Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan kæmper man for sine hår i bikinikanten?

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Her er en læser i tvivl om, hvordan hun skal tackle omgivelsernes hævede øjenbryn, når hun lader kropsbehåringen stå
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Her er en læser i tvivl om, hvordan hun skal tackle omgivelsernes hævede øjenbryn, når hun lader kropsbehåringen stå
Moderne Tider
10. august 2019

Jeg har læst mig til, at det er blevet o.k. igen for kvinder at lade håret stå i bikinikanten, på benene og under armene. Så det har jeg valgt at gøre i år. Men det er godt nok noget, der får de hævede øjenbryn frem, både hos fremmede og blandt kollegerne. Ikke mindst hos de helt unge.

Jeg har mest lyst til at finde skraberen frem igen. Men vil også gerne slå et slag for feminismen. Hvordan skal jeg tackle det?

KHL

Svar I:

Først og fremmest: Jeg både føler med dig og hepper på din kamp for den frie hårvækst. Jeg er fra naturens side begunstiget med en frodig hårpragt over snart sagt hele kroppen og har i mange år kæmpet med og mod følelsen af, at min kvindelighed var omvendt proportionel med antallet af synlige hår.

Og selv om jeg med alderen har fået et mere afslappet forhold til min egen krop, kommer jeg nok aldrig – af flere forskellige årsager – til at lægge skraberen og den skoldhede voks helt på hylden.

Dernæst: Hvis du gerne vil normalisere din kropsbehåring, så må du behandle den netop som det: noget helt normalt. Lad være med at påtale den eller komme med uopfordrede forsvarstaler. Dine omgivelsers hævede øjenbryn må være for egen regning.

Og skulle nogen være så fræk at kommentere din kropsbehåring direkte, så anmod dem stille og roligt om at passe deres egen butik.

Eller endnu bedre: Bed dem komme med tre gode argumenter for, hvorfor lige præcis du bør fjerne nogle helt normale hårstrå, som du ellers har det fint med – og afvis alle argumenter, der begynder med »jeg synes«.

Pøj pøj med kampen!

— Mikka Tecza

Svar II:

Teksten til ’Come as you are med Nirvana’ er ret banal. Efter at Curt Cobain har konstateret, at man skal komme, som man er, accepterer han, at denne simple opfordring i praksis er uladsiggørlig, hvorefter han i stedet synger:

»Come as I want you to be.«

Det tragiske i dit spørgsmål er selvfølgelig, at du har »læst« dig til, at det igen er »blevet o.k.« for kvinder at have en naturlig kropsbehåring. Det er selvfølgelig ikke din skyld, men denne erkendelse viser, at dit frie, såkaldt feministiske valg om at indstille barberingen, udspringer af en ny bredere accept.

Det, jeg ad omveje forsøger at sige, er, at du risikerer at underlægge dig et nyt modedikteret ideal, hvor du, som Cobain prædiker, optræder, som andre ønsker.

Jeg har stor sympati for din beslutning om at lade junglen gro. Og jeg mener, at de, som hæver øjenbrynene, er uforskammede fjolser.

Men jeg har kun sympati for din kropsbehåring, hvis det er den, du ønsker og finder behagelig.

Det gør dig ikke til en bedre feminist at have hår på benene, bare fordi det igen skulle være o.k.

Den bedste feminist, du kan være, er dig selv. Lad ikke andre bestemme, om du skal finde skraberen frem igen, men gør det, hvis det gør dig veltilpas.

— Mathias Sonne Mencke

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Christiansen

Hård kost

Jan Fritsbøger

faktisk er der dem som hæver øjenbryn som har et problem, de har adopteret en af reklameindustrien påduttet syg norm, som påstår at kropsbehåring er forkert og skal behandles,
så producenterne af i virkeligheden dybt overflødige hårfjerningsprodukter kan sælge deres møg,

og i disse tider hvor klimaproblemet bør få os alle sammen til at genoverveje om et produkt bør laves / købes står hårfjerning foran i køen til udfasning,
så man kan altså sige at man er firstmover når man beslutter at fravælge hårfjerning, og når trenden er skiftet er det de "nøgne" som er sære,
jeg har altid foretrukket det naturlige, og finder den hårforskrækkelse vi ser i dag især blandt de unge for uklædelig, og så er der da noget som er sygt når det naturlige gøres forkert.

Elisabeth Andersen, Lillian Larsen og John Liebach anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

faktisk er markedsføring også et af de "produkter" som bør udfases, tænk på alle de mennesker som mistrives som en direkte følge af reklamens magt, og her er det igen især de unge som lider under alle de normer der bliver solgt.

Elisabeth Andersen, Lillian Larsen, John Liebach og Frederikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

øøøjj, har kvinder HÅR ??

Elisabeth Andersen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Heidi Larsen, Erik Fuglsang og Frederikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Eva har da ingen hårvækst.

Frede Jørgensen

Et godt svar, Mikka Tecza.

Ole Schwander

Det er svært at gå imod strømmen og opfører sig andeledes. Det må man være klar over. Det er altid forbundet med udfordringer at være first-mover.

Lillian Larsen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Hvad så når du bliver gammel eller får kemoterapi? Så har du ikke længere de moderigtige hår i kanten:-)

Søren Jensen

Det er jo ikke alle der synes at hår under arme, på ryggen, overlæben, benene eller sågar mellem benene er lige attraktivt, hverken hos mænd eller kvinder. Jeg har fx hår på ryggen og barberer mig ikke altid på hagen når andre synes det er klædeligt. Folk har åbenbart en holdning til andre mennesker og det der stikker ud har en tendens til at blive bemærket. Jeg har vel også selv en holdning til hvordan jeg foretrækker at andre ser ud, men jeg kan jo ikke ændre venden, så den passer til hvordan jeg lader mine hår gro. Man kunne jo stå ved sine egne holdninger til kropsbehåring, lade andre have deres holdninger til kropsbehåring og så i øvrigt leve med verden som den er.

Randi Christiansen

En harmløs form for kønskirurgi? Kvinder med overskæg?