Brevkassen: Hvad stiller vi op med dårlig smag?

Vi har en andel i et klassisk sort sommerhus fra lige efter krigen. I sommer har et nyt par overtaget en andel, som var til salg. Forinden har vi mødtes med dem og fundet frem til, at vi kunne få det til at fungere. Så alt er godt.

Men nu er jeg i tvivl. Huset har to meget velholdte sæt Marguerit-havemøbler fra 1950’erne med to borde og otte stole. Da vi i sommer overtog huset efter de nye, havde de købt nok et bord og fire stole, men i hvid plastik. Et par andre nyanskaffelser bærer ligeledes præg af elendig smag. Og jeg og min mand ser pludselig for os en årelang ærgrelse over, hvad de vil kunne tilføre stedet af dårlig stil.

Hvad gør vi? Vi er jo nødt til at sige noget, hvis vi skal kunne holde ud at være der. Men det er også den slags konflikter, som kan grundlægge en rigtig dårlig relation.

Svar I:

Ja, det er en umulig situation, som uundgåeligt medfører ærgrelser og i sidste ende uvenskab. Det er næppe muligt at tale sig til rette. Hver en ny anskaffelse, som I siger, vil medføre irritation, samt ændringer i huset, der lidt efter lidt fjerner sig det fra det, I kan lide. Det samme set fra de nye andelshaveres side.

At sige noget om det er lige så umuligt: »Hej, for resten, vi synes I har dårlig smag!« Det betyder dybest set, at man ikke accepterer modpartens dømmekraft og måske ligefrem karakter. Smag kan ikke diskuteres, hvad der er noget vås, vi bestiller ikke andet og søger mod de mennesker med hvem, vi deler syn på havemøbler, kaffestel og verden – og væk fra dem, vi ikke i længden orker at tage konflikten med.

Kan I købe de smagløse andelshavere ud, er det det bedste. I kan give dem plastikstolene oven i handlen. Eller lad jer selv købe ud.

Jeg tror ærligt talt ikke der er andet at gøre.

— Georg Metz

Svar II:

Du og din mand må til at tjene nogle flere penge. Gå op i tid, avancer, skift job. Omlæg jeres lån, sælg bil nummer to og skær ned på rødvinen. I har brug for pengene, så I kan købe den nye familie ud. Kun på den måde kan I enevældigt få lov til at herske over boligindretningen og indkøbet af havemøbler.

Hvis ikke, det er en mulighed, må I leve med, at den nye familie også køber ting til sommerhuset. Kan du slet ikke holde ud at se på deres nyindkøbte øjebæer, kan du jo stille dem over i skuret, når du ankommer og sætte dem frem igen, når du tager afsted.

Der er ingen, der køber hvide plastikhavemøbler, fordi de synes, de er flotte, men fordi de er billige og fungerer. Den anden familie har haft brug for mere end otte stole, men har – forståeligt nok – ikke villet betale de knap 10.000, et nyt Marguerit-sæt koster. Du kan flotte dig og købe et ekstra sæt til sommerhuset, men det er ingen garanti for, at plastikmøblerne forsvinder.

— Lærke Cramon