Interview
Læsetid: 5 min.

Ole Christian Madsen ville lave en thrillerserie om jagten på råstoffer i Grønland, men så …

Et valg i Grønland satte et midlertidigt stop for en HBO-produceret tv-serie om forskellige nationers udvinding af værdifulde råstoffer i Grønland. Men manden bag, filminstruktøren Ole Christian Madsen, tror i høj grad stadig på projektet, som skal være en thriller om et land i splid med sig selv
Moderne Tider
10. august 2019
Et valg i Grønland satte et midlertidigt stop for en HBO-produceret tv-serie om forskellige nationers udvinding af værdifulde råstoffer i Grønland. Men manden bag, filminstruktøren Ole Christian Madsen, tror i høj grad stadig på projektet, som skal være en thriller om et land i splid med sig selv

Mia Mottelson

Ole Christian Madsen ville ønske, at han kunne arbejde dobbelt så hurtigt, som han gør, så han kunne arbejde på dobbelt så mange projekter. Han har ikke kun én, men adskillige film og tv-serier, han drømmer om at få lavet færdig, og nogle af dem stammer helt tilbage fra det, han kalder sin »mere sværmeriske ungdom, hvor en idé altid stod så brændende klart«.

Andre af projekterne er af nyere dato, f.eks. en tv-serie i otte afsnit – men med mulighed for hele fire sæsoner – om råstof i Grønland. Den foregår lidt ude i fremtiden, hvor mange forskellige lande plejer deres egne interesser i og omkring Grønland og Arktis.

»Kineserne graver efter guld i store, lukkede, borglignende anlæg,« siger Ole Christian Madsen.

»Amerikanerne borer olie på Nordpolen under store kupler – oprindeligt udviklet til fremtidige kolonier på Mars – som beskytter de bylignende miljøer nedenunder mod ekstremt uvejr og den uhyggelige kulde, der på det her tidspunkt er blevet værre. Englændere graver efter sjældne metaller. EU udvikler naturgasanlæg. Og ikke mindst russerne er en konstant trussel mod den geopolitiske fred.«

Grønland er med andre ord blevet en global kampzone for råstof, hvor de involverede lande spionerer på hinanden.

»Og vigtigst for den kamp er, at hver nation har autonomi på deres område, og derfor har Danmark og Grønland ikke meget indflydelse på, hvad der sker inde i hver zone.«

Udviklingen stoppede

I centrum af serien, der har fået titlen Blood & Ice, står Nuuks 35-årige politichef, Nukaka. Hun er halvt grønlandsk, halvt dansk og »hidsig ad helvede til«, siger Ole Christian Madsen. Hun er modstander af råstofkapløbet, der har skabt stor splid i Grønland, og hendes mand, Michael, er chef for det kontor, hvor man udsteder licenser til udnyttelse af landets undergrund.

En tredje vigtig figur er en excentrisk CIA-agent, Alexander Wolfe, der med »sin flydende seksualitet, sine skiftende fortællinger om sig selv og sin evne til at forstå alt og alle virker tilforladelig, men rummer koden til løsningen af konflikten«.

Ole Christian Madsen fortæller, at han, da han for fem år siden begyndte at udvikle serien for HBO i USA – han deler sin tid mellem Danmark og Hollywood – troede, at det ville gå stærkt med den, fordi Grønland snart ville blive et globalt mål for jagten på gamle, fossile brændstoffer og nye, spændende energikilder.

Men, siger han, »så kom der et valg i Grønland, som dæmmede voldsomt op for den udvikling. En mere nationalistisk tilgang gjorde investeringerne mindre rentable, og investorerne begyndte at trække sig ud. Andre holdt sig helt væk. Den udvikling har holdt ved, og i dag er der meget få større projekter i gang i landet.«

Uundgåelig udvikling

Det var altså den politiske situation – det, instruktøren kalder Grønlands politiske identitet – der i sidste ende trak gulvtæppet væk under Blood & Ice.

»Men den udvikling, vi beskriver i serien, kommer på et tidspunkt – det er uundgåeligt,« siger Ole Christian Madsen, der i dag selv ejer rettighederne til serien i det filmselskab, Creative Alliance, som han har stiftet sammen med Lone Scherfig, Dagur Kári og Malene Blenkov.

»Det militære og politiske narrativ i serien skal forstørres, for den kommercielle udvikling ser ud til at komme til at foregå i tæt udvikling med efterretningstjenester og geopolitiske interesser.«

Det er en historie, som han stadig meget gerne vil fortælle, og som er vigtig at fortælle – fordi Grønland er et af de få steder på kloden, hvor der ikke findes privat ejendomsret til jord.

»Det er interessant, at landet bliver centrum for en så ekstrem udvikling om netop ejerskab af undergrunden. Det handler om identitet og den etiske konflikt omkring, hvor meget vi egentlig kan og bør eje. Ejer vi hinanden, vores børn, vores familier? Serien er en thriller og fortæller om den konflikt i et højnet og vildt univers,« siger han.

Den rene fascination

Ole Christian Madsen, en af Danmarks mest profilerede og produktive filminstruktører, er i den unikke situation, at han allerede har fået realiseret to af sine drømmeprojekter: Spillefilmene Flammen & Citronen (2007), der handler om modstandskampen i Danmark under Besættelsen, og Steppeulven (2014), der fortæller historien om musikeren Eik Skaløe, der var forsanger i 1960’er-rockbandet Steppeulvene, og som begik selvmord på grænsen mellem Indien og Pakistan i 1968. Interessen for Skaløe har instruktøren haft i mange år, og før han i slutningen af 1980’erne begyndte på Den Danske Filmskole, havde han allerede lavet en dokumentarfilm om manden.

»Der er ideer, der aldrig forlader dig. Og så er der dem, der forsvinder efter kortere tid,« siger han.

Og dem, der bliver ved med at rumstere, skal man lytte til, fordi de vil én noget særligt. Det var tilfældet med både Steppeulven og Flammen & Citronen.

»Jeg havde aktier i modstandskampen og det nationale, eftersom jeg kommer ud af en militærfamilie. Og jeg har interesseret mig for 1960’erne og beatniks, så længe jeg kan huske. Måske leder jeg efter en måde, hvorpå jeg kan realisere en særlig frihed i mit eget liv. Der er mange grunde til, at en idé er vigtig. Det personlige, det universelle, det tematiske, og ikke mindst den helt rene fascination. Jeg var fascineret af Eik og Ibens kærlighedshistorie, fra jeg hørte Steppeulvenes HIP-plade første gang.«

Den hvide hval

Spørgsmålet er så, om Steppeulven, da Ole Christian Madsen endelig fik den lavet for ikke så længe siden, kunne leve op til hans forventninger. Det kunne den, siger han.

»Det er en af de film, jeg er mest glad for at have lavet. Men den gav ikke den forløsning, jeg havde håbet på, for den klarede sig ikke godt i biografen og nåede i kun begrænset omfang ud i verden. Jeg har stadig ikke gennemskuet, hvorfor det var tilfældet med lige netop den film.«

Samtidig var Steppeulven den sidste af de store historier fra Ole Christian Madsens ungdom, og da filmen var færdig, oplevede han en mindre kunstnerisk krise. Det var på sin vis lidt ligesom kaptajn Ahab, der som besat jagter den hvide hval, Moby Dick, i Herman Melvilles berømte roman (han bliver dog slået ihjel, da han endelig fanger hvalen).

»Der åbnede sig en afgrund foran mig, og jeg var nødt til at genopfinde mig selv som kunstner, instruktør og producerende menneske,« siger instruktøren.

»Jeg kunne ikke finde min retning. Det har jeg brugt tid på at gøre. Jeg har startet et nyt selskab, og det har et anderledes greb på, hvordan man udvikler og flytter større projekter. Jeg har arbejdet i udlandet, og de ideer, jeg forfølger, er anderledes end tidligere – og de føles lige så presserende som tidligere. Når den hvide hval er nedlagt, må man gå efter den sorte. De urealiserede projekter er lige så vigtige som de realiserede.«

Serie

Filmen, der knækkede

Økonomi, praktik, livet, kreative vanskeligheder, kunstneriske uoverensstemmelser. Der kan være mange grunde til, at en film ikke bliver til noget. Alle filmfolk har et eller flere projekter, de altid har drømt om at lave, men som stadig er henvist til skrivebordsskuffen. Information taler hen over sommeren med en række instruktører og manuskriptforfattere om de gange, hvor filmen knækkede for dem. Og så laver vi plakaten til det drømmeprojekt, der ikke blev til noget.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Schwander

Hvornår begynder grønlænderne selv at lave film om dem selv ..?