I retten: »Så bliver det vist ikke mere koldblodigt«

»Det var et langt, ondt forløb.« Sådan beskriver tiltalte H tiden op til den 19. juli 2018, hvor han skød og dræbte sin bekendte Lars med en salonriffel i Holeby på Lolland.

H sidder i vidneskranken ved retten i Nykøbing Falster. En 51-årig mand med skarptskåret, arret ansigt, kort gråt hår og en næse, der ser ud til at have en fortid som brækket. Striksweateren er blå. Holdningen rank.

Han er tiltalt i fem forhold: For drabet på 56-årige Lars; for at have planlagt drab på Lars’ stedsøn, Philip; for at have stjålet 6,06 gram kokain og en telefon – samt for besiddelse af våben under særligt skærpende omstændigheder.

Han erkender at have skudt Lars i halsen, men det var ikke meningen at dræbe ham. Og han nægter planerne om at dræbe stedsønnen. Resten af forholdene erkender han.

Fælles opvækst

H og Lars er vokset op sammen. De har spillet fodbold sammen og har begge frem til 1992 haft tilknytning til bandemiljøet. H nægter tidligere at have haft uoverensstemmelser med Lars.

Han fortæller, at han i marts 2018 blev slået ned i sit hjem af to maskerede mænd, som stjal seks våben samt 54.000 kroner, han skulle have brugt til sin datters konfirmation. Ved hjemmerøveriet hører han en tredje mands stemme. Han er sikker på, at det er Lars.

»Jeg ville helst ikke have, det skulle være ham, for vi har jo kendt hinanden hele livet,« siger H.

Først to måneder senere politianmelder han det som tyveri – ikke røveri – fordi han var »bange for repressalier«.

Han udlover i stedet en dusør på sine våben, og Lars henvender sig og siger, at han kan skaffe H’s våben, men at det koster. I månederne efter kræver Lars flere og flere penge.

»Han sender truende sms’er om, at han kraftedeme skal have de penge,« siger H.

H’s økonomi er dårlig, og familiens hus er ved at ryge på tvangsauktion. Han aftaler at mødes med Lars på Nøbøllegård i enden af en lade, hvor H indimellem arrangerer jagt. Lars skal have hans våben med. Til gengæld skal H betale 55.000 kroner.

Rammer med et enkelt skud

På et lærred bag dommerne bliver alle dokumenter i sagen blæst op via en projektor. Et billede af gerningsstedet viser et lokale med cementgulv og tre olietønder med en plade over. Her lægger Lars en salonriffel og et haglgevær. H konstaterer, at det er hans våben. Og så konfronterer han Lars med, at han mener, Lars står bag røveriet. Der opstår slagsmål, og Lars falder.

»Han råber og skriger, og jeg forsøger at nå hen til porten, men Lars er oppe igen. Jeg truer ham med riflen for at vinde tid. Og så siger han: ’Jeg slår dig fucking ihjel.’ Og rækker ud efter jagtgeværet.«

H sætter en patron i riflen og skyder.

»Jeg rammer ham her med et enkelt skud,« siger H og peger på halsen.

Lars vakler ud ad døren og sætter sig ind i sin bil. H gemmer begge våben og strør korn ud over blodplamagerne på jorden. Og så kigger han ind i bilen til Lars.

»Jeg kan se, at han er død,« siger H.

»Tjekker du?« spørger den kvindelige anklager.

»Nej, jeg kalder på ham …«

H’s stemme knækker over, han tier og ryster lidt på hovedet.

Han kører bilen med den døde Lars hen til en bevoksning på en mark – en såkaldt remise – hvor han gemmer den under et camouflagenet. Han tager både afdødes telefon og et par poser med kokain, han finder i hans bil. Og så venter han.

»Jeg tør ikke forlade stedet. Jeg kan se, at der kører biler rundt i området.«

Han tror, det er Lars’ stedsøn Philip, der leder efter ham. Efter klokken 01 om natten ringer han til sin kone, Dorthe som sammen med deres 14-årige datter samler H op ved en grøftekant.

Næste morgen melder han drabet til en betjent på Københavns Vestegn, han kender gennem et såkaldt ’bandeexitprogram’. Betjenten kører sammen med en kollega til Lolland, hvor H viser dem gerningsstedet og liget af Lars.

Den første forklaring

Anklageren læser op fra både politirapporten, grundlovsforhøret og fra en rapport skrevet af den læge, der har undersøgt H efter anholdelsen. Til lægen siger H, at han ikke har været i bad, »fordi han ikke vidste, om han skulle skyde en til«.

Han har også tidligere forklaret, at han »lokkede Lars« hen til laden, at han står klar og siger »hej«, da Lars træder ind ad døren, hvor han skyder ham med det samme. Derefter ser han på, mens Lars udånder. Han har også fortalt, at han ønskede at dræbe Philip og derfor ventede i skjul, men at stedsønnen »desværre ikke kom på skudhold«.

»Det afviger en del fra det, du fortæller her i dag. Hvorfor?« spørger anklageren.

»Jeg havde ikke sovet i tre dage. Det hele var kaos,« svarer H.

Forsvareren spørger til H’s »kække udtalelser« de første dage efter drabet.

»Jeg siger bare noget for at spille hård og sej,« siger H.

Var i tvivl om drabet

Efter afhøringen er der pause, inden vidnerne skal afhøres. De fleste tilhørere står udenfor og ryger i flok. Størstedelen er familie og venner til Lars. Blandt andet hans hustru og hans søster.

»Det var da utroligt, som han sejler rundt i forklaringerne,« siger en af kvinderne.

»Han skal ind og sidde et sted, hvor han kan blive bollet i røven, ja undskyld mig,« siger en anden.

Da alle er på plads igen, sætter en høj, gråhåret politiassistent med kraftige sorte øjenbryn sig i vidneskranken.

Han hedder Jens og arbejder med antiradikalisering og bandeexitprogrammer. Den 20. juli ringer H til ham og fortæller, at han har slået en mand ihjel. Jens spørger sin kollega Poul Erik, om han vil med en tur til Lolland og mødes med H, som han kender fra et exitprogram.

»Vi ringer til det lokale politi, mens vi er på vej, og spørger, om de savner en gerningsmand til et drab. Det gør de ikke, så vi er lidt i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt.«

Ubehagelige billeder

De mødes med H på en kirkegård, hvor han fortæller, at han har slået Lars ihjel, fordi »nok er nok«. Derefter viser han de to politimænd gerningsstedet og de to våben. Og også hvor han har parkeret den afdødes røde Fiat i et buskads.

»Jeg konstaterer, at der ligger en død mand i bilen,« siger Jens.

Anklageren scroller ned, og nogle uskarpe billeder af en blodig, foroverbøjet krop på et bilsæde toner frem på lærredet.

»Jeg skal lige advare om, at det ikke er nogle specielt behagelige billeder,« siger hun.

Det næste vidne er Dorthe, tiltaltes kone. Både retsformand, forsvarer og anklager beder hende flere gange tale højere og rykke mikrofonen tættere på. Hendes mand kigger direkte ned på hende hele tiden.

Hun fortæller med lav stemme, at der var noget »gammel gæld« mellem hendes mand og Lars, og at H bliver »stille og træt,« når Lars har været forbi.

»Han plejer ikke at være bange for nogen, men jeg kunne se, at han var påvirket,« siger hun.

Hun vidste, at hendes mand den 19. juli skulle mødes med Lars og få »noget ud af verden«, og hun hører fra ham flere gange i løbet af dagen, hvor han fortæller, at alt er gået fint. Men han kommer ikke hjem med pizzaer til familien, som de ellers havde aftalt. I stedet ringer han midt om natten og beder Dorthe komme og hente ham. Hun samler ham op i mørket ved en grøftekant.

»Han virker træt. Det er vi andre også. Det er jo midt om natten,« siger hun.

Store erstatningskrav

Sidste vidne er Philip, en 27-årig mand med farvestrålende tatoveringer på hænderne og op over kraven på en Tommy Hilfiger-trøje, der sidder stramt over hans brede brystkasse. Philip fortæller, at Lars havde været sammen med hans mor, siden han var fem år. De havde et godt forhold og talte i telefon sammen dagligt.

»Jeg kaldte ham far,« siger Philip.

Han kendte ikke til noget mellemværende mellem Lars og tiltalte. Alligevel havde han indtryk af, at Lars den pågældende dag skulle hente penge hos H. Og da Lars ikke dukkede op til en aftale og ikke svarede på telefonen, ledte Philip efter ham i området. Men han nægter at have været i nærheden af Nøbøllegård. Først dagen efter gik det op for ham, at Lars var blevet skudt.

Philip har siden drabet været sygemeldt, og han kræver 130.000 kroner i erstatning for drabet på sin stedfar, fortæller en bistandsadvokat, der også præsenterer krav om erstatning fra både Lars’ kone og mindreårige søn.

Planlagt eller nødværge

Da retten bliver sat igen næste morgen, står anklageren klar til at procedere på et lille podium med front mod nævningene.

»Hej«, siger hun, og holder en kunstpause. »Det var det sidste ord, Lars hørte, inden han blev skudt.«

Hun beskriver drabet som nøje planlagt: H lokkede afdøde ud til stedet og skød ham på stedet direkte i halsen. Som jæger vidste han, hvor han skulle skyde for at gøre allermest skade.

»Og man må sige, at det er ret godt skudt.«

Anklageren refererer til, at H selv har forklaret, at han kiggede på sit offer, mens han udåndede, og derefter stjal hans mobiltelefon og kokain.

»Så bliver det vist ikke mere koldblodigt.«

Derefter satte han sig til at vente på sit næste offer.

»Det mislykkedes kun, fordi Philip ikke dukkede op. Ellers havde vi stået med to drab,« siger anklageren.

Så er det forsvarerens tur. Han vil have sin klient frifundet for både drab og drabsforsøg.

»Der skal ikke herske tvivl om, at det er en meget tragisk sag,« siger Sten Balslev.

Han nævner familiens økonomiske problemer, hjemmerøveriet, og at Lars åbenbart har været truende over for H.

»Der er et pres på H. Og det må man tage med ind i voteringsrummet.«

H har i retten beskrevet »en nødværgelignende situation«. Det er den forklaring, man skal lytte til. Ikke de ting, H siger, da han bliver anholdt, mener forsvareren:

»Han er oppe at køre. Så han spiller smart,« siger Sten Balslev, der også peger på, at der er fundet spor af både amfetamin og kokain i H’s blod.

I forhold til drabsforsøget mener han ikke, politiet har bevist, at H havde våben med sig til sit skjulested. Og Philip har jo selv fortalt, at han slet ikke var i nærheden. Så H skal også frifindes for drabsforsøg.

Dommen

Nævninge og dommere voterer i over to timer. I mellemtiden tjekker en politibetjent retslokalet for skjulte våben under alle stolene, og fire ekstra betjente i skudsikre veste stiller sig klar. De kropsvisiterer Philip og en af hans venner, inden de får adgang til lokalet og domsafsigelsen.

Dommerne og nævningene finder H skyldig i alle fem forhold. Retsformanden forklarer, at de har været enige, og at de har lagt afgørende vægt på tiltaltes første forklaringer.

Anklageren argumenterer for en straf på mellem 14 og 15 år, fordi den tiltalte har udvist særlig hensynsløshed. Hun bruger ordet »likvidering«. Forsvareren indstiller derimod til en dom på 12 år.

Efter en kort pause er dommere og nævninge tilbage: H bliver idømt fængsel i 15 år.

»Sådan!« lyder det spontant fra en kvindelig tilskuer.

Ud over sagens omkostninger skal han også udbetale erstatning til afdødes hustru og hendes to sønner på i alt 1.610.840 kroner.

Efter en kort samtale med sin klient siger Sten Balslev:

»Lige som mange andre vil H gerne videre med sit liv, så han modtager dommen.«

På tilskuerpladserne bliver der krammet og givet thumbs up langs rækkerne. Afdødes søster hulker, og flere andre kvinder snøfter.

»Jeg ville hellere have haft 14 år. Men sådan er det jo,« siger H til sin forsvarer, som han giver et halvt kram med hånden forrest og et klap på skulderen.

»Tak for i dag.«

Så bliver han eskorteret ud af to betjente. I rettens foyer står en klump af tilhørerne med smil på læben og smøgerne klar.