Læsetid: 13 min.

Hans arbejdsdag begynder kl. 4, efter en mand ringer 112 og siger ’jeg har skåret halsen over på min nabo’

Hvis man lavede en film om det, vi gør, ville folk falde i søvn i biografen. Det der med spænding og tjuhej er en by i Rusland, siger Jes Hvas, der det meste af sine 35 år i politiet har efterforsket drab
Hvis du spørger hr. og fru Jensen, vil de nok tro, at de fleste drab er bandemedlemmer, der skyder hinanden ned, mens deres nabo ikke kunne finde på at slå nogen ihjel. Men statistisk set er det omvendt, fortæller Jes Hvas.

Hvis du spørger hr. og fru Jensen, vil de nok tro, at de fleste drab er bandemedlemmer, der skyder hinanden ned, mens deres nabo ikke kunne finde på at slå nogen ihjel. Men statistisk set er det omvendt, fortæller Jes Hvas.

Peter Nygaard

24. august 2019

»Har du fået noget at spise?«

Spørgsmålet lyder igennem det åbne kontorlandskab. Drabsefterforsker Jes Hvas nikker fra sit skrivebord på politigården i Midt- og Vestjyllands Politi uden at tage øjnene fra skærmen foran sig. »Ja da,« siger han.

På en stak papirer ved siden af ham står en tallerken med et stykke kold peperonipizza. Der er kun taget en enkelt bid.

Det er en fredag eftermiddag i maj, og Jes Hvas har været vågen siden lidt i fire i morges, hvor han blev vækket af mobilen på natbordet:

»Og når telefonen ringer på det tidspunkt, ved du godt, at det ikke handler om tyveri fra tørresnor,« siger han.

En gerningsmand har meldt sig selv via alarmcentralen: Han har skåret halsen over på sin nabo. Jes Hvas tager et bad, spiser et par mundfulde havregryn med mælk og mindre end 20 minutter efter er han på vej i bil mod stationen i Holstebro.

Jes Hvas er 58 år gammel og har været politimand i mere end 35 år. Størstedelen af tiden med speciale inden for efterforskning af drab, og siden 2007 i afdelingen for personfarlig kriminalitet her ved Midt- og Vestjyllands Politi, hvor han arbejder med grove voldssager, voldtægt og drab.

Han har stået i spidsen for forskellige grupper, der sammen har opklaret omkring 30 drabssager, og han ved, at det vigtigste i begyndelsen af en efterforskning er to ting: at være hurtig. Og at være langsom.

»De første døgn er de vigtigste, for jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at man ikke fanger gerningsmanden. Derfor må man hellere lave for meget end for lidt til at starte med,« siger han.

Men på samme tid må man ikke være for hurtig:

»Et af de største problemer er, at man så gerne vil opklare sagen. Men hvis man lægger sig fast på en bestemt teori for tidligt, risikerer man at få tunnelsyn. Man indsamler sin viden asymmetrisk, glemmer at stille de vigtige spørgsmål og risikerer at overse det, der taler imod ens hypotese.«

Et kulturchok

Egentlig havde Jes Hvas ingen planer om at blive ’politier’, som han kalder det. Han voksede op ved klitterne i Harboøre, hvor landbetjenten ikke havde meget andet at lave end at jage unge, der kørte for stærkt. En af dem var Jes Hvas, der gjorde Harboøre usikker på en boret Puch VZ.

Han overlevede folkeskolen og kom i lære som automekaniker på den lokale Esso-tank. Men allerede inden, han var færdiguddannet mekaniker vidste han, at han ikke skulle rode med motorer resten af livet. Det var for kedeligt, og Jes Hvas besluttede at søge ind til politiet.

»Jeg vidste intet om kriminalitet, da jeg søgte ind. Jeg havde vist en drøm om noget med blå blink og biler. Men det var ikke det, der blev min vej i systemet,« siger han.

Faderen var fiskeskipper og aktiv i lokalpolitik, og hans mor gik hjemme. De accepterede hans valg af erhverv, men var ikke specielt begejstrede:

»De syntes vist, der var lidt langt helt derover til København. Og så tilmed inden for en offentlig myndighed. Ikke at min mor på nogen måde var kriminel, men myndigheder, der tilmed bærer uniform, har aldrig imponeret hende. Sådan er det jo herovre vestpå. Vi klarer os langt hen ad vejen fint uden statens indblanding.«

Jes Hvas var den første nogensinde fra Harboøre, der søgte og kom ind på politiskolen. Han rykkede op fra hjemstavnen og begyndte på skolen i København på sin 22-årsfødselsdag den 1. november 1982. Det var et kulturchok:

»Jeg kom ud i et miljø, jeg ikke anede eksisterede: færdselsuheld, husspektakler og druk; steder der slet ikke lignede min hverdag fra før. Jeg var jo vokset op med orden i tingene, og en mor der sørgede for, at der var støvsuget og mad klar på bordet til spisetid. Men selv om intet var, som jeg havde forestillet mig, var det alligevel lige mig.«

Det første døgn

Nattens drabssag har været forsidestof på Dagbladet Holstebros hjemmeside siden klokken 6.40, og avisen opdaterer flere gange i løbet af dagen: Naboerne er chokerede. To mænd er anholdt. En bliver løsladt igen. Den formodede gerningsmand skal hen under aften fremstilles i retten i Holstebro.

Ved skrivebordet på stationen skriver Jes Hvas på en fremstillingsrapport af sagen, som skal være klar til grundlovsforhøret om et par timer. Sådan en kan fylde alt fra 10 til 70 sider. Sagen her er forholdsvis ukompliceret, fordi manden har meldt sig selv. Men det skal være lige grundigt uanset hvad, forklarer Jes Hvas:

»Hvis man skal spærre folk inde i mange år, skal der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved noget som helst.«

En kvindelig efterforsker lægger en afhøringsrapport på kanten af bordet. Hun har brugt det meste af dagen på at tale med de nærmeste pårørende til den dræbte. Det er Jes Hvas, der samler trådene, men seks andre kolleger er i gang. Det er en holdpræstation, understreger han:

»I de komplicerede drabssager kan vi være helt op til 50 mand. De første par døgn bruger vi som regel alle de folk, vi kan få fat i. Også fra andre afdelinger.«

Ud over efterforskerne, indsamler kriminalteknikerne spor på gerningsstedet, retsmedicinerne undersøger den formodede gerningsmand, laver ligsyn og senere obduktion, og hundepatruljer afsøger omgivelserne for spor. I denne sag gør anklagemyndigheden også klar til at fremstille den formodede gerningsmand i grundlovsforhør. En forsvarer er også sat i sving.

Særligt retsmedicinernes arbejde er vigtigt i den indledende fase. Om nogle dage vil en obduktion afklare en række vigtige spørgsmål omkring dødsårsag og gerningsvåben.

»Retsmedicinerne kan fortælle os meget ud fra skaderne – både om dødsårsagen, men også hvad der er foregået. Og det sker, at de finder noget, der overrasker os. Derfor behandler vi faktisk mange sager som potentielle drabssager.«

For et par måneder siden blev en kvinde eksempelvis fundet med en kniv i halsen.

»Patruljen på stedet troede, at der var tale om et drab og anholdt også en mistænkt, men retsmedicinerne og den indledende efterforskning kunne fastslå, at der var tale om et selvmord.«

Midt- og Vestjyllands politikreds dækker 22 procent af landet, og der sker mellem tre og fem drab om året. De fleste med kvælning eller kniv.

»Det, man har ved hånden,« som Jes Hvas siger.

I morges noterede man både stik og snit i offeret. Jes Hvas har efterforsket flere sager med 15-20 knivstik eller flere.

»Indimellem ser vi ofre med virkelig mange stiksår. Gerningsmanden kan få enorme kræfter og komme i en form for rus, der kan give ekstreme skader på offeret.«

Det er typisk i sager, hvor offer og gerningsmand, kender hinanden. Hvilket er tilfældet i langt de fleste drab i Danmark.

»Hvis du spørger hr. og fru Jensen, vil de nok tro, at de fleste drab er bandemedlemmer, der skyder hinanden ned, mens deres nabo ikke kunne finde på at slå nogen ihjel. Men statistisk set er det omvendt.«

At nye tal viser, at det hyppigste er partnerdrab, hvor kvinden er ofret, overrasker ikke Jes Hvas. Og det kan være virkelig voldsomme sager:

»Jalousi og vrede er noget, der i ekstrem grad kan udløse energi. Vi havde et drab engang, hvor gerningsmanden havde stukket en kniv gennem offeret med en sådan kraft, at spidsen på kniven knækkede, da den kom ud på den anden side af kvinden og ramte gulvet.«

Et lille krads i overfladen

Noget af det første, politiet har undersøgt i løbet af dagen, er offer og formodet gerningsmands færden på sociale medier, brug af mobiltelefon og kontobevægelser. Og så er politiet i gang med afhøringer omkring gerningsstedet og af bekendte og pårørende. Det sidste varetages af de mest erfarne folk. De forsøger at kortlægge hovedpersonernes liv og færden den seneste tid.

Dagen har allerede budt på flere overraskelser i forhold til, hvad Jes Hvas tænkte, da han hørte om sagen over telefonen i nattemørket. De implicerede er ikke venner, men bor blot i samme opgang. Og selv om den anholdte arbejder som lærer og ikke er kendt af systemet, bliver det stadigt mere tydeligt, at han har alvorlige psykiske problemer.

»Man skal ikke kradse meget i overfladen, så ændrer tingene sig. Vi oplever ofte, at både gerningsmand og offer har nogle helt andre sider, end de fleste troede. Når vi graver i, hvordan en person har levet, skulle man indimellem tro, at der udadtil og indadtil var tale om to forskellige mennesker.«

Som en meget kedelig film

Jes Hvas fik ansvaret for sin første drabssag midt i 1990’erne. Det var et partnerdrab i en lille by uden for Ringkøbing, hvor han var ansat ved kriminalpolitiet.

»Det var første gang, jeg kom helt tæt på både drabsmand og pårørende. Det var ikke nogen svær sag, men det gik op for mig, at det var det, jeg ville. Og at jeg kunne noget.«

Efter nogle få år hos politiet i København, var han flyttet tilbage vestpå med sin kone og to små børn. Livet var lettere i nærheden af bedsteforældrene. De første par år som almindelig betjent, savnede han opgaverne i hovedstaden. Men ved kriminalpolitiet fandt han sin rette hylde, og han sagde aldrig nej til tilkald:

»Det er jo ofte uden for normal arbejdstid, det spændende sker: voldtægt, brand eller bankrøveri.«

Senere tog han en lederuddannelse, tilbragte nogle år i Rejseholdet og kom efter politireformen i 2007 her til Holstebro. Reformen har ført til en øget specialisering i kredsen, hvor alle drab de seneste ti år er opklaret.

På velovervejet vestjysk taler Jes Hvas om at »vende alle stenene« og være god til at »finde den røde tråd«. Drabsopklaring bygger ikke på en særlig sjette sans, siger han:

»Det handler om at starte her,« siger han, og sætter en pegefinger ned i bordpladen.

»Og så bevæge sig i små cirkler lige så støt og roligt,« siger han og drejer fingeren udad rundt og rundt.

»Hvis man lavede en film af det, vi gør, ville folk falde i søvn i biografen. Det der med spænding og tjuhej er en by i Rusland.«

Ud af et halvt års efterforskning på en drabssag er det begrænset hvor ofte, han har pulsen oppe.

»Der er sindssygt meget papirarbejde, kontrol og rutine i en efterforskning. Du kan arbejde i ugevis, uden at noget lykkes, hvor du bogstavelig talt står bomstille. Men så pludselig får du fat i en flig af et eller andet, og så kommer adrenalinen tilbage. Sådan kører det op og ned med gode og dårlige dage. Når drabssager ikke bliver opklaret, er det typisk, fordi du har overset noget undervejs. Så når man efterforsker et drab, skal man være villig til at bruge al den tid, der skal til. Det nytter ikke noget springe over, hvor gærdet er lavest.«

Han tager sig også altid god tid, når han taler med folk. Uanset om det er gerningsmanden, pårørende eller vidner.

»Mange er i defensiven, når man kommer fra politiet. De har ofte et dårligt forhold til systemet. Så uanset hvor beskidt der er, uanset om det er Wegner-stole eller en havestol, så sætter man sig ned og tager imod den der kop kaffe.«

Der kan godt gå timer med at tale om alt andet end sagen. Ofte oplever Jes Hvas, at der først går hul på folk, når han er ved at tage sko på i entreen.

»Så må man ind og sidde igen. Misser man det øjeblik, siger man måske farvel til særdeles vigtig viden.«

Og så er det vigtigt at behandle gerningsmanden som et menneske.

»Man skal ikke være venner, og det er altid en afvejning, hvor meget eller hvor lidt man skal give af sig selv. Men hvis gerningsmanden tænker: ’Ham der er ude på at jorde mig’, så bliver det en meget kort samtale. Han kan mærke med det samme, hvis man dømmer ham, og det er slet ikke mit job som efterforsker. Det er der nogle andre, der må tage sig af. Han har jo ikke gjort mig noget. Og selv om jeg måske ender med at sende ham i spjældet i ret mange år, så skal det ske med ordentlighed.«

Grundlovsforhør

Kort før grundlovsforhøret klokken 17, står Jes Hvas stadig i kopirummet på hovedstationen og samler papirer i stakke. Og i sidste øjeblik går han ind i byretten med to grønne ringbind under armen, som han rækker til anklageren. Retsbygningen er tømt for folk, bortset fra dette ene retslokale. Jes Hvas, anklager og den sigtedes forsvarer, samt to lokale journalister sidder klar, da betjentene kommer ind med den sigtede: en bleg, midaldrende mand med ludende skuldre og tyndt sort hår. Han vil ikke udtale sig og ser tavst til, mens anklageren læser op fra bidder af samtalen med alarmcentralen.

Han har slået sin nabo ihjel, fordi han mener, han har forfulgt ham og aflyttet ham gennem en længere periode. Retten følger anklagerens anmodning og varetægtsfængsler manden i fire uger på en lukket psykiatrisk afdeling – hvilket den sigtede og hans forsvarer accepterer. Efter mindre end en time fører de to betjente manden tilbage i arresten. Retsmødet er slut.

Men for Jes Hvas fortsætter arbejdet. Hvad han end måtte have haft af andre planer resten i weekenden er aflyst. De kommende mange dage vil begynde med morgenkaffe med kolleger klokken otte og slutte ud på aftenen, når de sidste telefonbeskeder tikker ind fra folkene i marken.

»Hvis du spørger min kone, vil hun sige, at der er perioder, hvor hun kun ser mig, når jeg er hjemme at få en ren skjorte på, et par timers søvn og et bad.«

Og selv når han er der, er han ikke rigtig til stede. Der er altid en mail, der skal besvares eller et forløb, der skal tænkes igennem.

»Men hun har da fundet sig i det i 30 år,« tilføjer han.

Psykologhjælp

Der er ingen tvivl om, at det er et pres at være efterforsker i sager om personfarlig kriminalitet, særligt drab:

»Presset kommer både fra dig selv, offentligheden og systemet. Hvad hvis du ikke opklarer sagen? Hvis du laver fejl? Der er både tidspres og opklaringspres, og det skal man kunne håndtere.«

Og når en sag er slut, skal man kunne lægge den fra sig. Ofte afspadserer Jes Hvas bagefter i længere tid. Så kører han blandt andet landevejscykling. Han læser også meget. Krimierne overlader han til sin kone. Han foretrækker Dostojevskij og Knausgård.

»Man skal kunne engagere sig professionelt, men også give slip. Det nytter ikke noget at slæbe rundt på sagerne hele tiden. Det bliver man tosset af. Man skal ikke være kold, men hvis det virkelig begynder at gå en på, skal man finde noget andet at lave.«

Alle i feltet har oplevet, at en sag kommer tæt på. Særligt hvis der er børn og unge involveret:

»Der kan man godt blive emotionel og tænke: ’Det er sgi noget lort,’« siger Jes Hvas

Men kredsen har en fast psykolog tilknyttet, som man kan konsultere i særligt tunge sager. Det har Jes Hvas gjort flere gange.

»Da jeg begyndte i politiet, vidste vi dårligt nok, hvad en psykolog var. Vi drak en øl i vagtstuen, talte lidt om, hvad der var sketm og det var det. Det var lidt en machokultur, der desværre nok også medførte, at nogle blev alkoholiserede, mens andre gik ned med stress. Så psykologhjælpen er absolut en god udvikling.«

Drab er nok en del af livet

I oktober 2018 har buskene på parkeringspladsen foran politistationen i Holstebro skiftet farve til gult, og nabodrabet fra maj er klart til at komme fra retten. Sagen bliver afgjort på månedens sidste dag i byretten i Holstebro.

»Det specielle ved den sag er en gerningsmand, der uden at pynte på det fortæller, hvad der er foregået. Det er forholdsvis usædvanligt,« siger Jes Hvas.

Tiltalte har forinden afgivet forklaring og tilstået i et lukket forhør, og sagen bliver afviklet på ganske få timer. Psykiatere har vurderet den tiltalte som ’svært sindssyg’ og uden at sige et ord, modtager han sin dom i retten til psykiatrisk behandling. Jes Hvas er ikke til stede. Sagen bliver ikke anket. Og gerningsmanden skal nu tilbringe et uvist antal år på et retspsykiatrisk hospital.

Ingen vidste inden drabet, at manden havde psykiske problemer. Og dermed er den også et godt eksempel på, at man kan begrænse drab, men nok aldrig afskaffe det, mener Jes Hvas:

»Langt de fleste drab bliver begået i en eller anden form for affekt. I parforhold handler det ofte om at den ene vil væk, og den anden vil blive. Men det kan også være i forholdet mellem venner, hvor noget pludselig bliver for meget. Følelsen af svigt, af at være forsmået eller bare, at man ikke slår til, kan vi jo ikke lovgive os ud af. Det er en del af det at være menneske, så i et eller andet omfang vil risikoen for drab nok altid være en del af livet.«

Serie

1.417 danske drab i 25 år

Ny dansk forskning har kortlagt samtlige drab i Danmark hen over 25 år og giver unik viden om, hvem der bliver dræbt, hvorfor og hvordan. Information går bag om tallene i en serie artikler om ofre, gerningsmænd og de mennesker, der arbejder med at opklare drab.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • ulrik mortensen
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
Erik Karlsen, ulrik mortensen, Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer