Interview
Læsetid: 4 min.

Politimuseets direktør: True crime fænger, fordi volden er så fremmed for os

Museumsleder ved politimuseet Frederik Strand er fascineret af drab og fortæller her, hvorfor – og hvad det siger om den tid, vi lever i
Den Stengun-maskinpistol, som rockeren Jørn Jønke Nielsen myrdede Henning Norbert Knudsen alias Makrellen med i 1984. Våbnet kan ses på Politimuseet i København.

Den Stengun-maskinpistol, som rockeren Jørn Jønke Nielsen myrdede Henning Norbert Knudsen alias Makrellen med i 1984. Våbnet kan ses på Politimuseet i København.

Jens Dresling

Moderne Tider
24. august 2019

— Hvorfor tror du, så mange mennesker er fascinerede af drab og ’true crime’?

»At tage en andens liv er den ultimative forbrydelse og den ultimative overskridelse af de etiske normer. Og det, der interesserer os, er i den forbindelse ofte mere gerningsmanden end offeret.«

— Hvorfor?

»Gerningsmandens motivation er den drivende kraft i fascinationen. Hvorfor han overskrider denne ultimative grænse.«

— Hvad siger fascinationen af drab, om den tid vi lever i?

»Et aspekt er, at vi ser langt mindre vold i samfundet end tidligere, hvor vi havde det tættere inde på livet. Og i takt med at det forsvinder og bliver fremmed for os, bliver vi mere fascinerede af fænomenet. Og så ligger der også i tiden et ønske om at forstå den mere dunkle og mørke side af mennesket – noget, som måske er blevet intensiveret med de moderne medier.«

Frederik Strand

  • Født 1975, cand.mag. i filosofi og religion og senere også i historie og psykologi.
  • Museumsleder på Politimuseet siden 2010.
  • Forfatter til blandt andre bøgerne ’Jagten på morderne stopper aldrig’ og ’Uopklaret.’
  • Har netop udgivet bogen ’De forbudte billeder – pornografiens historie fra forbud til frigivelse’.

— Er der noget usmageligt i denne fascination?

»Der er jo en nyfigenhed i det. Et ønske om at få indblik i en anden verden, og ja, i nogle tilfælde kan nysgerrigheden måske godt tangere noget usmageligt. Jeg tror, at der også for nogle mennesker er et aspekt af, at man kan stå udefra og gyse, mens man selv er i tryghed. Det kan være en slags katarsis – en renselsesproces – at gennemleve en forbrydelse på afstand.«

— Politimuseet udstillede i 2012 drabsmanden Peter Lundins økse, kniv og sav, som han havde brugt til at partere en kvinde og hendes to børn. Hvorfor?

»På museet mener vi, at man kan lære noget af at stifte bekendtskab med de her ting. Man bliver klogere på både politiets arbejde og efterforskning og får indblik i både filosofiske og psykologiske aspekter af menneskesindet. Og så er drab også ofte vævet ind i væsentlige historiske begivenheder og forandringer. Eksempelvis har vi udstillet effekter fra drabet på Bullshit-lederen Makrellen. Et drab, der markerede et nybrud i bandekriminaliteten, som kom til at præge det danske samfund i årtier siden hen.«

— Hvilke reaktioner får I på udstillinger med drabseffekter?

»Der er næsten altid nogle, der bliver forargede og mener, at der bliver slået plat på alvorlig personfarlig kriminalitet – og jeg har da også modtaget enkelte ubehagelige breve og mails. Museets besøgstal er steget over de sidste ti år fra 12.000 til 28.000 besøgende årligt. Og det tror jeg handler ikke kun om underholdning, men også om, at folk oprigtigt talt ønsker at vide noget om emnet.«

— Hvor går grænsen for, hvad du vil udstille på Politimuseet?

»Principielt mener jeg, at man kan udstille alt. Men det er en afvejning, i forhold til hvad genstanden kan give indblik i. Og jo tættere det er på os rent tidsmæssigt, jo mere tungtvejende historiske, politiske og sociale grunde skal der være. Der er jo ingen, der ville stille spørgsmålstegn ved en udstilling om mordet i Finderup Lade, selv om det er en brutal begivenhed. Mens vi for nylig har sat noget op på udstillingen om terrordrabet ved Krudttønden i 2015. Det er jo ikke særligt lang tid siden, men vi vurderede, at den begivenhed var meget markant i politiets historie.«

— Hvordan forholder I jer til nulevende pårørende?

»I nogle tilfælde tager vi forholdsregler. For to år siden satte vi eksempelvis genstande op fra en firedobbelt voldtægt begået af den såkaldte ’Amagermand.’ Der spurgte vi kvinderne først. I andre sager har vi vurderet, at det ikke var nødvendigt.«

— Du har selv skrevet bøger om blandt andet uopklarede sager. Hvad er det, der fascinerer dig ved drab?

»Dels er jeg oprigtigt interesseret i politihistorie og forskellige aspekter af politiets efterforskning. Og så er jeg uddannet inden for filosofi og psykologi og er interesseret i de menneskelige sider af det.«

— Hvilken drabshistorie har påvirket dig mest?

»Jeg er ret optaget af seriemordere og har interesseret mig meget for ’Connie-drabene’, hvor to mindreårige piger, Conny og Connie, blev slået ihjel med nogle års mellemrum på Nørrebro i København og i Randers. Manden, der begik drabene, Claus Berggren, viste sig at være en af Danmarks meget få lystmordere. Altså en mand, som slår ihjel, fordi han har lyst. Det er en af de mest besynderlige sager, jeg har studeret.«

— Hvis du skulle leve i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Så skulle det være eventyrernes tid, hvor de spanske conquistadorer tog ud og opdagede blandt andet Latinamerika. De var nogle værre banditter, som ikke tog hensyn til andre, men det der med at opdage nye lande og kulturer må have været fascinerende.«

— Hvad giver dig håb?

»Det giver mig håb, når jeg ser mennesker, der kæmper videre i en håbløs situation. For nylig så jeg et fotografi af soldater ved fronten under Første Verdenskrig, som sad ved et opdækket bord med blomster. Midt i al den nød og elendighed holdt de modet oppe.«

Serie

1.417 danske drab i 25 år

Ny dansk forskning har kortlagt samtlige drab i Danmark hen over 25 år og giver unik viden om, hvem der bliver dræbt, hvorfor og hvordan. Information går bag om tallene i en serie artikler om ofre, gerningsmænd og de mennesker, der arbejder med at opklare drab.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Henrik Wegener

Stemmer det nu at volden er blevet os så fremmed? Det afhænger nok af hvem af os der menes. Men ser man dagens nyheder er der nok langt fra alle. I andre medier ses tit en fremstilling af at dele af de nordiske samfund er ved at blive som en sump af kriminalitet, ikke mindst i forbindelse med etniske mindretal, o.s.v.
Hvilken fremstilling er mest rigtig?
F.eks. omtales i Berlingeren den praksis blandt organiserede kriminelle at man laver hævnaktioner mod myndighederne hvis disse har været efter de kriminelle.
Den forklaring virker rimelig troværdig for nogle handlinger. Hvor sundt er det i grunden hvis andre medier mere eller mindre specialiserer sig i den anden synsvinkel. Den med de forfulgte minoriteter. Uanset kriminalitet eller ikke.

Grethe Preisler

"Hyænen

Med store døde var jeg hjerteven.
Giv soen flæsk, det kommer nok igen.

Jeg er en ædel sjæl og dobbelt sød
og lækkersulten, når du først er død.

Jeg er den noble Jacques, den taciturne,
og fælder gerne tårer på din urne.

Hvor gør det godt, når savlet rigtigt fråder,
at skrive til grevinder og til nåder.

Men først og sidst og røbet uden svig:
Der er en egen dejlig lugt ved lig."

(Otto Gelsted - spottevers fra 1930erne)