Læsetid: 10 min.

’Homeless Souls’ på Louisiana: Det kræver saglighed at lave god kunst om migranters tragedier

Der er stærke og tankevækkende værker at komme efter på Louisianas nye udstilling om landflygtighed og migration, om end ikke alle værkerne lykkes lige godt med at fremkalde nye måder at tænke over tingene på. I hvert fald ikke, hvis man spørger migrationsforskeren Sine Plambech, som vi tog med på museum
Der er stærke og tankevækkende værker at komme efter på Louisianas nye udstilling om landflygtighed og migration, om end ikke alle værkerne lykkes lige godt med at fremkalde nye måder at tænke over tingene på. I hvert fald ikke, hvis man spørger migrationsforskeren Sine Plambech, som vi tog med på museum

Louisiana Museum

13. juli 2019

Det værk, der begejstrer migrationsforsker Sine Plambech mest på Louisianas nye udstilling om eksil og landflygtighed, Homeless Souls, består af et mange meter langt langbord med forskellige officielle dokumenter lagt op på rad og række. »Blodets ret« hedder det.

Jeg har inviteret Sine Plambech med for at høre, hvordan udstillingen ser ud med en migrationsforskers øjne. Hun er antropolog og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hun forsker i migration og trafficking. Derudover laver hun dokumentarfilm, senest Hjertelandet sammen med Janus Metz om thailandske kvinders migration og ægteskaber.

Undervejs i udstillingen har Sine Plambech bemærket, at der er meget fokus på rejsen over Middelhavet. Både i mange af de tretten værker, der udgør Homeless Souls, og generelt i den samtidskunst, der tematiserer flugt og migration – fra det skibsvrag, der p.t. udstilles på Venedigbiennalen, som mellem 700 og 1.100 mennesker døde om bord på, til kinesiske Ai Wei Weis installation Soleil Levant med redningsveste, der har været båret af bådflygtninge.

Ai Wei Wei er også repræsenteret på Louisianas udstilling med dokumentarfilmen »The Rest«, som vises i museets biograf to gange om dagen. Den er en opfølger til The Human Flow (2017) og en kavalkade af velkendte tragiske scenarier fra Europas flygtningelejre og grænseområder.

Det er en film, der irriterer Sine Plambech, forklarer hun, fordi den som mange andre film om emnet udelukkende viser flygtninge som desperate og frustrerede, initiativløse ofre for den europæiske migrationspolitik. 

Den viser ikke, at de også er mennesker med håb og drømme, der forsøger at ændre deres liv. Og den »giver ikke nogen redskaber til at tænke over tingene på andre måder, end man har gjort, lige siden flygtningekrisen startede«.

Bureaukratiske liv

Samlingen af blanketter, beviser og kvitteringer, der udgør værket »Blodets ret«, er anderledes oplysende om ellers undereksponerede aspekter af, hvad det vil sige at migrere. Den tilhører kunstneren Lydia Ourahmanes far, og dokumenterne er egentlig samlet med det formål at opnå indfødsret i Frankrig. Faren er fra Algeriet og født, mens landet stadig var en fransk koloni. Derfor er han født som fransk statsborger – en status, han nu prøver at genvinde. For enden af bordet er der plads til at føje nye dokumenter til.

»Det her, det synes jeg er spændende,« siger Sine Plambech. Det er det sidste værk på udstillingen, og vi havde nær overset det.

»Kunstneren forstår, at noget umiddelbart tørt og kedeligt som bureaukratiske dokumenter fortæller en langt større historie. Dokumenter er vanvittigt vigtige – for alle de mennesker, vi har set skildret på hele udstillingen.«

Når Sine Plambech laver feltarbejde blandt afrikanske migrantkvinder på Sicilien, bærer de en tilsvarende mængde papirer med sig rundt, typisk i en lille plastikmappe.

»De fleste flygtninge og migranter lever et utroligt bureaukratisk liv. Der tales nogle gange om udokumenterede migranter – og det kalder jeg dem aldrig, for de er altid virkelig dokumenterede. De skal hele tiden kunne bevise og redegøre for ting. Og de har masser af dokumenter. De har bare sjældent de dokumenter, de har mest brug for.«

Værket vidner også om en vis portion handlekraft:

»Dokumenter er ikke noget, man får uden at gøre noget. Her er et menneske, der har ventet på at komme til, prøvet at udfylde papirerne, så godt han kunne, prøvet at beskrive sin historie, fået taget billeder og er gået videre og videre og videre for at opnå nogle rettigheder og for at forandre sit liv ved at flytte sig.«

»Blodets ret« adskiller sig fra meget af den samtidskunst, der tematiserer flugt og migration, idet værket ikke fokuserer på det dødelige, drabelige og tragiske. Det er en tendens, nogle af Sine Plambechs migrationsforskerkolleger er trætte af, forklarer hun:

»Grænser er også steder, hvor mennesker lever med hinanden. Der er også nærvær, kærlighed og venskaber – og der er masser af almindeligheder, som for eksempel at man skal sidde i kø for at skaffe sig dokumenter. Det lange seje træk, som værket her illustrerer, siger lige så meget om at være migrant, som sejlturen over Middelhavet gør. Man er ikke færdig, når man når til Europa. Det er nærmest her, det går i gang.«

Lidt vel liret

Centralt i udstillingen er der en installation af tegninger, video og kulørt og abstrakt maleri, der strækker sig ud over gulvet og væggen. Det er skabt til lejligheden af Ramin Haerizadeh og Rokni Haerizadeh, begge fra Iran, og Hesam Rahmanian, som har rødder i Iran og USA og bor i Dubai.

Fotografier og film af flygtninge og migranter (både levende og døde) er overmalet i stærke farver og surrealistiske motiver. Ingen af de ansigter, der oprindeligt var på billederne, er synlige, i stedet for vokser der for eksempel et par ben ud af halsen, eller også ligner de fabeldyr. Teltene i en lejr har fået malet ansigter og ben på, så de ligner små hidsige monstre med spidse tænder og kløer, der er som taget ud af et Hieronimus Bosch-billede.   

Sine Plambech ser skeptisk ud. Hun undskylder sig med sin »forskerhjerne«. Hun tænker på, hvordan værket bruger de fotograferede og filmede flygtninge til at male videre på, siger hun: 

»Det er jo personer med en historie og en familie, og nu hvor de ligger og er druknede, bliver de bemalede og gjort hovedløse. Er det for at vise, at det er sådan, de bliver betragtet af myndighederne – som mennesker uden ansigt? Jeg tænker, grundtanken er, at man vil indkredse, hvordan flygtninge- og migrationsmonstret ser ud for Europa. Det bliver bare lidt crazy.« 

Ikke lege med tallene

De tretten kunstnere, der medvirker på Homeless Souls, kommer fra Europa, Mellemøsten, Asien, USA og Afrika. Nogle af dem har personlig erfaring med at leve i landflygtighed, andre har ikke.

Blandt førstnævnte er Nalini Malani, fremgår det af teksten ved siden af værket. Som barn flygtede hun fra Kashmirprovinsen. Hendes værk »Alt hvad vi forestiller os som lys« består af 11 sammensatte paneler med let udviskede menneskeskikkelser, grafiske mønstre, en hyæne og motiver som et fritsvævende blodigt hjerte. Øverst løber der et bånd af tekst af digteren Agha Shahid Ali.

»Jeres historie står i vejen for min erindring,« står der på det første billede i rækken. I det sidste er konflikten spejlvendt:

»Min erindring står i vejen for jeres historie.«

»Alt hvad vi forestiller os som lys« gør indtryk på os begge. Sine Plambech spørger, hvad kunstnerens flygtningebaggrund betyder for værket. Jeg klør mig i nakken og mumler: »Et eller andet, nok.«

»Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvilke malerier Malani eventuelt havde malet, hvis hendes livshistorie havde været anderledes,« siger Sine Plambech, »men et værk som det her, der handler om erindring, længsel og rodløshed – det tænker jeg særligt er noget, der kommer af at have erfaringen selv.«

Kunstnerens personlige baggrund er anderledes uvæsentlig i de mere databaserede værker. Vietnamesiske Tiffany Chungs dekorative kort f.eks., der – når man går tættere på – fortæller om en menneskelig tragedie. Kortene viser hovedruterne for migration fra Afrika til Europa, antallet af internt fordrevne i verden, og de steder, hvor flest drukner i Middelhavet eller ankommer til Europa. Sine Plambech sætter pris på, at Chung har researchet ordentligt, medtaget de mange dødsfald i Sahara og bruger de rigtige kilder: 

»Det er vigtigt for mig, at det, man ser på en udstilling om migration og landflygtighed som den her, er realistisk. Fordi det er så stor en tragedie. Man kan ikke lege med tallene, uden at kunsten så underminerer sin egen politiske relevans.«

Tættere på

Til gengæld undrer hun sig over en sammenligning i den ledsagende tekst mellem de mennesker, Chungs infografik refererer til, og bakterier i en petriskål.

»Jeg forstår godt analogien mellem vestens makroblik på migranter og flygtninge og så bakterier i petriskåle. Men det fratager igen flygtninge og migranter deres menneskelighed. Det er mere interessant, når vi kommer tættere på. Når de beskriver sig selv. Ellers forbliver de usynlige – som bakterier, eller mennesker uden hoveder,« siger Sine Plambech.

Mens Tiffany Chungs værker zoomer helt ud, fokuserer den videnskabeligt arbejdende kunstnergruppe Forensic Oceanography på én specifik båds fatale sejlads fra Libyen mod Italien. »Liquid Traces – the-Left-to-Die Boat Case« hedder den stærkt foruroligende videoinstallation.

På en projektion på væggen følger man en flygtningebåd, der driver rundt i et af de mest patruljerede områder i Middelhavet, markeret med en hvid prik på et mørkeblåt kort. Andre prikker markerer andre både, hvis færd kunstnergruppen har kortlagt. I et vindue nederst i billedet ser man et interview med en af de få overlevende. I hovedtelefonerne hører man hans stemme på baggrund af lyden af hav. Sine Plambech værdsætter den grundige dokumentation af dødsfaldene, der ellers ville have været usynlige:

»Det her foregår i 2011, men det er det samme, der foregår nu. Jeg følger jo de her ting i mit arbejde, blandt andet gennem feltarbejde ved Middelhavet og via twitterkonti, som pr. time rapporterer om, hvad der sker på havet. Det er på ingen måde blevet bedre, siden det her værk blev lavet.«

Migrationsforsker udspørger Louisiana-kurator

Efter at have set Louisiana-udstillingen ’Homeless Souls’ havde migrationsforsker Sine Plambech nogle spørgsmål om, hvordan man behandler temaer som eksil og migration i en kunstudstilling. Vi sendte spørgsmålene videre til udstillingens kurator, Marie Laurberg

– Var det udstillede et udtryk for, hvad der er ’derude’ på nuværende tidspunkt, altså repræsentativt – eller var det dig, der fokuserede på Middelhavet?

»Udstillingen præsenterer 13 kunstnere eller kunstnergrupper, der alle arbejder med eksil og landflygtighed som tema i deres værk. Udstillingen viser, hvordan kunstnere forholder sig til samfundsudviklingen, og derfor er flygtningekrisen omkring Middelhavet selvfølgelig et væsentligt tema. Det er et emne, der optager mange mennesker – også kunstnerne. Men nogle af de udstillede værker forholder sig også til eksempelvis Kosovo-krigen og konflikten i Kashmir. På baggrund af disse specifikke situationer undersøger kunstværkerne mere generelle spørgsmål, såsom hvordan landflygtigheden opleves som personlig erfaring, hvordan vi som borgere forholder os til kriser, vi primært oplever gennem billeder, og hvordan spørgsmålet om tilhørsforhold bliver vanskeligt, når krigen har slettet ens hjemland fra verdenskortet, så man er statsborger i et land, der ikke længere eksisterer. Fortolkninger af specifikke situationer giver i kunstværkerne anledning til at undersøge mere almengyldige spørgsmål.«

– Hvad tænker du om balancen mellem kunst og politik? Kan noget være for usagligt, når emnet er så tragisk og politisk?

»Forbindelsen mellem kunst og politik er ikke ny – tværtimod, den har eksisteret i århundreder. Et af de mest kendte eksempler er Pablo Picassos store maleri Guernica fra 1937. Billedet er skabt som reaktion på de tyske bombardementer under Den Spanske Borgerkrig, men står i dag som et eviggyldigt monument over krigens ofre – en kunstners indlæg imod barbari og terror. I forlængelse af denne tradition har den iranske kunstnertrio Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh og Hesam Rahmanian til Louisianas udstilling skabt en installation med video, maleri og tegning, der tager udgangspunkt i den europæiske flygtningekrise i et billedsprog, der iblander nyhedsbillederne elementer af persisk miniaturemaleri og digt. Deres værk er et eksempel på, at kunstneres tilgang til en politisk konflikt ofte er en anden end den, man for eksempel vil finde i en avisartikel. Kunsten sætter andre billeder på vores virkelighed, den beder os om at se igen og med et nyt blik, og den søger en viden, der ikke kun er faktuel, men eksempelvis eksistentiel, etisk og følelsesmæssig. Det er ikke usagligt, men derimod udtryk for, at kunsten søger en anden erkendelse end den rent faktuelle.«

– Hvad har det gjort i forhold til værkerne, at de er lavet af folk med migrant/flygtninge/diaspora-baggrund? Har de været anderledes end værker, du har set, som er lavet af folk med ikkemigrant baggrund?

»Mange af udstillingens kunstnere har selv flygtningebaggrund – dog ikke alle. For nogle af kunstnerne er deres personlige historie et afsæt for deres værk. Det gælder eksempelvis kunstneren Hiwa K, der i sit videoværk Blind as the Mother Tongue går til fods af den rute, han som barn tilbagelagde, da han flygtede fra det irakiske Kurdistan til Athen. I værket fortæller han om at tage afsked med sin mor med den viden, at han nok aldrig vil se hende igen. Han fortæller om følelsen af hjemløshed, og om at vente i dagevis i en container i absolut mørke i håbet om at blive transporteret til en sikker havn. Selv om udgangspunktet er selvoplevet, så handler værket om noget mere alment: om hvad det gør ved et menneske at forlade alt, hvad man kender, og hvad der bliver tilbage af personligheden, når man har konfronteret og overskredet sin værste frygt. Selv siger kunstneren, at ’værket handler ikke om mig isoleret set, men om jeget som flygtning’. Som mange af udstillingens andre kunstnere bruger han billedkunsten som et refleksionsrum, hvor menneskelige erfaringer kan undersøges og deles.«

’Homeless Souls’ kan ses på Louisiana i Humlebæk til den 15. september. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Louisiana er et fredligt smukt beliggende museum i Humlebæk.

Christiansborg var muligvis en breder ramme for denne udstilling, hvor blodet ikke er tørt på bødlernes hænder.

En massegrav er ved at forme sig i Middelhavet, og det er europæisk politik, der står med ansvaret.
Professor i EU-politik ved Københavns Universitet Marlene Wind udtaler:

”Kynismen har sejret, både i europæisk politik og i de enkelte EU-lande. Der er simpelthen ikke længere politisk vilje i EU’s medlemslande til at hjælpe folk i nød.”

Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, udtaler:

”EU-landene har valgte den mest kyniske, ineffektive og populistiske måde at løse problemet med bådflygtningene på.”

European Parliament.
The concept of 'climate refugee' Towards a possible definition.

“One of the key challenges in securing protection for those affected by displacement as a result of climate change lies in the complexities involved in defining the term 'climate refugee', while also taking the pre- existing discourse surrounding the Refugee Convention and previous attempts to define 'environmental refugees' into account.

Despite the likelihood of a growing number of climate refugees, there is no international legal recognition for such a group, even if the term 'environmental refugees' has been in use since the 1970s; the International Organization for Migration (IOM) estimates that there could be as many as 200 million such refugees by 2050.

The meaning of the term 'climate refugee' is most uncertain in the context of law and practice. The core issue here has to do with the effectiveness of rights and the legal certainty. Where there is no legal provision for an individual right because the subject matter is not covered by law, then the individual cannot be guaranteed international protection as a matter of law.”
Link: http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/BRIE/2018/621893/EPRS_BRI(2018)621893_EN.pdf

Husk på ved fortsat stigende CO2 udledning og der er ‘absolut’ ikke udsigt til andet, der kommer ikke tilstrækkelig bæredygtig energi til samlet set global økonomisk vækst, herved estimeres det at der kommer 200 millioner nye klimaflygtninge de kommende få år, ikke kun fra og omkring ækvator, men primært der fra, da ekstremt vejr frekvensen stiger og eksistensgrundlaget forsvinder.

Dette estimerede antal flygtninge stiger i takt med CO2 koncentrationen stiger i atmosfæren og den samlet set globalt stigende opvarmning af kloden.

Der burde naturligvis tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

“Sea-Watch redder dem, Europa helst så drukne i Middelhavet.”
Vinder af Politikens Frihedspris 2017.
Link: http://politiken.dk/udland/art6150208/Sea-Watch-redder-dem-Europa-helst-så-drukne-i-Middelhavet

6 July 2017
"Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."

Amnesty International
Link: https://www.amnesty.org/en/press-releases/2017/07/central-mediterranean-...

‘Cruel European migration policies leave refugees trapped in Libya with no way out.’

12 November 2018

“A year after shocking images purporting to show human beings being bought and sold in Libya caused a global outcry, the situation for migrants and refugees in the country remains bleak and in some respects has worsened, said Amnesty International.”
Link: https://www.amnesty.org/en/latest/news/2018/11/cruel-european-migration-...

Philip B. Johnsen

PS.
Et det muligvis politisk ekstreme højrefløjs kunst anno 2019, at få omdøbt desperate klimaflygtninge i nød til at handle om:

Hvad sker der? En udskiftning af det danske folk??
Citat Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard.

Rapport: Den ekstreme højrefløjs sprogbrug siver ind i mainstreampolitik.
Link: https://www.berlingske.dk/danmark/rapport-den-ekstreme-hoejrefloejs-spro...

Pseudo økonomi og hjernevask kunsten et årelangt gruppepres til indoktrinering, som ‘ikke’ appellerer til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås.

Det bør fortsat huskes på, at hvis f.eks. ikke man politisk ønsker at skulle forholde sig til et ‘ekstremt’ stigende antal klimaflygtninge, burde vores folkevalgte politikere naturligvis stoppe med at producere klimaflygtninge.

Tak til Louisiana.