Læsetid: 4 min.

Dyrk mindre sex … og ni andre gode klimaråd

Information har udarbejdet et faktaark med gode råd til, hvordan du kan indskrænke dine livsaktiviteter og mindske din klimabelastning
Information har udarbejdet et faktaark med gode råd til, hvordan du kan indskrænke dine livsaktiviteter og mindske din klimabelastning

Mia Mottelson

17. august 2019

Hvis vi skifter kaffe, te, alkohol og alle søde sager ud med vand og havregryn, så vil vi belaste klimaet mindre igennem vores kost. Det har Landbrug & Fødevarer betalt Aarhus Universitet og DTU for at regne ud:

»Man kan erstatte nogle af nydelsesmidlerne med nogle planteprodukter. Det kan man sagtens hygge sig med. Og man kan drikke vand i stedet for kaffe og te,« siger seniorforsker Ellen Trolle til DR.

Vand og havregryn i hyggestunder er naturligvis et skridt på vejen imod en bedre verden, men der er brug for en endnu mere asketisk adfærd, hvis vi skal helt i mål. Derfor har vi udarbejdet et faktaark med gode råd til, hvordan du kan indskrænke dine livsaktiviteter og mindske din klimabelastning:

Dyrk mindre motion

Et menneske, som motionerer regelmæssigt, forurener mere end et menneske, som hele tiden ligger stille. Bare en halv times motionsløb udleder omkring 100 gram CO2. Dertil kommer øget fødevareindtag som følge af motionsrelateret sult. Så når lysten til at motionere melder sig, så spørg dig selv: Har jeg brug for at løbe den her tur, eller kan jeg bare sætte mig stille og roligt i sofaen?

Dræb dyr

Det er ulovligt at slå mennesker ihjel, men dyr kan man sagtens dræbe uden at blive straffet. Når man tænker over det, er der virkelig mange skabninger derude, som er fuldstændig ligegyldige for klodens overlevelse, men som alligevel får lov til at gå rundt og spise mad, prutte og bøvse. Det er et problem, som rækker langt ud over køer og får i madproduktionen, så du kan sagtens gøre noget selv. Start med at slå din hund ihjel. På et tidspunkt vil alle dyr i fangenskab være udryddet. Dyr i naturen skal selvfølgelig også nakkes, så køb et jagtgevær og kom af sted. Jagtaktivitet udleder naturligvis unødig CO2, men er du en habil jæger, kan du snildt have en CO2-neutral – eller måske ligefrem CO2-venlig – jagt.

Vær nøgen

Tøjproduktion er en meget stor belastning for klimaet, og dybest set behøver vi jo slet ikke at have tøj på kroppen. Smid tøjet i klimaprotest og gå nøgen rundt. Man vænner sig til det, også om vinteren. Hvis andre synes, det er underligt, så forklar dem, at det er dem, der ligger under for kapitalistiske og klimafjendtlige normer. Har du det dårligt med ikke at have noget på kroppen i offentligheden, så sørg i det mindste for kun at have ét sæt tøj, som aldrig bliver vasket.

Konvertér til islam

De kristne højtider er klimabelastende ud over enhver rimelighed. Heftig rejseaktivitet, dyre gaver og en sand overflod af mad, alkohol og søde sager. Ved at konvertere til eksempelvis islam og skifte jul og påske ud med ramadan, vil man kunne spare atmosfæren for store mængder CO2. Tænk på kristendommen som en nydelsesreligion: Den er rar og hyggelig, men den kan snildt erstattes af et klimavenligt alternativ.

Sov mere

Så længe du sover, spiser du ikke. Og hvem har sagt, at en nat kun skal vare otte timer, når man snildt kan træne sig op til at sove 14 timer i døgnet? Desuden udleder mennesket meget lidt CO2 under søvn. Derfor: Sov så langt op ad formiddagen, du overhovedet kan. Formentlig har du alligevel et job, som på den ene eller den anden måde øger CO2-udledningen, så det er der ingen grund til at møde ind på. Du kan selvfølgelig stadig se dine venner og din familie, men husk at tænke over, om det er strengt nødvendigt, før du deltager i sociale arrangementer.

Dyrk mindre sex

Lige som kaffe, alkohol og slik er sex en nydelse, vi sagens kan undvære. Faktisk er mindre sex ren win-win for klimaet. Dels udleder seksuel aktivitet i sig selv unødig CO2, dels risikerer man at få CO2-udledende børn ud af et samleje, og verden er som bekendt overbefolket nok i forvejen.

Foreslå alternative aktiviteter til din kæreste: »Kan vi ikke bare sidde og være på vores telefoner i aften, skat?« Husk at lade dem op med vedvarende energi.

Stop tilberedning af mad

Al opvarmning af mad udleder CO2, og de hjemmedyrkede kartofler kan sagtens rives og spises rå. Det samme gælder pastinakkerne. Det hele behøver ikke at blive surt og kedeligt af den grund. For eksempel kan du lave havregrød, præcis som du plejer, bare uden at varme den op. Hæld vand på grynene og lad den stå og trække i en times tid, så opstår den grødede og klæge konsistens helt af sig selv.

Gem dit affald

Hvis du gemmer alt dit skrald i et skur et i år, vil det blive meget tydeligt, hvor meget affald du og din familie producerer. Du vil med ét få dårlig samvittighed og ændre adfærd.

Bliv ryger

Verden ville være et bedre sted, hvis der ikke gik så mange mennesker rundt og udledte CO2 i den, og rygning er som bekendt det tætteste, man kommer på selvmord, uden at være det. Derfor: Ryg meget og ryg ofte. Suppler gerne smøgerne med hjemmedyrkede ting fra haven – praktisk talt alt kan ryges. Forskningen siger, at rygning forkorter den gennemsnitlige levetid med hele 11 år, så der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang.

Opsig din papiravis

Print og distribution forurener og udleder CO2, så drop din avis. Der er alligevel ikke andet end dommedagsprofetier, transpersoner og platte fjollerier i den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Carsten Svendsen
  • Arne Albatros Olsen
  • Viggo Okholm
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Karlsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Grethe Preisler
Oluf Husted, Carsten Svendsen, Arne Albatros Olsen, Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forslaget med "at konvertere til eksempelvis islam og skifte jul og påske ud med ramadan, vil man kunne spare atmosfæren for store mængder CO2." holder ikke, da mange muslimer spiser afsindigt meget, når fasten brydes hver aften.
Der er lavet undersøgelser (der ikke er bestil af Landbrug & Fødevarer), der viste, at muslimske mænd i visse lande tog 10 kg på under ramadanen.

Må jeg i stedet foreslå at skifte ens aktuelle tilværelse ud med titlen som indisk guru. Så kan man sidde på ét sted i lotusstilling uden at mulighed for at nå køleskabet. Det er med garanti klimavenligt.

I øvrigt udleder et termitter en hel del metan, så man gør vel sagtens klimaet en tjeneste, hvis man tager sin 4-hjulstrukne dieselsluger og kører den hen over et stort termitbo. :-D

Christel Gruner-Olesen, Anina Weber, Hanne Ribens, Erik Fuglsang, Peter Beck-Lauritzen, Grethe Preisler og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Jamen så stop dog aktivering af ledige. Det skader jo klimaet. Dovenskab er den nye dyd frem mod en klimavenlig og bæredygtig samfundsmodel. Arbejdstiden og dermed produktiviteten skal sættes markant ned. Det samme gælder pensionsalderen. Læn dig tilbage som 50 årig og skån miljøet.

Færre aktiviteter skaber bæredygtighed.

Lise Lotte Rahbek, Anina Weber, Arne Albatros Olsen, Hanne Ribens, René Arestrup, Erik Karlsen, Peter Beck-Lauritzen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Desuden vil en tidlig tilbagetrækning skabe markant færre nedslidte som i alderdommen skal passes og plejes med mange kostbare hospitalsindlæggelser. En win win situation.

Lise Lotte Rahbek, Anina Weber, Hanne Ribens, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

CO2 er CO2. I gennemsnit udleder et menneske et halvt ton CO2 om året ved at sidde stille. Det svarer til at brænde 215 liter benzin af. Ergo kan alle billister køre ca. 3000 km om året med god samvittighed, hvis de bare holder vejret døgnet rundt. Så får vi samtidig reduceret befolkningstallet væsentligt :)

Lise Lotte Rahbek, Anina Weber, Arne Albatros Olsen, Erik Fuglsang, René Arestrup, Erik Karlsen, Niels Østergård, Peter Beck-Lauritzen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Fint ide-katalog til regeringens spindoktorer, som så kan rette deres marionet-dukker ind, til en CO2 neutral klimapolitik.

Helt fint med alvorlig sarkasme- sikkert ikke så klimabelsatende at grine lidt!
Godt med artiklen og så samme dag artiklen om Bravo Tours!

Oluf Husted, Erik Fuglsang og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Jeg har alllerede lagt mig fladt ned.

Jeg ligger ned for klimaet.

Sammenlagt 16 timer i døgnet incl. søvn.

Mens jeg ligger ned, er alt lukket ned, og jeg
har kun mit åndedræt om mit indre at forholde mig til.

Der er ingen grund til at lave et stort nummer ud af det,
det kan sagtens foregå stille og roligt og helt anonymt.

Jeg ved godt, at alle mulige andre der løber for en kræftsyg,
cykler jorden rundt for den biologiske magfordighed , og hvad ved jeg,
gør et stort nummer ud af pr-delen, poster videoer i et væk, giver utallige
interviews og meget andet, der jo alt sammen belaster yderligere.

Så det har jeg fravalgt i den gode sags tjeneste.

Nå, jeg må vist ind og lægge mig lidt igen.

Arne,
tænk på, hvor meget CO2 du kunne have sparet atmosfæren for, hvis du var blevet liggende i stedet for at skrive dit ellers glimrende indlæg. ;-)