Jeg har overgivet mit sommerhus, som min morfar byggede i 1936, til to af mine børn. Jeg betaler 1.000 kroner om måneden til husets udgifter og vil ikke have, at de laver ret meget om, så længe jeg lever. Er jeg urimelig?
Svar I:
Det er problematisk. Man kan ikke overlade noget til nogen og så tilføje betingelser i det nye ejerforhold. Ikke medmindre dette er en klar skriftlig forudsætning for gaven og for tilsagnet om at yde et månedligt beløb til gavens – husets – drift. Nu fremgår det ikke, hvad der ligger i din forventning: at »vil ikke have, at de laver ret meget om«.
Allerede det punkt er konfliktstof. En sådan betingelse ville også være fornuftigst at nedfælde skriftligt med klare retningslinjer. Hvis altså overdragelsen var af den mere højtidelige og bindende karakter.
Huset betyder meget for dig, det må det jo gøre, når det ikke bør laves ret meget om, så længe du lever. Når du en dag er borte, betyder det altså ikke noget, hvis arvingerne lægger køkkenet i soveværelset og soveværelset på lokummet. Huset har således ikke en arkitektonisk værdi, der tilsiger dig at sikre dets uforandrede forbliven, som dit sommerhus var, og som det så ud fra din morfars hånd i 1936.
Kravet om uforanderlighed er meget forlangt alene i betragtning af årtiers udvikling af sommerhuse.
Personligt ville jeg opgive betingelserne, glæde mig over de nye ejeres brug af huset og eventuelle forandringer og betale de månedlige 1.000 kr.
Eller lade være.
- Georg Metz
Svar II:
Ja, du er urimelig. Men du er også – og det er endnu værre – med til at udhule konceptet om at give. Essensen af at forære nogen noget er, at man selv slipper det. Tænk på det som en fysisk gestus: Når du rækker et menneske noget, giver du det væk i det øjeblik, det overgår til den andens hånd. Nu er det ikke længere din ting, og du kan ikke bestemme over det. Mentalt er det samme øvelse, og du skal derfor kun give ting væk, som du selv har sluppet og sagt farvel til.
Det lyder, som om at du er kommet til at give dit sommerhus væk for tidligt. Du tror i hvert fald, at du med dit månedlige økonomiske tilskud stadig har anpart i huset og dermed ret til at bestemme over det. Den ene mulighed er, at du spørger børnene, om du må få det tilbage. De vil nok undre sig, men du kan berolige dem og sige, at de må låne det, lige så tosset de vil.
Den anden mulighed er, at du stopper med at betale 1.000 kroner til huset og – stilfærdigt og uden kamp og drama – accepterer, at sommerhuset nu er i dine børns varetægt. Jeg vil anbefale det sidste. Og uanset om dine børn laver nyt badeværelse, bygger vildmarksbad eller installerer udekøkken, så får de et fantastisk sted, der passer perfekt til dem.
- Lærke Cramon
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Hvordan holder jeg humøret oppe, når det går så dårligt for klimaet?
25. marts 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvetBrevkassen: Hvordan får jeg mændene i mit kollektiv til at bidrage mere?
25. marts 2023Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svarBrevkassen: Hvordan bliver jeg tæt med min knudemand af en bror?
18. marts 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet