Feature
Læsetid: 8 min.

Tour de France er nået til den nådesløse, drømmeknusende tinde Col du Tourmalet

Nu er det alvor. Tour de France-feltet er nået til det legendarisk stejle Col du Tourmalet – en vej, der i over 100 år er blevet belagt med knuste drømme og kolossale kraftpræstationer. Det bliver modbydeligt og dramatisk. Ligesom historien om, hvordan ruten i første omgang blev til
Da legenden Eddy Merckx i 1969 vandt sit første Tour de France, gik han med 130 kilometer igen af på 17. etape i udbrud på vej op ad Tourmalet og fortsatte alene over bjergpasset og målstregen i Mourenx, hvor han udmattet af træthed sagde: »Jeg håber, det var nok til, at I nu vil betragte mig som en værdig vinder.«

Da legenden Eddy Merckx i 1969 vandt sit første Tour de France, gik han med 130 kilometer igen af på 17. etape i udbrud på vej op ad Tourmalet og fortsatte alene over bjergpasset og målstregen i Mourenx, hvor han udmattet af træthed sagde: »Jeg håber, det var nok til, at I nu vil betragte mig som en værdig vinder.«

AFP Photo

Moderne Tider
20. juli 2019

Årets Tour de France er det højeste nogensinde. Fem etaper har mål på et bjergpas, og undervejs skal feltet over et rekordantal af 30 såkaldte kategoriserede stigninger.

»Det er umuligt at vinde denne Tour, medmindre du er en dygtig klatrer,« sagde løbsdirektør Christian Prudhomme, da ruten i vinter blev offentliggjort ved et større arrangement i Paris.

Prudhomme understregede ved samme lejlighed, at hensigten med de mange stigninger, bakker og bjerge var at animere rytterne til at køre mere offensivt end tidligere i jagten på både point og bonussekunder.

Den første virkelige mulighed for det er lørdagens 14. etape, hvor de letteste klatrere og seriøse klassementskandidater for alvor får mulighed for at drille hinanden på vej mod toppen af Col du Tourmalet. På etapen sidste torsdag til Planche des Belles Filles testede rytterne bjergformen og hinanden af, men nu er det alvor. De afsluttende 19 kilometer ad Pyrenæernes højest beliggende asfalterede vej kræver det bedste af de bedste og har ofte lagt kulisser til store sejre og historiske nederlag.

På fransk betyder ’mal’ som bekendt dårlig, og i cykelverdenen er Col du Tourmalet ofte blevet oversat med ’dårlig tur’. En smule misvisende, idet der i Gascogne-provinsen ikke tales fransk, men derimod en særegen dialekt, der nærmere giver oversættelsen ’det lange bjerg’ eller ’bjerget i horisonten’. Dårlig tur er ellers, hvad mange ryttere i tidens løb har oplevet på turen op til passet, der også er blevet kaldt ’tinden uden nåde’.

I begyndelsen var der ingen planer om lade Tour de France-rytterne køre i bjerge. De første syv somre blev feltet groft sagt sendt gennem landets flade egne, men da François Faber efter sin samlede sejr i 1909 kaldte strabadserne for en søndagsudflugt, blev Henri Desgrange godt tosset. Løbsdirektøren, der også var redaktør for avisen L’Auto, som ejede og arrangerede Tour de France, bad sin trofaste journalist Alphonso Steinés om at finde på noget nyt og spændende til løbet.

Steinés havde tidligere foreslået sin chef at tilføre løbet nogle højdemeter, og i foråret 1910 blev journalisten sent til Pyrenæerne for at sondere det ufremkommelige terræn. Hvad der fulgte, er i dag en af grundstenene i den efterhånden godt sammentømrede Tour-mytologi.

Hjemme på kontoret i Paris sad Desgrange og rystede på hovedet af Steinés. Pyrenæerne var snedækket det meste af året, og bjergenes små stier og spor blev primært brugt af fårehyrder, når de skulle fra den ene dal til den anden. Hvordan i alverden skulle man kunne cykle dér?

Samme overbevisning havde de lokale. Da Steinés ankom til Pau ved foden Pyrenæerne, grinede folk af ham. Man var vant til fremmede, der ville prøve kræfter med bjergene. Men bjergene vandt for det meste, fik han at vide. En enkelt bil eller to kunne måske komme frem visse steder, men de stejle og krævende grusveje bestod for det meste af et sæt fortærede hjulspor i alt for ringe stand til at kunne bære 100 cykelryttere og dertilhørende servicebiler.

Det var der råd for, sagde Steinés. Han kontaktede kontoret i Paris og fik lovning på 3.000 franc til vejreparationer. Derefter hyrede han en lokal guide til at køre ham op til bjergpasset. Godt fire kilometer inden toppen sad de fast i sneen. Klokken var seks om aftenen, og da Steinés gav udtryk for, at han ville fortsætte til fods alene, advarede guiden ham om egnens bjørne.

Steinés lod sig ikke skræmme. Han nåede passet midt om natten, men vejen ned var et helvede. Han gled, frøs og for vild i en snestorm, der endte med at begrave ham. En eftersøgning var på det tidspunkt blevet sat i gang, og klokken tre om natten blev en forkommen Steinés fundet og bragt til politistationen i Barèges for at få varmen og komme til hægterne.

Næste dag sendte han følgende telegram til sin chef i Paris:

»Har krydset Tourmalet. Vældig god vej. Fuldkomme passabel. Steinés.«

Første rytter over bjergpasset

Tour de France har forceret Col du Tourmalet 86 gange – hvilket i den sammenhæng er rekord for et bjergpas – og i 2010, ved 100-året for det første besøg, blev rytterne sendt op ad det 2.115 meter høje bjerg på hele to etaper.

Her udspilledes løbets afgørende duel sig på 17. etape mellem Andy Schleck og Alberto Contador. Schleck havde svoret hævn over spanieren, der et par dage forinden havde angrebet netop i det øjeblik, hvor hans kæde røg af, og på de sidste 15 kilometer angreb den lille luxembourger flere gange.

Noget afgørende hul til spanieren fik han dog aldrig. Køligt sad Contador på hjul af Schleck, da denne kørte over målstregen som etapevinder. Den gule trøje fik Schleck heller ikke senere vristet fra Contador, der i første omgang endte som vinder af Tour de France 2010.

Den hæsblæsende duel mellem de to fik dog et vigtigt efterspil, da Contador blev frataget Tour-sejren efter at have indleveret en positiv dopingprøve.

2010 var samtidig første gang med mål på Tourmalet. Indtil da var rytterne strøget videre ned ad bjerget, akkurat som de havde gjort 100 år forinden, altså i sommeren 1910 kort efter Steinés’ besøg i Pyrenæerne.

Feltet skulle det år over den række pas i Pyrenæerne, der bærer det rammende navn ’Dødens cirkel’, inden finalen i Bayonne. Tourmalet var den dag den tredje top efter Aspin og Peyresourde og før Col d’Aubisque. En helt igennem modbydelig etape, hvilket Desgrange tilsyneladende var klar over. Han skulle ikke selv have noget af at overvære rytterens pinsler – eller lægge øre til kritik, hvis noget gik galt – og var derefter rejst hjem til redaktionen i Paris.

Som Joakim Jakobsen pointerer i Le Tour (2014) viste en enkelt nyskabelse, hvor meget Desgrange frygtede en fiasko i Pyrenæerne:

»For første gang blev rytterne fulgt af le voiture balai, ’fejebakken’ – bilen, der triller efter feltet og opsamler opgivende ryttere, som får pillet deres nummer af.«

Første rytter over Tourmalet var Octave Lapize, der dog havde trukket sin cykel på de stejleste stykker. Bag ham kom Gustave Garrigou, der blev præmieret med 100 franc, fordi han som den første forcerede de 2.115 højdemeter uden at sætte en fod til jorden.

Octave Lapize sejrede på dagens 326 kilometer, da han efter 14 timer og ti minutter kørte i mål i Bayonne. Da han inden da forcerede etapens sidste bjergtop, Aubisque, udmattet og indsmurt i snavs og mudder, råbte han frådende til den ventende Alphonse Steinés:

»Mordere!«

Dagen efter bragte L’Auto en detaljeret reportage fra den hårrejsende etape, der blev slugt af læserne. Ingen var i tvivl om, at rytterne havde været døden nær i Pyrenæerne. Avisen dyrkede beretningerne om de seje og stoiske helte der, hvis »de ikke omkom i laviner, bjergskred eller på sammenstyrtede broer ville blive ædt af bjørne«, som Joakim Jakobsen udtrykker det i Le Tour.

Året efter blev Alperne indlemmet på Tour de France-ruten for første gang i skikkelse af det mægtige Col du Galibier.

Tilbage på Tourmalet udspillede sig i 1913 endnu et legendarisk afsnit af Tour-historien, da den franske rytter Eugène Christophe styrtede på vej ned ad Tourmalet og knækkede forgaflen på sin cykel. Franskmanden lå på det tidspunkt nummer et i den samlede stilling med en føring på 18 minutter.

Christophe kom på benene, børstede sig af og gik grædende de resterende ti kilometer ned ad bjerget til en smedje i landsbyen Sainte-Marie-de-Campan. Dengang måtte rytterne ikke modtage assistance undervejs, så franskmanden var tvunget til selv at fikse forgaflen, mens smeden og en række løbskommissærer så til i baggrunden.

Da ilden var ved at gå ud, bad rytteren en dreng om at pumpe med blæsebælgen, hvilket kommissærerne straks takserede med en tidsstraf på tre minutter.

»Jeg måtte ordne det hele selv, og jeg har aldrig i mit liv tilbragt en mere ulykkelig tid end de forfærdelige timer i den smedje,« sagde Christophe, der tabte tre timer den dag og endte på en samlet syvendeplads.

Også et par af cykelsportens allerstørste navne har skrevet vigtige Tour-kapitler på Col du Tourmalet.

I 1952 rundede Fausto Coppi som første rytter bjergpasset, inden han den dag vandt etapen i Pau. Den italienske campionissimo endte som samlet vinder af Touren for anden gang.

Først over Tourmalet var også Eddy Merckx, da han i 1969 vandt sit første Tour de France. 17. etape var den dag en klassisk Pyrenæer-etape gennem førnævnte ’Dødens cirkel’: Peyresourde, Aspin, Tourmalet og Aubisque. Med 130 kilometer igen gik Merckx i udbrud på vej op ad Tourmalet og fortsatte alene over bjergpasset og målstregen i Mourenx, hvor han udmattet af træthed sagde:

»Jeg håber, det var nok til, at I nu vil betragte mig som en værdig vinder.«

Ud over den samlede sejr vandt Merckx det år også sprintertrøjen og bjergtrøjen, og havde ungdomstrøjen eksisteret på daværende tidspunkt, ville den 24-årige belgier også havde taget den med. Det har ingen gjort hverken før eller siden. Dertil vandt hans hold, Faema, holdkonkurrencen.

50-året for Eddy Merckx’ dobbelte Tour/Tourmalet- sejr vil lørdag givetvis blive fejret på Col du Tourmalet, ligesom jubilæet og verdens største cykelrytter blev det ved årets første etape, der gik gennem Merckx’s fødeby, Woluwe St. Pierre uden for Bruxelles.

Fuld gas fra start

I modsætning til eksempelvis Alpe d’Huez – der først kom på Tour-kortet i 1952 – er Tourmalet stejlest mod slutningen. Det er her, Team Sky, der i dag hedder Ineos, de seneste år har splittet feltet og støbt fundamentet for Geraint Thomas’ samlede sejr i 2018 og inden da flere af Chris Froomes sejre.

I år er favoritfeltet som bekendt bredere end længe set, og angrebslysten burde være større hos flere af holdene, der øjner en klassementschance i Froomes fravær. Med til ligningen hører, at etapen er på blot 120 kilometer, og samtidig venter endnu en hård Pyrenæer-etape søndag og tre bjergdage i Alperne i næste uge.

Af samme grund vil mange klassementsfavoritter være friske, når de rammer Tourmalet lørdag eftermiddag, og andre vil spare sig. Som sædvanlig er det svært at regne ud, hvad der vil ske på den klassiske tinde i Pyrenæerne. Kun for dem, der skal vinde tid, eller dem, der vil vinde etapen, er taktikken enkel: Fuld gas fra start i håb om at benene holder frem til finalen på toppen af Tourmalet.

Tour de France kan dagligt ses på Eurosport og TV 2. Lørdag og søndag er der mål på de to bjergpas i Pyrenæerne, Col du Tourmalet og Foix Prat d’Albis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jeg drømmer om en EPOke, hvor der ikke er væg-til-væg dækning af sports"begivenheder" med "helte" mig her og "helte" mig der. Jeg ved, at der er mange, der elsker at se det på alle medier 24/7, men der er jo også mange, der lige så gerne vil være fri.

Søren Kristensen

Søren Bro,
Hvis din fjernbetjening har en rød knap, så prøv at trykke på den.

René Arestrup, Dennis Tomsen, arne tørsleff, Gert Hansen, Susanne Kaspersen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

@Søren K, det gør jeg flittigt, der er bare noget med et mangfoldighedsprincip, der åbenbart ikke gælder for sport.