Private fonde styrer dansk kulturliv

Som en oase midt på den hektiske H.C. Andersens Boulevard i Indre København ville Glyptotekets overdådige renæssancebygning ikke trone op. Hovedstadens beboere ville ikke kunne tage øresundstoget en tur op til Humlebæk og gå på opdagelse i Pipilotti Rists farverige univers på Louisiana. Operaen på Holmen ville aldrig være blevet opført, og det ville Museet for Søfart i Helsingør, Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj og Aros i Aarhus heller ikke. Københavns Museum, der lukkede for tre år siden, men genåbnede tidligere i år, ville være forblevet lukket.

For danske kunst- og kulturelskere lyder det nok som et mareridtsagtigt scenarium, men det er nogenlunde sådan, det danske kulturlandskab blandt andet ville se ud, hvis fondene ikke fandtes.

Det er nemlig dem, der de senere år har finansieret eller støttet en stor del af bygningerne, udstillingerne, begivenhederne og værkerne.

De danske fonde spiller en stadig større rolle i kulturlivet. Samtidig med at deres formuer de seneste 20 år er vokset markant, og deres uddelinger er mere end fordoblet, har staten gennemført massive besparelser på kulturområdet. Det har gjort, at institutionerne nu kigger mere mod fondene, når de skal finansiere kunst og kultur, og derfor er det i høj grad fondene, der afgør, hvilke nye projekter der bliver til noget, og hvilke der ikke gør.

»Kulturlivet ville simpelthen gå i panik, hvis de ikke fandtes,« siger CBS-professor Anker Brink Lund, som forsker i den danske fondsverden.

»Forstået på den måde, at der er rigtig mange dele af kulturlivet, der er afhængige af fondene.«

Fondene ’skjuler’ debatten

Der er flere kilder at ty til og endnu flere måder at gøre det op, hvis man gerne vil sætte kroner og øre på det økonomiske støttelandskab. Men skal man følge de tal, Anker Brink Lund selv henviser til, skal man gå til Fondenes Videnscenter. Ifølge dets seneste opgørelse bevilgede fondene 2,2 milliarder kroner til kulturlivet i 2017, hvis man ser bort fra sport. Det svarer til 11 procent af årets samlede bevillinger til området – altså inklusive de midler, der kommer fra det offentlige.

Og selv om 11 procent måske ikke lyder af så meget, skal man se tallet i forhold til, hvad de offentlige støttekroner egentlig bliver brugt på.

Det siger Lasse Marker, som er ekstern lektor på Københavns Universitet og partner i konsulentbureauet Rasmussen & Marker, som rådgiver kulturlivet, og som for nylig har udgivet en rapport om museumslandskabet og kulturpolitikkens udvikling. Rapporten er bestilt og støttet af Realdania. 

»Fondene har meget stor indflydelse på, hvad der sker af nye ting. De offentlige midler er støbt i beton: Det er umuligt at flytte rundt på dem, de er bundet til driftsbevillinger – især hos staten, men også hos kommunerne, som dog har lidt flere frie midler at gøre godt med,« siger han.

Med andre ord: Hvis ikke fondene fandtes, ville der blive sat gang i langt færre nye projekter. 

Men hvad betyder det for kunsten, for samfundet og for demokratiet, at fondenes indflydelse stiger?

Ifølge Peter Duelund, leder af Nordisk Kultur Institut og lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet, er der et altoverskyggende problem ved den stigende private fondsstøtte: At den offentlige samtale om kulturen og kunsten bliver »skjult«.

»Man glemmer let, at når vi har en offentlig kulturpolitik med offentlig støtte for skatteydernes penge, er det med til at stimulere en løbende kulturdebat. Sådan er det i sagens natur ikke med fondene. De kan suverænt træffe de støttevalg, de vil, uden at diskutere med nogen som helst,« siger han.

Kultur har de senere år fyldt meget lidt i landspolitik. Området var nærmest fraværende i den nyligt overståede valgkamp, og ordet ’kultur’ er slet ikke nævnt i regeringens såkaldte forståelsespapir.

Det hænger ifølge Peter Duelund sammen med fondenes voksende volumen:

»Deres indflydelse gør, at kulturpolitikken i stigende grad bliver en samtale bag lukkede døre mellem på den ene side de filantropiske fonde og på den anden kommunerne og deres embedsmænd og politikere – uden at civilsamfundet inddrages,« siger han.

Magtforskydning

Kulturen og kulturpolitikken udgjorde en vigtig og bærende søjle i den danske velfærdsstats formative år. Da Kulturministeriet i 1961 blev oprettet, skete det med en vision om, at kunsten skulle demokratiseres. At kunsten var for alle.

Den nye analyse fra Rasmussen & Marker dokumenterer, hvordan det siden er lykkedes staten at tidoble museumsstøtten, og at Danmark i dag har en af verdens tætteste koncentrationer af museer.

»Men i løbet af de seneste år er der sket en forskydning, hvor statens rolle er blevet mindre, mens kommunernes og fondenes rolle er blevet større,« står der i rapporten.

Særligt i løbet af de seneste år er der blevet talt meget om besparelserne på kulturområdet, især i forbindelse med det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, der hvert år skærer to procent af de offentlige bevillinger til kulturen. Men mens det er sket, har kommunerne og fondene øget deres bevillinger, ligesom de er begyndt at bruge kulturen mere strategisk end tidligere.

»Tidligere havde mange fonde et ’hattedame-mindset’, der gik ud på, at alle skulle have lidt. I dag laver mange fonde en klar strategi for, hvad de vil støtte. De vil have mere effekt ud af hver støttekrone, de giver,« siger Lasse Marker.

Overordnet betyder det, at det i dag i høj grad er fondene og kommunerne, som driver landets kulturpolitik, lyder det.

Man kunne også sige, at kulturpolitikken ligefrem deponeres hos de her fonde. Det siger i hvert fald Christoph Ellersgaard. Han er adjunkt ved Copenhagen Business School, og så er han medforfatter til Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet, der udkom i 2015. Bogen er et forsøg på at kortlægge, hvordan magtfulde danskere fra virksomheder, politiske partier, fagforeninger, interesseorganisationer og fonde er forbundet i netværk.

»Den måde, fondene uddeler penge på, og måden, hvorpå de er organiseret, er pr. definition ikke underlagt demokratisk kontrol. Fondene er i vid udstrækning selvsupplerende og administreres af tidligere direktører eller ejere i virksomheden, som har været med til at skabe formuerne,« siger han.

Det kan i sidste ende have to konsekvenser, siger Christoph Ellersgaard. For det første ser man ofte, at fondene reklamerer for sig selv. Skal man gøre det bedst muligt, skal man gerne støtte noget, der er spektakulært. Noget, der »glitrer«.

»Man gider ikke give penge til pedellen, der skal rydde op, men gerne til det, der kan og skal ses,« som han siger.

For det andet kan det have en selvcensurerende effekt for de personer, der søger og er afhængige af fondene. Forstået på den måde, at man som ansøger også er mere tilbøjelig til at søge penge til ’glitrende’ projekter, fordi man retter sig mod pengestrømmen.

Dårlig økonomi

Et konkret eksempel på et stort opsat projekt, som i begyndelsen havde problemer med budgetterne, var M/S Museet for Søfart i Helsingør. Det spektakulære byggeri til over 300 millioner er tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels og blandt andet støttet af A.P. Møller Fonden. Men allerede inden museet skulle åbne i juni 2013, manglede der flere millioner til at få driftsbudgettet til at løbe rundt, hvilket også blev heftigt kritiseret af bl.a. Socialdemokratiets daværende kulturordfører, Mogens Jensen.

»Det er stærkt problematisk, at man iværksætter et museumsprojekt, hvis man på forhånd ved, at der mangler et stort millionbeløb i kassen,« sagde han til Politiken.

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye rapport fra Rasmussen & Marker har forfatterne talt med en række direktører og bestyrelsesmedlemmer i nogle af landets største kulturfonde. På baggrund af de interview mener Lasse Marker at kunne fornemme, at fondene er blevet mere opmærksomme på ikke at gentage samme fejl.

»De frygter at give penge til et stort byggeri, som viser sig ikke at være bæredygtigt,« siger han.

Den opfattelse deler Anker Brink Lund. Mens fondene tidligere var meget optaget af at lave manifestationer, er de en anelse mere påpasselige med, hvad de er med til at bygge i dag.

»Der skal være en klar exitstrategi,« som han siger.

»Men de ting, der er bygget, står der stadig og skal fodres. På den måde har det nogle langsigtede konsekvenser, at man skaber en institution, der skal drives med aktiviteter og vedligeholdelse.«

Et andet eksempel er Operaen, som blev finansieret og opført af A.P. Møller Fonden og var »en gave til den danske befolkning«. En gave, som altså også lige kom med en regning til skatteborgerne på op mod 140 millioner om året til vedligeholdelse og drift. 

Refeudalisering

I feudalsamfundet finansierede og iværksatte enevældige fyrster og konger i samarbejde med kirken kulturaktiviteter. Hen over hovedet på folket byggede de flotte slotte og pompøse katedraler.

Siden den borgerlige offentlighed voksede frem i slutningen af 1800-tallet, er det blevet vendt på hovedet: Kulturen og kunsten har skullet formidle borgernes egne erfaringer til en større offentlighed – altså det modsatte af den feudale model, hvor kulturen og kunsten blev iscenesat som legitimering af magten.

Her ved begyndelsen af det 21. århundrede sker der ifølge Peter Duelund det, han kalder en ’refeudalisering’:

»Der er risiko for, at den nye symbiose med filantropisk fondsfinansiering vender tilbage til en iscenesættelse af kunst og kultur, hvor folket ikke har noget at skulle have sagt,« siger han. 

Så hvordan kan man sikre, at folket bliver hørt – eller at der i det mindste er mere åbenhed?

I Tyskland er den lovgivningsmæssige forudsætning for, at private fonde kan skattefritage deres donationer, at de udgiver årlige rapporter, hvor det tydeligt fremgår, hvad de har støttet, og hvad motivationen har været.

De danske fonde bør ifølge Peter Duelund underlægges en tilsvarende kompensation for skattefritagelse:

»Fondenes donationer er jo skattefritaget, som alt andet lige betyder, at vi alle som skatteborgere er med til at betale for den fondsfinansierede filantropi. Det skattebidrag, der bliver unddraget samfundet, skal vi andre betale, fordi samfundsbudgettet skal løbe rundt.«

Han kalder det »en kæmpe misforståelse« blandt politikere, kulturfolk og borgere, at man får noget gratis, når støtten kommer fra private fonde.

»Det er jo ikke gratis. Forskellen er bare, at med den offentlige kulturpolitik, som vi betaler over skattebilletten, har vi i det mindste indirekte indflydelse på de kulturpolitiske beslutninger, fordi vi er med til at vælge de politikere og partier, der laver politikken.«

Hvis der var større åbenhed og mere offentlig formidling af de private støtteforhold, ville politikerne på Christiansborg – såvel som almindelige borgere – have bedre mulighed for at deltage i en samtale om kunsten, mener Peter Duelund.

»Det ville også betyde, at det offentlige fik et bedre grundlag for at lave kulturpolitik, fordi oplysningerne ville give mere viden om, hvor der er størst behov for offentlig støtte,« tilføjer han.

Anker Brink Lund er mere kritisk over for ideen om at kræve kontrol af fondene:

»Man kan godt overveje at lægge demokratisk kontrol og nogle styringsmæssige ting ned over fondene. Men så tror jeg, der vil ske det, at de går andre steder hen med deres midler. Jeg tror, det er et grundvilkår,« siger han.

»Det centrale er det pluralistiske i kulturlivet. Det er rigtigt, at der er nogle fonde, som giver penge til noget, kun få kan søge, og det kan forekomme lidt elitært. Hvis alle bevillinger var fondsbaseret, skulle de folkevalgte naturligvis ind over. Men når det er 11 procent af de samlede kulturbevillinger, skal vi hellere glæde os over, at der er andre steder at gå hen, som ikke er underlagt de kulturministerielle spilleregler.«

Information modtager ekstern finansering til projekter som bogserier og podcast. Vi har bl.a. fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden. Alle oplysninger om ekstern finansiering kan læses her.