Interview
Læsetid: 5 min.

Pernille Rose Grønkjær ville genskabe sit livs dokumentarfilm som en spillefilm med Anthony Hopkins og Emma Thompson, men ...

Nogle fortællinger rejser med én i livet, og måske skal man ikke være færdig med dem, siger dokumentarfilminstruktøren Pernille Rose Grønkjær, der drømmer om at forvandle sin prisbelønnede gennembrudsfilm, ’The Monastery’, til fiktion. Men måske er drømmeskuespillerne blevet for gamle, mens hun ikke har fået rykket på ideen?
Moderne Tider
13. juli 2019
Nogle fortællinger rejser med én i livet, og måske skal man ikke være færdig med dem, siger dokumentarfilminstruktøren Pernille Rose Grønkjær, der drømmer om at forvandle sin prisbelønnede gennembrudsfilm, ’The Monastery’, til fiktion. Men måske er drømmeskuespillerne blevet for gamle, mens hun ikke har fået rykket på ideen?

Sofie Holm Larsen

Det er en fortælling om livet, hvad man får ud af det, og hvad der sker, når ens drømme går i opfyldelse.

Sådan beskriver Pernille Rose Grønkjær selv den dokumentarfilm, The Monastery, som hun lavede for 13 år siden. Hun brugte ti år på at lave filmen og kom meget tæt på dens hovedperson, teologen hr. Vig, og siden har det været hendes store drøm at forvandle den til en spillefilm, både fordi filmen er en del af hendes livshistorie, og fordi hun gerne vil hylde den unikke hovedperson.

The Monastery handler om aldrende hr. Vig, der bor på et slot på Fyn, og som gennem 50 år har drømt om at forvandle det til et kloster. Det lykkes ham, da han får kontakt med en russisk ortodoks nonneorden, og en af nonnerne, Amvrosija, flytter ind. Det er dog noget af en omvæltning for en inkarneret ungkarl som hr. Vig pludselig at skulle tage hensyn til et andet menneske og så endda en kvinde.

»Det var et umuligt projekt fra starten,« siger Pernille Rose Grønkjær om The Monastery.

»Det var et Sisyfos-projekt. Som Danmarks Radio så fint sagde på et tidspunkt om hr. Vig: ’Han har jo ingen tænder i munden, så hvem gider høre på ham?’ Der var godt med modstand. Og det havde hr. Vig også. Vi var begge på en umulig opgave, og på en eller anden måde gjorde det, at det blev vores projekt sammen i det univers, som hans slot udgjorde. Det var et mærkeligt sted uden for tid og rum.«

Vildt sammentræf

Det tog Pernille Rose Grønkjær lang tid at lave The Monastery, men hun var heldig at være til stede i hr. Vigs liv og verden på det tidspunkt, hvor han fik kontakt med de russiske nonner, og søster Amvrosija flyttede ind. Instruktøren var med andre ord på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og historien udviklede sig.

»Det var et ret vildt sammentræf efter alle de år, hvor han havde kæmpet med det. Jeg fik en særlig forbindelse til ham. Han var et meget klogt menneske, som i en alder af 80, da jeg mødte ham, var i gang med at lære kinesisk. Det er en mærkelig gave, som er så unik,« siger hun.

Da The Monastery havde premiere i 2006 fik den gode anmeldelser og masser af priser og rejste verden rundt. Det gav kun næring til Pernille Rose Grønkjærs drøm om at lave en spillefilmudgave af historien. Så vigtig blev filmen for hende.

»I min familie har vi gennem årene talt om mange forskellige skuespillere, og det vi nåede frem til – som vi faktisk også talte om, da vi lavede filmen – var den kombination af skuespillere, der er i Resten af dagen med Anthony Hopkins og Emma Thompson,« siger hun.

Filmen, der er baseret på en roman af Kazuo Ishiguro og instrueret af James Ivory, handler om den aldrig forløste kærlighed mellem en meget reserveret og korrekt butler og en lidt mere åbenhjertig husholderske på et stort gods i 1930’ernes England. Hopkins og Thompson er sjældent set bedre, synes Pernille Rose Grønkjær, og deres væsensforskellige personligheder ville passe godt til hr. Vig og Amvrosija.

»Men de er næsten blevet for gamle nu, tror jeg.«

Brug for hr. Vig

Pernille Rose Grønkjær bliver hele tiden mindet om, at hun har lavet The Monastery, og i stedet for at forsøge at frigøre sig fra filmen, har hun valgt at favne den. Det har hun lært i USA.

»Nogle fortællinger rejser med én i livet, og måske skal man ikke være færdig med dem. The Monastery har været et definerende moment i mit liv – ja, jeg vil ikke engang kalde det et moment, fordi det tog mig ti år at producere filmen,« siger instruktøren.

Hun mener samtidig også, at verden stadig har brug for fortællingen om hr. Vig.

»Han ville forene religionerne og lave et kloster, hvor alle religioner kunne mødes og bedrive fredsforskning. Han var på den måde forud for sin tid. Folk syntes, at han var en gøgler, men i dag er det nogle af de samme tanker, vi går med i verden.«

Instruktøren forklarer, at hun underspillede de mere filosofiske elementer i dokumentarfilmen, fordi det hurtigt blev for komplekst og dengang måske ikke var så relevant. Men, fortsætter hun, hr. Vigs ideer om fred og samarbejde mellem religionerne »taler meget ind i vores tid i dag. Også hans måde at leve på. Han var asketisk og gik op i genbrug. Han havde virkelig mange visionære tanker, som der ikke var plads til i verden, men som han så skabte plads til på sit eget slot. De vækker genklang på en helt anden måde i dag.«

Hvad skal der til?

Pernille Rose Grønkjær, der siden The Monastery har lavet film som Love Addict, Genetic Me, Den anden side og Jagten på lykke, fortæller, at hun sjældent arbejder på film, der ikke bliver til noget. At spillefilmversionen af The Monastery så ikke er blevet til noget endnu, kan hun ikke helt forklare – selv om hun da gennem årene har haft kontakt med flere produktionsfolk, der var interesserede.

»Jeg har talt med det, der er tilbage af hr. Vigs familie (hr. Vig døde i 2005, 87 år gammel, red.) – og har sådan set fået lov af dem til at lave filmen til en fiktion. Det er på plads, men jeg har simpelthen ikke fundet nogen, som kan hjælpe mig med at knække nødden,« siger hun.

Men hvad er det så, der skal til?

»Det er også det store spørgsmål for mig,« siger hun.

»Er det en skuespiller, der skal se sig varm på den? Er det en manuskriptforfatter eller en investor? Jeg må indrømme, at jeg bliver dig svar skyldig, og måske er det også derfor, at den ikke er blevet til noget. Jeg kunne godt tænke mig at tale med nogen om det. Det er måske også derfor, at jeg nu snakker med dig om det. Måske er jeg ikke konsekvent nok omkring den. Måske er jeg forsigtig, fordi jeg vil finde de helt rigtige mennesker at lave den sammen med – det skal være nogen, der synes, at det er lige så spændende, som jeg gør.«

På sin seneste film, Jagten på lykken, som Pernille Rose Grønkjær har lavet sammen med Lone Frank, baseret på en bog af Frank, Lystens pioner, leverer den britiske skuespiller Tilda Swinton en voice over, og, siger instruktøren:

»Jeg skal da ikke sige mig fri for at stå der og kigge på Tilda Swinton og tænke, ’kunne du ikke tænke dig at spille russisk nonne? Kunne sådan en kvinde få lyst til at løfte et projekt som dette?’ Jeg stak hende dvd’en med The Monastery, men jeg ved ikke, hvor mange der stikker hende dvd’er – hele tiden kunne jeg forestille mig.«

Serie

Filmen, der knækkede

Økonomi, praktik, livet, kreative vanskeligheder, kunstneriske uoverensstemmelser. Der kan være mange grunde til, at en film ikke bliver til noget. Alle filmfolk har et eller flere projekter, de altid har drømt om at lave, men som stadig er henvist til skrivebordsskuffen. Information taler hen over sommeren med en række instruktører og manuskriptforfattere om de gange, hvor filmen knækkede for dem. Og så laver vi plakaten til det drømmeprojekt, der ikke blev til noget.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Spændende artikel om Penilles drøm,men om Jørgen Laursen Vig vil være svær, men måske hun skulle lede mens der endnu er tid blandt alle de studerende officielt højskoleelever for at få det hele med.
Hele Vigs liv var utraditionel og både hans fejl,ideer og geni er et stort morads.
Men mit liv var aldrig blevet det samme uden mine 2 gange 8 måneder på Hesbjerg (66-67) og igen (68-69) og så en vielse med min første kone i 71.

Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor i alverden skal den helt fantastiske dokumentar The Monastery laves til fiktion?

Virkeligheden i dokumentaren er da så meget mere betagende end en fiktionsudgave nogensinde kan blive.