Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Ingen skulle bestemme over Inger Andersen

Havde Inger Andersen ikke været så stædig, ville hun nok have sparet sig selv for en del skuffelser. Men hun fortrød aldrig, at hun stod fast
Inger Andersen med sønnen Mikkel på ødegårdsferie i 1971.

Inger Andersen med sønnen Mikkel på ødegårdsferie i 1971.

Privatfoto

31. august 2019

En særlig mappe lå fremme foran gæsterne, da Inger Andersen blev mindet i Valby Kulturhus. En mappe, hun selv havde haft ude af hylden igen og igen i sine sidste år.

Artiklerne i mappen beskriver, hvordan antropologen først blev ansat af Vestsjællands Amtsråd til at lave en rapport om den forestående regionsplanlægning, men senere blev modarbejdet, fordi hendes konklusioner ikke flugtede med rådets planer. Hun talte imod centralisering og anbefalede, at man bevarede skoler og indkøbsmuligheder tæt på borgerne.

Inger Andersen

  • Født den 20. august 1944.
  • Uddannet antropolog fra Københavns Universitet.
  • Efterlader sig tre sønner og seks børnebørn.
  • Død den 22. juni 2019

Inger Andersen gik med til at omskrive dele af rapporten, men hun holdt fast i hovedkonklusionerne, også i pressen. Stærkt imod amtsrådets vilje.

Hun fik en pris i 1979 fra de Ansatte Arkitekters Råd, der hyldede hende for at tale åbent om det indgreb i forskningsfriheden, hun var blevet udsat for. Men sagen klæbede til hende, og efterfølgende følte hun sig sortlistet. Hun fik jobafslag på jobafslag, og når hun endelig blev ansat, var det i løse stillinger.

Mens hun søgte arbejde, blev kopperne med sort kaffe og de hjemmerullede cigaretter flere. Men hun fortrød aldrig, at hun havde stået fast.

Sweatere og socialisme

Hun startede ellers med at gøre, hvad andre ville for hende, da hun uddannede sig i en bank. Det var hendes fars ønske, ikke hendes eget. Men hun trivedes ikke i den stive banksektor, og da hendes harme over den grådighed og spekulation, hun så omkring sig, tog til, blev hun en del af tidens aktivistiske venstrefløj.

I midten af 60’erne, mens Sovjetunionen og USA målte missiler, arbejdede hun frivilligt som kasserer i Kampagnen mod Atomvåben, hvor hun begyndte at gå i sweatere og lange bukser. Her udviklede hun sin livslange kærlighed til kaffe og smøger, og så mødte hun sin mand, som hun fik tre sønner og flyttede i bofællesskab med.

Hun fortsatte det frivillige arbejde hos Politisk Revy, et venstreorienteret tidsskrift, der gav spalteplads til socialistisk teori, artikler om rockmusik og kritik af Vietnamkrigen.

Arbejdet i de aktivistiske kredse motiverede hende til at forlade bankverdenen, og i 1977 blev hun uddannet i antropologi fra Københavns Universitet.

Året efter lavede hun rapporten for amtsrådet, og efter mediestormen fulgte år med arbejdsløshed og løse ansættelser.

Inger Andersen hægtede sig ikke bare på tidsånden, hun forblev solidt og indigneret plantet på den yderste venstrefløj. Da hun ikke kunne finde arbejde som antropolog, kastede hun sig over lokal-tv, hvor hun lavede små indslag om beboerne i alt fra Tingbjerg til Frederiksberg, ofte med fokus på kritisable levevilkår.

Som mor slæbte hun sine sønner med på fredsmarcher, hvor de måtte lege med deres plastiksoldater i skjul, og da hun blev bedstemor, tog hun børnebørnene med på historiske museer.

Nåede ikke de sidste fly

Hun lyttede til fornuft og gode argumenter, især på sine senere dage, men hun solgte ikke ud af sine principper.

Efter hun blev skilt, fandt hun sammen med en mand, der stemte Dansk Folkeparti – en spøjs konstellation ifølge én af hendes sønner – og i sidste ende bidrog de ophedede politiske diskussioner til forholdets forlis.

Hun blev ved med at ryge sine smøger, selv da helbredet skrantede, og familien opfordrede hende til at kvitte dem.

Og for et års tid siden gav hun sine børn et chok, da hun forlod sit hjem uden telefon. Da de endelig fik fat i hende, spurgte hendes svigerdatter, om hun ikke kunne sende flere SMS’er, så familien vidste, hvor hun var.

»Du skal ikke bestemme over mig,« lød hendes svar.

Inger Andersen blev dog mindre stædig med årene og affandt sig måske mere med arbejdslivets skuffelser. Hun brugte mange timer og dage på sine børnebørn, og hun sparede op til at rejse med familien hvert år – selv om hendes eneste indkomst var en mager folkepension.

Da hendes børn igen ikke kunne få fat i hende lørdag den 22. juni i år, vidste de, at hun ikke var kørt fra telefonen igen. Hun var sovet ind i sin seng, tilsyneladende helt uden smerter, 74 år gammel.

En lille uge efter skulle hun have besøgt sin ældste søn i USA, og bagefter var det hendes plan at flyve til England, hvor hendes sjette barnebarn netop var blevet født. Hendes familie havde sagt til hende, at hun umuligt kunne holde til at rejse så meget og så langt.

De havde nok ret, men Inger Andersen holdt fast til det sidste.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Stig Bøg
  • Steffen Gliese
Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Stig Bøg og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer