Feature
Læsetid: 10 min.

Sådan blev Enhedslisten et magtparti

For første gang nogensinde har Enhedslisten været med til at formulere grundlaget for en regering. Men indflydelse koster ideologisk renhed, og ikke alle har været enige i den nye linje. For hvor meget kan man deltage i forvaltningen af et kapitalistisk samfund, man principielt ønsker at afvikle? Dette er historien om, hvordan Enhedslisten fik magt
Det såkaldte forståelsespapir, som Pernille Skipper tirsdag den 26. juni kunne præsentere sammen lederne for de andre røde partier, markerer en ny begyndelse for Enhedslisten.

Det såkaldte forståelsespapir, som Pernille Skipper tirsdag den 26. juni kunne præsentere sammen lederne for de andre røde partier, markerer en ny begyndelse for Enhedslisten.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
13. juli 2019

Ingen var mere overraskede end Enhedslistens egne forhandlere. Tirsdag den 26. juni kort før midnat gik døren til forhandlingslokalet op. Midt imellem Morten Østergaard og Pia Olsen Dyhr stod Pernille Skipper og smilede, mens Mette Frederiksen forklarede pressen, at de var nået til enighed om et forståelsespapir.

Det var ikke alene det mest venstreorienterede grundlag for en dansk regering i årtier: Forståelsespapiret indeholder forholdsvist radikale venstreorienterede hensigtserklæringer om skattestigninger, velfærdsløft, ulighedsstop og verdenshistoriske reduktioner af drivhusgasudledningerne. Det var også første gang nogensinde, at Enhedslisten har stillet krav og deltaget i konkrete forhandlinger forud for dannelsen af en ny regering.

»Vi er overraskede over, hvor meget vi har fået igennem. For eksempel at det lykkedes os at få indhegnet den økonomiske politik, så effektivt som vi fik,« siger tidligere chefstrateg og medlem Folketinget for Enhedslisten Pelle Dragsted, der hjalp gruppeledelsen under forhandlingerne.

Sammenlignet med forløbet op til dannelsen af den seneste socialdemokratiske regering i 2011 var det nat og dag. Groft skåret kom Thorning, Corydon og Vestager dengang ned fra det sorte tårn med et færdigt regeringsgrundlag, som slog fast, at den nye regering ville overtage de borgerliges økonomiske politik. Værsgo.

Enhedslisten nikkede bare ja og gjorde sig klar til at tage kampene hen ad vejen, sådan som det havde været strategien, siden partiet første gang blev valgt ind i Folketinget i 1994.

»I det gamle Enhedslisten var argumentationen, at vi skal ikke fedtes ind i noget; at i det øjeblik, vi stillede krav for at pege på en regering, så ville vi også få et medansvar for regeringens politik,« siger Pelle Dragsted.

Det er et klassisk dilemma på venstrefløjen. På den ene side har Enhedslisten haft en ambition om at kæmpe for, at »kapitalismen erstattes af et socialistisk samfund«, som der står i principprogrammet. På den anden side vil de opnå konkrete forbedringer inden for det eksisterende system. Partiet har altid skullet balancere de to mål.

Forståelsespapiret indvarsler en ny rolle for partiet på den yderste venstrefløj, der er gået fra at være bidsk vagthund til at skaffe sig betydelig indflydelse på retningen for den nye regering.

»Det er kulminationen på arbejdet med vores nye parlamentariske strategi. Det blev en succes, men det var ikke givet på forhånd. Vi har da haft vores bekymringer. Den gamle strategi, hvor vi uden videre pegede på en socialdemokratisk statsministerkandidat, var nemmere at håndtere – mindre farlig,« siger Pelle Dragsted.

Man har valgt at bytte ideologisk renhed for større indflydelse. Ikke alle i partiet har været enige i den prioritering. For kan man på én gang arbejde for kapitalismens sammenbrud og være med til at formulere grundlaget for Socialdemokratiets varetagelse af det borgerlige samfund?

Dronningerunder

Det er ikke kun i Enhedslisten, der er forbavselse over, hvor markante aftryk partiet fik sat på grundlaget for S-regeringen. Selv hos Bjarne Corydon, der som tidligere finansminister i Helle Thornings-Schmidts regering havde store sammenstød med det røde støtteparti, er der anerkendelse at høste. Umiddelbart efter præsentationen af den nye regering beskrev han i en leder i Børsen, hvor han i dag er chefredaktør, Enhedslistens succes som »uden fortilfælde«, fordi partiet aldrig tidligere »har haft så stor indflydelse på en dansk regerings politiske program«.

Der er ingen tvivl om, at Bjarne Corydon havde ønsket sig en anden retning for den nye regering, hen over midten i stedet for ude på fløjen. Ikke desto mindre har han måske større betydning for, at det endte, som det gjorde, end de fleste er klar over.

I foråret 2014 henvendte en person fra Socialdemokratiet sig til Pelle Dragsted. På det tidspunkt gik der rygter om, at Helle Thorning-Schmidt var på vej til et topjob i Bruxelles, og i Socialdemokratiet var mange bekymrede for, at Bjarne Corydon ville blive udpeget som hendes efterfølger som statsminister uden en afstemning i partiet. Derfor ville de have Enhedslisten til at kræve, at der kom en ny dronningerunde og betinge sig, at en ny statsminister skulle have sit partis opbakning.

»Det kan vi da ikke,« svarede Pelle Dragsted.

Men de kunne de faktisk godt. Opstår der uklarhed om, hvorvidt en regering har mistet sit flertal, skal der kaldes til dronningerunde. Det var bare aldrig noget, Enhedslisten havde benyttet sig af. Hidtil havde Enhedslisten bare peget på socialdemokratiske regeringer pr. automatik.

Ansporet af henvendelsen bad Pelle Dragsted bibliotekarerne på Christiansborg om at lave en artikelsamling, og han pløjede sig igennem alle dronningerunder siden 1960.

»Der ligger faktisk en del magt for det parlamentariske grundlag i det rum, hvor en regering bliver dannet,« siger Pelle Dragsted.

»Så det undrede mig, at vi aldrig tidligere har stillet betingelser.«

I april 2014 erklærede Enhedslistens daværende gruppeformand, Stine Brix, til Altinget, at Enhedslisten kun ville pege på en ny socialdemokratisk statsminister med solid opbakning i sit eget parti. Det blev som bekendt aldrig aktuelt. Helle Thorning-Schmidt fik aldrig et topjob i EU. Men de bekymrede socialdemokrater havde plantet en idé.

Ny linje

Enhedslisten er ikke en organisation, der uden videre træffer hurtige, afgørende beslutninger. Ideen om en ny strategi var undfanget i folketingsgruppen, men de brede linjer i partiet tegnes også af medlemmerne og den magtfulde hovedbestyrelse.

Først i oktober 2017 vedtog hovedbestyrelsen endeligt, at partiet fremover ville »åbne for at tage nye parlamentariske redskaber i brug«.

»Enhedslisten kan fremsætte konkrete politiske betingelser som forudsætning for at pege på en socialdemokratisk ledet regering,« hed det i erklæringen.

Forud var gået en lang og besværlig proces. Både i folketingsgruppen, i hovedbestyrelsen og blandt medlemmerne var der delte holdninger til den nye strategi. Enhedslisten udspringer blandt andet af partiet Venstresocialisterne, som havde en klar holdning om, at de egentlige samfundsforandringer ikke skete i Folketinget, men ude i befolkningen, hvor folk samlede sig i bevægelser og drev samfundet fremad. Folketingsarbejdet skulle understøtte bevægelserne. Det var en talerstol, hvorfra man kunne formulere bevægelsernes krav.

Den tradition står stadig stærkt i Enhedslisten, forklarer Finn Sørensen, som trådte ud af folketingsgruppen efter valget i juni. Han var en af dem, som indledningsvis var skeptisk over for den nye strategi. Hvordan partiet skulle forholde sig til regeringsdannelsen, måtte nødvendigvis afhænge af styrkeforholdene uden for Folketinget:

»Som venstreorienteret, socialistisk parti har vi en grundlæggende anden opfattelse af, hvordan samfundet skal udvikle sig, end Socialdemokratiet. De har en klar linje om, at de vil administrere det kapitalistiske samfund. De har ingen ambitioner om at realisere socialismen,« siger Finn Sørensen.

»Risikoen er, at man ender med at legitimere forvaltningen af det borgerligt-kapitalistiske samfund.«

I dag er Finn Sørensen tilhænger af den nye strategi, men han fastholder, at man løbende må vurdere balancen mellem partiets kortsigtede og langsigtede mål. Han hæfter sig ved, at der ikke er noget i det nye forståelsespapir, som forhindrer Enhedslisten i at forfølge partiets langsigtede mål for samfundet.

Grundlæggende skal man dog passe på med at tillægge den nye parlamentariske strategi for stor betydning for de venstreorienterede aftryk i forståelsespapiret, mener han.

»Det usædvanlige ved denne valgkamp har været, at man har haft stærke, folkelige bevægelser i forhold til klima og børnepasning, som har holdt dampen oppe og øget presset. Og det er netop på de to områder, at forståelsespapiret er mest visionært og konkret.«

‘Rødvaskning’

Og det er ikke alle, som har forliget sig med den nye retning. Jan Hoby, som er medlem af partiet og næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, har kritiseret Enhedslisten for at lægge sig for tæt op af Socialdemokratiet med den nye strategi.

Der er nødt til at være et parti, som også repræsenterer de radikale krav om en grundlæggende forandring af samfundet. Og det sætter Enhedslisten over styr, når de er med til at formulere grundlaget for en socialdemokratisk regering, mener han.

»Erfaringerne fra resten af Europa viser – historisk og aktuelt – at venstrefløjen kommer til at betale en stor pris, både politisk, vælgermæssigt og i forhold til de udenomsparlamentariske bevægelser. Rødvaskningen af den nye socialdemokratiske regering kan blive en dyr lærestreg,« skriver Jan Hoby til Information.

Med rødvaskning mener han, at Enhedslisten bliver nyttig idiot i forhold til at få en grundlæggende nyliberalistisk S-regering til at fremstå venstreorienteret.

Michael Voss fra Enhedslistens hovedbestyrelse har dog svært ved at se, hvordan partiet skulle være med til at »rødvaske« en socialdemokratisk regering. I 25 år har Enhedslisten uden videre peget på en socialdemokratisk statsminister, hver gang partiet havde muligheden.

»Nu stiller vi for første gang nogensinde krav, og så bliver det udlagt, som om vi er mere føjelige eller pragmatiske. Det forstår jeg ikke,« siger han.

Michael Voss understreger, at Enhedslisten altid har lavet aftaler og indgået forlig med socialdemokratiske regeringer. Ifølge ham er forståelsespapiret ikke et regeringsgrundlag, og man kan altså ikke tale om, at partiet i særlig grad er blevet viklet ind i Socialdemokratiets centrum-venstre-projekt.

»Vi har ikke ansvar for noget som helst, den regering laver, og vi har ikke lovet andet, end at vi ikke vil vælte den første dag, Folketinget er samlet,« siger han.

Dilemmaspil

Tidligt dette forår, få måneder før valget, var hovedbestyrelsen og Pernille Skipper samlet i Enhedslistens lokaler i Studiestræde i København for at lege et dilemmaspil, hvor de skulle forholde sig til, hvordan partiet ville reagere i en række hypotetiske situationer, man kunne forestille sig på den anden side af et valg.

Hvad nu hvis S og R lavede en aftale, som indeholdt skattelettelser, men stadig var bedre end det borgerlige alternativ? Hvad hvis Mette Frederiksen truede med at danne regering med DF? Eller hvis det ville lykkes at få markante indrømmelser i velfærdspolitikken, men intet i forhold til udlændinge?

»Man kan vel kalde det en form for pædagogisk proces,« siger Michael Voss.

Det handlede ikke om at træffe håndfaste beslutninger, men om at forberede hovedbestyrelsen på forskellige scenarier.

»Det var en måde at finde en fælles erkendelse om spillets regler: At det efterhånden, som der kommer flere og større indrømmelser på bordet, bliver sværere og sværere at modsætte sig dannelsen af en regering – også selv om der er ting, der mangler. Derfor var det også fornuftigt, at Enhedslisten ikke på forhånd opstillede firkantede, ultimative krav,« siger Pelle Dragsted.

Det hele foregik i god ro og orden, forklarer Michael Voss.

»Men sådan er det jo som regel, når vi ikke skal beslutte noget endeligt,« siger han.

Få måneder senere, søndag den 23. juni, var det blevet tid at træffe en afgørelse. Hovedbestyrelsen var igen samlet i lokalerne i Studiestræde, fordi Pernille Skipper og de øvrige forhandlere ville have mandat til at tilslutte sig forståelsespapiret. Hovedbestyrelsen blev forelagt en tekst med de punkter, forhandleren regnede med at kunne få hjem.

Stort set hele hovedbestyrelsen stillede sig bag mandatet.

»Efter Thorning-regeringen var vi blevet i tvivl om, hvorvidt det overhovedet gjorde en forskel, om vi have en socialdemokratisk eller en borgerlig regering. Det var vi ikke længere, da forhandlerne havde præsenteret den række af tilsagn om positive reformer og fremskridt, som de forventede ville blive en del af denne her aftale,« siger Michael Voss.

Et af de punkter, hvor Enhedslisten ikke har fået sat markante aftryk i forståelsespapiret er på udlændingeområdet. Der er enkelte lempelser i sigte, men overordnet set fortsætter den stramme udlændingepolitik. Det lykkedes ikke Enhedslisten eller de øvrige venstrefløjspartier at stille sig i vejen for Socialdemokratiets markante højredrejning på området.

Det var Pelle Dragsteds oplevelse, at Mette Frederiksen hellere ville opgive regeringsmagten eller forsøge at danne en regering med Venstre end at give markante indrømmelser på udlændingeområdet. Havde man stillet sig mere stejlt, var man gået glip af fremskridt på andre områder. Desuden, understreger han, må Enhedslisten erkende, at den nuværende linje har et klart flertal i befolkningen bag sig.

»Det her er udtryk for en meget pragmatisk rolle, som det måske kommer bag på mange, at Enhedslisten spiller,« siger Pelle Dragsted.

»Til gengæld er vi jo også meget klare omkring, at vi kommer til at være i benhård opposition til regeringen på det her område.«

Katten ude

Forståelsespapiret markerer ikke kun en ny begyndelse for Enhedslisten. Det er også første gang, at partier, som ikke deltager i selve regeringssamarbejdet, men alene er parlamentarisk grundlag, er med til konkrete forhandlinger om retningen for en kommende regering.

Det bliver næppe sidste gang, mener Pelle Dragsted. Det er helt naturligt, at de partier, som en regering er afhængig af, også inddrages i forhandlingerne om regeringens overordnede politiske kurs.

»Jeg tror ikke, man får den kat ned i sækken igen. Jeg forestiller mig også, at de mindre partier på højrefløjen har lagt mærke til det og vil kræve at blive inviteret med til lignende forhandlinger i fremtiden,« siger han.

I princippet burde det også gøre den kommende regeringsperiode mindre konfliktfyldt, at der fra begyndelsen har været en forventningsafstemning. Men papiret kan også føre til konflikter.

»Nu kan der groft sagt ske to ting,« siger Pelle Dragsted.

Enten bliver det begyndelsen på et langt og tillidsfuldt samarbejde, hvor det lykkedes de fire partier i rød blok at løfte den enorme opgave, det bliver at føre erklæringerne i forståelsespapiret ud i livet.

»Det kræver, at vi fortsat er parat til at bøje os mod hinanden, som under forhandlingerne om papiret,« siger han.

»Den anden mulighed er, at det her bliver begyndelsen på ét langt slagsmål. Det kan være, fordi Socialdemokratiet svigter løfterne i papiret. Men det kan også være, fordi nogle partier er meget nøjeregnende omkring hvert enkelt komma. Om det bliver det ene eller det andet – eller et sted midtimellem – afgøres af alle partiernes tilgang. Også mit eget.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

En god baggrunds artikel om dilemmaerne i et demokrati for et parti der gene vil socialismen,men som må erkende at en rent socialisme i dette land ikke har sin gang på jord.
En enkelt person nævnes her Jan Hoby som stadig drømmer om socialismens magt, og ja det glæder mig at han ikke er linjen i partiet.Generelt har vi ikke brug for ideologiske yderpunkter, men tværtimod ansvarlige politikere,som ser problemerne og gennem samtaler og kompromis får det mest humanistiske menneskesyn igennem.

P.G. Olsen, Ejvind Larsen, Anker Heegaard, Liselotte Paulsen, Niels Christensen, Poul Erik Riis, ingemaje lange, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Carsten Hansen, Tommy Clausen og Achim K. Holzmüller anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Et forståelsespapir er en hensigtserklæring og begge er ikke juridisk bindende. Når Enhedslisten har som indsats for at være med, dog uden regeringsansvar, lagt deres ideologiske dogmer og arvesølv på is og hjælper til "med rødvaskning ..., at Enhedslisten bliver nyttig idiot i forhold til at få en grundlæggende nyliberalistisk S-regering til at fremstå venstreorienteret", begiver de sig på et sprængfarlig terræn.
Mette F. har aldrig lagt skjul på at flirte med DF, ikke for at høste eller plante socialistiske ideer, de kunne alligevel ikke hentes dér, men alene at hente stemmer derfra ved at medgå de nationalistiske, fremmede-fjendske tendenser.
Og dette står fortsat i rummet og ikke i Forståelsespapiret, og regeringen hele tiden må måle sig med EL og RV, så de ikke overskrider en rød linje. Dette kan let føre til faldgruber og en slags paladsrevolution.

Kim Houmøller

Det hjælper når man skifter navn, og bare kalder partiet noget helt andet end kommunistisk. Ingen vil sættes i bås med nazisme og kommunisme?
At partiet er ledet af fantaster, og deres krav vil lede Danmark helt i fordærv betyder intet!

Det forholder sig ikke anderledes for borgerlige partier, der ønsker nedlægge velfærdsstaten så ikke de skal betale skat.

Kim Houmøller.
Der er stor forskel på kommunisme og Nationalsocialisme.
Dagens danmark læner sig mere op ad Nationalsocialisme end af Kommunisme.

Ole Bach, Ejvind Larsen, Curt Sørensen, Estermarie Mandelquist, Marie Jensen, Trond Meiring, Jens Kofoed, Eva Schwanenflügel, Niels østergård, Carsten Wienholtz og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

ps.
Med de Radikale på den "anden" side af midten,
kan Enhedslisten ikke blive røde nok til trække S i en mere menneskelig retning.

kjeld jensen, Katrine Damm, Estermarie Mandelquist, Marie Jensen, Ole Henriksen, Trond Meiring, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

når ens verdensbillede er dybt forankret i propagandaløgne kan man åbenbart få helt absurde ideer,
at kalde enhedslistens top for fantaster, og påstå at enhedslistens krav vil lede danmark i fordærv, kræver en ekstrem form for selektiv blindhed,
enhedslisten er et parti som vil noget andet end lefle for grådigheden og egoismen, de er et af de få partier som har indset at vækst ikke længere giver mening,
og da slet ikke når væksten foregår i toppen, det er dem som lever i vild overflod som rager væksten til sig, alt imens de lavest lønnede nærmest bliver fattigere,
i øvrigt er der ingen som ved hvad kommunisme ville indebære for et samfund, for ingen regimer har været kommunistiske, sovjet var jo nærmere fascistisk,
men det er et klassisk borgerligt trick at lade som om sovjet faktisk var kommunistisk blot fordi de sagde de var det, og dernæst kalde alle med humane ideer for kommunister ( det er da helt i hampen når man bruger udtrykket pladderhumanisme om almindelig anstændighed )
men forskellen på enhedslisten og borgerlige består i at enhedslisten ser menneskers trivsel som det vigtigste, og tillader at hensyn til mennesker og til miljøet / klimaet, kan få lov at begrænse økonomien,
borgerlige ser vækst som det vigtigste og tillader gerne at mennesker lider nød hvis det kan fremme væksten, og desuden er ligeglade med klima og miljø, som vi har set det under Fogh og Løkke,

er i øvrigt enig med Nils Valla

Gert Lindberg, Ole Bach, kjeld jensen, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Jens Thaarup Nyberg, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Skov, Chris Ru Brix, Curt Sørensen, Katrine Damm, Estermarie Mandelquist, Liselotte Paulsen, Marie Jensen, Anders Reinholdt, Ole Henriksen, Erik Vestergaard, Martin Mørch, Trond Meiring, ingemaje lange, Mogens Holme, Michael Herman , Jan August, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Lars Løfgren, nils valla, Susanne Kaspersen, Tue Romanow, Arne Skov, Bjarne Andersen, Ebbe Overbye, Bjarne Jørgensen, Palle Jensen, Viggo Okholm og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

@nils valla - Hvor har jeg sat lighedstegn imellem kommunisme og nationalsocialisme?

niels astrup

Jeg har fortalt det før. Kort efter valget talte jeg med en af de tilforordnede i den landsby, hvor jeg bor. Han har troligt siddet i hallen ved hvert valg og - ifølge ham - havde han aldrig set så mange unge som denne gang.
For ham var der ingen tvivl: Førstegangsvælgerne var blevet mobiliseret i klimakampen og nu er det ganske simpelt en bunden opgave at give miljøpolitikken en ny stødretning. Jeg tror Enhedslisten har læst situationen rigtigt - denne gang handler det om resultater.

Ole Bach, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Betina Steufer, Estermarie Mandelquist, Liselotte Paulsen, Martin Mørch, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Bent Gregersen

Folketinget er regeringens forudsætning. Demokratiet hviler på vor forfatning inkl. dogmatikken om guden, monarkiet og nationen som bare er et udtryk for forfatnings støtte til fortidige magt-sektorer.
Når et revolutionært socialistisk parti som EL stiller op til et valg af medlemmer i Folketinget er det selvfølgelig logisk at samme revolutionære parti ser dette som dels et talerør til befolkningen og dels osse som vejen til opfyldelse af politiske ønsker. Sådan virker det parlamentariske demokrati.
Erfaringen viser at revolutionære sejre alle er endt i dehumane diktaturer. Jeg kan ikke få øje på nogen som helst socialistiske/kommunistiske/anarkistiske revolutioner der har bragt menneskeværd.
Der er grund til at hylde EL for deres intelligente opfattelse af deres politiske ønske uanset dets omfang mv.
Marx, og dermed marxismen, beskriver overhovedet ikke hvordan et socialistisk/kommunistisk samfund skal skrues sammen. Med god grund da fremtiden aldrig vil være forudsigelig. Marx beundrede det opkommende borgerskabs teknologiske og politiske indsats som en sejr over fordums monarkier og adelsdiktaturer.

Nu henstår så bl.a.:

1.en revurdering af landets tilknytning til EU. Kapitalismen findes som understøttende en social perversion i og udenfor EU.

2. En anerkendelse af den enkelte borgers erhvervsaktivitet og især enkeltpersonernes værdifulde ilderigdom og intellektuelle potens og dermed værdi for samfundet. Mange af EL´s medlemmer lever op til disse værdier.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, nils valla og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Andresen

Bare vent. Når sommeren er forbi, og der skal føres økonomisk ansvarlig realpolitik, vil Enhedslisten igen føle sig "pisset på". De vil igen stå i dilemmaet om de skal vælte en socialdemokratisk regering eller bide til bolle og acceptere, at man ikke kan lede et land på et kommunistisk grundlag uden at det går op i hat og briller.

Der er en grund til, at alle tidligere forsøg med kommunisme er endt i fattigdom, vold og korruption.

michael andersen

Men de fik deres kultur værdi og klimapolitik i første række, hvilken beviser at der er bero i påstanden om at venstrefløjen prioterer grønne spørgsmål højere end røde. Hop i på midten med alle de andre i det radikale venstre og alternativet. I er jo kun venstreorienterede til i er valgt, så er alt andet end grøn, kultur og værdipolitik altid til et kompromis, intet nyt under solen her, ikke underligt at de borgerlige har frit vandring i den offentlige meningsdannelse, når de såkaldt røde i er interesseret i hold fast på de områder der skiller dem fra midt højre. ole

michael andersen

ikke har interesse i det social og økonomiske forhold sorry

Thomas Andersen

Magtparti??? For ikke at vælte Mette Frederiksen første dag (hvilket de jo alligevel aldrig ville gøre) har de fået et stykke komplet uforpligtende stykke papir som vil falde sammen til ukendelighed straks det møder virkeligheden (som f.eks. ved førstkommende finanslov).

Der er vel næppe mange, der synes, at det er en dårlig idé, at EL forsøger at benytte sin parlamentariske repræsentation til at opnå indflydelse på den kommende regeringspolitik. Og det opnåede resultat af EL, SF og RVs tovtrækkeri i forhold til storebror SD lover rigtigt godt for fremtiden: Der har været udvist dygtighed og imødekommenhed, som fortæller at de 4 partier vil det her. Det man måske kan frygte i forhold til EL er, at dette opfattes som "sejren", som kulminationen på et langt og hårdt valgarbejde og at opgaven som bevægelsernes informationssnabel og talerør derfor kommer til at glide i baggrunden. Det er nu klimatosserne har brug for at der bliver pustet i sejlene. Øh - pustet på vindmøllevingerne.

Ole Bach, Torben Skov, Katrine Damm, Viggo Okholm, Trond Meiring, Mogens Holme, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Kim Houmøller.
Du fremlægger kommunisme (og Nazismen) som frygt-senar.
Men da det "store Europa" i dag har mange fælles træk med "Nationalsocialismen", og kun få tilsyneladende har det skidt med det,
konkluderer jeg , du foretrækker nationalsocialismens rædsler (vi udmærket kender til), fremfor muligheden af kommunisme er vejen vi burde søger efter.
Du og jeg ved jo reelt set ikke hvad kommunisme ville føre med sig, da kommunisme endnu ikke har været afprøvet (og bliver det sandsynligvis heller ikke før vores bevidsthed når der til) men, vel ikke mange er i dag uenige i verden bevæger sig i forkert retning.

Ps. Jeg undskylder hvis jeg har misforstået dig.

ps. Kim Houmøller.
Skal lige for en ordens skyld nævne jeg er u-partipolitisk.

Bent Gregersen.
Du skriver du ingen eksempler har på socialistiske "revolutioner" har ført godt med sig.
Her kan jeg så anbefale dig se Danmark i et større historisk perspektiv.
F.eks forskellen på Danmark 1845 kontra Danmark 1940.
Du kommer ikke udenom Danskerne anno 1845 ville have opfattet danskerne anno 1940 som yderliggående revolutionære.

Anders Reinholdt, Ole Henriksen, Trond Meiring, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

At beskrive Enhedslisten som et 'magtparti' er da noget af en journalistisk stramning..

Enhedslisten har fået indflydelse på regeringens politik i et såkaldt 'forståelsespapir', og godt for det. Men egentlig magt har de ikke opnået, før de sidder i en regering.

Det tror jeg til gengæld ikke kommer til at ske nogensinde, med mindre regeringen bliver socialistisk, og ikke som nu centrum venstre/højre, alt efter hvor Socialdemokratiet kan opnå sin politik, naturligvis med de begrænsninger for deres excesser, (læs: højre-ekstremiteter især på udlændinge- og arbejdsudbudsområdet) som forståelsespapiret lægger op til.

Det er fornuftigt af Enhedslisten at kræve indflydelse, det er jo derfor folk stemmer på dem; for at de kan og vil gøre en forskel der er til at mærke for almindelige mennesker.

Selvfølgelig er det vigtigt at have en ideologi og visioner for hvordan samfundet og verden bør se ud. Men trods alt flytter det konkret intet, med mindre man er villig til at gå på kompromis af og til.

Hvor store kompromisserne bør være, har Enhedslisten fornuftigvis allerede forberedt sig på i de fleste scenarier, så det ikke ender med varm luft og frustration.

Lad os se hvor det fører hen før vi dømmer :-)

Ole Bach, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm, Anders Reinholdt, Trond Meiring, Carsten Hansen, Mogens Holme, Ete Forchhammer , Jan Jensen, nils valla, Erik Fuglsang og Torben Skov anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

El blev mindre ved valget, ikke større. De blev store ved forrige valg. EL støttede kurderne i Syrien med penge. Det blev kritiseret af flere partier. Her er en sag som EL kan følge op på. Vil EL støtte Trump for at støtte de samme kurdere eller var det igen bare en næsten gratis omgang ?

Jens Peter Hansen.

Argh! Hvis "gratis omgang" skal udelukke et parti, hvem Søren er der så at stemme på?

Kim Houmøller

Her i disse spalter skal man kaldes nationalsocialist af nils valla! Kast med mudder, og du bliver selv sølet til! Tror han har nået bunden i denne avis!

jens peter hansen

Alle partier har af og til sære sengekammerater. Kurderne er nu USA's venner og EL's. Hvor står EL henne i dette dilemma?

Kim Houmøller.
Er ked af du opfattede det som jeg kaldte dig for nazist.
For selvfølgelig er du ikke det.

Hvis den nye socialdemokratiske regering følger forståelsespapiret, så kan man sige at Enhedslisten er "fedtet ind i noget" og får et vist medansvar for regeringens politik. Men de står frie i forhold til politik som ikke står i papiret.

For at være et magtparti af gavn, må partiet være med til at udarbejde et regeringsgrundlag, netop som SF gjorde det i det sorte tårn.

Et magtparti får, altså modsat det nuværende EL, deres mærkesager pisset på bag lukkede døre, og deres medlemmer og ledere må forholde sig tavse, efter de har måtte lægge øre til regeringslederen sige: der kommer en god løsning i morgen....

Ole Bach, Arne Albatros Olsen, Torben Skov, Erik Winberg, Katrine Damm, Estermarie Mandelquist, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Enhedslisten kunne vælge og blive et råbe-parti på sidelinjen uden indflydelse, eller indgå i et kompromis og få indflydelse for deres mandater. Skipper valgte det sidste. Med 13 mandater kan du ikke få indflydelse som med 90, men Ø fik dog noget. Skipper gjorde det faktisk ret godt, så de der vil noget mere rabiat , må nok se i øjnene at tiderne er ændret.