Læsetid: 9 min.

Private fonde styrer dansk kulturliv

Mens staten skærer løs på kulturområdet, stiger bevillingerne fra private fonde. Deres bidrag til kulturlivet er enormt, men magtforskydningen er ifølge eksperter problematisk – både for kulturen og for demokratiet
Mens staten skærer løs på kulturområdet, stiger bevillingerne fra private fonde. Deres bidrag til kulturlivet er enormt, men magtforskydningen er ifølge eksperter problematisk – både for kulturen og for demokratiet

Sofie Holm Larsen

20. juli 2019

Som en oase midt på den hektiske H.C. Andersens Boulevard i Indre København ville Glyptotekets overdådige renæssancebygning ikke trone op. Hovedstadens beboere ville ikke kunne tage øresundstoget en tur op til Humlebæk og gå på opdagelse i Pipilotti Rists farverige univers på Louisiana. Operaen på Holmen ville aldrig være blevet opført, og det ville Museet for Søfart i Helsingør, Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj og Aros i Aarhus heller ikke. Københavns Museum, der lukkede for tre år siden, men genåbnede tidligere i år, ville være forblevet lukket.

For danske kunst- og kulturelskere lyder det nok som et mareridtsagtigt scenarium, men det er nogenlunde sådan, det danske kulturlandskab blandt andet ville se ud, hvis fondene ikke fandtes.

Det er nemlig dem, der de senere år har finansieret eller støttet en stor del af bygningerne, udstillingerne, begivenhederne og værkerne.

De danske fonde spiller en stadig større rolle i kulturlivet. Samtidig med at deres formuer de seneste 20 år er vokset markant, og deres uddelinger er mere end fordoblet, har staten gennemført massive besparelser på kulturområdet. Det har gjort, at institutionerne nu kigger mere mod fondene, når de skal finansiere kunst og kultur, og derfor er det i høj grad fondene, der afgør, hvilke nye projekter der bliver til noget, og hvilke der ikke gør.

»Kulturlivet ville simpelthen gå i panik, hvis de ikke fandtes,« siger CBS-professor Anker Brink Lund, som forsker i den danske fondsverden.

»Forstået på den måde, at der er rigtig mange dele af kulturlivet, der er afhængige af fondene.«

Fondene ’skjuler’ debatten

Der er flere kilder at ty til og endnu flere måder at gøre det op, hvis man gerne vil sætte kroner og øre på det økonomiske støttelandskab. Men skal man følge de tal, Anker Brink Lund selv henviser til, skal man gå til Fondenes Videnscenter. Ifølge dets seneste opgørelse bevilgede fondene 2,2 milliarder kroner til kulturlivet i 2017, hvis man ser bort fra sport. Det svarer til 11 procent af årets samlede bevillinger til området – altså inklusive de midler, der kommer fra det offentlige.

Og selv om 11 procent måske ikke lyder af så meget, skal man se tallet i forhold til, hvad de offentlige støttekroner egentlig bliver brugt på.

Det siger Lasse Marker, som er ekstern lektor på Københavns Universitet og partner i konsulentbureauet Rasmussen & Marker, som rådgiver kulturlivet, og som for nylig har udgivet en rapport om museumslandskabet og kulturpolitikkens udvikling. Rapporten er bestilt og støttet af Realdania. 

»Fondene har meget stor indflydelse på, hvad der sker af nye ting. De offentlige midler er støbt i beton: Det er umuligt at flytte rundt på dem, de er bundet til driftsbevillinger – især hos staten, men også hos kommunerne, som dog har lidt flere frie midler at gøre godt med,« siger han.

Med andre ord: Hvis ikke fondene fandtes, ville der blive sat gang i langt færre nye projekter. 

Men hvad betyder det for kunsten, for samfundet og for demokratiet, at fondenes indflydelse stiger?

Ifølge Peter Duelund, leder af Nordisk Kultur Institut og lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet, er der et altoverskyggende problem ved den stigende private fondsstøtte: At den offentlige samtale om kulturen og kunsten bliver »skjult«.

»Man glemmer let, at når vi har en offentlig kulturpolitik med offentlig støtte for skatteydernes penge, er det med til at stimulere en løbende kulturdebat. Sådan er det i sagens natur ikke med fondene. De kan suverænt træffe de støttevalg, de vil, uden at diskutere med nogen som helst,« siger han.

Kultur har de senere år fyldt meget lidt i landspolitik. Området var nærmest fraværende i den nyligt overståede valgkamp, og ordet ’kultur’ er slet ikke nævnt i regeringens såkaldte forståelsespapir.

Det hænger ifølge Peter Duelund sammen med fondenes voksende volumen:

»Deres indflydelse gør, at kulturpolitikken i stigende grad bliver en samtale bag lukkede døre mellem på den ene side de filantropiske fonde og på den anden kommunerne og deres embedsmænd og politikere – uden at civilsamfundet inddrages,« siger han.

Magtforskydning

Kulturen og kulturpolitikken udgjorde en vigtig og bærende søjle i den danske velfærdsstats formative år. Da Kulturministeriet i 1961 blev oprettet, skete det med en vision om, at kunsten skulle demokratiseres. At kunsten var for alle.

Den nye analyse fra Rasmussen & Marker dokumenterer, hvordan det siden er lykkedes staten at tidoble museumsstøtten, og at Danmark i dag har en af verdens tætteste koncentrationer af museer.

»Men i løbet af de seneste år er der sket en forskydning, hvor statens rolle er blevet mindre, mens kommunernes og fondenes rolle er blevet større,« står der i rapporten.

Særligt i løbet af de seneste år er der blevet talt meget om besparelserne på kulturområdet, især i forbindelse med det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, der hvert år skærer to procent af de offentlige bevillinger til kulturen. Men mens det er sket, har kommunerne og fondene øget deres bevillinger, ligesom de er begyndt at bruge kulturen mere strategisk end tidligere.

»Tidligere havde mange fonde et ’hattedame-mindset’, der gik ud på, at alle skulle have lidt. I dag laver mange fonde en klar strategi for, hvad de vil støtte. De vil have mere effekt ud af hver støttekrone, de giver,« siger Lasse Marker.

Overordnet betyder det, at det i dag i høj grad er fondene og kommunerne, som driver landets kulturpolitik, lyder det.

Man kunne også sige, at kulturpolitikken ligefrem deponeres hos de her fonde. Det siger i hvert fald Christoph Ellersgaard. Han er adjunkt ved Copenhagen Business School, og så er han medforfatter til Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet, der udkom i 2015. Bogen er et forsøg på at kortlægge, hvordan magtfulde danskere fra virksomheder, politiske partier, fagforeninger, interesseorganisationer og fonde er forbundet i netværk.

»Den måde, fondene uddeler penge på, og måden, hvorpå de er organiseret, er pr. definition ikke underlagt demokratisk kontrol. Fondene er i vid udstrækning selvsupplerende og administreres af tidligere direktører eller ejere i virksomheden, som har været med til at skabe formuerne,« siger han.

Det kan i sidste ende have to konsekvenser, siger Christoph Ellersgaard. For det første ser man ofte, at fondene reklamerer for sig selv. Skal man gøre det bedst muligt, skal man gerne støtte noget, der er spektakulært. Noget, der »glitrer«.

»Man gider ikke give penge til pedellen, der skal rydde op, men gerne til det, der kan og skal ses,« som han siger.

For det andet kan det have en selvcensurerende effekt for de personer, der søger og er afhængige af fondene. Forstået på den måde, at man som ansøger også er mere tilbøjelig til at søge penge til ’glitrende’ projekter, fordi man retter sig mod pengestrømmen.

Dårlig økonomi

Et konkret eksempel på et stort opsat projekt, som i begyndelsen havde problemer med budgetterne, var M/S Museet for Søfart i Helsingør. Det spektakulære byggeri til over 300 millioner er tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels og blandt andet støttet af A.P. Møller Fonden. Men allerede inden museet skulle åbne i juni 2013, manglede der flere millioner til at få driftsbudgettet til at løbe rundt, hvilket også blev heftigt kritiseret af bl.a. Socialdemokratiets daværende kulturordfører, Mogens Jensen.

»Det er stærkt problematisk, at man iværksætter et museumsprojekt, hvis man på forhånd ved, at der mangler et stort millionbeløb i kassen,« sagde han til Politiken.

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye rapport fra Rasmussen & Marker har forfatterne talt med en række direktører og bestyrelsesmedlemmer i nogle af landets største kulturfonde. På baggrund af de interview mener Lasse Marker at kunne fornemme, at fondene er blevet mere opmærksomme på ikke at gentage samme fejl.

»De frygter at give penge til et stort byggeri, som viser sig ikke at være bæredygtigt,« siger han.

Den opfattelse deler Anker Brink Lund. Mens fondene tidligere var meget optaget af at lave manifestationer, er de en anelse mere påpasselige med, hvad de er med til at bygge i dag.

»Der skal være en klar exitstrategi,« som han siger.

»Men de ting, der er bygget, står der stadig og skal fodres. På den måde har det nogle langsigtede konsekvenser, at man skaber en institution, der skal drives med aktiviteter og vedligeholdelse.«

Et andet eksempel er Operaen, som blev finansieret og opført af A.P. Møller Fonden og var »en gave til den danske befolkning«. En gave, som altså også lige kom med en regning til skatteborgerne på op mod 140 millioner om året til vedligeholdelse og drift. 

Refeudalisering

I feudalsamfundet finansierede og iværksatte enevældige fyrster og konger i samarbejde med kirken kulturaktiviteter. Hen over hovedet på folket byggede de flotte slotte og pompøse katedraler.

Siden den borgerlige offentlighed voksede frem i slutningen af 1800-tallet, er det blevet vendt på hovedet: Kulturen og kunsten har skullet formidle borgernes egne erfaringer til en større offentlighed – altså det modsatte af den feudale model, hvor kulturen og kunsten blev iscenesat som legitimering af magten.

Her ved begyndelsen af det 21. århundrede sker der ifølge Peter Duelund det, han kalder en ’refeudalisering’:

»Der er risiko for, at den nye symbiose med filantropisk fondsfinansiering vender tilbage til en iscenesættelse af kunst og kultur, hvor folket ikke har noget at skulle have sagt,« siger han. 

Så hvordan kan man sikre, at folket bliver hørt – eller at der i det mindste er mere åbenhed?

I Tyskland er den lovgivningsmæssige forudsætning for, at private fonde kan skattefritage deres donationer, at de udgiver årlige rapporter, hvor det tydeligt fremgår, hvad de har støttet, og hvad motivationen har været.

De danske fonde bør ifølge Peter Duelund underlægges en tilsvarende kompensation for skattefritagelse:

»Fondenes donationer er jo skattefritaget, som alt andet lige betyder, at vi alle som skatteborgere er med til at betale for den fondsfinansierede filantropi. Det skattebidrag, der bliver unddraget samfundet, skal vi andre betale, fordi samfundsbudgettet skal løbe rundt.«

Han kalder det »en kæmpe misforståelse« blandt politikere, kulturfolk og borgere, at man får noget gratis, når støtten kommer fra private fonde.

»Det er jo ikke gratis. Forskellen er bare, at med den offentlige kulturpolitik, som vi betaler over skattebilletten, har vi i det mindste indirekte indflydelse på de kulturpolitiske beslutninger, fordi vi er med til at vælge de politikere og partier, der laver politikken.«

Hvis der var større åbenhed og mere offentlig formidling af de private støtteforhold, ville politikerne på Christiansborg – såvel som almindelige borgere – have bedre mulighed for at deltage i en samtale om kunsten, mener Peter Duelund.

»Det ville også betyde, at det offentlige fik et bedre grundlag for at lave kulturpolitik, fordi oplysningerne ville give mere viden om, hvor der er størst behov for offentlig støtte,« tilføjer han.

Anker Brink Lund er mere kritisk over for ideen om at kræve kontrol af fondene:

»Man kan godt overveje at lægge demokratisk kontrol og nogle styringsmæssige ting ned over fondene. Men så tror jeg, der vil ske det, at de går andre steder hen med deres midler. Jeg tror, det er et grundvilkår,« siger han.

»Det centrale er det pluralistiske i kulturlivet. Det er rigtigt, at der er nogle fonde, som giver penge til noget, kun få kan søge, og det kan forekomme lidt elitært. Hvis alle bevillinger var fondsbaseret, skulle de folkevalgte naturligvis ind over. Men når det er 11 procent af de samlede kulturbevillinger, skal vi hellere glæde os over, at der er andre steder at gå hen, som ikke er underlagt de kulturministerielle spilleregler.«

Information modtager ekstern finansering til projekter som bogserier og podcast. Vi har bl.a. fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden. Alle oplysninger om ekstern finansiering kan læses her.

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Breuer
  • Ulla Søgaard
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Bjørn Pedersen
David Breuer, Ulla Søgaard, Steffen Gliese, Bjarne Toft Sørensen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Den diskussion, der føres her, er naturligvis vigtig, men jeg synes, der smutter et par lovlig flotte påstande med. En er, at det skulle være fondenes trods alt begrænsede bidrag, der er skyld i, at politikerne på Christiansborg tilsyneladende ikke interesserer sig for kulturen. Det lyder som en dårlig undskyldning. En anden tvivlsom påstand er, at borgerne har mere indflydelse på offentlige støttekroner til kultur. Som regel vil politikerne udlicitere beslutningen om, hvem der skal have støtte, til fagfolk inden for det pågældende område, og de er ikke underlagt demokratisk kontrol.
Så billedet er måske lidt mere nuanceret, end visse forskere vil gøre det.

jens peter hansen, Erik Fuglsang, David Breuer, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Toft Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian de Coninck Lucas

Det er endnu en importeret amerikansk model. Dårlig ide.

Torben Arendal, Arne Lund, David Breuer, Sus johnsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Fis; jeg vil da hellere at Salling fonden i Århus finder ting at støtte end det er kommunen, der skulle gøre det. Det sikrer et mere langsigtet perspektiv.

Henrik Brøndum

Der er nu kommet en del museer de seneste år. Personlig kan jeg godt overleve uden Pansermuseet, når vi allerede har et Tøjhusmuseum undskyld Krigsmuseum. Hvad bliver det næste, et Pandekagemuseum? Det er vigtigt at staten har nogle kulturinstitutioner, men det er ikke et problem at private også finansierer, enten som mæcener eller via entrebilletter. Det er langt vigtigere at den private indflydelse på sundhedssektor, uddannelse og forskning minimeres.

Bjarne Toft Sørensen

En på mange måder fremragende artikel, der kommer godt omkring de enkelte problemstillinger set i et overordnet perspektiv.

Jeg savner dog lidt opmærksomhed på den forskning, der foregår på kunst - og kulturområdet, og som i stigende omfang er finansieret via fonde, bl.a. i forbindelse med ph.d. og postdoc projekter. Såvel på universiteterne som i tilknytning til kunstakademierne og større institutioner som f.eks. Louisiana.

Hvilke forskningsprojekter får støtte, og hvem sidder i stillingerne? Hvem sidder i de udvalg, der formulerer projekterne, og hvem sidder i de udvalg, der anbefaler fondenes støtte til dem? Der er tale om afgørelser, der i årene fremover vil være med til at præge udviklingen på kunst - og kulturområdet.

Generelt kan jeg drage den konklusion af artiklen, at den statslige støtte til kunst og kultur i fremtiden i højere grad skal gives som projektstøtte og i mindre omfang til driftsstøtte, og her tænker jeg ikke på de mindre institutioner, men på de store, der via finansloven fylder utrolig meget i den samlede støtte til kunst og kultur.

Et godt eksempel er Operaen, " ---- der med en regning til skatteborgerne på op mod 140 millioner om året til vedligeholdelse og drift". Det, der skal støttes, må først og fremmest være udfoldelse af kunst og kultur og ikke massive former drift og vedligeholdelse.

Desuden kan jeg på f.eks. billedkunstområdet se et misforhold mellem fondenes støtte til det monumentale, det spektakulære og det, der ”glitrer”, og så det at samtidens kunstnere på området jo generelt prioriterer på en helt anden måde.

Hvis gallerierne og museerne for samtidskunst i deres indkøb til gengæld prioriterede anderledes end fondene, som en form for modvægt, ville det jo være en fordel ud fra et ligevægtsprincip, men det gør de jo ikke. De prioriterer i høj grad på samme måde.

Det gælder jo bl.a. om at investere i noget, der bevarer sin værdi. Derfor prioriteres f.eks. malerier og skulptur højt, altså en ganske bestemt form for værkforståelse, mens den begivenhedsorienterede og processuelle kunst, f.eks. performance og intervention, prioriteres lavt. Desuden bærer prioriteringerne præg af, at den romantiske form for forståelse af kunsten og kunstnerens arbejde stadig er i højsædet.
https://www.dr.dk/skole/billedkunst/hvad-er-samtidskunst

Maj Horn, David Breuer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Kulturens økonomiske rod afspejler danskernes forventninger til kulturen som også er et rod.

Danskerens over al måde rimelige forventninger til "nødvendig kultur i det daglige" er, som vi ved, blevet godt og grundigt rodet sammen af mange forskelligartede nyere tendenser.

Hvis vores forventninger ikke bliver lidt mere jordbundne og menneskelige så smuldrer det vi har brug for for at føle os som os selv og dermed tage kærlige og rationelle beslutninger i det daglige: den individuelle horisont.

https://www.othernewspaper.com/da/2019/07/20/smaasur-over-et-eller-andet...

Morten Hjerl-Hansen

2. Udgave: Rettede uklarheder

Kulturens økonomiske rod afspejler danskernes rodede forventninger til kulturen.

Danskerens over al måde rimelige forventninger til "nødvendig kultur i det daglige" er, som vi ved, blevet godt og grundigt rodet sammen af mange forskelligartede nyere tendenser.

Hvis vores forventninger ikke bliver lidt mere jordbundne og menneskelige så smuldrer det vi har brug for for at føle os som os selv og som bidrager væsentligt til at vi tager kærlige og rationelle beslutninger i det daglige: den individuelle horisont.

https://www.othernewspaper.com/da/2019/07/20/smaasur-over-et-eller-andet...

Philip B. Johnsen

Kultur og politik.
Det er tydeligt for enhver at det er vanskeligt at få offentlige penge til andet end mursten og vedligehold af mursten og private rigmænds penge bestemmer i stigende grad penge til indholdet, det er der formodentlig flere gode grunde til, men det undre ikke undertegnede at der foretages besparelser politisk, for hvad er det lige politikere mener der skal ske med fattigdom i verden?

Semiotisk defineres kultur som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation.

United Nations/FN
15. juli 2019

Der er 815 millioner i dag, to milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.

World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.
United Nations

“A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.

Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/

En massegrav er ved at forme sig i Middelhavet, og det er europæisk politik, der står med ansvaret.

Professor i EU-politik ved Københavns Universitet Marlene Wind udtaler:
”Kynismen har sejret, både i europæisk politik og i de enkelte EU-lande. Der er simpelthen ikke længere politisk vilje i EU’s medlemslande til at hjælpe folk i nød.”

Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, udtaler:
”EU-landene har valgte den mest kyniske, ineffektive og populistiske måde at løse problemet med bådflygtningene på.”

Husk på ved fortsat stigende CO2 udledning og der er ‘absolut’ ikke udsigt til andet, der kommer ikke tilstrækkelig bæredygtig energi til samlet set global økonomisk vækst, herved estimeres det at der kommer 200 millioner nye klimaflygtninge de kommende få år, ikke kun fra og omkring ækvator, men primært der fra, da ekstremt vejr frekvensen stiger og eksistensgrundlaget forsvinder.

Dette estimerede antal flygtninge stiger i takt med CO2 koncentrationen stiger i atmosfæren og den samlet set globalt stigende opvarmning af kloden.

“Sea-Watch redder dem, Europa helst så drukne i Middelhavet.”
Vinder af Politikens Frihedspris 2017.
Link: http://politiken.dk/udland/art6150208/Sea-Watch-redder-dem-Europa-helst-så-drukne-i-Middelhavet

6 July 2017
"Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."

Amnesty International
Link: https://www.amnesty.org/en/press-releases/2017/07/central-mediterranean-...

Cruel European migration policies leave refugees trapped in Libya with no way out.

12 November 2018
“A year after shocking images purporting to show human beings being bought and sold in Libya caused a global outcry, the situation for migrants and refugees in the country remains bleak and in some respects has worsened, said Amnesty International.”
Link: https://www.amnesty.org/en/latest/news/2018/11/cruel-european-migration-...

European Parliament.
The concept of 'climate refugee' Towards a possible definition.

“One of the key challenges in securing protection for those affected by displacement as a result of climate change lies in the complexities involved in defining the term 'climate refugee', while also taking the pre- existing discourse surrounding the Refugee Convention and previous attempts to define 'environmental refugees' into account. Despite the likelihood of a growing number of climate refugees, there is no international legal recognition for such a group, even if the term 'environmental refugees' has been in use since the 1970s; the International Organization for Migration (IOM) estimates that there could be as many as 200 million such refugees by 2050. The meaning of the term 'climate refugee' is most uncertain in the context of law and practice. The core issue here has to do with the effectiveness of rights and the legal certainty. Where there is no legal provision for an individual right because the subject matter is not covered by law, then the individual cannot be guaranteed international protection as a matter of law.”

Link: http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/BRIE/2018/621893/EPRS_BRI(2018)621893_EN.pdf

Kjeld Jensen

Fondene kan trække deres bidrag fra i skat. Så vi borgere er i den grad med i finansieringen - men overhovedet ikke i beslutningerne.
Det samme sker med midler til forskning.
Ja: US-amerikansk model.

Torben Arendal og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Det er politik af værste art. Fregatten Jylland modtog store beløb fra staten pga. DF. Helt ærligt det er en kedeligt og trist besøg, men fordi det er dansk og slet ikke jysk klapper de alle sammen, og ingen tør sige nationalliberalistrene imod.
De har overtaget landet, og tak og ve den der protesterer.
resten af kulturen er overlad til fonde. Det er uredeligt fra politikernes side og de har glemt, at vi ikke lever af brød alene. Forhåbentligt bliver næste generation klogere, hvis de ikke er døde inden.

Museerne og gallerier og hvem ellers er vist ret gode til at holde sig for næsen når de får penge fra de velpolstrede fonde. Det vil da også utidigt, at spørge til hvor pengene kommer fra.
Augustinus-fonden - tobak og cancerdød - A.P. Møller - taler for sig selv - Obelske familiefond - tobak og cancer - Lundbeck-fonden - lykkepiller ad libitum.
Louisiana får bl.a. fra den schweiziske UBS, der har blevet idømt mia-bøder pga. skattefiflerier og hvidvask. Så bliv endelig ved med at tale om fondene som om det er bare er nogle uskyldige foretagender, der gebærder sig til almenvellets gavn.

Ole Schwander

@ Anne Mette Jørgensen - Kulturværdier som Fregatten Jylland, vikingeskibe mv. skal altså ikke være støtteberettigede, men forfalde? Ja, så er det vel bedre at smide et par millioner efter et lydværk af Jesper Just?