Læsetid: 9 min.

»Det er ikke ligefrem skadeligt at have noget andet at tage sig til, når man forlader sin arbejdsplads«

At gå på pension er en af livets store og svære omvæltninger. For hvem er man egentlig, når man ikke længere er sit arbejde? I Hans Christian Kirketerp-Møllers tilfælde har overgangen været fuldstændig gnidningsfri
Hans Christian Kirketerp-Møller har som pensionist stadig mange tillidshverv. For eksempel sidder han i Rhododendronforeningens bestyrelse.

Hans Christian Kirketerp-Møller har som pensionist stadig mange tillidshverv. For eksempel sidder han i Rhododendronforeningens bestyrelse.

Peter Nygaard Christensen

3. august 2019

Hver eneste lørdag de seneste 25 år er Hans Christian Kirketerp-Møller stået op klokken syv om morgenen. Stort set i hvert fald.

Han vågner, pjasker lidt vand i ansigtet, spiser en lille skål yoghurt og kører i Gladsaxe Svømmehal, hvor han mødes med en af sine venner og svømmer brystsvømning i en halv time.

Når de er ude af saunaen, mødes de omkring et lille rundt cafeteriebord i foyeren og drikker en Doktor Nielsen. Kun ganske få ting har ændret sig, siden traditionen blev indledt for 25 år siden.

En del af dem, som tidligere sad med omkring bordet, er gået bort, og flere sætninger bliver nu indledt med »kan du huske dengang« – og så skete der noget ret monumentalt i Hans Christian Kirketerp-Møllers eget liv for et år siden. Han gik på pension.

Der er altså ikke længere noget, som forhindrer ham i at svømme en anden dag, om mandagen for eksempel, hvor der er bedre plads i bassinet og mere ro i saunaen.

»Men der er absolut ingen grund til at ændre alting, bare fordi man ikke går på arbejde i hverdagene,« siger han.

Peter Nygaard Christensen

Hans Christian er 71 år gammel. Indtil for et år siden havde han en høj stilling som arkitekt i DSB, hvor han var ansvarlig for handicaptilgængelighed på landets stationer, og sad desuden i en række europæiske arbejdsgrupper om EU-lovgivning på området.

I en periode var han også formand for Akademikernes A-kasse. Med andre ord er en stor del af Hans Christian Kirketerp-Møllers liv altså gået med at være på arbejde.

»Om man vil det eller ej, så er vi jo defineret af det, vi laver. Arbejdet fylder ekstremt meget. På mange måder holder arbejdet vores liv sammen. Det giver os noget at stå op for, en følelse af at gøre nytte, og det er det, der betaler det, det koster at have en familie,« siger han.

Identitet

Hans Christian Kirketerp er ikke den eneste, for hvem arbejdet fylder meget. Lønarbejdet er udgangspunktet for de fleste menneskers identitet. Når vi møder nye mennesker, er det stort set altid det første, vi spørger om, efter vi har sagt goddag.

»Hvad laver du så?«.

Derfor markerer det også en af livets store overgange, når man stopper med at arbejde. Uanset hvad man har lavet, kommer der et tidspunkt, hvor man skal vænne sig til, at man ikke længere er tandlæge, snedker eller postmand. Man var tandlæge, snedker eller postbud. Pludselig er man pensionist.

Dem findes der 1.1 millioner af i Danmark. Små 20 procent af befolkningen. Og det tal kommer til at stige over de kommende år.

Der bliver ikke bare flere pensionister, de kommer også til at leve markant længere. Det præsenterer en økonomisk udfordring for samfundet, fordi en mindre andel af befolkningen kommer til at være på arbejdsmarkedet, og en større andel kommer til at stå uden for.

Men det præsenterer også en eksistentiel udfordring for hvert enkelt menneske, som skal på pension.

For nogle er det en velsignelse endelig at slippe for jobbet og endelig at have fri til at gøre, hvad de har lyst til. For andre er det en fysisk nødvendighed. Og andre igen har svært ved at få det hele til at give mening, når der ikke længere er ’brug’ for dem.

Vellykket proces

Hjemme i parcelhuset i Søborg har Hans Christian Kirketerp-Møller stillet kaffe og croissanter frem i orangeriet, som er udsmykket med Hans Scherfigs dyrebilleder og et væld af grønne planter.

Det er fredag formiddag, og han har lige kunnet klemme to timer ind. Klokken 12 skal han videre til et bestyrelsesmøde i den lokale afdeling af AOF, hvor han er formand.

For at strømline processen med at blive interviewet har han fundet sit CV frem. Det fylder 4 A4-ark og er printet på DSB’s brevpapir. Hans Christian Kirketerp slår op på side tre og slår en ring omkring det afsnit, der står under rubrikken ‘Tillidshverv’. Han banker tre gange i papiret med sin pen.

»Det her er jo så mine nuværende aktiviteter,« siger han.

Ud over sin rolle i AOF er han også med i den lokale socialdemokratiske partiforening, formand i foreningen Design for Alle, ligesom han sidder i bestyrelsen i Rhododendronforeningen.

Peter Nygaard Christensen
Hans Christian Kirketerp-Møller er en stor mand. Han har pjuskede øjenbryn, og brysthårene vælter ud af kraven på hans grå T-shirt.

Han er vant til at bestille noget, forklarer han. På gården i Østjylland, hvor han voksede op, vågnede hans forældre klokken 6 og arbejdede igennem til klokken otte om aftenen.

»Det var nogle lange rækker af roer,« siger han.

Det meste af sit eget arbejdsliv har han arbejdet 60 timer om ugen. Og i dag knokler begge hans døtre også på arbejdsmarkedet.

»Luther har ikke levet forgæves,« griner han.

»Den er jo god nok den der med den protestantiske arbejdsmoral her i vores del af verden.«

Det gør det også til en særlig udfordring at gå på pension. En »proces,« som Hans Christian Kirketerp-Møller selv mener, at han har løst rigtig godt.

Han har gjort det efter mantraet »man skal have noget at sætte i stedet for.« Det er en sætning, han gentager igen og igen.

Alt for ofte har han set tidligere kolleger sætte sig direkte hjem foran fjernsynet og være døde året efter, de gik på pension. Det var bare ikke måden at gøre det på, tænkte han for et år siden, da han selv skulle gå af. Man kan ikke erstatte noget med ingenting.

»Det er i hvert fald ikke ligefrem skadeligt at have noget andet at tage sig til, når man forlader sin arbejdsplads. Man skal fylde tilværelsen ud med noget, og personligt har jeg været klar over, at hvis jeg ikke havde nogle aktiviteter, så ville jeg gå i stå,« siger han.

Det er ikke sådan, at en type arbejde bare har erstattet en anden, mener han nu. Han kalder det i hvert fald ikke arbejde.

»Men altså, det er jo at udfylde en funktion i samfundet,« indskyder han.

Sjovt arbejde

Aftenen forinden kom Hans Christian Kirketerp-Møller og hans kone Inge Lise hjem fra Krakow, hvor de sammen med en busfuld jævnaldrende har set den gamle middelalderby og koncentrationslejren Auschwitz.

De mødte nogle søde mennesker, så nogle vigtige ting, og Hans Christian Kirketerp fik læst Niels Krause-Kjærs nye politiske thriller Mørkeland.

Det var, som det skulle være, konstaterer han. Til efteråret skal de til Galapagos-øerne.

Faktisk har Inge Lise allerede været på pension i otte år. Det skyldes dels, at hun er 75 år, og altså en smule ældre end ham, dels at Hans Christian Kirketerp gik sent på pension i en alder af 70 år. Sammen har de to døtre og fire børnebørn.

Da Inge Lise gik på pension, var det slet ikke oppe at vende, at han også skulle stoppe. Heller ikke selv om han var 63 år og dermed nærmede sig pensionsalderen.

Peter Nygaard Christensen

»Dengang var jeg slet ikke et sted i livet, hvor jeg overhovedet tænkte på pension,« siger han.

At gå på arbejde har Hans Christian Kirketerp-Møller altid betragtet som noget sjovt og spændende. Ikke én gang har han ringet og stukket sin chef en plade om, at han havde dårlig mave eller ondt i lilletåen. For det meste kunne Hans Christian Kirketerp slet ikke vente med at komme ind på kontoret og i gang.

»Så hvorfor skulle jeg gå på pension?«

– Hvad har så ændret sig nu?

»Ja, det er ikke, fordi der er noget, som har forhindret mig i at fortsætte. Hverken mentalt eller fysisk. Og hvis jeg ikke var gift, så var jeg nok også fortsat, til jeg faldt af pinden,« siger han og tænker lidt. »Men jeg ville også gerne se, hvordan det var at gå fra et meget aktivt arbejdsliv til en pensionisttilværelse med en række aktiviteter. Skal jeg selv sige det, er det lykkedes godt.«

Ingen sommerferie

Det er ikke alle, der har det på samme måde med deres arbejde, som Hans Christian Kirketerp-Møller havde det. Der er selvfølgelig dem, som lever for at arbejde, men mange mennesker arbejder først og fremmest, så de har råd til at holde fri.

En af de centrale diskussioner i det seneste halve års debat om pension og tilbagetrækningsalder har handlet om, hvad vi forestiller os, otiummet skal indeholde.

Skal man forstå pensionen som et sikkerhedsnet, der griber dem, som ikke længere er i stand til at bidrage, eller er det en række gode år, hvor aldrende, som stadig har deres gode helbred, får tid til at nyde et mere forpligtelsesfrit liv? Det er et åbent spørgsmål.

Den diskussion har primært handlet om de mennesker, som har arbejdet i mere fysisk nedslidende job end Hans Christian Kirketerp-Møller. Og det er vigtigt, at de får mulighed for at gå lidt tidligere på pension. »Meget vigtigt,« siger han og nikker.

Når man spørger ham direkte, siger han da også, at det er rart at have fået mere tid og mindre ansvar.

»Det skal ikke være en sommerferie det hele. Men du kan træffe nogle interessevalg uden at være afhængig af en kalender,« siger han. »Det er dejligt. Jeg har altid holdt meget af at lave mad. Det har jeg overtaget herhjemme. Det kan fruen godt lide, og det kan jeg godt lide. Jeg er god i et køkken, så vi får varieret mad med mange grøntsager og sådan,« siger han.

Derudover har han og Inge Lise selvfølgelig også bedre tid til hinanden.

»Vi er ikke sammen 24-syv. Vi nyder at være på ferie sammen og sådan. Men det er altså vigtigt, særligt i et ældre ægteskab, at man har noget at tale om. Og for at have noget at tale om er man nødt til at lave noget, så man kan komme hjem og tale om, hvad man har gjort. Man skal have fortællinger at give videre til hinanden. Hvad har man gjort i dag? Det er væsentligt, at der er noget kvalificeret samtalestof. Også i ægteskabet,« forklarer Hans Christian Kirketerp-Møller.

Surbund

Haven i Søborg er nærmest vokset til. Forhaven er næsten komplet utilgængelig, og man må gå med armene først og kæmpe sig igennem den lille forstadsurskov for at komme af stien ned til baghaven.

Det er hverken ladhed eller forsømmelse, forsikrer Hans Christian Kirketerp-Møller. Tværtimod betragter han sig som en decideret have-entusiast.

Han sidder i bestyrelsen for Rhododendronforeningen, som er en sammenslutning af mennesker, der simpelthen bare elsker den store grønne busk, der kun blomstrer i ganske få uger hvert år.

Det er ikke mere end et par uger siden, at de mødtes i Smørum Kulturhus og udvekslede frø, holdt plantelotteri og hørte et oplæg om andre, men alligevel lignende, typer af surbundsplanter.

Peter Nygaard Christensen

Under den ualmindeligt hede sommer sidste år måtte Hans Christian Kirketerp-Møller betale 9.000 kroner ekstra i vandregning for at holde liv i de 3-400 rododendronbuske, der er klemt ind på grunden i Søborg.

Han betragter haven som en form for struktureret kaos. På sin vis mener han også, at haven er et spejl af ham selv.

»Jeg er en skidegod administrator og har et stort iværksættergen. Kobler man de to ting sammen, får man en vild have.«

Hans Christian Kirketerp er overbevist om, at haven fungerede som et værn mod stress, da han arbejdede.

I en halv eller hel time om aftenen eller i weekenden kunne han gå derud og fordybe sig i noget helt andet på en helt anden måde og i et helt andet tempo, end han var vant til på jobbet.

I dag, efter han er gået på pension, betragter han det nærmest som en slags hjernegymnastik.

»Din tankevirksomhed stopper ikke, fordi du går ud i haven, men du gør nogle helt andre ting. Du får den der ro i krop og sind, som gør, at du kan holde et højt niveau i længere tid, end hvis du bare sætter dig i sofaen,« siger han.

»Engagement er den eneste måde at holde sig mentalt i form på.«

Serie

Livsovergange

Når man er på vej ind i en ny livsfase, sker der ting med både kroppen og sindet, og overgangene fra et stadie til et andet kan være fulde af følelser. Information tegner hen over sommeren portrætter af seks danskere, som står midt i hver deres livsovergang: Pubertet, forældreskab, skilsmisse, overgangsalder, pension og død.

Seneste artikler

  • Lisbeth kan ikke få luft

    10. august 2019
    For anden gang i sit 66-årige liv er Lisbeth Lyngaard Henriksen på hospice. Hun har KOL og er døende. Det har hun været siden 2015, hvor hendes læge sagde, at det kun var et spørgsmål om »uger og måneder«. Siden har han kaldt hende »prognostisk utilregnelig«. Nu føles døden tættere på, og der er tre ting, Lisbeth gerne vil nå, før hun tager herfra
  • Livsovergange: »Det er behæftet med skam at vise sin krop frem, når man bliver gammel«

    27. juli 2019
    Farvel til menstruation og korte shorts. Goddag til hedeture, åreknuder og ny selvindsigt. Bente Stensen Christensen er 55 år. I Informations serie om livsovergange er vi nået til overgangsalderen
  • Livsovergange: »I dag kan jeg ikke få armene ned over, at jeg er blevet skilt«

    20. juli 2019
    »Hvad fuck skal jeg nu?« tænkte Martin Pedersen, den dag hans kone gennem 18 år sagde, at hun ville skilles. En hel del, viste det sig. I Informations serie om livsovergange er vi nået til skilsmissen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Carsten Mortensen
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
Carsten Munk, Carsten Mortensen, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, Luther har absolut ikke noget med protestantisk arbejdsmoral at gøre, den er calvinsk, men påvirker os desværre ad bagvejen igennem moderne ledelsesideologier.
Men selvfølgelig har vi altid foretaget os en masse frivillige aktiviteter for os selv og fællesskabets skyld.

For nogle år siden kom jeg i embeds medfør i kontakt med Kirketerps måde at forvalte sit embede på. Jeg var alt andet end imponeret. Fx undredes jeg over, at når handicaporganisationerne foreslog bedre tilgængelighed på stationer og i togene, så fik de stort set et nej hver gang. Uanset om der skulle bygges elevatorer, anlægges ramper eller niveaufrie passager, eller kørestole skulle medtages i tog - så var det op ad bakke, og trevenhed. Kirketerp virkede som én stor stopklods, sikkert betinget af de knappe ressourcer.
Han brugte gx megen tid på at forhindre, at en yngre handicappet kvinde kunne få sin tri-cykel med S-toget, angiveligt fordi den var 9 cm for bred. Først da Enhedslisten rejste sagen i Folketinget og pudsede dav. trafikminister Henrik Dam på DSB, så fik kvinden dispensationen fordi det viste sig, at cyklen skam godt kunne komme med S-toget.
I øvrigt henvises til Holger Kallehauges kronik i Pol. d. 31. marts 2011: regeringen svigter de handicappede. Npk er kronikken 8 år gammel, men DK har stadig et stort efterslæb i forhold til nabolandene. DK har tillige fået skideballer .af Den europæiske menneskerretighedsdomstol fordi vi diskriminerer handicappedes adgang til kol. trafik og off. bygninger.
Vel er det skiftende regeringer, der bære ansvaret, men når Kirketerp ligefrem bryster sig af at være en god administrator. så....