Læsetid: 9 min.

»Demokratiske beslutninger harmonerer ikke med den måde, kunsten selv fungerer på«

I Ny Carlsbergfondet sidder tre mennesker, som egenrådigt – og uden nødvendigvis at være enige – vælger, hvem der skal have støtte, og hvem der ikke skal. Det er også de tre, der udpeger de kunstnere, som bliver sat i sving med stort anlagte kunstprojekter. Sådan må det nødvendigvis være, siger fondets fungerende formand, Morten Kyndrup, for kunsten er i sin natur udemokratisk
»Hvis nogen skriver, at de gerne vil have penge til den og den skulptur, så siger vi nej. Altid. For de har jo et projekt, de vil bare have nogle penge. Det kan de gå alle mulige andre steder hen og få. Vi vil som faglig fond være en del af en proces,« siger Morten Kyndrup, fungerende formand for Ny Carlsbergfondet.

»Hvis nogen skriver, at de gerne vil have penge til den og den skulptur, så siger vi nej. Altid. For de har jo et projekt, de vil bare have nogle penge. Det kan de gå alle mulige andre steder hen og få. Vi vil som faglig fond være en del af en proces,« siger Morten Kyndrup, fungerende formand for Ny Carlsbergfondet.

Anders Rye Skjoldjensen

20. juli 2019

Landets ubetinget største private kunstfond, Ny Carlsbergfondet, mistede for nylig sin formand, da Karsten Ohrt i juni trak sig på grund af sygdom. Den magtfulde bestyrelse, der normalt tæller tre mand, består derfor i øjeblikket bare af Stine Høholt og Morten Kyndrup.

Sidstnævnte – den mangeårige Aarhus Universitet-professor – er i dag fungerende formand, og jeg møder ham i det gule hus i den baggård i Indre København, der er fondets hjemsted.

Her sidder han i et mødelokale, der er spækket med bøger, og taler engageret og med ivrige armbevægelser om sig selv, om kunst og om fondet. Han er iført lyseblå skjorte med sommerligt opsmøgede ærmer.

»Vi sætter os ikke ned i fondet og siger: ’Hvordan burde vores samfund se ud, lad os lave en dagsorden, og lad os så som kunstfond få frembragt noget kunst, som støtter denne dagsorden’,« siger han om fondets arbejde.

»Gør man det, har man ikke fattet, hvad det handler om, hvad det er, kunsten kan. Vi prøver at gøre lige akkurat det modsatte.«

Et Ingvar-monument langt ude på landet

Ny Carlsbergfondet blev stiftet i 1902 af brygger Carl Jacobsen til fremme af billedkunsten i Danmark. Fondet er ansvarlig for driften af Glyptoteket og står for omfattende opkøb af kunst, som det dels forærer landets kunstmuseer, dels deponerer rundt omkring i landet i offentlige institutioner. Det støtter desuden kunstvidenskabelig forskning, og som noget nyt går fondet også ind i udenlandske museers erhvervelse af værker af danske kunstnere, hvis det »skønnes vigtigt for kunstlivet i Danmark«.

Sammen med Tuborgfondet og Carlsbergfondet uddeler det for tiden over 500 millioner kroner om året. Derfor er Ny Carlsbergfondet uden sidestykke landets største private kunstfond.

Den 66-årige Morten Kyndrup er dr.phil. og har siden 1995 været professor i Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet. Tidligere har han bl.a. siddet i bestyrelserne for kunstmuseet Aros og Det Jyske Kunstakademi – og så har han skrevet en række bøger om kunstens historie og teori. Som fagmand forsøger han at se »alt, hvad der er at se« på de danske kunstmuseer, hvilket betyder, at han er hyppig gæst på de københavnske udstillingssteder og ofte tager på den store rundtur på kongerigets mange museer.

Hver 14. dag året rundt afholder fondsbestyrelsen lange møder, fortæller han. Typisk er der omkring et halvt hundrede punkter på dagsordenen, som mere eller mindre udelukkende består af ansøgninger. De fleste vedrører udsmykninger i vores fælles fysiske rum eller af offentlige institutioner – og de fleste får afslag.

»Men vi læser det hele, bortset fra de åbenlyst grundløse – nogen, der vil bede om penge til at bygge et sejlskib i Øresund eller sådan noget – og det er jo i sig selv en god måde at være en del af kultur- og kunstlivet på.«

Processerne er typisk langvarige – når der skal laves noget stedsspecifikt, kan det tage adskillige år.

»Vi vælger altid kunstneren – det er et princip, vi har,« siger han og tilføjer, at valget træffes i samråd med »dem, der skal se på det«.

– Hvordan foregår det, når I vælger en kunstner?

»Vi ser på stedet og opgaven og taler med dem, der har søgt – og så overvejer vi mulighederne,« siger han.

»I øjeblikket har jeg et eksempel i Sjørring, en lille by uden for Thisted, det er langt ude på landet. De har skrevet en rigtig god ansøgning om, at de gerne vil have et kunstværk uden for deres lokale sportshal. Det har været en lang proces, men jeg har valgt at foreslå Ingvar Cronhammar, som nu er i gang med et meget monumentalt værk til det sted. Det bliver stort, og det bliver også meget, meget dyrt i forhold til, hvad vi nok havde forestillet os, men nu bliver det så sådan.«

– Men hvorfor blev det nu sådan?

»Det gjorde det, fordi Ingvars projekt havde den skala, og han stod fast på, at hvis det skulle blive til noget på det sted, var man nødt til at gøre temmelig meget ved omgivelserne, og det kunne jeg kun give ham ret i. Så gik jeg tilbage til resten af bestyrelsen og sagde: ’Selv om vi nok ikke har forestillet os, at det skulle op i adskillige millioner, så er det her projekt det rigtige til stedet’. Og så vedtog vi det.«

Men hvorfor er det i første omgang overhovedet ham, der er på lystavlen? Det er bare en idé, du har, når du ser stedet?

»Idé, tja … Eller en faglig vurdering af, hvem der ville kunne klare netop denne opgave. Jeg kunne selvfølgelig have foreslået en anden, eller Cronhammar kunne have sagt nej. Men at vi vælger kunstneren, er en del af vores identitet som faglig fond. Hvis nogen skriver, at de gerne vil have penge til den og den skulptur af en navngiven kunstner, så siger vi nej. Altid. For så har de jo allerede et projekt, de vil bare have nogle penge. Det kan de gå alle mulige andre steder hen og få. Vi vil som faglig fond være en del af en proces.«

Anders Rye Skjoldjensen

Individuel autonomi

Fondets konstruktion er meget speciel, fordi de tre bestyrelsesmedlemmer både er bestyrelse og i gamle dage også havde titel af direktion. De er begge dele, kan man sige.

»Vi er alle tre fagfolk, og det er det, der er kendetegnende for det her fond til forskel fra andre fonde. Normalt har man en bestyrelse og et fagkyndigt personale – hvor de formelt besluttende, bestyrelsen, ikke nødvendigvis er særligt fagkyndige. I vores tilfælde har alle bestyrelsesmedlemmer baggrund og arbejde i kunstfeltet. De to har fuldtidsjob andetsteds, og den siddende formand har det her som fuldtidsjob.«

Fordi de kun er tre, arbejder de, som han siger, en lille smule uafhængigt af hinanden. De skal ikke spørge de andre om tilladelse, hvis de pludselig står i et galleri og gerne vil købe noget, de synes er godt.

»Vi drøfter da løbende vores indkøb, men der er en vis individuel autonomi, og det er meget vigtigt inden for kunstverdenen. Vi skal ikke stemme om det hele eller nødvendigvis være enige. Jeg kan godt købe noget, hvor en kollega så siger: Sikke da noget skidt. Det anerkender vi hinandens ret til. Demokratiske beslutninger harmonerer ikke med den måde, kunsten selv fungerer på.«

Har I et kunstsyn?

»Ikke et strategisk eller selektivt kunstsyn, men selvfølgelig har vi et grundsyn på kunsten. Og det er, at kunsten er for os alle. Den er fælles i den meget specielle forstand, at den har værdi for hin enkelte, men har det på forskellige måder.«

Det er jeg ikke sikker på, at jeg forstår?

»Lad os sige, at du og jeg møder et kunstværk. Vi kan godt få noget forskelligt ud af det møde, men vi er fælles om selve mødet. Værket har sin egen betydning for hver enkelt af os, men kunsten virker også ind i kulturen og fællesskabet, fordi ethvert kunstværk skaber muligheden for et møde, for en samtale. Når du siger: ’Jeg kan ikke lide værket af den og den grund’, så kan jeg sige: ’Jeg synes nu, det er meget godt af den og den grund.’ Vores forhold til kunst formuleres ind i fællesskabet – men ud fra individuelle møder.«

I kunstens tjeneste

Morten Kyndrup er begejstret for fondets motto, I kunstens tjeneste. Han forklarer:

»Kunsten er der allerede, og den har institutioner, og dem vil vi gerne ydmygt – selv om nogle nok vil slå en rå latter op, når de hører ordet ydmygt – understøtte.«

Ny Carlsbergfondet prioriterer det højt, når kunstmuseerne beder om penge til at anskaffe sig værker, og de siger næsten altid ja.

»Vi afgør jo ikke, hvilke værker de vil søge om. Sommetider sidder vi tre her og siger: ’Sikke da noget de her vil have … men de er vores kolleger, og de argumenterer godt for det, så det får de’. På den måde er det ikke sådan, at vi strategisk bestemmer, hvad der skal være rundt omkring på kunstmuseerne.«

Fondet – der må være den største danske indkøber af kunst overhovedet – har et princip om aldrig at prutte om prisen. Også selv om de sikkert kunne få det hele til en tredjedel, siger han:

»Hvis vi sagde: Vi køber ind i bulk, så vi vil ikke give mere end så og så meget, og hvis ikke vi kan få det, så kan I godt glemme alt om nogensinde at få solgt den kunstner. På den måde kunne man – hvis man ville – bruge fondets magt, men det gør vi ikke. Gallerierne skal også leve, og vi betaler, hvad det koster. Også selv om vi sommetider har en fornemmelse af, at de sætter prisen op til det dobbelte, når de ser os komme rundt om hjørnet.«

Hvis vi går bananas

Det er utvetydigt, at en stor del af magten på kulturområdet er rykket ud i kommunerne, og at »fondene grosso modo har fået mere magt«, som Kyndrup formulerer det.

Men det gælder bare ikke rigtigt Ny Carlsbergfondet:

»Vi er ret atypiske, fordi vi ikke har nogen kulturpolitisk dagsorden. Vi støtter stort set ikke begivenheder og udstillinger – modsat de andre fonde. Vi støtter erhvervelser. Og så støtter vi jo ikke mindst også kunstvidenskabelig forskning. Det sker altid i samarbejde med universiteter og kunstinstitutioner og i bottom-up-ansøgningsprocesser.«

Morten Kyndrup mener, at fondet repræsenterer en vis træghed i hele det moderne system, hvor alting går hurtigere og hurtigere, og succeser måles på kortere og kortere sigt.

»Vi ser nok os selv som et stabiliserende element i forhold til den begivenhedskultur, hvor alting efterhånden skal være nyt for at være godt. Det er ikke, fordi vi er modstandere af begivenheder – de er bare ikke vores hovedopgave.«

Jeg spørger ham, hvad den yderste konsekvens bliver af, at flere og flere fonde støtter kunst og udstillinger, og han svarer, at flere forskellige aktører helt overordnet ikke behøver at være en dårlig idé. Men:

»Det stiller øgede krav til fondenes etik og deres selvforståelse som aktører i et samfundsmæssigt felt.«

Hvordan?

»Altså, at hver fond ikke bare kan sætte sin egen dagsorden. De er nødt til at se sig selv som aktører blandt andre aktører og er også nødt til at kalibrere indsatsen. Vi kunne jo – hvis vi gik bananas – for eksempel vælge at bruge alle vores penge på ét kunstmuseum i Danmark. Eller vi kunne smadre galleribranchen. Eller sige: Nu vil vi ikke støtte dansk kunst længere, men kun internationalt hypet kunst i Danmark.«

Han slår en latter op.

»Det er bare for at sige: Man er nødt til at agere med omtanke. Og jo mere magt man har, desto mere omtanke kræver det.«

Og jeres magt er stor. Hvordan ’agerer I med omtanke’?

»Først og fremmest ved at tage udgangspunkt i kunsten, som den er. Vi skal ikke definere eller fremme en bestemt slags kunst, men tjene det, der findes.«

– I Bikubenfonden sidder talrige medarbejdere og behandler ansøgninger, og hos Det Obelske Familiefond bruger de ekstern konsulenthjælp for at sikre en høj faglig kapacitet. I sidder tre, der egenrådigt beslutter. Hvordan sikrer I fagligheden?

»Vi er jo netop selv kunstfaglige, vi er sådan nogle, der har arbejdet fagligt med kunst hele vores liv, og som ville gøre det, også hvis vi ikke sad i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Men også vi har da kunstfagligt personale i fondet til at hjælpe os, og gennem vores job og hele virksomhed er vi alle i tæt og løbende kontakt med den kunstverden, vi agerer i. Så vi mener, vi har ret gode forudsætninger for at vide, hvad vi gør.«

Information modtager ekstern finansering til projekter som bogserier og podcast. Vi har bl.a. fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden. Alle oplysninger om ekstern finansiering kan læses her

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej. Det er et yderst bizart demokratibegreb, der her opereres med. Det handler om ADGANG til at nyde den mest sublime, eksklusive kunst, der fremstilles i samfundet, uafhængigt af økonomiske og sociale vilkår.
Derfor er det meget fint med en praksis, hvor de private fonde først og fremmest hjælper med til køb på begæring af institutionerne, som det da i hvert fald tidligere fandt sted. Altså at en genstand af interesse for et museum, hvor det ville passe ind i samlingen på en eller anden måde, udbydes til salg på auktion eller på anden vis, og museet så beder om hjælp til anskaffelsen hos en eller flere fonde.

David Joelsen

Jeg har aldrig forstået, hvordan men med den ene hånd kan sælge alkohol til indianerne og med den anden hånd købe kunst med det formål at vise det til stort set de samme indianere (indianere er her brugt som en slags metafor, da ikke alle mennesker reagerer lige positivt på indtagelsen af alkohol). Så kan kunsten da ikke blive større.

Eva Schwanenflügel

Kunsten bliver købt og solgt udenfor fatteevne.

Der findes toldfrie områder, hvor stjålen kunst kan opmagasinereres uendeligt, og det lader til at originalerne bor. Men i virkeligheden er det kopierne der stander dér. Udenom told og skat.

Søren Kristensen

Hvorfor kan der ikke bare stå: Demokratiske beslutninger harmonerer ikke med den måde kunsten fungerer på.

Philip B. Johnsen

Kultur, kunst og politik.

Det er tydeligt for enhver at det er vanskeligt at få offentlige penge til andet end mursten og vedligehold af mursten og private rigmænds penge bestemmer i stigende grad indholdet der får penge, det er der formodentlig flere gode grunde til, det undre ikke undertegnede at der foretages besparelser politisk.

Semiotisk defineres kultur som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation.

Hvor er kunsten der beskriver vores nutids kultur?
EU’s svar på klimaflygtninge fra Afrika i dag er at betale bandeledere i Afrika og deres betalte toturbødler i indirekte EU finansierede koncentrationslejre.

Ikke engang det faktum, at de EU indgåede aftale med vores udvalgte bandeledere i Afrika, ikke holder længere, at vores betalte bandeledere bliver bekæmpet af andre udlandske betalte bandeledere, kommer der en tegning, et maleri, en skulptur eller lidt teater ud af.

Hverken vores skatteinbetalte midler eller rigmænds private fonde, går til den kunst der beskriver vores ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation.

Politikere der lyver om den viden de allerede har i dag, det er problemets virkelige kerne og det i samarbejde med købte og betalte jounalister, der fortier dette faktum, jeg hørte Niels Krause-Kjær i Deadline forklarede, det vel var et nuværende nødvendigt onde med betalte bandeledere og tortur, men det forhold ændres i den virkelige verden automatisk af eksistensgrundlaget der svinder, det er ikke raketvidenskab.

Det minder om 30'erne der er enkeltpersoner der råber vagt i gevær, men der bliver hurtigt stille igen, det er ikke penge til beskrivelse af vores kultur.

Professor i EU-politik ved Københavns Universitet Marlene Wind udtaler:
”Kynismen har sejret, både i europæisk politik og i de enkelte EU-lande. Der er simpelthen ikke længere politisk vilje i EU’s medlemslande til at hjælpe folk i nød.”

Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, udtaler:
”EU-landene har valgte den mest kyniske, ineffektive og populistiske måde at løse problemet med bådflygtningene på.”

“Sea-Watch redder dem, Europa helst så drukne i Middelhavet.”
Vinder af Politikens Frihedspris 2017.
Link: http://politiken.dk/udland/art6150208/Sea-Watch-redder-dem-Europa-helst-så-drukne-i-Middelhavet

Morten Balling

Bare for at vende tingene på hovedet:

Hvis man afskaffede enhver økonomisk støtte til kunsten, tror i så kunsten ville forsvinde eller blive dårligere?

Hans Aagaard, Erik Winberg, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Morten Balling

Nej, kunsten ville da aldrig forsvinde, men flere ville nok leve som Van Gogh, og først tjene penge efter døden ;-)

Morten Balling

Lettere OT, men Adam Westbrook's videoer på Vimeo er for mig at se også et godt eksempel. Bla. inspirerede han mig til en spøjs ide, byggende på Peter's Princip:

https://vimeo.com/163389806

Gad vide hvordan Verden ville fungere, hvis vi (utopisk I know) degraderede alle mennesker et niveau ned fra deres nuværende job. De bliver ikke længere forfremmet, fordi de ikke er særligt gode til deres nuværende job, men de var så gode til det job de havde før at de blev forfremmet. Tænk hvis man gjorde det globalt, og mon ikke Verden kunne klare sig med lidt færre chefer?

Bjørn Pedersen

@Phillip B. Johnsen
Det er faktisk driftsmidler museerne har sværest ved få skaffet midler til. Private må nemlig ikke finansiere driften af (offentlige) museer, de kan donere til indkøb af genstande, til opførelsen af nye bygninger og finansiere nye udstillinger. Men fondene betaler ikke for den daglige vedligeholdelse af museerne (de off.), ej heller lønninger af fast personale. Hvis de donerer til særlige projekter, kan ansættelser dog godt finansieres derunder, men vil så være en kortvarig projektansættelse.