Læsetid: 11 min.

Det er blevet nemt at gå på universitetet: »Jeg møder til forelæsninger og skimmer teksterne. Det kan man komme langt med«

Universitetet er ikke, hvad det har været. Alt imens undersøgelser viser, at det faglige niveau falder, får de universitetsstuderende bedre og bedre karakterer. Det er kun naturligt, at universiteterne ændrer sig, når en fjerdedel af befolkningen skal have en akademisk uddannelse, mener forskere. Spørgsmålet er, om det kan blive for let at gå på universitetet
Jeg har været overrasket over at opleve, hvordan det lykkes nogle at klare sig med en minimal indsats, siger Nadjala Rahi, der er kandidatstuderende.

Jeg har været overrasket over at opleve, hvordan det lykkes nogle at klare sig med en minimal indsats, siger Nadjala Rahi, der er kandidatstuderende.

Anders Rye Skjoldjensen

31. august 2019

Universitetet kan virke som et ærefrygtindgydende sted. Har man aldrig selv gået der, forestiller man sig nemt et karikeret univers af tweedjakker, pjusket hår og store bibliotekssale i engelsk gotik med højt til loftet og tunge trædøre, som alle anstrenger sig for at lukke så forsigtigt efter sig, at de ikke risikerer at bryde nogens fordybelse.

Sådan er det ikke i virkeligheden. I hvert fald ikke til sommerkurset Magt, medier og politisk kommunikation på RUC, som ifølge Times of Higher Education, er blandt verdens 600-800 bedste universiteter.

I et gult murstenskompleks med fladt tag sidder 22 studerende tæt sammen i snævert klasselokale. Ser man bort fra et lamineret A4-ark, der anviser de nærmeste nødudgange, er væggene nøgne og hvide. Præcis som resten af lokalet. Hvide gardiner, hvide lysstofrør og hvid laminat på krydsfinerbordene.

Alligevel har kursusleder Peter Aagaard rullet et hvidt lærred ned, som han nu bakser med at projektere sine powerpointslides op på. I dag handler undervisningen om blød magt og internationalt diplomati, inden det hele slutter med debat battle, hvor de studerende skal diskutere med hinanden.

På sommerkurset kan de studerende få 10 ECTS-point over otte undervisningsgange og en eksamen. Det svarer til en tredjedel af et semester. Nogle har valgt at gå i sommerskole, så de har mere tid til deres studiejob i løbet af efteråret, nogle synes bare, at kurset lød spændende. Peter Viborg, som sidder bagest i lokalet i en sort rullekrave.

Spørger man ud i lokalet, lader de studerende dog til at være enige om én ting. Det er nemmere, end de havde regnet med. Det gælder ikke nødvendigvis dette specifikke kursus, men generelt er det ikke nær så svært at gå på universitetet, som de havde forestillet sig, inden de startede.

»Jeg har været overrasket over at opleve, hvordan det lykkedes nogle at klare sig med en minimal indsats. Særligt her på RUC, hvor der er så meget gruppearbejde,« vurderer 31-årige Nadjala Rahi, som er kandidatstuderende i socialvidenskab.

Universitetet kan sagtens være udfordrende, understreger hun. Men det kræver, at man engagerer sig.

Peter Viborg er enig. Han forestillede sig, at universitetet ville være langt mere krævende. Han har taget konsekvensen og investerer nu flere kræfter i sit studiejob.

»Det er dér, jeg bliver udfordret og har muligheder for at udvikle mig,« siger han.

Frit fald

De studerende i det lille klasseværelse står ikke alene med deres fornemmelse af, at det ikke er specielt svært at gå på universitetet. Over de seneste år har en række undersøgelser tegnet et klart billede af, at det faglige niveau på danske universiteter er faldet.

I en stor undersøgelse foretaget af Magisterforeningen i 2017 vurderede 62 procent af underviserne, at de studerende var blevet svagere. En tredjedel af dem havde ligefrem følt sig nødsaget til at sænke niveauet i undervisningen for at få alle med. Samme år viste en stor Eurostudent-undersøgelse, at to ud af tre af mere end 11.000 adspurgte danske studerende ikke opfattede deres studie som svært.

Der findes adskillige lignende undersøgelser, som kredser om den samme konklusion: Det er blevet nemmere at gå på universitetet.

I selv samme periode, hvor niveauet angiveligt er faldet, og de studerende er blevet dårligere, har de til gengæld fået bedre og bedre karakterer. Det viser EVA’s store evaluering af syvtrinsskalaen, som udkom i år. På RUC er over halvdelen af alle afgivne karakterer enten 10 eller 12. I den sammenhæng skiller RUC sig ikke voldsomt ud. På KU og DTU gælder det henholdsvis 45 og 47 procent af karaktererne.

‘Højeste niveau’

Resultaterne af de mange undersøgelser lægger sig som en hale bag en forfaldshistorie om universiteterne, vi har hørt mange gange før. Om hvordan dannelse er blevet erstattet af opkvalificering, og de hæderkronede institutioner nu er reduceret til pølsefabrikker, som fodrer arbejdsmarkedet med funktionærer. I takt med at politikerne har forfulgt en ambition om at få så mange som muligt igennem universitetet, er niveauet faldet, indtil vi pludselig alle sammen er lige dumme.

Det er selvfølgelig groft skåret. Men de overordnede træk i historien er ikke helt forkerte.

Skal Jens Erik Kristensen, som er lektor i pædagogisk idéhistorie ved Aarhus Universitet, forklare det faldende niveau, er det første, han peger på, at der er kommet flere studerende.

I 1980 startede 9.000 nye studerende på universiteterne. I 2015 var tallet 32.000. Fortsætter det nuværende optag, vil 43 procent af alle 18-årige i dag, på et tidspunkt i deres liv blive optaget på et universitet, og 26 procent vil få en kandidatgrad. Det viser en analyse fra Dansk Industri.

Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

»Den der traditionelle kulturkonservative kritik af forfaldet og dannelsestabet, er jo på sin vis rigtig,« siger han.

»Universitetet er blevet til masseuddannelser, og det har de været siden 1960’erne. Med udbredelsen af uddannelserne er der fulgt en svækkelse af dannelsen. I dag minder universitetsuddannelser stadig mere om professionsuddannelser, hvor det først og fremmest handler om at klæde de studerende på til arbejdsmarkedet og ikke længere om også at klæde dem på til at kunne forske inden for deres fag.«

Selv om fortællingen er rigtig, er den ikke nødvendigvis udtryk for et forfald. Ganske vist står der i universitetsloven, at universiteterne har til formål at bedrive »forskningsbaseret uddannelse til højeste internationale niveau«.

Men det står ikke klart, hvordan det konkret skal forstås, forklarer Louise Laura Sarauw, der har skrevet ph.d.-afhandling om universiteternes markedsorientering.

»Spørgsmålet er, om det betyder så højt et niveau, som man kan få flest muligt op på, eller det absolut højeste niveau til en lille elite,« siger Laura Louise Sarauw.

Helt grundlæggende er det en god idé, at få så mange som muligt på universitetet. Også selv om flere studerende kan betyde et fald i niveau. Overordnet set stiger det samlede dannelsesniveau i samfundet.

»Men man har ikke afsat de nødvendige ressourcer. Det betyder, at undervisere i dag skal undervise og vejlede langt flere end tidligere. Samtidig med at de studerende generelt har endnu mere brug for hjælp. Det er selvfølgelig et problem,« siger Laura Louise Sarauw.

’Enormt praktisk’

Tilbage på RUC vil Peter Aagaard gerne have de studerende til at diskutere en teori om internationalt diplomati med deres sidemand i to minutter.

»Er det i praksis stadig en asymmetrisk statscentreret model med staten som den, der influerer offentligheden – frem for omvendt?« står der på et slide. Uanset hvor nemt universitetet angiveligt er blevet, har man bevaret princippet om at formulere sig unødigt kompliceret.

I den efterfølgende pause sidder Emiel Luck og forbereder sig. Han sorte briller og bordeauxrød polo. Og så drikker han vand igennem et sugerør fra en stor sodastreamflaske. Senere skal han i debat og argumentere imod, at alle borgere automatisk registreres som organdonorer.

Han er 38 år og har først sent stiftet bekendtskab med den akademiske verden. Som ung tog han en professionsbachelor, og var ellers en af dem, som gjorde sig forestillinger om universitetet som et særligt fint og ophøjet sted. Det er imidlertid langt nemmere, end han havde regnet med.

»Og det har vist sig at være enormt praktisk for mig,« forklarer han.

Ved siden af arbejder han nemlig fuldtid som lokaløkonom i Københavns Kommune. Det betyder ikke noget for ham, hvilke karakterer, han får. At få en kandidat drejer sig mest af alt om nogle muligheder og nogle løntrin på hans nuværende arbejdsplads.

»Jeg møder til forelæsninger og skimmer teksterne. Det kan man komme langt med,« siger han.

I alt bruge han nok mellem 10 og 12 timer om ugen på at studere. »Tops,« tilføjer han. Og det er inklusive undervisningen.

Inde til Peter Aagaards kursus, har Emiel Luck ellers sat sig på forreste række, tændt en diktafon og har hånden op ustandseligt. Men det er mest, fordi han synes, faget er spændende, forklarer han. Hvis man ikke gider, kan man komme igennem forbavsende let, mener han.

»Mit sidste fag handlede om at lære et statistikprogram. Jeg kom fire ud af 10 gange, var forberedt til to, og endte med at få syv,« siger han.

Politisk bestilling

Man kan ikke alene bebrejde de studerende eller underviserne, at universitetet har ændret sig. Når den klassiske dannelse fylder mindre, er det også resultatet af en årrække med omfattende politiske reformer, som har ændret rammerne for universiteterne.

»De studerende i dag er enormt optaget af, hvad de kan bruge undervisningen til, eller hvad de skal gøre for at få 12. Der kan være langt imellem den der nysgerrighed efter viden eller dannelse. Det peger imidlertid ikke kun tilbage på de studerende, men i lige så høj grad på den måde vi har lavet uddannelse på de seneste mange år,« siger lektor i uddannelsesvidenskab ved Aarhus Universitet Katja Brøgger.

Med andre ord har politikerne fået præcis, hvad de har bestilt. Og måske kan det hele ikke være anderledes, når en fjerdedel af alle skal gå på universitetet.

»Størstedelen af dem skal jo heller ikke være forskere. De skal bruge deres uddannelse på at løse nogle konkrete opgaver i for eksempel en kommune eller en virksomhed. Men jeg er ikke overbevist om, at den øgede kompetence- og færdighedsorientering er det, verden har brug for i dag. Tværtimod. Problemløsning kræver, at man kan tænke kreativt og nysgerrigt,« siger hun.

Nedskæringer

Foran det gule murstenskompleks, som bærer navnet Bygning 25.1, sidder kursusleder Peter Aagaard sammen to kolleger omkring et rundt bord i solen. Den ene er ekstern lektor Henrik Reinicke Jensen, som har fipskæg og sorte Ray-Bans i håret. Den anden er 48-årige Pernille Boye Koch, som er lektor og har lyst hår.

De bliver hurtigt enige om at være enige med forskerne. Både i at kvaliteten af uddannelserne skal ses som et spejl af de ressourcer, universiteterne har til rådighed. Og i at universiteterne i dag fokuserer mere på at gøre de studerende jobparate.

»Nogle gange møder man studerende på kandidatstudiet, hvor man tænker ’hold da op, tænk at du har klaret dig igennem’. Men problemet er jo også, at vi ikke har den tid og de ressourcer, som gør, at vi er tæt nok på de studerende til at opdage det,« siger Pernille Boye Koch.

»Når man gerne vil have mange studerende igennem, så bør man også afsætte penge til det,« tilføjer Peter Aagaard.

Man kan ikke på samme måde som i 1980’erne gå ud fra, at de studerende kan læse værker på tysk eller fransk. Det kan de studerende ikke klare. På Peter Aagaards kursus har de studerende for eksempel været igennem både Ulrich Beck og Michel Foucault, uden at de studerende af den grund har skullet læse tekster på hverken tysk eller fransk. Eller tekster skrevet af Beck eller Foucault selv for den sags skyld.

Til gengæld får en langt større andel af befolkningen glæde af den dannelsesproces, som trods alt stadig foregår på universiteterne, påpeger Peter Aagaard.

»Det er jo en god ting. Og det er også en nødvendighed i forhold til, hvordan arbejdsmarkedet ser ud i dag,« siger Peter Aagaard.

»Universiteterne er under forandring. De har mere fokus på employability. Spørgsmålet er så, hvor langt vi kan bevæge os i den retning, før det for alvor går ud over den klassiske dannelse?«

Henrik Reinicke Jensen, som gennem store dele af frokostpausen har kæmpet en italesat kamp for ikke at lyde som »en gammel mand, der brokker sig«, ryster nu på hovedet. »Vi kan ikke tage flere nu. Så begynder det at gøre ondt,« siger han.

»Jeg er altså bare blevet mere skeptisk over ideen om, at vi alle i samfundet skal gå på universitetet«.

»Tja. Vi må tilbage til undervisningen,« siger Peter Aagaard. Det er tid til debat battle.

Unge magister

Emiel Luck kigger ned på sit talepapir. Solen brager ned udenfor, og man kan se antydningen af sved har sat sig i polotrøjen. Midt i lokalet tager Nadjala Rahi noter på sin MacBook. Og helt bagest læner Peter Viborg sig forover og hvisker sin sidekammerat i øret.

Ud over at de ikke føler sig synderligt udfordret af andet end sommervarmen, har de en anden ting til fælles. Ingen af dem er nævneværdigt stolte af, at de inden længe vil have gennemført en kandidatuddannelse på universitetet.

»Det er da fedt nok at blive færdig, men det er heller ikke noget særligt. Der er så mange, som kommer igennem,« siger Nadjala Rahi. Og ikke nok med det. Der er også så mange svage studerende, der kommer igennem, tilføjer hun.

»Det udvander den status, der er forbundet ved at være kandidat.«

Det er et andet tydeligt aftryk af masseuniversitetet. Ingen bliver længere kaldt »den unge magister«, og det er ikke længere identitetsbærende at gå på universitetet. Når en fjerdedel af befolkningen skal have en kandidatgrad, er den svær at betragte som en adgangsbillet til en intellektuel elite. For mange er graden bare en forudsætning for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet i det 21. århundrede.

»For mig går kandidaten mest ud på, at få papir på, at jeg har været herude,« siger Peter Viborg.

Den store finale på Peter Aagaards sommerkursus skal til at gå i gang. Emiel Luck tager et sug fra sin sodastreamflaske og stiller sig ved siden af katederet. Over for ham står en mørkhåret kvinde.

»I 1973 tog vi danskere en beslutning. Vi besluttede at gøre aborten fri. At alle mennesker har ret til at bestemme over deres egen krop,« siger Emiel Luck pludselig i et højt og teatralsk tonefald. En overbevisende og lidenskabelig tirade imod, at alle automatisk skal være organdonorer, ender med, at han kigger sin unge, kvindelige modstander i øjnene:

»Hvis du er i byen, og nogen antaster dig, har du så sagt ’ja’, bare fordi du ikke har sagt ’nej’?«

De øvrige studerende skal stemme om, hvem der har vundet. Emiel Luck ender med at tabe dagens debat battle. De fleste mener egentligt, at Emiel Luck var mest overbevisende, men mener ikke, at han var tilstrækkeligt lyttende og imødekommende i sin måde at diskutere på.

 

Rettelse: I en tidligere version af artiklen stod der, at underviser Peter Aagaard kaldte dagens debat-battle for en 'debattle'. Det gjorde han ikke. 

Det fremgik også, at studerende på kurset kunne få 10 ECTS-point på otte dage. Men på de otte dage er der 16 undervisningsgange og derudover er der en eksamen. I alt strækker det sig over tre uger.  

Endelig var der en kommentar om, at studerende Peter Viborg kun havde valgt sommerkurset for at slippe for et kursus i kommunal forvaltning. Peter Viborg oplyser, at han har valgt faget, fordi det var mere relevant for hans uddannelse, end det andet fag. 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Erik Karlsen
  • Henrik Brøndum
  • ulrik mortensen
  • David Zennaro
ingemaje lange, Erik Karlsen, Henrik Brøndum, ulrik mortensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg vil anbefale journalisten at læse denne hoverende, arrogante artikel, der danser på de europæiske universiteters kiste.
Der er ikke noget galt med mange studerende, der er alt galt med, at man ikke under dem den samme grad af fordybelse som tidligere - særligt fordi verden jo ikke ligefrem med tiden er kommet til at rumme færre spørgsmål at søge svar på.
Måden at betragte uddannelse og liv på fra et bureaukratisk synspunkt er afgørende forfejlet: det er ikke sadan, heldigvis, at de studerende udelukkende studerer - eller udelukkende skal studere - for så at komme ud at bruge studiet på arbejds'markedet'; nej, studerende modtager SU i en afsat periode, og må så for dels at supplere SU'en, der har tabt i købekraft over årene, dels for at kunne opretholde livet i de år udover normeret tid, der er nødvendige for at studere et fag udtømmende, arbejde og dermed bidrage til samfundets almindelige funktion.
Det er på alle måder nyttigt og giver den studerende mulighed for at iagttage og deltage i levet liv og at sætte dette i perspektiv til teorierne på studiet. Det er sådan, man bliver en dygtig fagperson.
Og så den ubehagelige artikel om et af de værste udslag af økonomisme i europæisk historie:
https://www.researchgate.net/publication/278687965_The_Decline_of_an_Aca...'Humboldt's_Last_Warriors'

Rolf Andersen, birgitte andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Og på busreklamen står der: Læs HF.
- Nå, hvad laver du så?
- Jeg læser.
- Wow, jeg vidste ikke du allerede var begyndt at læse, hvilket fag?
- HF

Hurtigere går det altså heller ikke.
- Hmm, skal du så være HF´er?

Flemming Berger, Erik Karlsen, Torben Skov og birgitte andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Alt handler om arbejdsmarkedet og hvordan man forsyner det.

Jane Jensen, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Dorte Haun Nielsen, Hannah Werk, Rolf Andersen, Søren Bro, Randi Christiansen, Torben Skov og birgitte andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Som jeg skrev den anden dag, det er ikke kandidaterne fra humaniora’s fag der gør dem arbejdsløse - det er deres faglige niveau. Hvis man kan læse og forstå Foucault eller Hegel på originalsproget - kan man også få et job.

Niels Johannesen, Jens Winther, Kim Houmøller og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Forberedelse, se skimme.
Opgaveløsning, se afskrift.
Det værste er dog den arrogance folk med en højere uddannelse fører sig frem med overfor folk der faktisk laver noget.

Torben Skov, Ole Arne Sejersen, Flemming Berger, Claus Nielsen, Kim Houmøller og birgitte andersen anbefalede denne kommentar

Dengang jeg læste for nogle dekader siden, var der da mange, der klarede sig igennem ved at læse intensivt lige op til eksamen. Intet nt under solen.

Anders Reinholdt, Henrik Leffers, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mogens Fosgerau

Tænk hvis man kunne have masseuniversitetet samtidig med at der også var nogen, der blev uddannet til det høje niveau! Det ville nok ikke ligefrem være skadeligt for samfundet. Så kunne man også pille de skoleagtige elementer du af phden igen.

Jane Jensen, Anders Reinholdt, Søren Ferling, Niels Johannesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Ser det også sådan ud på de naturvidenskabelige uddannelser?
Næppe.
Så faldt broerne jo ned og vindmøllevingerne faldt af.
Hvem bekymrer sig om analysen af Kierkegaards værker er lødig?
Nok ikke mange.

Claus Nielsen, Henning Kjær og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

@ Henrik Brøndum

Jeg gik på universitet i 1980'erne; jeg kunne både læse lidt fransk og lidt tysk - bl.a. læste jeg Freud på tysk til mit speciale i dansk; jeg læste også (eller forsøgte at læse) Luce Irigary på fransk, det gik lige ved hjælp af en ordbog - alligevel endte jeg som arbejdsløs cand.mag. i 6½ år. Så nej, man kan ikke bare få et job, hvis man kan læse Hegel, Freud, Foucault mm. på originalsproget! Det, der gjorde, at jeg fik et arbejde, var at jeg kom ind i projekt, der havde til formål at uddanne indvandrerlærere, et års løntilskud på en sprogskole....

og så at sprogskolen, der ansatte mig havde brug for en, der var uddannet som indvandrerlærer..

Jane Jensen, jens peter hansen, Steffen Gliese og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Nu har jeg - som visse studerende - kun skimmet teksten, så jeg kan have overset noget, eller den dybere mening kan være undsluppet mig, men hvorfor i alverden skal man i Informations "reportager" jævnligt læse om de omhandledes påklædning? Og det i en nedladende, fordomsfuld tone?

Vi befinder os ikke i en retssal, hvor der ikke må tages billeder - så at sige, men det kedelige stof skal måske peppes op?

Nedenfor et par eksempler:

CITB
Peter Viborg, som sidder bagest i lokalet i en sort rullekrave, er her, fordi det var den eneste måde, han kunne undgå et andet kursus med titlen Kommunal forvaltning.
---
I den efterfølgende pause sidder Emiel Luck og forbereder sig. Han sorte briller og bordeauxrød polo. Og så drikker han vand igennem et sugerør fra en stor sodastreamflaske.
---
Emiel Luck kigger ned på sit talepapir. Solen brager ned udenfor, og man kan se antydningen af sved har sat sig i polotrøjen.
---
Den ene er ekstern lektor Henrik Reinicke Jensen, som har fipskæg og sorte Ray-Bans i håret. Den anden er 48-årige Pernille Boye Koch, som er lektor og har lyst hår.
CITS

Søren Kristensen

sort rullekrave - excentriker
sorte Ray Bans - muligvis også elektriker-uddannet
bordeaux polo - morakker, næsten allerede bestået
sodastream flaske med sugerør - tørstig og velhavende (forældre)
fipskæg - intellektuel, taber eller begge dele, mulig professorkandidat
lyst hår - øverste hylde, der hvor lyset bryder frem, Den danske sang er en ung blond pige, osv...

Hvem siger tonen er nedladende, den er vel bare beskrivende?

Det er et velstands-fænomen. Adgangen til universiteterne er blevet fri og lige - og udvandet.
Det er godt i den forstand, at det naturligvis - og alt andet lige - løfter befolkningens generelle uddannelsesniveau. Men det er skidt i den forstand, at det devaluerer niveauet på universiteterne al den stund, at fællesnævneren naturligvis må befinde sig et godt stykke under det elitære.
Man kan jo ikke formene middelklassens jævnt begavede børn adgang til en videregående uddannelse med henvisning til at de ’kun’ er jævnt begavede. Men man kunne måske hæve barren en anelse ved ikke blot at stirre sig blind på et givent karaktergennemsnit fra gymnasiet.

René Arestrup, der er ingen grund til at gå ud fra, at det er 'jævnt begavede' børn, der optages - al udvikling har vist, at den form for bedømmelse af forskelle bygger på et klassesynspunkt, vi heldigvis for hver generation modbeviser mere og mere.

@Steffen Gliese
Alle kan skoles til et eller andet vidensniveau. Det siger imidlertid intet om individuel begavelse.
Jeg har da mødt masser af mennesker, som var vidende, kloge - mennesker med akademiske titler, som jeg ikke nødvendigvis vil karakterisere som specielt begavede.
Omvendt har jeg også mødt 'uskolede' mennesker, som helt åbenlyst er begavede.
Jeg tror du begår den klassiske fejl, at sætte lighedstegn mellem på den ene side dannelse/viden og på den anden side begavelse, uanset at de intet har med hinanden at gøre.

Det springende punkt vil stadig være, René Arestrup, hvad du baserer din karakteristik på. MIn pointe er netop, at masser af 'uskolede' mennesker er ganske begavede - eller rettere: at langt de fleste er ganske godt begavede med et potentiale til at udvikle og udnytte denne begavelse, hvad den så end er.

Henrik Brøndum

@Karsten Aaen

Jeg beklager at min kommentar ramte et ømt punkt. Ca. 1979 til 1994 var bestemt en periode det ikke var sjovt at være ung på arbejdsmarkedet i. Jeg mener situationen er væsentlig anderledes i dag, og jeg mener stadigvæk at hvis du kan læse og forstå teoretiske værker på 2 fremmedsprog indenad, så kan du også få et job. Jeg blev selv Cand. Comm. i 1991 og fik i løbet af det næste år 97 afslag herunder et fra Kriminalforsorgen som kommunikationmedarbejder med tjeneste i fængslet i Vridsløse. "Vi har modtaget 653 ansøgninger til stillingen ......" Så sagde jeg tak for kaffe, til kommunikation og fokuserede på økonomi og IT, siden mere og mere IT.

For mig at se er der noget morsomt i, at det programmeringssprog faktisk er langt lettere at lære end humane sprog, men man får langt bedre jobmuligheder og løn hvis man kan programmere end hvis man f.eks. skal simultantolke, som efter min mening er sværere. (Jeg holder nu og da en tale med samtidigt dansk og engelsk af hensyn til min familie i begge lande).

Det er ikke kun IT faget der betaler godt og er lempelige med de formelle kvalifikationer hvis man er energisk og kvik. Jeg har også tjent gode penge som cykelvikar i folkeskolen, chauffør ... eller sælger.