Læsetid: 7 min.

Sommeren hvor spillerne tog magten

Offentlige armlægninger mellem aktører som Neymar, Koscielny og Pogba og deres klubber har i de seneste uger demonstreret, at der er sket et magtskifte i toppen af fodboldverdenen
I denne uge gav Laurent Koscielnys uelegante, men også umisforståelige pres pote: Arsenal meddelte, at klubben har accepteret, at dens franske anfører kan vende hjem til Bourdeaux.

I denne uge gav Laurent Koscielnys uelegante, men også umisforståelige pres pote: Arsenal meddelte, at klubben har accepteret, at dens franske anfører kan vende hjem til Bourdeaux.

Glyn Kirk

10. august 2019

Det, man talte allermest om i den engelske fodboldverden i sommeren 1998, var ikke, at Manchester Uniteds manager Alex Ferguson havde forstærket sit hold med indkøbet af Jesper Blomqvist, Jaap Stam og Dwight Yorke og dermed tilføjet de endelige brikker til det mandskab, der i den efterfølgende sæson skulle erobre en historisk tredobelt triumf i form af mesterskabet, FA Cup’en og Champions League.

Ej heller blev der lagt særligt meget mærke til, at Liverpool lempede en 18-årig teenager ved navn Steven Gerrard op i førsteholdstruppen.

Nej, den største mediesaga sad i Holland og surmulede i skikkelse af en 1,93 meter høj tankcenterforward ved navn Pierre van Hooijdonk.

Den iltre targetman havde i den forgangne sæson nærmest ene mand hevet Nottingham Forest op i Premier League ved hjælp af 34 scoringer, og nu forventede han at blive belønnet for sine tjenester ved at blive tildelt et drømmeskifte til den hollandske storklub PSV Eindhoven, der ønskede at bygge sit angreb op omkring ham.

Problemet var bare, at Nottingham Forest ikke ønskede at sælge deres topscorer. Så de blokerede for handlen.

Og så gik van Hooijdonk i strejke.

Den hollandske topscorer udeblev simpelthen fra træningen efter sommerpausen. Og selv da sæsonen gik i gang, forblev han i sit fædreland – stålsat på at tvinge sit klubskifte igennem.

I den engelske fodboldoffentlighed, hvor man aldrig havde set noget lignende, vakte hans handling dyb forargelse.

Kritikken fra sportspressens klummeskribenter var uforbeholden. Og fra klubbens side var man ikke mindre skånselsløs.

Nottingham Forests træner, Dave Bassett, sagde, at hvis det kom på tale at række en oliventræsgren til van Hooijdonk (en britisk talemåde for at slutte fred, red.) så skulle det kun være »for at stikke den op i røven på ham«.

Og holdets anfører, Steve Stone, markerede truppens holdning til deres hollandske holdkammerat med en udtalelse om, at når angriberen en dag vendte tilbage til City Ground (Nottingham Forests hjemmebane, red.) ville han være nødt til at klæde om sammen med dommerne, for ingen af hans holdkammerater ønskede at dele faciliteter med ham.

Spilleren magt

Nervekrigen tog flere måneder og endte med, at van Hooijdonk blev solgt til Vitesse Arnhem – en klub noget under hans ønskede niveau – samtidig med at Nottingham Forest rykkede ned, så dramaet resulterede i tab for begge parter.

Når det alligevel er værd at erindre sagen i dag, er det, fordi den hollandske angribers uautoriserede arbejdskamp på mange måder er det første eksempel i moderne fodbold på det fænomen, der i dag kaldes player power, og som dækker over de tilfælde, hvor spillere griber til strejker, sabotage eller bevidst udisciplineret adfærd for at gennemtvinge et skifte imod deres klubbers ønske.

Det er et fænomen, der har været i hastig vækst gennem de senere år, hvor aktører som Diego Costa, Luis Suárez og Carlos Tévez med mere eller mindre gennemtænkte versioner af dårlig opførsel har forsøgt at tvinge deres vilje igennem.

Men først denne sommer kan man sige, at player power – med alle de lumpne og halvbeskidte tricks, det indebærer – har fået en slags gennembrud og ser ud til at være blevet fodboldstjernernes foretrukne våben i kampene mod deres arbejdsgivere.

Det må i hvert fald være konklusionen efter et par måneder, hvor tre af fodboldverdenens største navne – Neymar, Paul Pogba og Laurent Koscielny – har ført (og i visse tilfælde stadig fører) veltilrettelagte mediekampagner mod deres egne klubber for at slippe ud af de gyldne bure, de med astronomiske lønsummer er blevet anbragt i.

Håner PSG på de sociale medier

Mest offensiv har ikke overraskende Neymar været.

Det brasilianske boy wonder, der efterhånden hverken er særligt meget boy eller wonder, er blevet træt af at brillere på en billig baggrund i Ligue 1 og ønsker at skifte fra Paris Saint-Germain – allerhelst tilbage til Barcelona, men ellers til Real Madrid, Juventus, Manchester United eller en hvilken som helst anden topklub, der kan acceptere hans lønkrav og selvforelskede optræden på og uden for grønsværen.

Derfor har Neymar – og hans repræsentanter – denne sommer givet hele fodboldverdenen en lektion i, hvordan player power ser ud, når det praktiseres mest hæmningsløst.

Den brasilianske stjerne lagde ud med at blive væk fra den første uges træning i Paris Saint-Germain efter sommerpausen; en handling, der blev forklaret af hans far med en halvbagt undskyldning om, at sønnike skulle deltage i nogle uopsættelige velgørenhedskampe hjemme i Brasilien.

Derefter iværksatte han en lynkampagne for at håne sin franske arbejdsgiver på de sociale medier.

I et interview med onlinesportskanalen Oh My Goal udpegede han Barcelonas 6-1 sejr over Paris Saint-Germain i ottendedelsfinalen af Champions League i foråret 2017 som sit fortrukne sportslige minde – selv om selv samme opgør i Parisklubben erindres som en ydmygelse uden sidestykke.

Og han lagde en kort video af sig selv op på de sociale medier, hvor han iklædt en trøje fra netop Barcelona citerer følgende skriftstykke fra Bibelen:

»No weapon turned against you will prosper« (intet våben, der rettes imod dig, skal nå sit mål, red.).

Disse stunts har – koblet med de forlydender, hans repræsentanter bestandigt har sat i omløb i medierne om hans ønske om at komme væk fra PSG – fået en stor del af den parisiske fanskare til at vende sig imod deres stjernespiller.

Og også på direktionsgangen i den franske storklub har der bredt sig en erkendelse af, at det er på tide at skille sig af med det humørsyge problembarn.

»Neymar kan forlade PSG, hvis der kommer et tilbud, der passer alle parter,« sagde PSG’s sportsdirektør, Leonardo, således for nylig.

Dermed har Neymar haft held med første del af sin mission – nemlig at få klubledelsen i Paris til offentligt at erkende, at brasilianeren er til salg.

Næste fase bliver at lokke interesserede købere til. Og indtil det sker, kan vi utvivlsomt forvente flere offentlige cirkusnumre fra boldekvilibristen fra São Paolo.

Arbejdsvægring

Knap så offensiv – men lige så determineret – har Arsenals anfører Laurent Koscielny været i sin insisteren på at opnå et skifte tilbage til Frankrig.

Gennem de seneste ni sæsoner har den franske midterforsvarer været en klippe i Arsenals defensiv. Men nu mener 33-årige Koscielny tydeligvis, at tiden er kommet til at vende snuden hjem til de galliske kyster og lade karrierens tusmørkeår udfolde sig på hjemligt græs.

Franskmandens problem er imidlertid, at hans arbejdsgiver i Nordlondon ikke deler denne opfattelse. Koscielny er med afstand den bedste forsvarer i Arsenals trup. Og derfor har ledelsen hos The Gunners konsekvent afvist at lade ham søge bort.

Så midt i juli iværksatte Arsenals anfører et akut tilfælde af arbejdsvægring ved at nægte at flyve med resten af truppen til klubbens opvarmningsturné i USA.

Mens hans holdkammerater linede op i Stansted Airport til et gruppebillede foran den Emirates Airlines Boeing 777, der skulle fragte dem over Atlanten, glimrede franskmanden ved sit fravær.

Arsenal udsendte straks en pressemeddelelse, hvor de erklærede sig »meget skuffede over Laurents opførsel«, og på de sociale medier gik Arsenal-tilhængere som forventet bersærk. Men Koscielny fik succes med sit magtspil, for tidligere på denne uge oplyste Arsenal, at man havde tilladt ham at skifte til Bordeaux.

Tidligere pizzabager fører krigen

Hvor både Neymar og Koscielny personligt har engageret sig i frontlinjen i kampen mod deres arbejdsgivere, så har Manchester Uniteds midtbanestjerne og verdensmester Paul Pogba været mere snu, forstået på den måde, at han har fået sin agent, den tidligere pizzabager fra Haarlem i Holland, Mino Raiola, til at føre krigen for sig.

Mens Pogba er mødt frem til alle Uniteds træningskampe og klubarrangementer og efter sigende har udstrålet godt humør i samværet med holdkammeraterne og manager Ole Gunnar Solskjær, så har Raiola simultant ført en aggressiv kampagne mod klubbens ledelse for at tvinge dem til at sætte deres franske superstjerne på transferlisten.

»Alle i klubben fra manageren til ejeren kender Pauls ønsker,« har Raiola således udtalt til The Times. »Alle ved, at Paul ønsker at skifte. Vi er i gang med processen. Men alle kender Pauls følelser på dette område.«

Det er naturligvis utænkeligt, at en erfaren agent som Raiola optræder så voldsomt uden sin klients accept. Men eftersom Pogba formelt holdes uden for krigen, har han rene hænder. Eller som Raiola selv har formuleret det:

»Spilleren (Pogba, red.) har ikke gjort noget som helst galt. Han har været respektfuld og høflig over for klubben hele vejen igennem.«

Større end klubberne

Player power kan altså have mange forskellige ansigter. Men fælles for dem alle er, at de illustrerer en ny trend i international topfodbold. En trend, hvor topspillerne – altså dem, der ligger allerøverst i hierarkiet i de stærkest besatte omklædningsrum i Europa – i stigende grad sætter hensynet til deres individuelle karriereplanlægning og imageopbygning over hensynet til de klubber, som de tørner ud for.

De bedste fodboldspillere i verden er i dag ikke kun sportsfolk. De er reelt omvandrende globale brands med sponsorkontrakter, imagerettigheder og marketingskampagner og med en hær af konsulenter og rådgivere tilknyttet.

Og udviklingen af disse brands er langt vigtigere for både spillerne selv og deres rådgivere end gammeldags ting som klubloyalitet og respekt for kontrakter og aftaler.

Spillerne – i hvert fald de bedste af dem – har simpelthen vokset sig større og stærkere end de klubber, der lønner dem. Og det er blevet demonstreret denne sommer, der vil blive husket som sommeren, hvor topspillerne tog magten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu