Læsetid: 13 min.

Nybagte forældre: »Jeg føler stadig lidt, at vi ikke er hundrede procent voksne«

Information tegner i en serie portrætter af danskere, som står midt i en livsovergang. Maja Holtze og Thomas Løvendahl Egebergs er for nylig blevet forældre – deres forældreskab og parforhold er nøje planlagt. Sådan kan de lide det. Men at blive forældre har været en udfordring for deres systematiske liv
For Thomas Løvendahl Egeberg kom planerne for fremtiden, da han mødte Maja Holtze. Inden da var der ingen regler, ingen kalender. Han kunne ryge noget pot, hænge med drengene og gå lidt i byen. Nu er der ikke lige så meget pot.

For Thomas Løvendahl Egeberg kom planerne for fremtiden, da han mødte Maja Holtze. Inden da var der ingen regler, ingen kalender. Han kunne ryge noget pot, hænge med drengene og gå lidt i byen. Nu er der ikke lige så meget pot.

Peter Nygaard

13. juli 2019

Thomas Løvendahl Egeberg har mange tatoveringer. En af dem forestiller en slags cykel, tegnet af hans ekskæreste med frihånd og lukkede øjne, direkte på huden på højre overarm. En anden forestiller sådan en kølle, man bruger til cykelpolo. Han er tidligere europamester for cykelbude.

Nu går han rundt i sit køkken kun iført sorte underbukser.

Køkkenet er hans domæne, og det var det også før, han fik et barn. Detaljerne afslører det: På væggen over vasken på hver side af gas- og vandrør hænger en arkitektlampe i et speciallavet beslag, som han har smedet selv. Han er 29 år, født og opvokset på Nørrebro, og så er han rustfast klejnsmed.

Thomas Løvendahl Egeberg skærer sit hjemmebagte rugbrød i skiver og lægger det i en brødkurv. Laver en stor stempelkande med kaffe og tager det hele med ind på bordet i stuen. Klokken er lidt over otte, og hans kone, Maja Holtze, sidder ved bordet og misser med øjnene. Hun plejer at sove på det her tidspunkt.

Peter Nygaard

Maja Holtze og Thomas Løvendahl Egeberg har været sammen i lidt over to år. Nu er de også forældre. De mødte hinanden på Tinder, det var et onenightstand, som ikke var meningen.

Den 11. maj 2019 kom deres første barn Saxo til verden. Han blev født på Rigshospitalet i et stort badekar kl. 20.15 efter en lang og hård fødsel.

Nu ligger han og sover, pakket ind i en hvid dyne med små lyseblå blomster. Han er seks uger gammel og har lige lært at smile.

»Vi kan tumle i stedet for«

Maja Holtze er 28 år gammel og på barsel fra sit job som projektkoordinator i Dansekapellet. Parret tager de første tre måneder sammen, så er Maja alene i tre måneder, hvorefter Thomas tager tre måneder.

De deles om alt. Barslen, husarbejdet og alt omkring Saxo. Da Information ankommer, ligger udprintede kalenderark spredt ud over spisebordet. Forældrene har brugt eftermiddagen på at holde planlægningsmøde, og barselsplanen for de kommende måneder er noteret med kuglepen. De kan godt lide at have styr på tingene. Og den største omvæltning er, at det kan man ikke med et spædbarn. Maja Holtze, der holder af at komme til tiden og af at have sine aftaler i system, er ikke tilfreds med den uforudsigelighed, som et lille barn medfører.

»Jeg savner at have ting stående i min kalender. Inden jeg blev gravid, og da jeg var det, tænkte jeg, at jeg ville være sådan en ’på farten’-mor. Sådan en, der tog baby med. Jeg tænkte, at jeg stadig lige ville skrive nogle danseforestillinger i min kalender, for så kunne jeg smutte ud og se det og så komme tilbage igen. Det kan jeg bare overhovedet ikke,« siger hun og nikker mod Saxo, der sidder hos sin far og laver små let utilfredse lyde. »Jeg troede, det kunne planlægges.«

»Der er intet, der kan planlægges,« supplerer Thomas Løvendahl Egeberg.

Peter Nygaard

Han lægger sig ned på tæppet med sønnen, som i en asymmetrisk yin og yang med ansigterne vendt mod hinanden. Men kun kort, så vender han Saxo om på maven, og han ligger lidt og nikker med det store hoved, inden hans far løfter ham op med hovedet nedad, hele tiden med ansigtet tæt på.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Jeg skal bare snakke til dig, ikke også? Men så kan vi tumle i stedet for,« siger Thomas Løvendahl Egeberg henvendt til Saxo, der nu er tilbage på tæppet.

Ammehulen

I to timers tid flytter Maja Holtze sig ikke fra sin plads i hjørnet af sofaen, hvor hun har ammepude og stofbleer inden for rækkevidde. Hun afbryder ofte sin egen talestrøm som for at bekræfte kontakten til Saxo, der er ved at blive ammet. Han laver små lyde og fægter med armene, mens hun tager ham op og lægger ham over venstre skulder, så han kan slippe sin bøvs.

På det lille sidebord ved siden af sofaen ligger Nynnes Dagbog 4 ved siden af et glas vand. Hun skammer sig lidt over, at det er den, hun læser i for tiden, når hun nu faktisk har en imponerende stor bogreol og plejede at sluge en bog om ugen. Men hun orker bare ikke andet lige nu. Den afbrudte søvn tærer på overskuddet.

Det er, som om ammedøsen slipper Saxo, og med numsen hvilende på ammepuden og med sin mors hænder til at støtte nakken skæver han mod de nye stemmer.

»Han var helt oppe at køre i går. Helt overstimuleret,« fortæller Thomas Løvendahl Egeberg.

Han ser glad og stolt ud, mens han fortæller om de nyslåede oldeforældres besøg i barselshulen dagen forinden.

Det er varmt, og Maja Holtze tager Saxos stribede bodystocking af. Han gaber, nu kun iført en hvid stofble med små orange figurer på – af den type, som man kan vaske og genbruge. Kun indlægget og indholdet smides ud.

Inden Saxo blev født, havde Thomas Løvendahl Egeberg taget stilling til, at det var den vej, de skulle gå. Fordelene er uendelige: Det er bedst for klimaet ikke at producere så meget skrald, og børn, som bruger stofble, bliver hurtigere renlige. Maja Holtze giver ham Saxo. Mens Thomas Løvendahl Egeberg fortæller om, hvordan han fik hende med på ideen, farves bleens kant gulorange, og han går ind for at skifte den.

»Bleshowet er noget af det, vi diskuterede meget, lige før Saxo blev født,« siger Maja Holtze.

»Vi er jo på samme side i forhold til alle fordelene. Men så får man det der barn. Og så må det godt bare gå lidt hurtigt og være lidt nemt.«

Peter Nygaard

Egentlig havde de talt om først at bruge alle de gratis engangsbleer, man får i babypakkerne fra diverse supermarkeder. Og så lige vænne sig til at have en baby.

»Men Thomas er sådan et overskudsmenneske, at han bare syntes, at de skulle bruge de moderne stofbleer fra starten. Og det kunne vi skændes om. For det er mig, der tager nætterne. Og det er pisseirriterende at stå med det om natten. Så selv om optimisten jo egentlig har ret, så er mit overskud bare mindre. For jeg er træt,« siger hun.

Den skamfulde egoisme

Det er svært at tilsidesætte sine egne behov. Og det er klart den største omvæltning, siger Maja Holtze og tager en tår af sin kaffe.

»Jeg er et forholdsvis egoistisk menneske. Jeg kan godt lide at have min frihed og gøre det, jeg gerne vil, og ikke nødvendigvis skulle stå til regnskab for alle mulige andre. Samtidig er jeg superutålmodig. Det skal jeg virkelig arbejde på, for nu skal jeg tage mig hundrede procent af et andet menneske. Og jeg skal have al tålmodighed i hele verden. For det er jo ikke hans skyld, at han græder om aftenen. Eller at han skider i en ble, man lige har lagt på ham,« siger hun.

Men hun bliver trist de dage, hvor hun bliver konfronteret med sin mangel på frihed. Selvfølgelig under hun Thomas at tage på fisketur, men hun bliver ked af det, når han tager afsted, fordi det minder hende om, at hun ikke selv kan. Hun bliver nødt til at være her, for Saxo skal have mad.

»Jeg kan godt føle mig alene i det. Og jeg har helt klart nogle tanker om det her moderskab, som ikke stemmer overens med den gængse. For jeg synes, det er forholdsvis kedeligt. Og steneren. For han kan ikke ret meget.«

Peter Nygaard

Der er sket noget inden for den seneste uge, for Saxo er begyndt at smile. Men indtil da mærkede hun ikke den forelskelsesfølelse, som andre forældre beskriver.

»I mine lavpunkter nåede jeg – jeg vil ikke sige fortryde – men jeg nåede at tænke, at det her bliver røv og nøgler det næste stykke tid,« siger Maja Holtze.

Hun kan godt sige det til andre, og de kan nikke og være forstående. Men ingen siger: ’Øj, det kender jeg godt, lad os snakke om det.’

»Måske det kommer, når man får sin mødregruppe. Men lige nu er det bare mig og mine følelser.«

Man bliver som nybagt mor tilbudt at komme i en mødregruppe, og de begynder som regel, når barnet er omkring otte uger. Maja Holtze har ikke hørt noget endnu.

Pot og kniv

Sidste år blev der født 61.476 børn i Danmark. I gennemsnit var en førstegangsfødende kvinde 29 år gammel, mens en nybagt førstegangsfar i snit var 31 år gammel. Langt de fleste børnefamilier i Danmark har et eller to børn. Pr. 1. januar 2019 var der 28.644 familier i Danmark med et barn, som endnu ikke er fyldt et år, viser tal fra Danmarks Statistik.

For Thomas Løvendahl Egeberg kom planerne for fremtiden, da han mødte Maja Holtze. Inden da var der ingen regler, ingen kalender. Han kunne ryge noget pot, hænge med drengene og gå lidt i byen, have helt frie tøjler. Nu er der ikke lige så meget pot, ikke så tit noget med drengene eller byen. Det er en middelvej, det liv, han har sammen med Maja nu. Mellem hendes planer og hans planløshed.

»Jeg blev konfronteret med alle mine laster. Og jeg kom til at tænke på fremtiden. Tidligere levede jeg fra dag til dag, og det har jeg elsket,« siger Thomas Løvendahl Egeberg. Han lægger hårdt tryk på begge stavelser: »el-sket.«

»Jeg har en aftale med min kammerat Hjalte, hvor vi ryger sommeren ind og sommeren ud hvert år. Så jeg har i hvert fald to fastsatte dage, hvor jeg ryger pot. Men ellers er det ikke det, der er fokus på mere,« siger han og peger ned på en stor tatovering på sit lår af en kniv og en joint.

Thomas Løvendahl Egeberg er stadig bare iklædt de sorte underbukser.

»Den siger meget om, hvor jeg var engang. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede, og jeg havde ikke udsigt til at få de børn, jeg gerne ville have. Så jeg trængte til den forandring, som mit liv med Maja blev,« siger han.

Peter Nygaard

– Hvad tænker du om, at I får et barn, og du ikke kan gøre de samme ting som før?

»At jeg kan gøre noget helt nyt. jeg kan få lov til at leve mig ind i farrollen, hvilket er bomben, skulle jeg lige hilse og sige. Jeg fucking elsker det. Siden jeg var 25, har jeg drømt om at gøre alle de ting, som jeg kan gøre nu.«

Det er eksempelvis drømmen om at få børn og tage dem med på cykelferier, fisketure og vandreture. Lave ting i naturen. Binde knob og bygge ting ud af ingenting.

»Jeg har ikke bygget huler, siden jeg var otte-ti år gammel. Bare at smække et stykke træ oven på et andet og dække det til med blade. Det er jo ikke noget, man gør! Men det kan jeg få lov at gøre med ham der,« siger Thomas Løvendahl Egeberg og peger på den sovende baby.

»Hele den der verden, som åbner sig for et barn, den vil jeg gerne opleve igen. Og han er ikke er så stor endnu, så det er noget, jeg kan se frem til.«

»Lige nu bærer vores forhold præg af, at vi ikke rigtig oplever så meget hver for sig og går på arbejde. Så det, man snakker om, er lortebleer, hvornår der er blevet gylpet, og hvad skal vi finde på i dag. Jeg kan savne, at vi kommer hjem og har en masse at fortælle. Men jeg får lov at opleve dette her én gang. Hvis jeg får tre børn, så får jeg lov til det tre gange. Og det er de tre eneste gange, jeg kan gøre det. Så kan det godt være, at det bliver lidt monotont, fordi hverdagen handler om denne her lillebitte baby. Men når man kigger på det i det store billede, så er det et halvt år. Sammenlagt. Ud af måske 90 år. Så kan jeg godt overleve, at det er lidt kedeligt til tider,« siger Thomas Løvendahl Egeberg.

Tisset på dynen

Der er bagende varmt i lejligheden. Dagen følger næsten altid et mønster, og formiddag er til barnevognstur – i dag til Bispeparken. Familien må ud og luftes. Vi går ad bagtrappen fra lejligheden på tredje sal, ned gennem gården, forbi en hønsegård og hønsene, som Maja Holtze i sin tid var med til at organisere pasningen af.

En økologisk barnevogn, spritny svensk kvalitet købt for oldefaderens penge, bliver låst ud af et skur. Thomas Løvendahl Egeberg har en skriggrøn undertrøje, korte shorts og runde Raybans på. Sandalerne er af mærket Teva. Det samme er Maja Holtzes.

Peter Nygaard

Turen går gennem Mjølnerparken, over Tagensvej og ned til det grønne foran Bispebjerg Hospital. De slår sig ned i skyggen af fire store kastanjetræer. Saxo vågner, han har tisset igennem stofbleen, og hans dyne er helt våd. Begge forældre koncentrerer sig om at få ham tør igen.

Stemningen falder til ro, og Thomas Løvendahl Egeberg slænger sig med en slidt paperback, som er valgt, fordi den hedder noget med »jæger«. Det driller Maja Holtze ham med. Hun bruger barnevognen til at læne sig op ad, mens hun sidder og ammer.

Valnødder

Maja Holtze blev gravid i august 2018. Hun smed p-pillerne ret præcist et år inden – vel vidende, at der godt kan gå noget tid, inden man bliver gravid. Men da der begyndte at gå lang tid, undrede de sig og fik begge tjekket deres fertilitet. Thomas Løvendahl Egebergs sædkvalitet var »ekstremt nedsat«, fik de at vide.

»Jeg skulle fjerne telefonen fra min lomme og spise 70 gram valnødder om dagen. Du ved, sådan nogle mærkelige ting. Vi stoppede med at drikke kaffe og alkohol. Men det var bare whatever. Det er lige meget, hvad vi skal gøre. Vi skal bare have det her fucking barn,« siger Thomas.

Efter en måned var Maja gravid. De kan ikke finde ud af, præcis hvornår det er sket, men det var inden de begyndte på alt det med valnødderne. Og forberedelserne til fertilitetsbehandling.

Det gjorde det svært at tro på de gode nyheder, da den anden streg viste sig svagt på graviditetstestens. Og det gjorde det endnu sværere helt at nyde graviditeten, fordi Maja Holtze helt til det sidste var bange for, at noget kunne gå galt.

Og det har taget tid, før følelsen af at være blevet mor har indfundet sig. Før Saxo havde Maja Holtze aldrig rigtig holdt et spædbarn.

»Jeg føler stadig lidt, at vi ikke er hundrede procent voksne. Men når jeg ammer ham og kaster rundt med ham, så føler jeg mig sådan lidt moragtig,« siger Maja Holtze.

Om ti år

På anden eller tredje date talte Thomas Løvendahl Egeberg og Maja Holtze om, hvor mange børn de ville have. Maja lagde sine forbehold frem. Hun ville ikke giftes, for hun ville ikke skilles, ligesom så mange andre tæt på hende er blevet. Både Maja og Thomas er skilsmissebørn.

Derfor så hun en fremtid for sig, hvor man havde nogle børn sammen i nogle år for så at skilles som venner og have et godt skilsmisseliv sammen efterfølgende. Og derfor skrev de deres drømme og ambitioner for deres liv sammen ned i en kontrakt.

Thomas Løvendahl Egeberg har drømt om at få børn, siden han var 25, siger han og fortæller om en af de første gange, de så hinanden. Maja Holtze ville have fire børn, fortalte hun, lige på og hårdt. Selv ville han minimum have to. Så det er fint. Hvad mere? Maja ville gerne bo i Humlebæk, hvor hun kommer fra, Thomas ville gerne bo i byen. I hvert fald som udgangspunkt.

Kompromiset blev det sommerhus, som parret købte sidste sommer. Et lille skur, som de kalder det, i nærheden af Kalundborg. De har også fået bil. Og Thomas har taget jagttegn.

Peter Nygaard

Kontrakten fungerede som en slags tjekliste, de lavede sammen, inden de gik i gang med det hele. Og de mener, at den frigør dem til bare at leve, fordi alle de grundlæggende diskussioner er taget.

»Man kan godt sige, at det er fundamentet til vores hus. Så kan man altid udvide med en udestue og lidt ekstra kvadratmeter, hvis det er det. Der er altid plads til at bygge lidt ud,« siger Thomas Løvendahl Egeberg.

Han går ind og henter den. Den ligner det, den er: En kontrakt mellem to parter, der med deres underskrifter forpligter sig til at overholde kontraktens ordlyd.

Et år efter, de havde mødt hinanden første gang, skulle de skrive under på en ny kontrakt, som gjaldt ti år. Den er 17 sider lang. De holdt en stor fest for at fejre det. Deres ’bryllupsfest’, hvor deres mødre og et par venner som vidner skrev under sammen med dem. Kort tid efter tog de alligevel på Rådhuset og er i dag lovformeligt gift.

Kontrakten blev de to skilsmissebørns måde at binde sig til hinanden på gennem det kalkulerede brud. Gennem muligheden for skilsmisse. For hvem ved, hvad der sker om ti år. Forhåbentlig skal kontrakten fornyes der.

Trods de store omvæltninger er de glade for hinanden og deres nye liv som forældre. Men der er ingen garantier for, at det varer ved:

»Alting er jo midlertidigt. Bare se på vores forældres og venners forliste ægteskaber. Det er jo realiteten, for fuck, hvor har vi det nice lige nu. Men hvis vi ikke bliver ved med det, kan vi så stadig være gode venner og have børn og omgangskreds sammen? Alle de ting har vi talt igennem,« siger Maja Holtze.

Serie

Livsovergange

Når man er på vej ind i en ny livsfase, sker der ting med både kroppen og sindet, og overgangene fra et stadie til et andet kan være fulde af følelser. Information tegner hen over sommeren portrætter af seks danskere, som står midt i hver deres livsovergang: Pubertet, forældreskab, skilsmisse, overgangsalder, pension og død.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

lad mig, som en forældre i den anden ende af livet, give jer det råd, at I ikke får flere børn, eller at I i det mindste venter 8-10 år får I får nr. 2, det råd ville jeg gerne have haft, da jeg var i jeres situation, giv ikke efter for det pres, der kan komme fra forældre og andet godtfolk, om at den lille da skal have en søskende, det passer ikke, at det er nødvendigt. Husk, at selv om kærligheden bare vokser, hvis man får flere børn, så sker der ikke det samme med tid, penge og opmærksomhed.

Søren Kristensen

Det er i hvert fald umiddelbart en dårlig idé at vente fem år, før I får nummer to (hvis der skal være en to-er). To søskende, med så mange år mellem sig, vil være for forskellige til at kunne være noget for hinanden i barndommen, men tætte nok til at blive misundelige, ikke mindst nedad. Er der tale om en storebror og en lillesøster kan aldersforskellen dog godt være en fordel, fordi drenge som regel er lidt længere under vejs med det hele. Men en generel regel bør være, at enten skal de komme nogenlunde samtidigt - og gerne af samme køn, hvis I har valgmulighed eller også skal der være mindst ti år imellem. Når det er sagt, så er aldersplanlægning, som så megen anden planlægning på de unges vegne, ingen garanti for noget som helst. Det vigtigste er til syvende og sidst at de bliver flasket op med masser af social kapital.

Det bedste er vel altid, at der højest er et par år mellem ens børn, så de kan få så meget glæde af hinanden som muligt. Ikke kun når de er små, men også når de bliver større, skal i skole, til fritidsaktiviteter m.fl.

Vi har i hvert fald ikke fortrudt, at vi har fået vores to sønner med 2 års mellemrum. Vi håber de får meget glæde af hinanden i løbet af deres liv.

Desuden læste jeg en artikel inde på: https://lillebarn.dk/ - håber den har linket korrekt ind til artiklen.

Baseret på praktisk erfaring er det efter min opfattelse ligegyldigt, om der er 2 eller 10 år mellem børnene - men 3 børn er det absolutte minimum.

Selv har jeg 6 børn, (3 piger og 3 drenge - man går vel ind for ligeberettigelse). Pt. med en aldersfordeling fra 32 til 13 år. Minimum "afstand" er 2 år - maksimum 10 år. De har det fantastisk sammen - allesammen. Der er enorme stordriftsfordele ved at have mange børn - og det er den største lykke, man kan få i livet.

Det med at blive "100% voksen"- forget it! Hvis ikke man beholder lidt barn i sig, er man sgu blevet for kedelig!