Klumme
Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Kommunisme betyder al magt til sovjetterne og elektrificering af hele landet

Om ligheder og forskelle i Lenins og Concitos forståelse af elektrificering
Lenin og tænketanken Consito har et overraskende ens – og mindre overraskende uens – syn på udviklingen af energisektoren.

Lenin og tænketanken Consito har et overraskende ens – og mindre overraskende uens – syn på udviklingen af energisektoren.

Ritzau

Moderne Tider
17. august 2019

Den franske sociolog Ève Chiapello beskrev for nogle år siden, hvordan den økologiske kritik, der er begyndt at tage til i styrke, har en speciel politisk åbenhed. Kritikken er nemlig ikke baseret på værdier eller principper, men på en naturvidenskabelig tilgang til klodens udvikling. For eksempel er sammenhængen mellem CO2 i atmosfæren og oversvømmelser, uvejr, forsuring af havet osv., videnskabelige spørgsmål, og det eneste normative at forholde sig til i den forbindelse er i første omgang: Ønsker vi dét?

Dermed adskiller den økologiske kritik sig fra andre kritikformer. Det, Chiapello kalder den sociale kritik, handler for eksempel om retfærdighed, udbytning og ligeværd, mens den konservative kritik handler om ting som åndelig armod, grådighed, opbrud og rodløshed osv.

At den økologiske kritik ikke baserer sig på værdier, kan umiddelbart ses som en fordel, eftersom det tilsyneladende giver én muligheden for at være engageret i en god sag uden at blive ’politisk’. Samtidig gør det dog dermed også økologien til en politisk ustabil sag, der kan udnyttes af reaktionære kræfter eller – mere eller mindre bevidst – være med til at befæste eksisterende uretfærdigheder.

Det neutrales uundgåelige funktion

Måske er det for eksempel ikke helt uden betydning, at tænketanken Concito har en bestyrelse med overvejende topfigurer fra det private erhvervsliv og en konservativ politiker som formand? Concito er netop rådgivende, brobygger, politisk uafhængig osv., og tager ikke stilling for den ene samfundsmodel frem for den anden. Men som i så mange andre sammenhænge betyder det at være neutral som bekendt ofte, at man tager stilling til fordel for det bestående.

I en af sommerens radiodebatter deltog Concito således med et neutralt perspektiv på de klimaudfordringer, vi står overfor, og tænketankens talsmand, Jarl Krausing, beskrev i den forbindelse, hvordan vi i Danmark må fortsætte og udvide »elektrificeringen af hele landet«. Der var tale om en ret stilfærdig konstatering – vi skal have flere elbiler og eltog og generelt gøre det muligt at benytte ’ren energi’ til de fleste aktiviteter i samfundet.

Ligheden

Ingen bemærkede tilsyneladende den implicitte reference i Krausings replik til Lenins berømte definition af kommunisme som »al magt til sovjetterne og elektrificering af hele landet«. Men bemærkelsesværdigt nok er der faktisk en væsentlig lighed mellem Lenins og Krausings forståelse af, hvad ’elektrificering’ indebærer (også selv om det for Lenin handlede om i det hele taget at gøre energiressourcer tilgængelige, mens det i dag handler om at gøre dem bæredygtige): Elektrificering af hele landet betød for Lenin en stor teknologisk omstilling, som i sig selv ikke var belastet af politik. Her var det ingeniører, der skulle sidde for bordenden, ikke politikere. De politiske rammer var allerede givet, nu var det med at komme fremad. Som talt af Concito.

Forskellen

Den anden del af Lenins bemærkning – Al magt til sovjetterne – ekspliciterer imidlertid netop de politiske rammer for elektrificeringen, der naturligvis var helt anderledes end Concitos. Hvis elektrificeringen skulle give mening og bære frugt socialt og politisk, måtte den ledsage en politisk organisering af beslutningsdygtige lokale råd. Lidt forenklet sagt måtte folket have kontrol over, hvordan elektrificeringen skulle foregå, og hvordan dens gevinster skulle komme befolkningen til gode. Er det ikke netop denne diskussion, der må tages med i betragtning i dag, hvis den grønne omstilling for alvor skal være bæredygtig?

I virkeligheden er der mere præcist to spørgsmål.

For det første: Hvilken politisk form er bedst til at løse klimaproblemet? Kan det liberale demokrati og markedskræfterne løse klimaudfordringen – eller ender vi med en omgang ineffektiv green washing, der gør tingene bedre og smartere på overfladen, men forhindrer os i at nå omstillingen i tide?

Og for det andet: Hvilken politisk form vil være mest retfærdig? Er det lige meget, om det bliver en kapitalisme med grøn teknologi, der kommer til at løse miljøproblemerne – eller betyder det noget, at der samtidig skabes større ulighed og måske endda en ny form for klassedeling mellem dem, der har adgang til de smarte løsninger (og f.eks. kan transportere sig i dyre, miljøvenlige fly), og dem der ikke har? Eller mellem dem, der bor i nogenlunde polstrede lande med en stram, men fair indvandringspolitik og dem, der må flygte fra oversvømmede øriger eller tørkeramte fastlandsstater?

Elektrificeringen af hele landet er en forudsætning for i det hele taget at bevare et beboeligt sted at leve. Men hvis det også skal være et godt sted, må vi også genopfinde betydningen af at sikre al magt til sovjetterne.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her