»Alle insekterne har fantastiske naturhistorier, der kan få de fleste til at tabe underkæben«

Hans Joachim Offenberg er seniorforsker i Plante- og insektøkologi på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen ’Myrer’. Hans yndlingsinsekt er en skovmyre
Hans Joachim Offenberg er seniorforsker i Plante- og insektøkologi på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen ’Myrer’. Hans yndlingsinsekt er en skovmyre

Jakob Sunesen

Moderne Tider
10. august 2019

»Min interesse for dyr går tilbage til min barndom. Dengang var det de større dyr som fugle og fisk, der fascinerede, og jeg havde et akvarium med ciklider. Men da jeg senere begyndte at læse biologi på universitetet, blev jeg præsenteret for de forskellige organismegrupper; planterne, svampene, bakterierne og dyrene, og det gik op for mig, at der findes et hav af insekter. 80 procent af alle dyrearter er insekter. Da jeg begyndte at læse om insekterne, fandt jeg ud af, at de historier, der findes i insekternes verden, langt overgår dem blandt de store dyr.«

»Alle kender de her dokumentarudsendelser fra den afrikanske savanne, hvor der er nogle zebraer, løver og geparder, der render rundt og spiser hinanden. Der er ikke så meget mere i det. Jeg vil nødig lægge mig ud med dem, der elsker safariprogrammer, men man har bare set dem så mange gange, at de går hen og bliver kedelige til sidst. Hvis man gerne vil opleve nogle nye historier, så skal man kigge ind i insekternes verden. Der sker de vildeste ting. For eksempel findes der bier, der kan lave plastik, og myrer, der driver kemisk landbrug. Det er superavanceret.«

»Skovmyren er en af de store danske myrer. Den er typisk rød og sort. Det er en ret stor myre, godt og vel ti millimeter lang, dens krop er sort og rød, og den har seks ben. Så har den to lange antenner, som den bruger til at dufte med. De fleste kender den. Det er den, vi ser, når vi render rundt ude i skoven og ser en stor tue bygget af gran- eller fyrrenåle.«

»Skovmyren er fascinerende af flere grunde. For det første benytter den sig af statskup. Det tager flere år at bygge en tue, så i stedet finder den en færdigbygget myretue og slår dronningen ihjel, så den kan overtage hendes tue. Den overtager infrastruktur med myrestier og en hel flok af arbejdermyrer. Det er et statskup. Det er da vildt fascinerende! En anden fascinerende ting er, at skovmyren holder bladlus som husdyr. Det er faktisk kun mennesker og myrer, som holder husdyr. Bladlus kan bore deres munddele ind i planter og suge plantesaft til sig, men plantesaften indeholder alt for meget sukker til bladlusen, så den udskiller noget. Myren, som er super aktiv og render rundt og bygger tue, har brug for sukker og stryger bladlusen hen over ryggen for at få fat i dens overskydende sukker. Det fascinerende er, at hvis der kommer en fjende, for eksempel en mariehøne, som spiser bladlus, så vil myrerne straks jage mariehønen væk for at beskytte de her bladlus, og man ser faktisk også, at myrerne flytter bladlusene rundt, så de hele tiden har nok plantesaft, ligesom når vi mennesker flytter vores husdyr til nye græsgange.«

»Jeg er tit ude at holde foredrag om myrer. Foredraget hedder bare ’Myrer’, og det kan være svært at sælge foredrag med den titel. Hvem fanden gider høre to gange 45 minutter om myrer? Mange tror, at fordi myren er et lille dyr, så lever den et ubetydeligt og uinteressant liv, hvor den bare render rundt på terrassen og flytter grus. Men sådan hænger det ikke sammen. Alle insekterne har fantastiske naturhistorier, der kan få de fleste til at tabe underkæben, og jeg har utallige gange oplevet, at folk efter at have hørt et foredrag fortæller, at nu vil de aldrig mere træde på en myre. Jeg tror, at bevarelsen af insekterne i høj grad hænger sammen med folks opfattelse af, hvad disse dyr er.«

Fortalt til Otto Lerche Kristiansen.

Mit yndlingsinsekt

Antallet af insekter og insektarter er i tilbagegang. Ifølge flere internationale undersøgelser kan det få alvorlige konsekvenser, ikke bare for vores natur, men også for vores økonomi og fødevareproduktion, fordi insekterne er vigtige for blandt andet bestøvning af afgrøder. I denne serie fortæller entomologer, biologer, forskere, samlere og entusiaster om deres yndlingsinsekter. Mens de stadig kan findes i naturen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Obs Tænkepausen "myrer" - et foreløbigt højdepunkt i serien!

Ja, når man først har fået øje for insekternes forunderlige verden, kan man finde underholdning, dramatik og fascinerende detaljer overalt i vores egen nære natur.