Læsetid: 7 min.

Libyens migrantsystem: »Det værste ved det hele var, at vi jo faktisk godt vidste, hvad der foregik«

De seneste måneder er kritikken af Danmarks og EU’s finansiering af Libyens migrantsystem taget til. Pengene går til at tilbageholde migranter på vej mod Europa, men ifølge FN er Danmark med til at støtte et system, der bryder med flere internationale konventioner. Sygeplejerske ved Læger uden Grænser Anne Cecilia Kjær er netop kommet hjem fra Misrata og fortæller her om hverdagen i migrantfængslerne
Detentionscenteret i Zintan er et af de centre, Læger uden Grænser har arbejdet i. Det tidligere varehus husede indtil juni i år 700 tilbageholdte. Der var fire nødtørftigt fungerende toiletter, intet bad og kun sporadisk adgang til rent vand. De indsatte er nu fordelt i andre bygninger under centeret.

Detentionscenteret i Zintan er et af de centre, Læger uden Grænser har arbejdet i. Det tidligere varehus husede indtil juni i år 700 tilbageholdte. Der var fire nødtørftigt fungerende toiletter, intet bad og kun sporadisk adgang til rent vand. De indsatte er nu fordelt i andre bygninger under centeret.

Jérôme Tubiana

31. august 2019

»Jeg kom til Libyen i slutningen af februar. I lufthavnen i Misrata blev jeg hentet af en chauffør og kørt ind til et lille kontor, som Læger uden Grænser har inde i byen. På vej gennem Misrata kunne man se spor efter krigen i 2011. Der var bygninger med kæmpe skudhuller. Jeg er ikke ekspert i de politiske forhold i Libyen, men det er stadig et land i borgerkrig.«

»Vores udgangspunkt for arbejdet i Misrata var vores kontor inde i byen. Hver dag kørte vi fra kontoret ud til detentionscentrene. Der var to slags: Dem som var drevet af DCIM (Libyens Department for Combatting Illegal Immigration, red.), og dem som ikke var. Jeg var i DCIM’s centre.«

»Jeg var ikke vidne til, at der foregik tortur, men mange af migranterne havde været udsat for tortur og afpresning på deres rejse gennem Libyen, inden de kom til DCIM’s centre. Derudover er det vigtigt at sige, at der er en flydende grænse mellem, hvornår et center er i myndighedernes kontrol, og hvornår det ikke er. Selv de detentionscentre, der er styret og anerkendt af DCIM, mistænkes for at have stærke forbindelser til menneskesmuglerne. I et af detentionscentrene var der for eksempel en celle, hvor migranterne var i kortere tid end i de andre, og hvor der kom nogen og hentede dem. Det var vores klare indtryk, at den celle blev kontrolleret af menneskehandlere.« 

Danmarks og EU’s finansiering af Libyens migrantsystem

Ifølge FN er op mod 750.000 migranter og asylansøgere tilbageholdt i det borgerkrigshærgede Libyen.

Migranterne kommer fra blandt andet Eritrea, Nigeria, Sudan og Somalia og er for en stor dels vedkommende på vej mod Europa.

Ifølge FN’s rapportør for tortur bliver migranterne i Libyen udsat for »stadigt mere systematiske overtrædelser af menneskerettighederne«.

Forbrydelserne bliver ifølge FN begået af både kriminelle, privatpersoner og offentligt ansatte.

Det libyske migrantsystem finansieres blandt andet af EU gennem den såkaldte Emergency Trust Fund for Africa (EUTF), som blev oprettet efter flygtningekrisen i 2015 for at stoppe flygtningestrømmene mod Europa.

Ud over det fælles bidrag i EUTF bidrager en række lande med ekstra finansiering, herunder Danmark som er den tredjestørste bidragyder efter Italien og Tyskland.

Kilde: DanWatch

»Der var et center, som vi havde forsøgt at få adgang til i gennem længere tid. Det var ikke anerkendt af myndighederne og var blevet lukket og åbnet flere gange. Vi havde svært ved at få adgang, men en dag pakkede vi bussen med hygiejnepakker og prøvede på den måde at komme ind ved at give nogle ting. Vi fik adgang og fandt en gruppe mennesker, hvor halvdelen var kvinder. De fortalte, at de på hele deres rejse gennem Libyen havde været tilbageholdt og udsat for voldtægt, og at der stadig jævnligt kom mænd udefra og voldtog dem. Det var piger på ned til 14 eller 15 år. Det skete ofte og på en voldsom måde. En af dem havde forsøgt at begå selvmord ved at drikke noget meget stærkt rengøringsmiddel.«

’Her bliver det meget virkeligt’

»Jeg har været sygeplejerske i ni år, blandt andet på infektionsmedicinsk afdeling og på akutafdelingen her i Aarhus. Siden jeg blev færdig som sygeplejerske, har jeg ønsket at blive en del af Læger uden Grænser, og jeg har været udsendt én gang tidligere. Men jeg havde aldrig været i Libyen. Inden jeg tog derned, læste jeg selvfølgelig historierne om forholdene i Libyen i de danske medier, og jeg læste også Læger uden Grænsers rapporter. Men det er noget andet at møde et menneske, som kigger dig i øjnene og siger: ’Det her skete for mig.’ Det bliver meget virkeligt.«

»Fra vores kontor inde i Misrata kørte vi ud til detentionscentrene i en lille bus, som vi havde pakket som mobilklinik med medicin og udstyr til de mest basale undersøgelser. Det kan for eksempel være udstyr til at måle blodtryk eller puls og til at tage temperatur. I alt medbragte vi to store medicintasker, nødhjælpstasken, en kasse med udstyr, ernæringsprodukter og alle patienternes journaler. Der var også smertestillende medicin og sårplejeprodukter.«

Skolen bygget om til fængsel

»Jeg kan huske, da jeg første gang kom til et af de her detentionscentre. Det lå cirka en halv time fra kontoret i en forladt bydel med huse, som var tomme og forladte. Vi kørte derud i vores minibus. Jeg sad lige bag ved føreren, og inde fra bussen kunne jeg se detentionscentret, som lå i en gammel skole. Det var en stor gul bygning med vinduer med gitre for. I vinduerne hang der tøj til tørre og tæpper og håndklæder og sådan noget. Rundt om skolen var der en mur og en port, og da vi kom kørende, kom der nogle vagter hen og lukkede op for os. Vi kørte ind og kom til det, der tidligere havde været skolegården. Nede fra gården kunne jeg se alle de her mennesker hænge ud ad vinduerne og råbe: Doktor! Doktor! Jeg havde mentalt forberedt mig på, at det ville blive et chok, men jeg tror, at jeg lukkede lidt ned.«

»Skolen var bygget om til fængsel. De lange gange mellem klasseværelserne var låst af med gitter og kæmpestore hængelåse. Der var omkring 350 migranter, som var fordelt i klasseværelserne efter nationalitet. Der var et med migranter fra Sudan, Somalia Bangladesh og Eritrea. Der var også folk fra Egypten og nogle andre lande. I hver klasse lå der madrasser over det meste af gulvet, så der var plads til, at de kunne sove. De havde hver en lille madras og et gråt tæppe fra UNHCR. De var måske 20 eller 30 i klasserne og 50 i andre. Der var også børn. Et af stederne var der en lille nyfødt.«

»Vi parkerede bussen og begyndte at bære vores ting ind i et lille konsultationsrum, vi havde fået stillet til rådighed. Det var mindre end min egen stue. I rummet havde vi to haveborde og havestole af plastik og en briks til patienterne. Der var også en vask, der ikke virkede. Vi satte vores udstyr op, og så startede vi så konsultationerne.«

Vagterne blander sig

»Som sygeplejerske var jeg der for at sørge for den basale sundhed. Men jeg talte også med migranterne så godt, jeg kunne. Vi kunne godt risikere, at vagterne kom ind og afbrød, så nogle gange var det lidt svært for migranterne at fortælle. Nogle vagter var barske. De var fuldt bevæbnede og brugte kæppe til at få migranterne ind på række. Mange migranter var bange for konsekvenserne, hvis de fortalte noget til os om forholdene, men nogle gange var trangen til at fortælle bare så stor: ’Ved du godt, hvad der foregår her?’, ’Vi kan ikke leve sådan her.’ De fortalte nogle gange, hvad der skete, når vi ikke var der: ’Jeg blev tæsket i går’ ... eller sådan noget. Vi så selvfølgelig også skaderne. Det kunne være en ordentlig flænge i hovedet eller blå mærker. Det værste ved det hele var, at vi jo faktisk godt vidste, hvad der foregik. Jeg tror bare, at de tænkte: Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget? Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper os?«

»De fleste ved, hvor farlig rejsen til Europa er. Men det skræmmende er, at vi møder migranter, som har prøvet at tage turen seks eller syv gange på havet. De ved altså godt, hvor farlig den rejse er, men der er ligesom ikke noget alternativ. Alle vil bare væk fra Libyen. De vil bare væk fra det her helvede.«

Hold fast i de gode historier

»En dag, hvor jeg var midt i en konsultation i et af centrene, kom en af mine kolleger hen for at vise mig et billede på sin telefon. Først blev jeg lidt irriteret, for han skulle da ikke tage sin telefon frem, når vi arbejdede. Men så så jeg, hvad det var. Det var den her gruppe af kvinder, som var blevet udsat for voldtægter. De stod ved en bus og smilede og lavede fakter. De lignede nærmest en flok, der var på skoleudflugt. Jeg vidste, at vores projektleder havde været i forhandlinger med UNHCR og dem, der ledede centret, om at den her gruppe skulle flyttes til et andet sted. Det var lykkedes. Jeg var selvfølgelig også glad. Men jeg tænkte samtidig, at det var en mindre gruppe, ud af jeg ved ikke hvor mange migranter i hele Libyen. Men man er nødt til at holde lidt fast i de gode historier, for ellers bliver det for svært at klare.«

»Jeg har ikke løsningen. Man skal selvfølgelig fortsætte med at være til stede, give tuberkulosebehandling, sørge for acceptable drikkevandsforhold, behandle infektioner. Den slags. Give mad til dem, som er underernærede. Men hele systemet med at fængsle migranter er jo forkert. Der mangler ikke nødvendigvis en masse flere nødhjælpsarbejdere til at hjælpe i de her centre, det kan selvfølgelig hjælpe, men der skal jo gøres noget ved selve roden til problemet. Libyen er et land i krig, og derfor er der ikke ressourcer eller kapacitet til at holde øje med, hvad der foregår de her steder. Der er ikke kontrol med de centre. I hvert fald ikke på en human måde.«

Anne Cecilia Kjær er tilbage i Danmark på ferie. I september rejser hun tilbage til Misrata for at arbejde som sygeplejerske for Læger uden Grænser.

Det viser sig, at Danmark har et medansvar for den tortur, der foregår i Libyens detentionslejre, som er oprettet som følge af EU’s migrantpolitik. Her ses en kvinde og et barn i en detentionslejr i Zawiyah, 45 kilometer vest for Libyens hovedstad, Tripoli. Billedet er fra 2017.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
Johnny Christiansen, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer