Læsetid: 26 min.

Samme turbulente barndom: Hun blev socialrådgiver, han slog sin far ihjel

Han voksede op i et misbrugshjem og var anbragt otte forskellige steder, inden han fyldte 18 år. Senere blev han hashmisbruger, fik en psykose og stak af fra psykiatrisk afdeling igen og igen. I dag er han lukket inde på retspsykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Her er fortællingen om Nicklas og om et drab, der måske kunne være undgået
Nana Martine spørger i dag, hvorfor det kun var hende og ikke også hendes lillebror, Nicklas, der havde den drift, der gjorde, at hun slap fri fra opvæksten.

Nana Martine spørger i dag, hvorfor det kun var hende og ikke også hendes lillebror, Nicklas, der havde den drift, der gjorde, at hun slap fri fra opvæksten.

Peter Nygaard

31. august 2019

I de tidlige, mørke morgentimer den 9. december 2015 gik en ejendomstekniker fra boligselskabet Løvvangen i Aalborg sin morgenrunde, da han fik øje på noget, der brændte på græsplænen uden for en opgang.

Han troede, det var et juletræ, men da han kom tættere på, blev han i tvivl. Var det en dukke? Han ringede til en kollega, der kom kørende i en golfvogn. De parkerede bilen et par meter fra ilden. Inde i flammerne kunne de se torsoen af en mand dækket af brandsår og nogle få steder kunne de skelne hans tatoveringer. Da en ambulance og politiet ankom kort efter, blev manden konstateret død.

I en lejlighed lidt derfra tittede en person ud gennem nedrullede persienner. To politimænd fik øje på slæbespor mellem liget og lejligheden og da de gik derind, fandt de en ung mand i færd med at vaske blod af gulvet. Han virkede forvirret og sagde kun en enkelt sætning:

»Han blev et monster.«

Nogle timer senere i Aarhus holdt 24-årige Nana Martine en pause fra sin eksamensopgave på socialrådgiverstudiet. Hun scrollede ned over Facebook og stoppede op ved billedet til et nyhedsopslag. Der var blevet begået et drab. På et billede genkendte hun den boligforening, hvor hendes lillebrors far Søren Jensen boede, og hun klikkede ind på artiklen: En mand var banket bevidstløs med et baseballbat, overhældt med benzin og sat ild til.

»Du ligner en, der har set et spøgelse,« sagde en af hendes veninder.

Nana Martine tænkte på sin lillebror Nicklas på 18 år. Han var ugen forinden stukket af fra den lukkede psykiatriske afdeling i Aalborg som mange gange før og var taget hjem til sin far Søren Jensen. Hun ringede først til Nicklas. Så til Søren Jensen. Ingen svarede. I samme øjeblik ringede hendes stedfar Michael Mortensen. Han havde også hørt om drabet i nyhederne og sagde:

»Jeg tror sgu det er Nicklas. Han har slået Søren ihjel.«

Ofrene er de nærmeste

Nicklas er langtfra den eneste psykisk syge, der har begået drab på et familiemedlem. I 2013 skar en ung skizofren mand fra Svendborg halsen over på sin mor, da hun forsøgte at overtale ham til at lade sig indlægge. I 2015 dræbte en anden ung mand i Kerteminde sin mor med knivstik. Han fortalte efterfølgende, at en pingvinbamse havde bedt ham gøre det. Og i 2016 slog en tidligere soldat sine forældre ihjel med en økse. Han var forinden diagnosticeret med PTSD.

Helt nye tal, baseret på 1.417 drab i Danmark gennem 25 år, dokumenterer nu, at det primært er de allernærmeste, der bliver ofre, når psykisk syge begår drab: 44 procent af alle drab bliver begået mod familiemedlemmer, mens det gælder hele 67 procent af drabene, hvor gerningsmanden er psykisk syg.

Når Nicklas som barn blev bange eller ked af det, krøb han sammen og holdt sig for øjnene og sagde ’lad vær’ med at kig’ på mig.’ Han bekymrede sig også om andre. Særligt om sin mor.

Peter Nygaard
Tallene overrasker ikke Hans Henrik Ockelmann, retspsykiatrisk overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup. Han har årtiers erfaring med at diagnosticere og behandle retspsykiatriske patienter.

Langt de fleste psykisk syge drabsmænd lider af skizofreni og har meget ofte vrangforestillinger. Og de retter sig ofte imod de mennesker, de er tættest knyttede til, siger Hans Henrik Ockelmann:

»Kærlighed og had er ikke hinandens modsætninger. Det er nabofølelser. Den modsatte følelse er ligegyldighed. Den psykotiske hjerne kan blande had og kærlighed sammen, så det går ud over mor eller far – de mindst ligegyldige personer i patientens liv.

Turbulent opvækst

Nicklas blev født julen 1996. Han hedder egentlig ikke Nicklas, men for at skærme ham, har familien bedt os bruge et andet navn. Hans far, Søren Jensen, var ikke til stede ved fødslen. Forholdet mellem Søren Jensen og Nicklas’ mor holdt ikke længe. Søren Jensen røg i fængsel, og da Nicklas var tre måneder gammel, blev hans mor kæreste med den jævnaldrende Michael Mortensen. De flyttede sammen og fik sammen datteren Michell. Moderen havde allerede femårige Nana Martine fra et tidligere forhold.

De tre søskende Nana Martine, Nicklas og Michell havde altså hver sin far, men samme mor og samme turbulente barndom.

»Vores mor havde et stort overforbrug af alkohol, hash og mænd. Der var alle mulige forhold frem og tilbage, mange skænderier og mange flytninger. Det var ikke særlig trygt,« fortæller Nana Martine.

I perioder forsøgte moren at begynde forfra. Blandt andet flyttede hun sammen med Michael Mortensen til en landsby, nord for Aalborg, hvor de boede i et lille hus. Men også her gik det galt med både øl og hash.

Michael Mortensen syntes ellers, at familielivet var dejligt, fortæller han.

»Jeg elskede ungerne. Også Nana Martine og Nicklas. Som om de var mine egne. Men det var et misbrugsliv. Alt for meget hash og øl, og det blev bare for meget.«

Michael Mortensen er en tætbygget mand, som tidligere har levet et vildt liv i Nørresundby med både misbrug og kriminalitet. Men i dag bor han sammen med sin forlovede Camilla og deres lille datter i et restaureret byhus i Langholt. Han arbejder på en ungdomsinstitution for unge, og når han har fri, hygger han sig i en lokal motorcykelklub. Michael taler udpræget aalborgensisk: Han kalder politiet for ’polleren’ og sin Golf for ’golleren.’ Nicklas kalder han ’min dreng’.

Omsorgssvigt

Nicklas var et kønt barn med store blå øjne og bløde læber formet i en smuk bue. Han kunne godt lide at trisse rundt efter Michael ude i værkstedet. Han elskede pokémonkort og computerspil. Men han var også forskræmt. Han var eksempelvis bange for at komme ud og sejle. Og han kunne gå i panik, hvis man forsøgte at få ham til at prøve forlystelser i Tivoli. Når han blev ked af det eller bange, krøb han sammen, holdt sig for øjnene og sagde:

»Lad vær’ med at kig’ på mig.« Og han bekymrede sig meget om andre. Særligt om sin mor.

Med god grund. Hun gik i perioder på druk og var ikke var hjemme i flere dage. Andre gange tog hun børnene med på værtshus. Og Nana Martine husker, hvordan de altid skulle passe sig selv, mens mor sov rusen ud:

»Og hun var utilregnelig. Man kunne aldrig vide, hvornår hun blev sur.«

Mange gange kom børnenes bedsteforældre dem til undsætning og hentede dem, når det var allerværst. Men da børnene var tre, seks, og 11 år, blev de tvangsfjernet fra hjemmet. Nana Martine blev anbragt hos sin far, som hun ellers kun havde haft meget lidt kontakt med, mens Michell og Nicklas kom på børnehjem. Deres mor blev sendt på afvænning, mens Michael Mortensen »klarede det selv«, som han siger:

»Jeg tog en kold tyrker. Og lagde rene urinprøver hos lægen, så jeg efter 11 måneder fik Michell hjem at bo,« fortæller han.

I forbindelse med, at børnene blev hjemgivet til moren efter et år i afvænning, skrev børnecentret om Nicklas:

»Han er charmerende, vellidt med gode kognitive evner, som skal udvikles under stabile, forudsigelige og strukturerede forhold.«

Han kunne ikke engang tage sit tøj af, når han skulle i seng, fortæller Nana Martine om sin dengang 18-årige lillebror, Nicklas. Han var angst og selvmordstruet og derfor ude af stand til at bo i den lejlighed, han havde fået gennem kommunen.

Peter Nygaard
Men der var ingen opfølgning, da børnenes mor kom hjem fra afvænning, husker Nana Martine. Ingen socialrådgiver eller familiebehandler, der kom på besøg. Ingenting. Og der gik ikke længe, før børnenes mor igen røg hash og drak øl. Så begyndte hun på ture i byen, og efter nogle måneder smadrede hun blandt andet sin bil mod et træ i en brandert.

De følgende år var det ofte 12-årige Nana Martine, der skulle sørge for de små på syv og fire år. Blandt andet at få dem op og afsted om morgenen.

»Det var meget hektisk med to grædende, små børn, der slet ikke kunne følge med. Og mig, der skulle have styr på både dem og mig selv,« siger Nana Martine.

Hørte stemmer

I teenageårene flygtede Nana Martine ind i sit skoleliv og brugte mere tid med sine veninder. Mor og børn var flyttet ind i et lille hus på en grund, der hørte til en større bondegård. Nana Martine begyndte at komme hos familien i hovedhuset. Derigennem fik de indblik i det dysfunktionelle familieliv, og som 14-årig fik Nana Martine lov til at komme frivilligt i pleje på gården.

Michael havde i mellemtiden fået forældremyndigheden over Michell, som flyttede hjem til ham. Men Nicklas på 10 år boede stadig hjemme hos sin mor. Hun flyttede sammen med en ny kæreste, som slog hende. Og året efter blev Nicklas anbragt i familiepleje. Han stak indimellem af. Både hjem til Michael og til sin mor. Derefter boede han på fem forskellige institutioner, før han som 15-årig endte på en institution for unge med sociale vanskeligheder.

På det tidspunkt havde Nicklas udviklet et voldsomt hashmisbrug. Han kom sjældent ud fra værelset og spiste med de andre unge. Han brugte det meste af tiden på værelset, hvor han også enten sov eller spillede Play Station, og han passede ikke sin skole. Ofte lå han bare på sin seng med alt sit tøj på i et værelse tilgroet med cigaretskodder og skrald. Selv på sin fødselsdag lå han nogle gange med hovedet nede under dynen. I forbindelse med en handleplan om Nicklas udarbejdet af Aalborg Kommune står der:

»Han oplyser, at han hører stemmer om natten.«

Psykiatrisk indlæggelse

Nana Martine havde taget en studentereksamen, og var flyttet til Aarhus og begyndt på en uddannelse som socialrådgiver. Hun var 22 år og Nicklas 17 år, og hun så ham mest til familiearrangementer – hvis han overhovedet dukkede op. Men en dag i januar 2014, ringede en pædagog fra institutionen og spurgte, om hun måtte komme på besøg sammen med Nicklas. Nana Martine var overrasket. Han havde aldrig besøgt hende før.

Fra Nicklas trådte ind i lejligheden talte han i en lang køre. Nana Martine havde aldrig set sin lillebror sådan. Han plejede aldrig at sige andet end ’ja’ eller ’nej.’

»Men det var helt usammenhængende. Han græd og grinede også indimellem. Jeg spurgte ham, om der var noget, han gerne ville fortælle. Han sagde ja, men vidste ikke hvad,« siger Nana Martine.

Efter tre kvarter kørte Nicklas og pædagogen tilbage til Aalborg. Dagen efter blev Nicklas indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. Lægerne mente, der var tale om en hashpsykose. De fortalte familien, at Nicklas havde en ’paranoid personlighedsstruktur.’ Han blev udskrevet efter nogle uger, og det følgende år fik han antipsykotisk medicin og blev indlagt flere gange. Dog aldrig længe nok til at få en egentlig diagnose. I 2014 skrev opholdsstedet i en rapport om Nicklas, der var begyndt at skære i sine arme:

»Der er blod på vægge, gulve, samt lagner som også er gennemhullet af brændemærker fra cigaretter. Blodige håndaftryk sidder overalt på vægge og skabe, mens Nicklas selv er smurt ind i blod rundt om hovedet og på halsen« … »spejlet fra toilettet ligger knust i tusinde stykker på gulvet mellem cigaretskodder og blodigt tøj. Der er dæmpet belysning og sat noget dyster musik på med uhyggelige undertoner.«

Sygdom, misbrug og social baggrund spiller sammen

Anslået 20.000 danskere lider af skizofreni – det svarer til lidt under en halv procent af befolkningen. Men blandt de retspsykiatriske patienter har otte ud af ti en diagnose inden for skizofrenispektret. En sygdom, der blandt andet er kendetegnet ved vrangforestillinger, hallucinationer og apati.

Op mod to tredjedele har også et misbrug – typisk hash, alkohol og kokain eller amfetamin.

Indimellem bliver misbruget den måde, patienten kan dulme sygdommen på, men flere studier har også vist, at det kan være med til at udløse sygdommen, forklarer overlæge og retspsykiater Hans Henrik Ockelmann.

»Psykisk sygdom er multifaktoriel: Du har din sindssygdom. Dit misbrug. Og din sociale baggrund. Og alle tre forhold spiller ind på, hvordan sygdommen udvikler sig,« siger han.

Meget ofte har gerningsmænd i den tunge retspsykiatri været ude for mange svære begivenheder igennem deres opvækst og voksne liv, siger han: Omsorgssvigt. Misbrug. Voldtægt. Drabsforsøg. Og så er der sygdommen i sig selv, siger Hans Henrik Ockelmann:

»Hvis det ikke bliver behandlet, er skizofreni i sine alvorligste former en sygdom, der river personligheden i stykker, så man står tilbage med en udbrændt karikatur af et menneske.«

Botræning

Efter den første indlæggelse forsøgte Nana Martine at deltage mere i beslutninger omkring sin lillebror. Da hans 18-årsfødselsdag nærmede sig, ville han gerne flytte i egen lejlighed. Han var træt af institutionslivet. Hans nærmeste familie syntes, det var en dårlig idé, fordi han stadig røg meget hash og var psykisk dårlig. Også personalet på institutionen frarådede det. 

Nicklas kom i stedet på et behandlingscenter, hvor han skulle i botræning. Men han kunne ikke lide at være der, og hans misbrug tog til. Og tre måneder efter sin 18-årsfødselsdag, i marts 2015, fik han gennem kommunen en lille halvandenværelseslejlighed i Nørresundby på fjerde sal. Nana Martine hjalp ham med at sætte køkkenredskaber og tørvarer i køkkenskabene. Men allerede efter en uges tid kunne han ikke holde ud at være der.

Det skrev han i talrige sms-beskeder til sin storesøster. Blandt andet var han bange for, at han kunne finde på at hoppe ud ad vinduet.

»HAR EN FUCKING LORTEANGST FOR OG VÆRE I DEN LEJLIGHED,« skrev han med versaler.

Han sendte også billeder af sine arme, hvor han havde skåret sig selv med et bøjet barberblad.

»Hvis jeg havde haft noget bedre at skære med, tror jeg det havde gået helt galt,« skrev han.

Han betroede også Nana Martine, at han var plaget af tanker om at gøre sin familie fortræd:

»Tankerne bliver ved med og komme og siger jeg skal gøre det, fordi de har fortjent det. Selv om der ikke er nogen der fortjener det. Men tankerne krydser igennem mit hoved hele tiden.«

Pres på kommunen

Michael Mortensen og Nicklas havde alle årene haft et tæt forhold. Nicklas kaldte ham far, og han overnattede ofte hos Michael og hans kæreste, Camilla, fordi han ikke turde være alene i lejligheden. Nicklas var for det meste indelukket og fjern. Han hørte musik med store hørebøffer på eller spillede Call of Duty og Fifa på sofaen. Når han skulle sove, ville han helst ligge på en madras på gulvet i Michaels soveværelse.

Familien kontaktede flere gange kommunens socialrådgiver og områdeleder på mail og telefon og fortalte, at Nicklas var selvmordstruet og ikke kunne klare sig selv. Først da Nana Martine klagede til rådmanden, blev der arrangeret et møde mellem hende, Michael, Nicklas og hans socialrådgiver og nærmeste leder. Der var gået to måneder siden indflytningen i egen lejlighed. Det fremgår af mødereferatet, at familien udtrykte alvorlig bekymring.

»Jeg siger ordret til dem: ’I er nødt til at hjælpe ham, for ellers begår han selvmord eller slår en ihjel. Så syg er han,’« husker Michael Mortensen.

Men kommunens medarbejdere fastholdt, at der var betalt tre måneders depositum i lejligheden, og at Nicklas skulle give lejligheden en chance i hvert fald i et halvt år.

Jeg siger ordret til dem: ’I er nødt til at hjælpe ham, for ellers begår han selvmord eller slår en ihjel,’ fortæller Michael Mortensen, stedfar til Nicklas. De to er meget tætte. Nicklas kalder ham ’far’ og inden drabet kom han ofte og besøgte Michael.

Peter Nygaard
Familien syntes ikke, at kommunen forstod sagens alvor. Det kan man også se af de lange og mange breve, som Nana Martine efterfølgende sendte til kommunen, hvor hun bad dem finde en anden løsning.

Kommunen skrev, at de var klar over, »at løsningen ikke er optimal«. Men at de håbede, at Nicklas kunne »finde ro i egen bolig – og udvikle kompetencer til livet via dette«.

De henviste til, at Nicklas havde fået bostøtte, var tilknyttet den ambulante psykiatri og misbrugscentret. Men de mange tilbud var alle frivillige.

»Han var ikke i stand til at bruge dem til noget. Han kunne ikke engang tage sit tøj af, når han skulle i seng,« siger Nana Martine, der de følgende måneder forsøgte at presse på for, at Nicklas kunne få et botilbud. Kommunen afviste, fordi Nicklas ikke selv fremsatte kravet.

Politiets opgave

Nicklas havde gennem opvæksten ikke haft særlig meget kontakt med sin far, Søren Jensen. Faderen havde arbejdet en del i Norge og boede også halvdelen af året i Thailand, hvor han havde en kæreste. Men Nicklas begyndte at opsøge ham, fordi han ikke kunne holde ud at være alene i sin lejlighed.

I løbet af sommeren og efteråret 2015 fik Nicklas det tiltagende værre og var flere gange indlagt på lukket psykiatrisk afdeling. En af gangene, fordi han havde smadret inventaret i Søren Jensens lejlighed og kastet sten ud ad vinduet. Men han stak af igen efter få dage. Han tog også hjem til Michael Mortensen, der altid forsøgte at overtale ham til at tage tilbage på psykiatrisk afdeling

»Han ville ikke være indespærret, og det kan man jo godt forstå. Men han skulle heller ikke være her, sådan som han havde det,« siger Michael Mortensen.

Både Michael og Nana Martine ringede altid til politiet, når han var stukket af. Det er nemlig politiets opgave at finde og hente psykiatriske patienter, der er stukket af fra en lukket afdeling. Er en patient forsvundet i mere end syv dage, må hospitalet ifølge psykiatriloven ikke længere opretholde tvangsindlæggelsen.

Men Søren Jensen mente ikke, at Nicklas skulle være på psykiatrisk afdeling, som han kaldte for ’en tosseanstalt.’ I stedet tog far og søn ofte på værtshus sammen. Og Søren Jensen mente, at Nana Martine ’stak dem’, når hun fortalte politiet, hvor Nicklas var. I en sms til hende skrev han:

»Hvad hjælper det at låse ham inde? Ikke noget Nana, det skal jo ikke være en straf at få hjælp vel?? De er totale idioter derude!!... Samme som fængslet!! Og er fængsel godt for nogen? Nej, tro mig det ved jeg.«

Nana Martine advarede Søren Jensen om, at det kunne ende galt:

»Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis det lykkes ham at gøre en ende på sit liv, fordi vi som familie synes, at personalet på den lukkede er idioter.«

Hun sendte ham også et link med en historie fra tv2.dk:

»Se klippet her. Det burde sætte tingene i perspektiv.«

Historien handlede om en mor, der var blevet dræbt af sin psykisk syge søn.

Stigende kriminalitetskurve

De seneste år er der sket en voldsom stigning i kriminalitet begået af psykisk syge. Den seneste opgørelse viser en tredobling af retspsykiatriske patienter fra 1.445 patienter i 2001 til 4.393 i 2014. Ifølge tal fra 2015 er over halvdelen af sagerne sager om voldelig kriminalitet.

»Vi har ikke ret mange drab i Danmark. Men de psykisk syge udgør en uforholdsmæssig stor del af dem. Og vi kan se at en stadig større del af drabene bliver begået af folk med sindssygdom,« siger Hans Henrik Ockelmann.

Den nyeste opgørelse over, hvor mange drab der bliver begået af psykisk syge gerningsmænd, dækker 2008 til 2011. I den periode udgjorde de 20 procent. Årtiet forinden stod psykisk syge gerningsmænd for 12 procent af drabene. Altså en stigende andel.

Også antallet af psykisk syge, der får en foranstaltningsdom for drab, er steget voldsomt de seneste år: I 2013 blev der afsagt 13 foranstaltningsdomme for drab begået af psykisk syge. Året forinden var tallet ti. Tallet har ellers de seneste 15 år svinget mellem et og otte om året.

Det kan dog være svært at forudse, hvilke sager, der ender galt:

»Der er masser af psykisk syge, som render rundt og virker farlige, uden at det nogensinde udvikler sig til noget. Før drabet kan et tilbud om frivillig behandling virke som en fornuftig betragtning. Efter drabet er alle enige om, at det var en totalt dårlig idé. Det er altid nemt at være bagklog,« siger Hans Henrik Ockelmann, og tilføjer:

»Men de sager, hvor patienter har holdt sig fuldstændig under radaren, og der slet ikke har været advarselssignaler, før det ender med drab, forekommer meget sjældent.«

Den sidste nat

Michael Mortensen var kommet hjem fra ungdomsinstitutionen, hvor han arbejder, da Nicklas en aften i begyndelsen af december 2015 dukkede op hjemme i hans lille hus. Han var stukket af fra psykiatrisk afdeling igen. Far og stedsøn sad i sofaen sammen, Nicklas fik hjemmelavede boller i karry, og de så fjernsyn. Nicklas fortalte Michael, at han mente, der var nogen efter ham.

»Du er nødt til at tage ud på psykiatrisk afdeling,« husker Michael, at han sagde: »Du har det ikke godt med dig selv.«

Nicklas svarede ikke, men da Michael vågnede om natten for at tisse, var Nicklas væk. Det samme var Michaels hvide Golf i garagen. Dagen efter fandt Michael sin bil i en grøft nogle kilometer derfra. Samme dag opdagede han, at hans baseballbat, som ellers altid lå på knagerækken i entreen, var væk.

Han ringede til Søren Jensen, som fortalte, at Nicklas var dukket op hjemme hos ham sent om natten. Michael ringede derefter til politiet og fortalte, at Nicklas var stukket af fra psykiatrisk afdeling, at han havde stjålet hans bil og hans baseballbat. Og at han var hos sin far.

Sent om aftenen, tirsdag den 8. december ringede Søren Jensen til sin storesøster. De talte sammen i over halvanden time. Han fortalte, at Nicklas havde skrevet på væggene og sat ild til nogle papirer. Søren var bange. Ikke for, om Nicklas ville gøre ham noget. Men for hvad Nicklas kunne finde på at gøre ved sig selv. Han lovede sin søster, at han ville ringe til psykiatrisk afdeling næste dag, så Nicklas kunne få sin medicin.

Dagen efter

Næste morgen satte Michael Mortensen sig i sin sofa med en kop kaffe og tændte for nyhederne i fjernsynet. Der var blevet begået et drab i Aalborg. Da han så billederne af polititape og retsmedicinere i arbejde uden for den boligblok, hvor Søren Jensen boede, ringede han til politiet. Han vidste instinktivt, at det var Nicklas, der havde slået sin far ihjel. Kort efter sad han på politigården og talte med to betjente, der kunne fortælle ham, at Nicklas var anholdt for drabet.

»De sagde til mig. ’Han er syg den dreng. Virkelig syg’,« husker Michael Mortensen.

Samtidig var Nana Martine på vej i bil fra socialrådgiverstudiet i Aarhus til byretten i Aalborg. Da hun ankom, var grundlovsforhøret af Nicklas i gang for lukkede døre, men kort efter kom to betjente ud med hendes lillebror imellem sig.

Han har fået de rammer, han skulle have haft for lang tid siden, siger Nana Martine om sin lillebror, Nicklas, der siden drabet og dommen har været anbragt på en retspsykiatrisk afdeling, hvor han får mange besøg af sin nærmeste familie.

Peter Nygaard
Han var iført en sort trøje og et par grå joggingbukser, der hang lidt. Han kunne ikke trække op i dem, fordi han havde hænderne spændt fast foran sig i et bælte. Nana Martine lagde mærke til, at hans negle var sorte.

Da hun fik beskeden om drabet i telefonen, hulkede hun så højt, at hun følte det gav genlød på hele skolen. Men nu var hun fattet. Hun kunne mærke en styrke vokse frem på sin lillebrors vegne.

Hun krammede ham og sagde til ham, at det ikke var hans skyld.

»Jeg kan ikke forstå det, Nana. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Jeg er lige så chokeret som dig,« sagde han flere gange. Så blev han ført væk.

Senere, tilbage i Aarhus, lå hun vågen hele natten.

»Det gjorde ondt på mig, som om det var mig selv, det var sket for.«

Hun var ikke ked af det på Søren Jensens vegne

»Nej, skræmmende nok var det faktisk det, jeg tænkte mindst på.«

Behandling kunne have hindret sager

En helt ny rapport fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet har gennemgået 218 sager fra 2. halvdel af 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge. Heraf syv sager om drab og seks om drabsforsøg.

Ud af de 13 sager vurderer rapportens forfattere, at 11 kunne have været undgået, hvis behandlingen havde været tilstrækkelig. Generelt konkluderede rapporten, at i 74 procent af de 218 sager havde gerningsmændene fået utilstrækkelig psykiatrisk støtte. Rapportens konklusioner er en gentagelse af en lignende rapport fra 2010.

Ifølge retspsykiatrisk overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup, Hans Henrik Ockelmann er den væsentligste ændring i de 30 år, han har arbejdet med psykiatri, at det er blevet sværere at holde på patienterne i tilstrækkelig lang tid, med mindre de har en dom.

»Og med det mener jeg tilstrækkelig lang tid til, at de selv forstår, at de har brug for hjælp,« siger Ockelmann.

Det skyldes dels et større pres på psykiatrien i form af mangel på sengepladser, dels at holdningen til tvang har ændret sig.

»Mange skizofrene patienter har ingen indsigt i, at de er syge, og har ingen intentioner om at medvirke til behandling. Så man skal ofte både overvinde en modstand hos patienten og hos lægerne i et presset system for at komme i gang med en behandling,« siger Hans Henrik Ockelmann.

I retten

I november 2016 kom drabssagen for retten. I vidneskranken forsøgte anklageren at få en stærkt medicineret og meget fåmælt Nicklas til at forklare, hvad han havde gjort og hvorfor.

På en 25 minutter lang lydfil fra retssagen kan man høre Nicklas mumle sig gennem anklagerens spørgsmål. Han fortæller, at han slog sin far i hovedet 11 gange. At han faldt ned af sofaen. Og at han døde. Resten vil han ikke tale om.

»Der står her i anklageskriftet, at du skulle have sat ild til ham,« siger anklageren

»Ja,« svarer Nicklas.

»Har du slæbt ham udenfor?«

»Ja, men jeg gider ikke snakke om det.«

»Vi er nødt til lige at høre hvordan?«

»Okay, ja. Det var sådan det skete. Du har lige sagt det.«

Man kan høre Nicklas nølende fortælle, hvordan han tappede benzin fra Søren Jensens Puch Maxi og hældte det over ham med en stegepande og satte ild til ham med en lighter. På et tidspunkt siger Nicklas, at han fortryder det, han har gjort. Men han kan ikke forklare hvorfor.

»Jeg havde det bare sådan … jeg ved det ikke. Jeg fik bare nok af ham.«

»Nok af ham?«

»Ja, han drak hele tiden. Det må han også gerne. Men han opførte sig bare mærkeligt.«

Efter at ejendomsteknikerne, to politifolk og en nabo havde vidnet i retten, blev retslægerådets erklæring læst op. De vurderede, at Nicklas med stor sandsynlighed var sindssyg på gerningstidspunktet. Retten afgjorde, at han skulle undergive sig psykiatrisk behandling uden tidsbegrænsning. Derefter blev Nicklas ført tilbage til Retspsykiatrisk afdeling, hvor han har været lige siden.

Eftertanke

Det er tre et halvt år siden nu. Nana Martine sidder i stuen i Aarhus i den lejlighed, hun deler med sin kæreste, som hun har været sammen med, siden de begge var 16. Der er kunst på væggene, hun bærer diskrete sølvsmykker og har det lyse hår sat op i en hestehale. På sin computer har hun sat et slideshow i gang med billeder af Nicklas til tonerne af Pretenders’ nummer »I’ll stand by you« fra 1994. Hun lavede videoen for at bearbejde sin sorg. Nicklas har aldrig set den:

»Oh, why you look so sad. Tears are in your eye … Nothing you confess can make me love you less,« synger Chrissie Hynde, mens billederne af deres barndom flakser forbi. Scene efter scene af uskarpe farvebilleder toner frem: Nicklas på fisketur. Nicklas, sammen med familiens hunde Tuborg og Lucky. Nicklas i en lænestol sammen med Nana Martine. Hun har armene omkring sin lillebror.

»Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad han har gjort. Jeg ved, at han selv er meget ked af det, der er sket,« siger hun.

Når hun kigger på billeder af Nicklas som barn, tænker hun, at selv om han var udfordret, var han også engang en glad dreng, der kunne grine og fjolle. Og hun har ofte tænkt over, hvordan det kunne være gået, hvis de var vokset op i en helt almindelig familie. Og hvorfor hun er endt med en god uddannelse og et velfungerende liv, mens hendes bror er lukket inde på en retspsykiatrisk afdeling med en drabsdom.

»Vi har været udsat for de samme ting, men han har måske været mere sårbar end jeg. Og jeg havde en drift til at slippe væk,« siger hun.

Indimellem har hun haft næsten dårlig samvittighed. Lidt som den passager, der ikke når det fly, der senere styrter ned.

»Jeg har følt, at det var uretfærdigt. Og spurgt mig selv, hvorfor det ikke har været mere ligeligt fordelt.«

Siden Nicklas fik sin dom, har hun været værge for ham, og hun mener, at meget kunne være endt anderledes, hvis han havde fået den rigtige hjælp:

»Det var ikke et uforudsigeligt drab,« siger Nana Martine, der mener, der er så mange fejl at pege på, at hun næsten ikke ved, hvor hun skal begynde.

Lige fra hans opvækst, til hans anbringelser og hans sygdomsforløb. Ansvaret falder tilbage på hans forældre, som ikke har gjort det godt nok, mener hun. Men også på kommunen.

»De har haft ansvaret for ham, i hvert fald siden han var ti år gammel. Og der har været alt for mange fejl og huller og manglende opmærksomhed på, hvad der foregik.«

Og da Nicklas senere blev psykisk syg og misbrugende, synes hun ikke, der blev gjort nok for at diagnosticere og behandle ham.

»Jeg har nu mærket på min egen krop, hvad det ender med, når man lader mennesker bestemme over deres eget liv, når de ikke er i stand til at vide, hvad der er godt for dem. Jeg ville ønske, at man ikke var så bange for tvang i det her land.«

Tvang er også hjælp

Retspsykiater Hans Henrik Ockelmann er enig. Han understreger, at tvang er et indgreb, man ikke skal tage let på. Men tvang kan være omsorg, når der er tale om stærkt forpinte, psykotiske mennesker.

»Og uden tvang lader vi de her mennesker i stikken, når den frie vilje er forsvundet,« siger Hans Henrik Ockelmann.

Både tvang og indlæggelser, siger han, bliver dog i stigende grad opfattet som forkert og gammeldags, og politisk er tvang en tabersag. De penge, politikerne de senere år har tilført psykiatrien, er gået til ambulant behandling – altså uden indlæggelse.

»Sengepladser er hamrende dyre, og de er under afvikling. Det er billigere at udskrive folk end at holde dem indlagt – ovenikøbet ofte imod deres vilje. Men det går ud over de mest syge og dem, der har den ringeste livskvalitet. Dem, der tilmed bliver kriminelle,« siger Hans Henrik Ockelmann.

Som det er nu, mener retspsykiateren, er der alt for mange, der ikke får den behandling, de burde:

»Og som alt for ofte ikke får hjælp, før de begår noget kriminelt.«

Mistede tænder

Nicklas er en af de patienter på Retspsykiatrisk afdeling S9, som får flest besøg. Hans bedsteforældre, Michael Mortensen og hans kæreste Camilla og hans søstre Michell og Nana Martine skiftes til at besøge ham. Hans mor kommer også indimellem – men besøgene er overvågede.

Selv om der er mulighed for både fodbold og hockey på afdelingen, er han svær at motivere. Han spiller Play Station. Hans værelse er sparsomt møbleret, og indtil for nylig, ville han helst sove på en madras på gulvet inde mod væggen. Nu har han fået en seng.

Siden Nicklas blev indlagt, har han fået en del tænder hevet ud på grund af dårlig tandhygiejne. Af samme årsag foretrækker han bløde vingummier, men han er også glad for flødeskumskager og mad fra McDonald’s. Og så elsker han rejer. Hans familie har altid en bøtte med, når de besøger ham. Engang var han tynd som en streg, men nu bruger han XL i tøj. Det er en bivirkning af medicinen mod skizofreni.

Besøg

De kommer ofte i grupper: hans søstre og bedsteforældrene, eller hans stedfar Michael med kæreste. Når de ses, siger han altid hej og så giver han et kram. Det vil sige at han nærmest læner sig ind imod dem.

»Sådan har det altid været. Det er mig, der tager om ham,« siger Nana Martine.

Indimellem giver han sine søstre et drillende nap på låret eller kommenterer på deres frisurer, men typisk siger han ikke ret meget. Det er mest familien, der fører ordet, og tager billeder, pjatter og snakker. De dækker altid det nøgne besøgsrum op med pæn dug og servietter.

Besøgene trætter Nicklas, men de betyder meget for ham, fortæller personalet. De har også forklaret familien, at de ikke ser på Nicklas som en morder.

»De ser en kærlig dreng bag det, han har gjort,« siger Nana Martine, der synes, at hendes lillebror er kommet et godt sted hen.

»Han har fået de rammer, han skulle have haft for lang tid siden,« siger hun.

Michael Mortensen og hans kæreste Camilla har fået en lille datter. Hun er to et halvt år og ofte med på besøg, hvilket altid får Nicklas til at lyse op. Han har også et billede af hende på sit værelse. Michael Mortensen synes, det er hårdt at efterlade stedsønnen på afdelingen, og den hærdebrede motorcykelentusiast græder ofte, når han sætter sig ud i bilen efter besøgene.

Han savner at gøre helt almindelige ting sammen med Nicklas: spise aftensmad sammen en fredag og sætte sig i sofaen og se en film ved siden af hinanden. Og senere kunne sige: »Kan du sove godt, min dreng.«

»Jeg ville hellere end gerne kunne gå med ham. Og jeg ville ønske, at jeg kunne tage ham i min arme hver dag og sige: ’Jeg elsker dig.’ Det siger jeg for øvrigt til ham, hver gang jeg er derude. Så siger han: ’Jeg elsker også dig far’.«

Livet er ikke slut

Lægerne har sagt til familien, at Nicklas stadig er ung, og at hans hjerne ikke engang er færdigudviklet. For nylig er han begyndt på ledsager udgang, hvor han blandt andet har været i Fakta og handle og ude på en cykeltur. Og i sensommeren flyttede han til en afdeling med flere muligheder for aktiviteter og mere ro. 

Og Nana Martine håber, at han på et tidspunkt senere i sit liv kan komme til at bo et sted med godt personale og lidt friere rammer. Men hun ved godt, at han aldrig får et liv som hendes eget:

»De første år tænkte jeg, at hans liv var ødelagt. Men jeg har efterhånden forliget mig med, at han måske ikke får uddannelse, arbejde og hus, men at han kan få et fint liv uden.«

Efter en halv times besøg begynder Nicklas typisk at sidde lidt uroligt på stolen. Han vil gerne ind og ryge. Han ringer på en klokke og bliver hentet af personalet. Han udveksler et kram mere med familien. Og så går han ind bag den låste dør.

De kan se hans vindue fra besøgslokalet, når de forlader afdelingen. Tre vinduer til højre. Hvis de minder ham om det, står han og vinker, når de går.

Vi har forsøgt at få kontakt til Nicklas’ mor, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Nicklas er et opdigtet navn, og for at beskytte ham og hans familie har vi også udeladt de tre børns efternavne. Dagbladet Information kender de rigtige navne.

Rettelse: Artiklen omtaler et drab fra 2015, hvor vi tidligere skrev, at det foregik på Langeland. Det skete i Kerteminde.

Serie

1.417 danske drab i 25 år

Ny dansk forskning har kortlagt samtlige drab i Danmark hen over 25 år og giver unik viden om, hvem der bliver dræbt, hvorfor og hvordan. Information går bag om tallene i en serie artikler om ofre, gerningsmænd og de mennesker, der arbejder med at opklare drab.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
  • Steffen Gliese
  • Karen Grue
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Troels Ken Pedersen
Anders Olesen, Steffen Gliese, Karen Grue, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Carsten Mortensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg synes nu ikke overskriften passer.
Niclas var det eneste af børnene i søskendeflokken som ikke fik tidlig hjælp, og muligvis det af børnene, som havde allermest behov.

Anders Olesen, Birte Pedersen, Karsten Aaen, Anne Schøtt, Karsten Lundsby og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Artiklens overskrift passer jo aldeles ikke; det af børnene, der blev socialrådgiver har fået mere hjælp end f.eks. det andet barn i familien; Niclas fik slet slet ingen hjælp overhovedet! Også selvom det var ham, der havde mest brug for hjælp! F.eks. blev han ene og alene ladt tilbage med moderen, som drak, var på stoffer?, ligesom Niclas havde en meget kaotisk barndom...

Anders Olesen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar