Læsetid: 12 min.

Lisbeth kan ikke få luft

For anden gang i sit 66-årige liv er Lisbeth Lyngaard Henriksen på hospice. Hun har KOL og er døende. Det har hun været siden 2015, hvor hendes læge sagde, at det kun var et spørgsmål om »uger og måneder«. Siden har han kaldt hende »prognostisk utilregnelig«. Nu føles døden tættere på, og der er tre ting, Lisbeth gerne vil nå, før hun tager herfra
Første gang Lisbeth var på Svanevig Hospice, boede hun på stue 12, som hun kalder suiten. Den har nemlig udsigt ud over fjorden. I dag bor hun med udsigt til markerne.

Første gang Lisbeth var på Svanevig Hospice, boede hun på stue 12, som hun kalder suiten. Den har nemlig udsigt ud over fjorden. I dag bor hun med udsigt til markerne.

Anders Rye Skjoldjensen

10. august 2019

Alt, hvad Lisbeth Lyngaard Henriksen skal bruge, er inden for rækkevidde. Fra sin seng kan hun nå iPad’en, vandglasset og iltslangen, der stikker ud af væggen. Med fjernbetjeningen kan hun spole i kriminalkommissær Barnaby, hvis hun skulle være blundet hen og have misset noget.

Lisbeth er døende. Hun har KOL – en kronisk lungesygdom, som ødelægger hendes lunger og giver hende åndenød ved selv den mindste bevægelse. Luft er en mangelvare for Lisbeth. Sidste gang, hun fik målt sin lungefunktion, lå den på 15 procent, og i dag er den sikkert endnu lavere.

For anden gang i sit liv er 66-årige Lisbeth Lyngaard Henriksen på hospice. Da hun kom her første gang for et år siden, var hun fuldstændig afpillet og udmagret. De første dage sov hun bare. Så begyndte hun at spise og tog et par kilo på, så vægten lige akkurat sneg sig op over de 40 kilo. Efter nogle ugers intens pleje blev hun udskrevet og sendt hjem til sin visiterede bolig i Næstved. Her raslede kiloene hurtigt af igen, og nu er hun tilbage på Svanevig Hospice på Lolland.

»Denne gang er jeg ikke så sikker på, at jeg kommer hjem igen. Gør jeg det, er det fint. Gør jeg det ikke, er det også fint,« siger hun, da hun tager imod os på sit værelse. Selv om enhver fysisk bevægelse er en kraftpræstation, insisterer hun på at rejse sig fra den gule øreklapstol og give hånd.

»I dag er en god dag,« siger hun.

»Men havde det været en dårlig dag, så havde I ikke fået lov at komme«.

På gode dage kan hun føre en engageret samtale, selv gå på toilettet og spise med de andre beboere. På dårlige dage har hun ikke engang luft til at tale. Der sidder hun stille og alene og kæmper med åndenøden.

Vi har døden til fælles

Hvert år dør der cirka 55.000 i Danmark, og døden er én af de ganske få ting, vi alle har til fælles. Du skal dø, og alle, du elsker, skal også dø en dag. Det er faktisk det eneste sikre her i livet. Alt mellem fødsel og død er til sammenligning bare et vilkårligt sammensurium af held, kærlighed, ulykke og hårdt arbejde.

Hver gang et menneske dør, er der i gennemsnit seks pårørende, hvis liv påvirkes og forandres dybt. Det betyder, at over 300.000 danskere hvert år har døden tæt inde på livet.

Alligevel viser undersøgelser, at vi stadig er berøringsangste over for døden og ikke taler nok om den. Og den kan ramme på mange måder. Man kan dø efter lang tids sygdom, falde pludseligt om med hjertestop, blive dræbt i trafikken, dø ved egen hånd eller i en ulykke.

Ser man på tallene, er den hyppigste og mest almindelige død i Danmark dog den, der rammer de 80-89-årige. Kræft er gennemsnitligt det, der oftest tager livet af os, og døden er sjældent spontan og uventet. Ifølge amerikanske tal vil ni ud af ti dø efter lang tids sygdom, som gradvist forværres.

Plastret frigiver løbende et morfinlignende middel, og guldhjertet er en julegave fra ekskæresten Jørgen, som besøger Lisbeth hver uge.

Anders Rye Skjoldjensen

Den sidste del af statistikken ser Lisbeth Lyngaard Henriksen ud til at passe ind i. Hun har i knap 25 år levet med en kronisk sygdom, som gradvist har forværret hendes tilstand, og at hun skal dø, er derfor et faktum, hun er yderst bekendt med.

Med sine 66 år er der stadig et stykke op til de danske kvinders middellevealder, som er på 82,9 år, og så gammel regner Lisbeth Lyngaard Henriksen ikke med at blive.

»Min læge har næsten erklæret mig død flere gange. I 2015 sagde han, at det var et spørgsmål om uger og måneder,« siger hun.

»Men da jeg så alligevel ikke døde der og stadig er her i dag knap 15 år efter, er han begyndt at kalde mig utilregnelig. Så jeg har ingen anelse om, hvornår det hele er slut. Men åbner jeg ikke øjnene i morgen, vil det ikke komme som et chok.«

Lisbeth Lyngaard Henriksen er en nydelig dame. Håret sidder pænt, og hun har smykker på – blandt andet et guldhjerte i en kæde om halsen, som hun har fået af sin ekskæreste.

Hendes stemme er spag, og hun trækker vejret så dårligt, at hun ikke kan skaffe den nødvendige ilt, kroppen har brug for. Derfor har hun en iltslange, som forsyner hende med luft fra et apparat, hun bærer i et bælte om livet. Hver gang hun trækker vejret ind gennem næsen, giver apparatet et lille pift fra sig.

Træt, svimmel og stakåndet

Det var i midten af 90’erne, Lisbeth Lyngaard Henriksen opdagede, at noget var galt. Hun var taxachauffør i Næstved og syntes, jobbet var hårdt. Hun kørte lifttaxa for ældre og handicappede og nød at køre med de samme mennesker, som hun efterhånden lærte rigtig godt at kende. Men tidsplanen var stram, og allerede efter morgenens første tur var hun bagud og måtte halse rundt i et forsøg på at indhente den tabte tid. Den ene lungebetændelse afløste den anden, og i næsten et halvt år havde hun det, som om hendes krop konstant var influenzaramt. Hun var træt, svimmel og stakåndet.

Samtidig var hun presset på andre fronter. Hendes eneste barn var udsendt som soldat på Balkan, og hun gik hele tiden rundt og frygtede, at der skulle ske ham noget. Særligt en sommerdag i august 1995 husker hun stadig meget tydeligt, for den slog hende fuldstændig ud:

»Jeg sad i taxaen på vej ud mod et plejehjem, da jeg i bilradioen hørte, at en dansk soldat var dræbt i Bosnien. Og så gik klappen ned. De har sikkert med det samme sagt, at de pårørende var underrettet, men det registrerede jeg overhovedet ikke,« siger Lisbeth Lyngaard Henriksen.

»Jeg ringede rundt til gud og hver mand, som ikke kunne fortælle mig noget, og det var først flere timer senere, at min søn ringede til mig og sagde: ’Mor, jeg har det godt.’«

Sygdomsfornemmelsen i kroppen og angsten for at miste sin søn blev tilsammen det, der fik Lisbeth Lyngaard Henriksen til at opsøge en alternativ behandler i håb om, at hun kunne finde ud af, hvorfor hun ikke længere hang sammen. Biopaten var tilfældigvis tidligere lungesygeplejerske og anbefalede et lungetjek, som Lisbeth Lyngaard Henriksen efterfølgende bestilte hos sin egen læge.

Da hun fik resultatet, stivnede hun. Hendes lungekapacitet var på 33 procent. Lægen gav hende diagnosen KOL og forklarede, at hun havde det i meget svær grad.

Diskrimination af KOL

I det øjeblik vidste Lisbeth Lyngaard Henriksen, at hun skulle dø. De fleste KOL-patienter forstår ikke i det øjeblik, de får diagnosen, at den formentlig kommer til at tage livet af dem, men det gjorde Lisbeth. Hendes egen mor var nemlig KOL-patient og lå dengang i 1996 på et plejehjem i Klovborg og var ved at dø.

»Jeg havde set min mors sygdom udvikle sig og ødelægge hende, og det var grimt at være vidne til,« siger Lisbeth Lyngaard Henriksen.

»Så da jeg selv fik diagnosen, følte jeg, at jeg kunne se min egen fremtid spejlet i min mor, og det var et hårdt slag.«

Fordi sygdommen allerede var så fremskreden, fik Lisbeth Lyngaard Henriksen i løbet af en måned tildelt førtidspension.

Lisbeth fik åndenød i formiddags, da hun sad på en skammel under bruseren og blev vasket af en sygeplejerske. Da tænkte hun: Nu gider jeg ikke mere.

Anders Rye Skjoldjensen
Hun synes, det var svært at fortælle andre om sygdommen. Reaktionen var ofte, at det mere eller mindre var hendes egen skyld. »Har du røget?« eller »jamen, du har jo også røget« var som regel det allerførste, folk sagde. Også inden de udtrykte, at de var kede af at høre den dårlige nyhed.

Og ja, Lisbeth Lyngaard Henriksen har røget. Hun har røget hver dag, siden hun som 13-årig købte den første pakke Eiffel med fem cigaretter for de første penge, hun selv havde tjent på sit fritidsjob. Som voksen røg hun rundt regnet 20 om dagen, nogle gange det dobbelte, når hendes søn var udsendt, og nerverne hang uden på tøjet.

»Men jeg skrev da ikke under på at få KOL, da jeg købte den første pakke. Ikke alle, der ryger, får KOL, ligesom KOL også kan ramme folk, der aldrig har røget. Min bedstefar blev 81 år og røg som en skorsten, og min farmor sad i røg og tobak hele livet og blev 98,« siger Lisbeth Lyngaard Henriksen.

»Jeg føler, at KOL-patienter bliver diskrimineret, og jeg tænkte allerede dengang, da jeg fik diagnosen, at folk nok ville have behandlet mig anderledes, hvis jeg havde fået kræft. Så havde der nok været mere omsorg at hente.«

Lisbeth Lyngaard Henriksen er i den terminale fase. Det har hun været siden november 2015. Lægerne kan ikke gøre mere for hende. Hun er for gammel til at komme i betragtning til en lungetransplantation, og selv om man i princippet ville kunne indsætte nogle ventiler i hendes lunger, som kunne hjælpe hende, er hun for syg til at blive lagt i narkose. Ved en af de sidste skanninger opdagede man desuden en plet på den ene lunge. Pletten sidder bag skulderbladet og er meget svær at komme til. Lægerne har flere gange prøvet at tage en prøve, så de kan undersøge, om det f.eks. er kræft.

»Men de kan ikke komme ind til den, og nu har jeg sagt, at de ikke skal bruge mere krudt på den plet. Brug det på noget andet. Jeg er alligevel døende, så vær sød at bruge tiden og pengene på nogen, der har mere brug for det end mig,« siger Lisbeth Lyngaard Henriksen.

— Er det sådan, du helt ærligt har det?

»Ja. For jeg har accepteret, at jeg ikke bliver rask.«

Som en elefant på brystkassen

Hver dag tager Lisbeth Lyngaard Henriksen en masse medicin. Hun ligger flere timer hver morgen og formiddag med en inhalationsmaske på, og hun får blandt andet morfindråber og en høj dosis binyrebarkhormon, der som bivirkning har givet hende knogleskørhed og rystende hænder i sådan en grad, at hun ikke kan lide at sidde og klirre med bestikket foran andre. Derfor spiser hun helst alene på værelset. »Men det gode er, at jeg ikke har smerter,« siger hun. »Ikke noget særligt i hvert fald. Mine muskler gør selvfølgelig ondt, og det føles ind i mellem, som om der står en elefant oven på min brystkasse.«

At få at vide, at man snart skal dø, gør noget ved alle mennesker. Nogle bliver bitre, nogle resignerer, og andre beslutter at leve mere intenst. Lisbeth Lyngaard Henriksen har valgt det sidste og satte sig tre ting for, da hun for alvor mærkede, at døden kom tættere på. For det første ville hun genetablere forholdet til sin søn.

For da han vendte hjem fra Balkankrigen i slut-90’erne, var han en anden. Ganske ligesom mange af sine kammerater derfra, som er overrepræsenteret i statistikken over PTSD og selvmord. Selv om sønnen aldrig i detaljer har fortalt sin mor, hvad han så, ved hun, at han boede lige op og ned ad en skole, hvor handicappede og ældre blev nakkeskudt. Da han kom hjem, blev han diagnosticeret med PTSD, fik tildelt førtidspension, isolerede sig, fik svært ved tingene og sov dagene væk. Han trak sig fra omverdenen – og med tiden også fra sin mor.

»På det tidspunkt følte han ikke, at han kunne rumme mig. Han følte – og det er nok rigtigt nok – at jeg var for omklamrende. Hvis jeg skrev til ham, og han ikke svarede, kunne jeg godt gå lidt i panik og sætte himmel og jord i bevægelse, og det kunne han ikke have,« forklarer Lisbeth Lyngaard Henriksen.

Det var hendes ekskæreste, som en dag foreslog, at de skulle køre den to en halv time lange tur over til sønnen. Hjemmeplejen fik stablet Lisbeth Lyngaard Henriksen på benene, og med hjertet oppe i halsen blev hun genforenet med sin søn, som heldigvis igen var parat til at have kontakt med sin mor.

Det er anden gang, LIsbeth Lyngaard Henriksen er indlagt på hospice. Denne gang er jeg ikke så sikker på, at jeg kommer hjem igen. Gør jeg det, er det fint. Gør jeg det ikke, er det også fint, siger hun.

Anders Rye Skjoldjensen

Den anden ting, Lisbeth Lyngaard Henriksen satte sig for, var at få sin søn genforenet med sit eget barn. Også de havde mistet kontakten. Lisbeth Lyngaard Henriksen var med, da dagen kom, hvor de to skulle mødes efter næsten ti år uden kontakt.

»Jeg sad i bilen med mit barnebarn, som dengang var 15, og da vi kom frem til min søns hus, kunne jeg se, at hans bil ikke var der. Jeg frygtede straks, at han var gået i panik og flygtet væk, men heldigvis kom han susende bare et minut efter, og mit barnebarn for over i armene på ham. Det var den bedste dag i mit liv,« siger hun.

Aktiv dødshjælp

Og så er der den tredje ting, som desværre er ude af Lisbeth Lyngaard Henriksens hænder:

»Jeg ønsker sådan, at min søn skal få det bedre,« siger hun. »Han har brug for mig, og det bekymrer mig rigtig meget, hvad der skal blive af ham, når jeg er væk,« siger hun.

— Kan du nå at se ham blive rask?

Lisbeth Lyngaard Henriksen ryster på hovedet.

— Er det noget, du har accepteret?

»Jeg tror aldrig, jeg finder fred med det, men har indset, at det er sådan, det er«.

— Hvad skal der egentligt ske med dig efter din død?

»Der bliver ingen begravelse, for jeg har doneret min krop til videnskaben. Så kan nogen måske finde ud af, om man kunne have gjort noget anderledes for at hjælpe os lungepatienter. De har rettighederne til min krop i tre år, og når den tid er gået, må de gøre med den, hvad de vil. De må for min skyld gerne smide den i skraldespanden. Det er jo ikke mig længere«.

— Tror du på Gud?

»Ja, til en vis grad, men han kunne godt tage at høre efter nogle gange. Han har budt mig lidt af hvert, og jeg synes godt, han kunne have været mig mere nådig,« siger hun.

— Har du henvendt dig til Gud for nylig?

»Ja. Jeg har spurgt ham, om han synes, det er rimeligt, at jeg skal leve sådan her? Men det er der ikke kommet svar på.«

Morfin og Fernet Branca

Lisbeth Lyngaard Henriksen synes ikke altid selv, livet er rimeligt. På det seneste er hun begyndt at interessere sig for aktiv dødshjælp.

»På en rigtig dårlig dag, som kommer efter en række dårlige dage, har jeg da tænkt, at jeg godt kunne tænke mig, hvis man kunne få lov til at give mig et ekstra skud morfin,« siger hun og tilføjer, at hun selv tager morfindråber hver dag, men ikke »får ikke noget ud af« at tømme hele indholdet på én gang, ud over forstoppelse.

— Har du prøvet?

»Nej, men jeg forestiller mig, at der er så lidt i flasken, at det ikke gør nogen forskel.«

Døden kan ramme på mange måder, men fælles for alle – uanset alder og dødsårsag – er, at kroppen straks går i gang med at nedbryde sig selv. Hjertet stopper, blodet koagulerer, pupillerne stivner, og huden bliver bleg og får en voksagtig farve. De sidste timer af en KOL-patients liv er generelt fredelige. Lungerne svigter i sådan en grad, at man ikke længere kan komme af med sin udåndingsluft, og kuldioxiden ophobes derfor i kroppen. Jo mere kuldioxid, der ophobes, jo mere bedøvet bliver man. Fænomenet kaldes CO2-narkose og gør, at patienten stille sover ind med kroppens egen bedøvelse.

Lisbeth Lyngaard Henriksen kunne godt tænke sig at drikke sin aften-Fernet Branca, gå i seng og ikke vågne op igen. Hvis hun selv kunne bestemme, skulle døden se sådan ud.

»Og jeg er flere gange gået i seng med en fornemmelse af, at jeg ikke ville slå øjnene op igen. Når jeg så er vågnet igen, har jeg tænkt: Nå, jeg er her stadig,« siger hun. »Det er der ikke så meget at gøre ved.«

Serie

Livsovergange

Når man er på vej ind i en ny livsfase, sker der ting med både kroppen og sindet, og overgangene fra et stadie til et andet kan være fulde af følelser. Information tegner hen over sommeren portrætter af seks danskere, som står midt i hver deres livsovergang: Pubertet, forældreskab, skilsmisse, overgangsalder, pension og død.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Viggo Okholm
  • Mette Poulsen
  • Frede Jørgensen
  • Nina Højland
  • Ervin Lazar
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
Erik Karlsen, Viggo Okholm, Mette Poulsen, Frede Jørgensen, Nina Højland, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Christensen

Tak for artiklen, den var smuk på sin egen måde og en fortælling om livet på godt og ondt, men stadigvæk om at tage en del i livet så længe man kan