Politimuseets direktør: True crime fænger, fordi volden er så fremmed for os

— Hvorfor tror du, så mange mennesker er fascinerede af drab og ’true crime’?

»At tage en andens liv er den ultimative forbrydelse og den ultimative overskridelse af de etiske normer. Og det, der interesserer os, er i den forbindelse ofte mere gerningsmanden end offeret.«

— Hvorfor?

»Gerningsmandens motivation er den drivende kraft i fascinationen. Hvorfor han overskrider denne ultimative grænse.«

— Hvad siger fascinationen af drab, om den tid vi lever i?

»Et aspekt er, at vi ser langt mindre vold i samfundet end tidligere, hvor vi havde det tættere inde på livet. Og i takt med at det forsvinder og bliver fremmed for os, bliver vi mere fascinerede af fænomenet. Og så ligger der også i tiden et ønske om at forstå den mere dunkle og mørke side af mennesket – noget, som måske er blevet intensiveret med de moderne medier.«

— Er der noget usmageligt i denne fascination?

»Der er jo en nyfigenhed i det. Et ønske om at få indblik i en anden verden, og ja, i nogle tilfælde kan nysgerrigheden måske godt tangere noget usmageligt. Jeg tror, at der også for nogle mennesker er et aspekt af, at man kan stå udefra og gyse, mens man selv er i tryghed. Det kan være en slags katarsis – en renselsesproces – at gennemleve en forbrydelse på afstand.«

— Politimuseet udstillede i 2012 drabsmanden Peter Lundins økse, kniv og sav, som han havde brugt til at partere en kvinde og hendes to børn. Hvorfor?

»På museet mener vi, at man kan lære noget af at stifte bekendtskab med de her ting. Man bliver klogere på både politiets arbejde og efterforskning og får indblik i både filosofiske og psykologiske aspekter af menneskesindet. Og så er drab også ofte vævet ind i væsentlige historiske begivenheder og forandringer. Eksempelvis har vi udstillet effekter fra drabet på Bullshit-lederen Makrellen. Et drab, der markerede et nybrud i bandekriminaliteten, som kom til at præge det danske samfund i årtier siden hen.«

— Hvilke reaktioner får I på udstillinger med drabseffekter?

»Der er næsten altid nogle, der bliver forargede og mener, at der bliver slået plat på alvorlig personfarlig kriminalitet – og jeg har da også modtaget enkelte ubehagelige breve og mails. Museets besøgstal er steget over de sidste ti år fra 12.000 til 28.000 besøgende årligt. Og det tror jeg handler ikke kun om underholdning, men også om, at folk oprigtigt talt ønsker at vide noget om emnet.«

— Hvor går grænsen for, hvad du vil udstille på Politimuseet?

»Principielt mener jeg, at man kan udstille alt. Men det er en afvejning, i forhold til hvad genstanden kan give indblik i. Og jo tættere det er på os rent tidsmæssigt, jo mere tungtvejende historiske, politiske og sociale grunde skal der være. Der er jo ingen, der ville stille spørgsmålstegn ved en udstilling om mordet i Finderup Lade, selv om det er en brutal begivenhed. Mens vi for nylig har sat noget op på udstillingen om terrordrabet ved Krudttønden i 2015. Det er jo ikke særligt lang tid siden, men vi vurderede, at den begivenhed var meget markant i politiets historie.«

— Hvordan forholder I jer til nulevende pårørende?

»I nogle tilfælde tager vi forholdsregler. For to år siden satte vi eksempelvis genstande op fra en firedobbelt voldtægt begået af den såkaldte ’Amagermand.’ Der spurgte vi kvinderne først. I andre sager har vi vurderet, at det ikke var nødvendigt.«

— Du har selv skrevet bøger om blandt andet uopklarede sager. Hvad er det, der fascinerer dig ved drab?

»Dels er jeg oprigtigt interesseret i politihistorie og forskellige aspekter af politiets efterforskning. Og så er jeg uddannet inden for filosofi og psykologi og er interesseret i de menneskelige sider af det.«

— Hvilken drabshistorie har påvirket dig mest?

»Jeg er ret optaget af seriemordere og har interesseret mig meget for ’Connie-drabene’, hvor to mindreårige piger, Conny og Connie, blev slået ihjel med nogle års mellemrum på Nørrebro i København og i Randers. Manden, der begik drabene, Claus Berggren, viste sig at være en af Danmarks meget få lystmordere. Altså en mand, som slår ihjel, fordi han har lyst. Det er en af de mest besynderlige sager, jeg har studeret.«

— Hvis du skulle leve i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Så skulle det være eventyrernes tid, hvor de spanske conquistadorer tog ud og opdagede blandt andet Latinamerika. De var nogle værre banditter, som ikke tog hensyn til andre, men det der med at opdage nye lande og kulturer må have været fascinerende.«

— Hvad giver dig håb?

»Det giver mig håb, når jeg ser mennesker, der kæmper videre i en håbløs situation. For nylig så jeg et fotografi af soldater ved fronten under Første Verdenskrig, som sad ved et opdækket bord med blomster. Midt i al den nød og elendighed holdt de modet oppe.«