Læsetid: 11 min.

Livsovergange: »I dag kan jeg ikke få armene ned over, at jeg er blevet skilt«

»Hvad fuck skal jeg nu?« tænkte Martin Pedersen, den dag hans kone gennem 18 år sagde, at hun ville skilles. En hel del, viste det sig. I Informations serie om livsovergange er vi nået til skilsmissen
I overgangen efter skilsmissen lagde Martin Pedersen sig fast på tre projekter: Han ville bo i bofællesskabet Bondebjerget syd for Odense. Han ville have styr på sin dårlige ryg, og så ville han finde en kvinde. Det er alt sammen lykkedes. Og i dag har han Nanna på ni måneder med sin nye kæreste, Solvej.

I overgangen efter skilsmissen lagde Martin Pedersen sig fast på tre projekter: Han ville bo i bofællesskabet Bondebjerget syd for Odense. Han ville have styr på sin dårlige ryg, og så ville han finde en kvinde. Det er alt sammen lykkedes. Og i dag har han Nanna på ni måneder med sin nye kæreste, Solvej.

Maria Fonfara

20. juli 2019

I juni 2016 lå Martin Pedersen i sengen. Ikke sin egen, men den på kontoret, for den var højere. Han havde i flere uger døjet med en diskusprolaps, som gjorde så ondt, at han knap kunne røre sig. Derfor var han rykket ud af soveværelset for i det mindste ikke at skulle kæmpe så meget for at komme ud på toilettet. En dag, hvor han lå for nedrullede gardiner, kom hans kone gennem 18 år ind og satte sig på kontorstolen. Hun ville skilles.

Martin Pedersen fortæller historien om, hvordan hans tilværelse er vendt på hovedet i forhold til, hvordan den så ud præcis for tre år siden, iført shorts, løs T-shirt og bare tæer, mens han lægger vasketøj sammen på spisebordet i bofællesskabet Bondebjerget. Det er midt på formiddagen. På gulvet sidder hans ni måneder gamle datter Nanna, og hendes pludren blander sig med den fredfyldte klavermusik, der fylder køkkenalrummet i det lille rækkehus, som udgør en klynge af flere huse i bofællesskabet.

Maria Fonfara

Skilsmissen kom egentlig ikke som nogen overraskelse. De fleste parforhold rummer, uanset hvor gode eller dårlige de er, en dimension af ’i morgen kan det være slut’. Martin Pedersen og hans daværende kone havde kørt parallelle liv i en del år. Samme retning, men ret meget hver for sig. Sammen om projekterne, der stod i kø under ombygningen af det fælles hus uden for Assens på Fyn, sammen på de mange rejser og sammen med venner og familie. Måske skulle de have brugt lidt mere tid på hinanden end på alle projekterne. I stedet voksede de fra hinanden, som man siger.

Børn var det ikke blevet til. De havde forsøgt, men ikke særlig ihærdigt, og nu var Martin Pedersens kone blevet over 40, og det var så det. I stedet havde de fået et plejebarn, der var 15 år, den dag hun flyttede ind.

Derfor var det heller ikke spørgsmålet om, hvordan et barn skulle præsenteres for et brud, Martin Pedersen tænkte mest på den dag på kontoret for tre år siden. Han tænkte på sig selv. Der var ingen tårer. Kun praktik.

»Hvad fuck skal jeg nu? Nu er det hele bare tabt. Hvor går jeg hen? Jeg ligger bare her med en diskusprolaps og kan ingenting,« fløj det gennem hans hoved.

Han var blevet voksen sammen med Lotte, havde mødt hende, da han var 18 år gammel, og havde levet lige så mange år sammen med hende inden den dag, hun kom ind på kontoret.

Nordisk rekord

Den 39-årige fynbos skilsmisse er en af dem, der ikke bliver talt så meget om, fordi han og ekskonen ikke havde børn sammen. Det er de tunge, konfliktfyldte samværssager, der ofte fylder i medierne. Men faktisk er der større sandsynlighed for en skilsmisse, hvis parret er uden børn. Det gælder i hvert fald de første ni til ti år af et forhold, viser tal fra Danmarks Statistik. Så strammer det åbenbart til. Enten får man børn, eller også går man fra hinanden.

Årsagen til Martin Pedersens skilsmisse forekommer til gengæld ret klassisk. I 2017 bragte Berlingske en Gallup-måling, hvor man havde spurgt skilte voksne om, hvorfor de var gået fra deres partner. Tæt på fire ud af ti – 39 procent – svarede, at de blev skilt, fordi de var vokset fra deres partner, mens knap hver femte – 19 procent – svarede, at det var utroskab, der udløste skilsmissen. Hver femte oplevede, at den følelsesmæssige forklaring på bruddet var manglende evne til at tale sammen, mens 17 procent svarede, at det var ekspartnerens personlighed, der var hovedårsagen til bruddet. 15 procent havde mistet respekten for deres ægtefælle.

Det er også længe siden, at selve det at blive skilt i Danmark var et brud på de sociale normer. I 2014 var skilsmisseprocenten den højeste nogensinde. 54 procent. Men kurven er vendt de senere år, og i 2018 endte godt 46 procent af alle ægteskaber i en skilsmisse. Ser man dansk skilsmissestatistik i et internationalt perspektiv, er vi imidlertid stadig indehavere af den nordiske skilsmisserekord med 5,5 procent skilsmisser målt pr. indbygger.

Sverige har til sammenligning 5,2 procent og Norge 4,4 procent ifølge de seneste tal fra EU’s statistikkontor Eurostat. I Europa ligger Danmark på en 7.-plads. Litauen ligger i top med 7,5 procent, herefter følger Rumænien, Cypern, Letland, Malta og Slovenien.

Fraværet af fælles børn i Martin Pedersens tidligere forhold gør det imidlertid nemmere at isolere, hvordan han som mand oplevede overgangen fra gift til single.

Men det var faktisk først for et halvt års tid siden, at han fik rigtig greb om, hvad det egentlig var, der skete for ham i perioden mellem skilsmissen og hans nye parforhold. Det skete en dag, han gik i sit nye rækkehus og lyttede til DR-podcasten Supertanker. Den fik ham til at tænke på, at skilsmissen grundlæggende havde tvunget ham til at omdefinere alle sine relationer i forhold til de fælles venner, til sin mor og sin far, fordi Lotte ikke var med mere.

Til gengæld er Martin Pedersen i dag ikke i tvivl om, at hans liv har ændret sig til det bedre efter skilsmissen. Dengang havde han et 250 kvadratmeter stort hus med 1.500 kvadratmeter have, hvor græsplænen tog ham to timer at slå. Han havde boet inden for en radius af syv kilometer hele sit liv, og havde måske ladet sig styre for meget af sin daværende kone, der var en markant kvinde, som vidste, hvad hun ville.

Nu bor han på Bondebjerget syd for Odense i et 100 kvadratmeter stort rækkehus med sin nye kæreste, Solvej, som han har Nanna sammen med, og to delebørn, Freja på tre år og Isabella på otte. Uden om klyngerne af rækkehuse ligger grønne arealer med buske og blomster, bålplads, petanquebane og shelter, som beboerne i bofællesskabet hjælper hinanden med at vedligeholde. Det er Martin Pedersens revolution. Og skilsmissen var det skub, der skulle til.

Selv om han har fået børn, der griber ind i hans tilværelse, har han lært at styre tingene mere selv, end i de mange år sammen med Lotte. Nu er han ofte den, der skal huske at give plads.

»I dag kan jeg ikke få armene ned over, at jeg er blevet skilt. Men dengang for tre år siden tænkte jeg, at når man nærmer sig 40, så må det med at etablere en familie være blevet en del sværere. Men jeg kunne mærke, at det var det, jeg havde lyst til, hvis jeg skulle videre i mit liv.«

Maria Fonfara

Skræmmende

Martin Pedersen traf sin ekskone i den biograf, hvor han som 18-årig elektrikerlærling havde et fritidsjob med at sælge billetter. Hun var 24 og havde sammen med sin kæreste overtaget biografen i Assens som forpagtere. Martin Pedersen og Lotte blev venner og senere kærester efter en tur til København, hvor de egentlig skulle have set en masse film, men endte sammen på et hotelværelse.

»Lotte er meget markant og tydelig. Hun er absolut ikke konfliktsky og meget ihærdig i forhold til at få det, som hun synes, det skal være. Også på mine og andres vegne. Hun kunne være en stor hjælp, for eksempel dengang jeg læste til pædagog og havde det svært med eksamen, fordi jeg er ordblind.«

Og så var Lotte ikke bange for at gå til folk. Det var Martin Pedersen. Han havde for eksempel et lidt anstrengt forhold til sin far. Men Lotte udfordrede ham og faren.

»Det blev jeg fascineret af. Hun var klog, interessant og noget ældre. Og så havde hun mange holdninger,« fortæller Martin Pedersen og tager sin datter op på skødet, da hun begynder at blive utilfreds med sin fars manglende opmærksomhed.

Både Martin Pedersen og Lotte har ekstroverte personligheder. Men Lotte havde altid fuld fart på. Når et projekt var ved at blive sat i søen, havde hun i mellemtiden fundet på tre nye. Sådan fik de et plejebarn, et nyt køkken og nye uddannelser. Men ekskonens markante personlighed betød også, at hun havde fyldt meget i de relationer, de havde opbygget til andre i løbet af deres forhold.

»Det, jeg var mest overrasket over ved at blive skilt, var, hvordan mine relationer ændrede sig. Man tager en tredjemand ud, og så påvirker det det, der er tilbage. Der var ingen, der havde fortalt mig, at det betyder så meget. De relationer, vi havde, byggede på et fælles fundament. Lige pludselig stod jeg bare for mig selv. Det var skræmmende. Hvad gør jeg så nu? Hvordan arbejder jeg på det?«

I den første lange tid efter skilsmissen skulle han og forældrene finde på nye ting at tale om, når Lotte ikke længere var med. Specielt faren havde haft et tæt forhold til Lotte, fordi de lignede hinanden. Først for et år siden fik Martin Pedersen og hans ekskone solgt deres fælles hus. Nu var der ikke længere noget, der rent fysisk bandt dem sammen. Og samtalerne med hans forældre kunne begynde at få et andet indhold end det praktiske omkring skilsmissen og huset.

»Relationen til min far har jeg skullet arbejde på. For den var egentlig blevet tættere gennem Lotte, hvilket sikkert også hang sammen med, at jeg blev voksen i den periode, hvor jeg var sammen med hende. Relationen er ikke gået tabt, men den er blevet anderledes. Det gælder også relationen til min mor, min søster og vores fælles venner.«

Svigt og forløsning

Efter skilsmissen begyndte Martin Pedersen at konsultere en terapeut. Han ville have hjælp til at forstå det, Lotte havde sagt, hun var træt af i deres forhold. Han vidste godt, at han bar sin del af skylden og har aldrig bebrejdet sin ekskone, at det gik, som det gik.

»Lotte var ret hurtig sprogligt, når vi diskuterede, og det endte tit med, at jeg følte mig presset op i et hjørne, hvor jeg var nødt til at få hende til at gå væk eller selv at flytte hende.«

Terapeuten hjalp Martin til at forholde sig til, hvordan han havde opført sig i de situationer, hvor hans vrede var løbet af med ham. Som dengang hvor han ville køre væk efter et skænderi, og Lotte bare stod foran bilen.

»Den lort fik jeg kigget på og slugt. Jeg kunne sige til mig selv, at jeg også bare er et menneske.«

Og så skulle Martin Pedersen til at tage konsekvensen af, at han ikke havde været i stand til at blive hørt, så meget som han gerne ville, i sit forhold med Lotte.

Umiddelbart efter skilsmissen skulle han til Kroatien med plejedatteren Fie og hendes kæreste. I stedet for Lotte tog Martin Pedersen en kammerat med. Men da han kom hjem, fandt han ud af, at hans og Lottes hund ved et uheld var blevet med hvalpe, selv om han udtrykkeligt havde sagt, at det ønskede han ikke.

»Det følte jeg som et kæmpe svigt, og jeg satte mig ned og tudede, hvilket jeg ellers sjældent gør. Det var, som om det prikkede hul på noget af den frustration, jeg følte over, at jeg var blevet skilt og skulle miste.«

Men det handlede også om en oplevelse af, at han havde været meget imødekommende efter skilsmissen.

»Det endte bare ofte med, at jeg følte mig snydt. Jeg følte mig ikke hørt i de kompromiser, vi skulle lave, ligesom jeg måske ikke havde syntes, der var plads til mig dengang i vores forhold. Tidligere havde jeg bare ikke kunnet mærke det eller forholde mig til det.«

Maria Fonfara

Men det, der optog Martin Pedersen mest i overgangen efter skilsmissen, var, hvordan han skulle komme videre med sit liv. Og ret hurtigt så han tre projekter foran sig.

Han havde tidligere besøgt bofællesskabet Bondebjerget. Der ville han gerne bo. Han ville have styr på sin dårlige ryg, og så ville han finde en kvinde. De første to ting kunne han gøre noget ved selv. Hvad den sidste angik var han afhængig af en anden.

»Jeg var i tvivl om, om nogen ville have mig. Jeg var ikke ligefrem en streg i luften. Jeg havde været gift før. Havde kun været i ét forhold i hele mit liv og var flyttet lige fra min mor og ind til en anden. Dur jeg overhovedet til noget, tænkte jeg.«

Men en dag et par måneder efter bruddet fandt Martin Pedersen sig selv siddende i en sækkestol med en bog, hvor han nød at læse uden bevidstheden om, at en anden var i gang med at planlægge ting, han skulle tage sig af.

»Det må være lidt som den frihedsfølelse, man har, når man kommer ud af et fængsel,« siger Martin Pedersen og griner lidt af sine ord.

»Mit forhold var overhovedet ikke et fængsel. Men lige pludselig havde jeg kun mig selv og hunden at tage hensyn til. Og så havde jeg også fået det sådan, at det med at blive skilt, det skule fandeme ikke få mig ned med nakken.«

Hun turde sige stop

En af dem, Martin Pedersen talte med skilsmissen om, var hans chef. Han fortalte, at det ville være hårdt i begyndelsen, men siden ville årene med ekskonen forvandle sig til en parentes.

»Det er rigtigt. Så var det bare det. Og jo længere væk, jeg kommer fra skilsmissen, desto mere giver det mening. Mit gamle forhold er kommet i en kasse, som jeg kan sidde og kigge på.«

Det har Martin Pedersen til gengæld ikke så meget tid til længere. Han har taget det gode med sig videre, synes han. Og nu er de fleste af hans vågne timer fyldt med arbejdet som pædagog for unge med særlige behov, med hans nye kæreste, Solvej, og børnene Isabella, Freja og lille Nanna. Fie er for længst flyttet hjemmefra, men kommer tit forbi.

»På mange måder er jeg kommet megaheldigt ud af det. Jeg har ingen børn, jeg skal kæmpe med min ekskone om. Jeg har ingen gæld. Jeg er lynhurtigt kommet i et nyt forhold og har fået det, jeg drømte om, så what’s not to like?« spørger han og triller Nannas barnevogn frem, mens hunden Molly guffer leverpostejmadder i sig på gulvet, hvor Nanna har kastet ned dem under frokosten.

Om et par timer skal han hente sin ældste papdatter, Isabella, på skolen. Hun har brækket benet, og i tiden med gips på, er det Martin, der har taget sig mest af hende. Det har bragt dem endnu tættere sammen. Senere kommer Solvej hjem, og de skal alle sammen til fællesspisning i kollektivets store spisesal, der ligger midt i klyngerne af rækkehuse.

»Det var fantastisk, at Lotte turde tage springet og sige, det her skal være slut. Det var den største hjælp, jeg kunne få. Det satte mig i en situation, hvor jeg var nødt til at gøre op med nogle ting og holde fast i nogle andre,« siger han.

Martin Pedersens ekskone optræder ikke under sit rigtige navn.

Maria Fonfara

Serie

Livsovergange

Når man er på vej ind i en ny livsfase, sker der ting med både kroppen og sindet, og overgangene fra et stadie til et andet kan være fulde af følelser. Information tegner hen over sommeren portrætter af seks danskere, som står midt i hver deres livsovergang: Pubertet, forældreskab, skilsmisse, overgangsalder, pension og død.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Nina Højland
  • Jørgen Vogelius
  • Eva Schwanenflügel
  • Gustav Alexander
Viggo Okholm, Nina Højland, Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel og Gustav Alexander anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Det er benovende at læse om erfaringer fra en mand, der næsten har ramt de 40. I midt 20'erne virker det allerede som om, at livet lukker sig bag en, valgmuligheder forsvinder og at man blot må leve med summen af sine ignorante beslutninger. At der findes potentialet for nyt liv på den anden side, er en sjælden livsbekræftelse.

Alexander Moesgaard, Susanne Kaspersen, Viggo Okholm, Jørgen Vogelius, Ole Bach og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Tak for en dødspændende og livsbekræftende artikel … om en naturlig skilsmisse, der bliver afsæt for at tage hånd om sit - og fælles - liv. Dejligt at tænke over og gennemleve som spejl over mit, vores og andres liv … Hva' fan'en var det lige, der skete - eller ikke skete - og hvorfor?

'Det er næsten ved at være halvpinligt at skrive … at hende Mette-Line Thorup bare igen fyrer en vedkommende og central artikel af.

Anders Højsted

Det lyder lidt som om at hans eks-kone ikke helt forstod at respektere hans grænser og insisterede på at diskutere det, når han sagde fra.

Men “nej” bør altid være et fuldkomment acceptabelt argument i et forhold.

“Vær forsigtig at du ikke siger nej til dig selv, når du siger ja til andre”.

Viggo Okholm

En god artikel til læring i livet uanset hvornår det ændrer sig, bevidst eller ubevidst.
Personlig er jeg nu ældre og i mit 3.ægteskab-som jeg nu er sikker på varer livet ud.
Men når man indgår i et forhold kan det mange gange være svært at se forskelle-forandringer og intentioner,og så er det vel ok at stoppe op.
Jeg er en af de mænd som heller ikke tog beslutningen, mine børns mor var en del yngre og hun
havde pludselig et behov for at være alene i en tid-det gjorde ondt og lille mig med forældremyndighed over mine børn panikkede som enlig far og gled hovedløst(set i bakspejlet) ind i et nyt forhold og ægteskab. Her var bruddet katastrofalt rent økonomisk men vel egentlig en frelse for mig som menneske.
Det bedste i den lange proces er vel at mine børns mor og jeg har kunnet sige til hinanden at vi ikke har fortrudt og trods store forskelle kan ses i familiesammenhænge med nye kone-børn m.v. Ret vigtigt.

Rikke Nielsen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

“Vær forsigtig at du ikke siger nej til dig selv, når du siger ja til andre”.
Kompromissets fine kunst... er vi ene eller er vi to... eller er vi begge dele.