robbie Williams, og al dance-musik, man kan skråle »sjålålå« eller »nanana« til.

Det ligner mere en oktoberfest end et sportsarrangement.

Røgen stiger mod loftet, og musikken brager, når dartspillerne hyldes før deres kampe. Det ligner optakten til en boksekamp.

Under kampene dykker volumenen, og en summen breder sig i hallen, kun afløst af den dumpe lyd, når pilene rammer skiven.

Mange tilskuere ænser knap nok spillerne, men skåler og snakker med deres venner ved langbordene, hvis de da ikke er på vej til eller fra baren for at sikre sig flere våde varer.

»Dartfans bruger omkring en tredjedel af tiden på rent faktisk at se dart. Resten af tiden bruger de på at socialisere, drikke og gamble,« har Barry Hearn, bestyrelsesformanden, der overtog PDC i 2001, sagt til det amerikanske sportsmedie The Ringer.

Han har om nogen været afgørende for dartens kommercielle himmelfart. Ikke fordi han forstår spillet, men fordi han forstår, hvad der kan få folk til at se den. Og det har ikke alverden med spillet at gøre.

På den måde er dart et eksempel på en bredere tendens i sportens verden, hvor den professionelle management for alvor er slået igennem, også i Danmark.

Det fortæller Henrik Brandt, der er stifter af Idrættens Konsulenthus og tidligere var direktør for Idrættens Analyseinstitut i 13 år.

»Mange sportsgrene er jo sjove at være med i, men de er dybest set kedelige at kigge på. Jeg tror, at der har været en stigende erkendelse af, at hvis man er på underholdningsmarkedet, så bliver man også nødt til at gøre det underholdende. Og dem, der har succes med de her events, det er ofte dem, der smider regelbogen væk og forstår at sælge et produkt,« siger han.

Særligt de mindre sportsgrene, som de færreste har en kulturel forståelse af, kan gå på kompromis med konventionerne, påpeger han – og nævner ud over dart de nye kæmpeturneringer i E-sport og den folkelige succes ved årets VM i cross country.

»Så kan der nok godt sidde nogle puritanere og tænke: Hvor blev sporten af? Der er jo næsten ingen, der ved, hvem der har vundet, når de går hjem. Til gengæld har fansene så haft en sjov dag med vennerne.«

Aparte hovedbeklædninger er i høj kurs i Brøndby Hallen. Her er en af de sjældne.

»Det er helt godnat«

Én ting tvinger dog fansenes opmærksomhed mod spillet: Når spillerne rammer topscoren 180 point, altså når alle tre pile rammer det samme felt, ’treble 20’.

Så råber calleren, manden, der slår pointhøsten fast i mikrofonen, »ooooooooooone huuuuundred and eeeeeeighty«, mens hundredvis af 180-skilte holdes ud i strakte arme.

Reglerne er enkle nok: Begge spillere starter på 501, og de point, de får, bliver trukket fra deres score, indtil den første spiller når 0 – præcis 0, ellers tæller det ikke.

Den sidste dart skal plantes i den yderste ring eller i bulls eye. Sådan fortsætter man, indtil den ene duellant har vundet seks gange.

Fanfavoritten Peter Wright, en midaldrende dartspiller med en skrigende orange hanekam, er på vej til sejren, da tilskueren Karsten Lykkebo stiller sig til rette bagest i Brøndby Hallen for at følge med i kampen.

»Egentlig er bowling mit spil, men på et tidspunkt så jeg dart i fjernsynet og tænkte, hvad fanden foregår der? Det er jo helt godnat,« siger han.

Han griner, så man ved, at det skal forstås positivt. Imens ser Wright alvorlig ud under hanekammen og fyrer tre pile mod skiven i et imponerende tempo.

»Det er helt sikkert for festen, at jeg er kommet. Jeg ville ønske, at vi kunne finde ud af at holde sådan nogle fester til bowling. Måske er det, fordi dart går hurtigere, men uanset hvad er det jo helt vildt. De kaster jo bare tre skide pile ad gangen …«

Iceman og SuperChin

Mange er også kommet for »at se girafferne«, som en af de få gæster, der sidder på tribunen, langt væk fra langbordene, siger.

Det kan godt være, at dartspillerne stadig ligner nogen, der lige er trådt ud fra værtshuset. Ølvommen tester elasticiteten i deres ellers forvoksede T-shirts, og når de knytter næverne mod publikum, afslører de, at deres underarme er dækket af tatoveringer.

Men de er også vaskeægte stjerner.

De har hver deres ’walk on’-sang, som brager ud i hallen, når de entrerer scenen, akkompagneret af røgmaskiner på overarbejde og roterende lys i loftet, og de har alle et tilnavn: Iceman, Voltage, The Wizard.

Da Daryl Gurney, manden, der kaldes ’SuperChin’ på grund af sit mægtige kæbeparti, har nået midten af scenen, klapper han til tonerne af Neil Diamond og peger ud mod det ellevilde publikum, der ivrigt synger med.

»Sweeeet Caaaaaroline!«

Om det giver ham det sidste rygstød er uvist, men omkring tyve minutter senere har han nedlagt sin direkte modstander med knusende 6-1. Hans placering på verdensranglistens tredjeplads fornægter sig ikke.

Begejstringen bliver ikke mindre, da Ricky Evans med tilnavnet Rapid melder sin ankomst og begynder at torpedere dartpilene mod skiven. Han er kendt for sit tempo.

»Man har målt, at han kan få 180 på lidt over to sekunder. Så går det dæleme stærkt,« fortæller en iagttager mig med en begejstring, der stråler om kap med lysshowet.

Da Rapid og hans modstander i fællesskab laver tre gange 180 i træk, kommer både calleren – også han har et tilnavn: »The Voice« – og tilskuerne på overarbejde.

»One huuuuuuundred aaaaaaand eightyy,« raller The Voice tre gange i streg, mens tilskuerne brølende hejser deres skilte op og ned.

Stemningen vender til gengæld, da Gerwyn ’The Iceman’ Price entrerer scenen til buhråb, der næsten overdøver hans ’walk on’-sang, »Ice Ice Baby«.

Ismanden har gjort sig upopulær på grund af sin hæmningsløse stil, der tidligere har ført til en batalje med den vellidte konkurrent Gary Anderson.

I Brøndby Hallen virker udvekslingen mellem ham og publikum mere rituel end ondsindet. Han er en karakter, lige så meget som han er en dartspiller.

Og hadet stikker ikke dybere end som så: Så snart han har plantet en række 180’ere, hver gang fulgt op af en knyttet næve og et machoråb mod publikum, har han pludselig salen på sin side.

Fanfavoritten Peter Wright bærer sin hanekam mod scenen, hvor han senere slår sin modstander, William O’Connor, med cifrene 6-2.

Hvad folket vil have

Det her er et medieskabt show, måske endnu mere end det er en konkurrence.

Det er sådan, PDC har skræddersyet turneringen – og den er virkelig skræddersyet. Spillerne går ind på samme måde, calleren råber pointene på samme måde, og selv sangen, der afrunder kampene, skifter sjældent.

I amatørturneringer kan tilskuerne blive tysset på, hvis de larmer under kampene. Sådan var det faktisk selv i kvalifikationsturneringen til Danish Darts Open, som de to danskere Per Laursen og Niels-Jørgen Hansen var med i.

I Brøndby Hallen ligger støjen som en dyne fra hjørne til hjørne, og selv om lydniveauet dykker under kampene, sker det undertiden, at en flok tilskuere råber »op å stå!« og får hele salen med sig, mens dartspillerne skal koncentrere sig foran skiven.

I tv-transmissionerne er et af de mest velkendte kamerabevægelser panoreringen hen over publikum, der larmende kan vise deres kostumer frem.

Umiddelbart er det ikke oplagt, at dart er blevet en folkelig sport, først i haller og nu på tv verden over. Selv ikke smølferne ved de forreste langborde kan se, hvor pilene lander på skiven, de må kigge på storskærmene.

Og nok er tempoet højt, og nervekrigen intens i de afgørende faser, men for uindviede ligner kampene til forveksling hinanden: Spillerne sigter næsten altid efter det samme felt, ’treble 20’, så de kan nå de magiske 180.

Men arrangørerne har brugt alle tricks i bogen for at gøre nichesporten til masseunderholdning: fra den professionelle produktion, med split screens, veltimede zooms og iscenesættelse af stjernerne, til den løsslupne ølfest på tilskuerrækkerne.

»De har vidst, hvad folket vil have,« siger Mogens Møller, en af de nyere dartfans, der sidder øverst på tribunen.

»Vi skal ikke være nogle små mus«

Det er dog ikke kun de nye fans, der jubler i Brøndby Hallen. Også de tilskuere, der har spillet dart i flere år, lader til at være med på hurlumhejen.

To af dem, Fie og Elisa Nielsen, der ud over at være mor og datter begge har iklædt sig et supermandkostume, har rejst sig op fra deres bænke, fordi Volbeat tordner på anlægget.

De holder om hinanden, mens de skråler med på »For evigt«, sangen, der antændte de danske håndboldfans under vinterens VM.

Elisa kigger hen på de tyske smølfer, der endnu en gang har rejst sig op og brummer med, selv om de umuligt kan kende den danske tekst.

Da Elisa og Fie tidligere stod foran hotdogboden, forklarede de, at de selv spiller dart på højt plan og endda har deltaget i udenlandske turneringer. De er her med familien. Mand og far, søn og bror sidder og venter på dem nede ved de forreste langborde, lige bag smølferne.

Det er derfor, de bærer på fire hotdogs.

De aner til gengæld ikke, hvorfor de bærer på deres supermandkostumer.

»Det er det, vi har på til hverdag,« joker de først.

»Nej, jeg ved det ikke … Det gør alle andre jo også. Og det er bare sjovt,« siger Fie Nielsen.

»Dartfolk er ligesom en familie, det mærker man, når man spiller turneringer, selv i udlandet. Der er et helt specielt sammenhold, og man er altid i godt humør, når man er sammen.«

Elisa Nielsen fester sammen med sin mor, Fie, mellem to kampe. Superkvinderne spiller selv dart på højt plan.

Det har irske Alex Myrvang-Steff sat sig for at bevise nede på halgulvet.

Han har iført sig et løjerligt leprechaun-kostume, en slags alf fra irsk folklore, hvor benene stikker ud af maven på ham. Dem bruger han til at daske en fremmed mand i ryggen med, da han stavrer forbi med friske øl fra baren. Manden vender sig bare om og smiler.

»Hvis jeg gjorde de her ting andre steder, ville folk blive sure, men her griner de bare og er med på den. Der er ikke behov for forklaringer,« siger Alex Myrvang-Steff.

Imens han taler, vælter det patosladede omkvæd fra Robbie Williams’ »Angels« ud i hallen, og hundredvis af berusede dartfans stemmer i.

»Her kan du komme og være dig selv og bare gå hen og tale til folk, du ikke kender. Det handler om at lære nye mennesker at kende. Det elsker jeg.«

Faktisk elsker han det så meget, at han har valgt at holde en del af sin bryllupsrejse i Brøndby Hallen. Hans nyslåede kone står længere oppe i salen.

Han siger det, mange påpeger: De er mest af alt kommet for stemningen. Det gælder også dem, der har ladet kostumet blive hjemme og ikke engang synger med på sangene.

For eksempel Henrik Vorsaa, der står med korslagte arme i hjørnet af hallen, og – i kontrast til mange fans ved langbordene – følger koncentreret med i kampene. Han begyndte selv at spille dart for 25 år siden og lagde så pilene på hylden, inden han for nylig gjorde comeback på hobbyplan.

Nu er hans drøm at blive tavlefører, altså en af dem, der holder styr på scoren, når VM i dart kommer til Esbjerg i sommeren 2021. Så han kan stå på scenen side om side med stjernerne.

»Det er en oplevelse uden lige at opleve den her stemning på dansk grund og se de store stjerner. Og det er kun godt, at det er en broget flok af mennesker, der er her. Darten er for alle,« siger han.

»Vi skal ikke være små mus ligesom billardfolket. Vi skal råbe og skrige og have en fest.«

Lige friskt nok?

Formanden for Dansk Dart Union, Henrik Vestbo, er enig med dartentusiasterne i Brøndby Hallen. Han mener ikke, at PDC-eventet tager noget fra dart – det siger snarere noget om sporten:

»Uanset om man er tyk eller tynd, og uanset hvilket socialt samfundslag man kommer fra, så er man en del af den store familie,« siger han.

– Men man kunne mene, at sådan et event handler mere om den rene underholdning end om sporten. Er der ikke nogen i miljøet, der mener, at det har taget overhånd?

»Der er jo altid nogen, der kigger tilbage og siger, at det var bedre i gamle dage. Og selvfølgelig er der nogen, der synes, det er blevet lige friskt nok,« siger Henrik Vestbo.

»Det skal dog siges, at der længe har været de her store events på de britiske øer. Det bliver bare dækket mere nu og er kommet bredere ud.«

– Men det er ikke Dansk Dart Unions holdning, at det er blevet lidt for friskt?

»Nej. Vi vil jo gerne have – også for spillernes skyld – at de kan få lov at opleve den her stemning. At det så lige stikker af en gang imellem og bliver lidt mere fest end dart, det gør mig egentlig ikke noget, for folk kender godt præmissen for de her PDC-stævner, og de kan godt adskille dem fra andre turneringer,« siger Henrik Vestbo.

»Som formand for Dansk Dart Union er jeg kun tilfreds med, at vi har fået det her cirkus til Danmark.«

I takt med at øllene ryger indenbords, og stemmerne råbes hæse, må flere tilskuere sætte sig ned og samle kræfter.

Festen fortsætter

Det er et cirkus, der tærer på kræfterne.

I takt med at de sidste kampe rinder ud lørdag aften i Brøndby Hallen, begynder de bageste langborde at ligge øde hen. Kun halvfyldte fadølsglas pryder bordene, mens de tomme flyder på gulvet.

På tribunen sidder en mand og gemmer sit hoved mellem benene, og da han rejser sig, falder han straks sidelæns ned på klapsæderne. På den modsatte side er en anden fan faldet i søvn på en trappe, hvor han bruger en afspærring som ryglæn.

Og ude på gangen får en ung fyr med en cigaret bag øret kun lige slingret sig vej ud til toiletkøen, hvor han må bruge dørkarmen som støtte.

En af smølferne henter pligtskyldigt en ny stribe bajere til vennerne, mens han pruster udmattelsen ud gennem læberne. Han svinger sig dog op til at stikke en highfive til en mand, der går i den modsatte retning.

Det bliver de sidste øl, han henter denne aften.

Folk vælter hurtigt ud af hallen, efter den forsvarende mester Mensur Suljovic, »The Gentle«, har spillet sig videre til søndagens finaler som den sidste.

Smølferne synger stadig højt, da de når ud i mørket foran Brøndby Hallen, hvor mænd i togaer urinerer til højre og venstre, og en flok fans i fængselsdragter stiger ind i en taxi, mens politiet cirkulerer i jagten på spritbilister.

Alex Myrvang-Steff slipper ud af hallen i kølvandet på de blåklædte tyskere. Han har skiftet sit irske kostume ud med en skriggul Pikachu-heldragt.

– Er du klar til i morgen?

»Yeah!« råber han uden tøven.

Så hopper han hen til smølferne og deltager i fællessangen. Længe efter den sidste dartpil er kastet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu