Læsetid: 17 min.

Det syriske oprør begyndte med ord

Den syriske borgerkrig var også en eksplosion af ideer og håb – og i sidste ende desillusion. Den slags brydninger, der kommer vigtig litteratur ud af. Information gennemgår fire centrale værker i den syriske borgerkrigslitteratur
Uden forestillinger om et andet samfund er forandring umulig. Kunsten er et vigtigt element i at skabe nye forestillinger. Og netop den syriske revolutionslitteratur er rig på eksempler.

Uden forestillinger om et andet samfund er forandring umulig. Kunsten er et vigtigt element i at skabe nye forestillinger. Og netop den syriske revolutionslitteratur er rig på eksempler.

Javier Manzano

10. august 2019

Den lille lejlighed var fyldt med rastløshed. Våben, sure sokker og unge mænd, der flød på sofaer, snakkede i telefoner eller vandrede hvileløst rundt, mens de ligesom jeg selv ventede på et afgørende telefonopkald, der ville sende dem et par kilometer væk, på den anden side af grænsehegnet fra den tyrkiske grænseby og ind i den syriske borgerkrig, de unge mænd var der for at kæmpe i, jeg selv var der for at skrive om den.

En af dem var en lidt lav, blid ung mand med bløde træk og dun på kinderne. I dagene med frugtesløs venten sad han på sofaen midt i lejligheden og fortalte om hjembyen Zabadani i et andet hjørne af Syrien, i bjergene tæt op af den libanesiske grænse og nær hovedstaden Damaskus.

En by, der havde været et af de tidlige centre for den civile opstand mod Bashar al-Assads styre, og som i de dage blev systematisk pulveriseret af artilleri.

Han fortalte om sin familie, der var en prægnant familie i byen, en familie af akademikere og lærde, men også en familie, som altid havde været dissidenter i opposition til det siddende styre.

»Mine forældre, mine bedsteforældre, onkler, de fyldte alle meget, også i det kulturelle liv i byen. Men uanset hvad, vi gjorde, mødte vi altid en mur, et loft,« fortalte han.

»Stillinger, vi ikke kunne nå, tilladelser, vi aldrig fik, hvis vi ville bygge noget, åbne et center. Muligheder, der var lukkede for os,« forklarede han, mens en ven spillede playstation ved siden af ham på sofaen.

»Jeg læste til læge, men jeg vidste, at jeg aldrig nogensinde ville kunne få de stillinger, jeg drømte om. At hverken jeg eller min familie ville kunne gøre os gældende. Så jeg lagde lægekitlen og tog et gevær op i stedet. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle slå nogen ihjel, men at jeg skulle helbrede folk. Men sådan blev det«.

Det kan være svært at huske i dag, men før den syriske revolution blev til et militærgrønt pløre af konkurrerende dystopier, var den først og fremmest en eksplosion af ideer og tanker om, hvordan man kunne indrette et fastlåst og ufrit samfund anderledes og mere menneskeligt.

En kulturel eksplosion skabt på en bund af magtesløshed, af manglende mulighed for at forme sit eget liv, der som regel er en fællesnævner for oplevelsen af at leve i et totalitært samfund.

For at ændre et samfund skal man først kunne forestille sig, hvordan en anden virkelighed kan se ud, og for at forestille sig en anden virkelighed har man brug for kunst – og måske især litteratur – til at tegne, male og skrive den frem.

Bøger, der udfordrer og udforsker de fællesskabsfortællinger og skabelsesberetninger, der sammen med et monopol på legitim voldsanvendelse udgør en grundsten for de fleste moderne stater.

Fortællinger druknet i vold

I Syrien blev fortællinger, der gik imod det store totalitære narrativ, ofte druknet i vold. Det var ikke en fortælling, der tålte modsigelse. Alligevel kom – og kommer der stadig – litteratur, der gik imod den. Den her artikel er en gennemgang af nogle af dem.

Når man taler syrisk revolutionslitteratur, kan man tale om en tid før borgerkrigen, en tid under den – og snigende noget, der peger hen mod en fremtid.

Fra tiden før krigen er det især litteratur, der er skrevet i eksil, eller bøger, der forsigtigt har afsøgt pladsen til at skrive imod den kollektive fortælling, der er dikteret ovenfra.

En af de bøger, der i de seneste år er blevet udgivet som et eksempel på modlitteratur – The Silence and the Roar – er skrevet, før den syriske opstand overhovedet var en mulighed og beskæftiger sig netop med rummet for dissens og den totalitære stats måde at opsluge alternative stemmer – eller knuse dem.

Romanen er oprindelig fra 2004, oversat og udgivet i 2013 med et nyt efterord, og forfatteren bag, Nihad Sirees, er en skribent, der som forfatter til romaner og en række tv-dramaer, der er blevet sendt på syrisk stats-tv, arbejdede under regimets kontrol, indtil han i 2012 gik i eksil.

Romanen fortæller historien om Fathi Sheen, en forfatter og intellektuel, der har mistet sin licens til at skrive, fordi han har været for kritisk over for styret.

Nihad Sirees: ’The Silence and the Roar’ (arab. ’Al Samt Wal Sakhab’). 

Den følger ham en smeltende varm dag i Damaskus, hvor gaderne er fyldt med demonstranter, der er blevet beordret ud for at råbe slagord til støtte for landets præsident i en opvisning, der er obligatorisk at deltage i.

Som er umulig at undslå sig eller undgå at blive revet med i, og som efterlader dødsofre bag sig, trampet ned af masserne eller gennemtævet af de sikkerhedsfolk, der gennemtvinger hyldesten.

Larmen fra demonstranterne trænger ind alle steder og er både konkret og allegorisk. Stilheden er umulig at opnå nogen steder i diktaturet: Der findes intet, som er privat, hverken i Fathis eller i kæresten Lamas lejligheder, hvor både heden og slagordene gør tilværelsen ulidelig.

Fathis id-papirer bliver konfiskeret af sikkerhedstjenesten, da han prøver at hjælpe en såret på gaden.

Han besøger sin mor, der fortæller ham, at en topbureaukrat i systemet har friet til hende.

Frieren Ha’el el Ali Hassans forhistorie i sig selv er fortælling om systemets vilkårlighed og gudelignende dyrkelse af lederen som et bærende princip og ophøjelse af folk, der demonstrerer deres servilitet.

Da Fathi efterfølgende sendes rundt i det brutale system for at få sine id-papirer tilbage, afslører en oprørsk embedsmand, at frieriet i virkeligheden er et skjult forsøg på at tvinge forfatteren til at blive et tandhjul i regimets propagandaapparat.

At det ikke er nok, at han ikke skriver kritisk om regimet, men at han er nødt til at være en aktiv del af det.

Som historiefortæller er han nødt til at bidrage til regimets fortælling, til at bekræfte den, udvide den og forstærke den ved at lade sin egen personlige integritet blive en byggesten i den kollektive regimefortælling.

Han kan ikke afsondre sig i et totalitært system og har ikke nogen privatsfære, men er tvunget til at tage aktiv del i den kollektive fortælling, regimet har valgt.

Skrivestilen er båret af absurde elementer, som tekster, der skal fortælle noget kritisk om meget konkret repression, ofte må være og for eksempel ofte var det i østblokken hos Vaclav Havel eller Hertha Müller, hvor friheden til at skrive kritisk om systemer ofte lå i overdrevne billeder eller i avancerede metaforer, der fremstod løsrevet fra virkeligheden, men som for de, som ledte efter modbilleder til regimernes fortælling, indeholdt et modsvar til regimernes greb om virkeligheden.

Måske ligefrem et udsagn om, at virkeligheden ikke findes i en verden, hvor opfattelsen af den er styret fra centralt hold.

Noget andet er så, at Nihad Sirees’ ekskursioner ud i det fantastiske sine steder også opleves temmelig klodset, især i de erotiske beskrivelser, der fremstår decideret usexede.

Pointen er dog tydelig nok, stilistisk måske endda for tydelig:

»Du har to valgmuligheder«, som moderens nye mand præsenterer det:

»Larmen fra regimet eller stilhed, og du ved, hvad jeg mener med de ord. Der er ikke en tredje mulighed.«

Enten er man med os, eller også er man imod, som en amerikansk præsident engang sagde i forbindelse med en anden mellemøstlig krig.

Den eksistentielle fængselslitteratur

Valget om at blive korrumperet eksisterer ikke i The Shell, et af de vægtigste værker om den syriske repression og samtidig et værk, der indskriver sig i en lang tradition af eksistentiel fængselslitteratur, udgivet – med møje og modstand – i 2006 og oversat og udgivet på engelsk i 2017.

Mustafa Khalifa: ’The Shell’ (arab. ’Al Qawga’a’).

Her når protagonisten Musa, en syrisk kunstnerspire, der har studeret på filmskole i Paris, ikke engang at forlade lufthavnen i Damaskus efter sin hjemkomst engang i starten af 80’erne, før to gorillaer fra sikkerhedstjenesten bortfører ham direkte fra paskontrollen og ind i et mareridt.

Uden et ord eller en forklaring bliver han ført ind i en torturcelle, hængt op i et bildæk og tæsket, til han besvimer.

Mens bevidstheden svinder, tænker han på kæresten Suzanne, han forlod i Orly, øllen om bord i flyet. Livet som det var for et øjeblik siden.

Han ved ikke hvorfor, han bliver fængslet eller tortureret, blot at systemet har besluttet, at han er en fjende.

Udtrykket kafkask er hyppigt misbrugt, men det er svært at kalde det andet.

Han ved vitterlig ikke, hvorfor han er en fjende, og ingen synes det fjerneste interesserede i at opklare det.

To et halvt år senere er han i det berygtede Tadmor-fængsel i Syriens ørken, ’ørkenfængslet’, stadig iført et lapset, men nu desintegrerende parisisk jakkesæt. Niveauet af vold og mishandling er grotesk, afskyeligt og bestialsk ud over enhver forestilling.

Ved ankomsten er tre-fire folk blevet tævet ihjel, akademikerne sorteret fra og tvunget til at drikke fra toiletafløbet og derefter tæsket bevidstløse, hængt op i benene.

Hele fængslets befolkning er et par år tidligere blevet slagtet af Bashar al-Assads onkel som gengældelse for et attentatforsøg, så de nye fanger har måtte flytte ind i sale med blod og hjernemasse på murerne.

Fangerne er stort set islamister, og hovedpersonen bliver beskyldt for at være medlem af Det Muslimske Broderskab, som et par år forinden er blevet slagtet under en opstand i storbyen Hama og nu er jagtet vildt.

Men det er han ikke, for han er kristen – eller rettere ateist. Et svært udgangspunkt i sig selv i et fængsel fyldt med alle spektre af islamistiske fraktioner i splid med hinanden, regimet og især med ikke-muslimer, og hvor hovedpersonen bliver isoleret som en paria, frarøvet muligheden for at ytre et eneste ord til sine medfanger, mens årene går isoleret inde i titlens skal.

En verden uden papirer og penne

Helikopterne fra hovedstaden lander med nye dødslister. Musa ser henrettelserne gennem et hemmeligt glughul i muren og oplever forråelsen hos både fanger og vogtede fra distance og på egen krop.

En scene, hvor en fangevogter er nødt til at hænge sig fast i benene på en hængt, der ikke vil give slip på livet, for at veje ham tilstrækkeligt ned og omgående belønnes med en regn af fækalier fra en nu livløs endetarm, udløser en ubehagelig ambivalent, men også frigørende latter hos læseren.

Musa giver vidnesbyrd som en slags mellemøstlig Primo Levi, der registrerede koncentrationslejrenes umenneskeliggørelse i sine bøger fra og om Auschwitz. Ikke med patos eller fordømmelse, men med menneskelig dokumentering, som er umulig at afvise, netop fordi den er så nøgtern.

Løsningen fra vanviddet finder han i islamisternes teknik i en verden uden papirer eller penne. De memoriserer koranen udenad, navne og detaljer på henrettede, gader, byer, navne og fastholder erindringens bevidsthed på den måde.

Han gør det samme, blot med en dagbog, som han hver dag opsummerer oppe i hovedet og gentager dagen efter, suppleret med en ny dag. Og så fremdeles.

En hel fortælling memoreret som en overleveret præhistorisk fortælling fra før skriftsprogets komme, men med skrigende halvårlige huller mellem datoerne for en optegnelse. Pauser, hvorfra tiden er forsvundet uden at være blevet levet.

Ti år går, før isolationen gradvist brydes, og en slags platonisk kærlighedsrelation til en anden fange etableres. Musa kryber ud af sin skal.

Til sidst bliver han løsladt. Af de knap 13 års fængsel er i hvert fald de ti en fejl, konstaterer en fængselsfunktionær i en pause mellem de sidste runder tortur.

Men ikke en fejl, systemet har begået, for systemet begår ikke fejl. Til sidst skal han skrive under på et takkebrev til Assad for sine år i fængslet.

Udenfor er livet gået videre, forældrene er døde, og hovedpersonen Musa fortsætter også i sin skal, nu blot selvisoleret fra et samfund, han ikke længere kan deltage i, fordi fængslet har sat sig i hans hoved og som en mur imellem ham selv og andre mennesker:

»Den anden skal, den jeg befinder mig i nu, bliver kraftigere og mørkere. Jeg er ikke opfyldt af nysgerrighed efter at spionere på noget. Jeg forsøger at lukke det mindste glughul i min skal i modvilje mod at kigge ud. Jeg lukker sprækkerne for udelukkende at kunne fokusere mit blik indad, mod mig, mod mig selv. Og jeg lurer ...«

En isklar og nøgtern roman

Beretningen er delvist selvoplevet. Forfatteren, Mustafa Khalifa, tilbragte selv 12 år i fængsel, blandt andet i romanens Tadmor-fængsel, men er også stykket sammen af andre fangers beretninger og fantasi.

Beskrivelsen af regimets brutalitet og af den groteske afstraffelses logik løber i lige linje frem til de fængsler, der ifølge forskellige observatører i disse dage bliver tømt for fanger i massehenrettelser, mens regimet forbereder sig på en tilbagevenden til status quo.

Det er også en akut introduktion til borgerkrigens radikale islam, observeret indefra af en udenforstående: Dens had, ignorance og ensretning, men også dens disciplin og vilje til generøs selvopofrelse for et fælles ideal.

Først og fremmest er The Shell dog en fremragende roman i dens isklare og nøgterne, men også reflekterende afdækning af, hvad ekstreme vilkår og isolation gør ved det menneskelige sind.

Og i det mindste findes Tadmor-fængslet ikke længere. Stedet, hvor så mange islamister tilbragte deres formative år, blev sprængt i luften af Islamisk Stat i 2016.

Det er svært at læse Mustafa Khalils bog uden at fordømme det system, den foregår i. Det er et system, der fremstår systematisk inhumant og med anvendelsen af terror som det afgørende fundament, resten af systemet er bygget ovenpå. Hvordan kan man støtte et sådan system – aktivt eller passivt?

Systemets karakter får ord og krop

Både Sirees’ og Khalifas bøger er en del af det intellektuelle bagtæppe for revolutionen, og de er grundlæggende systemangribende bøger, men også romaner, der diagnosticerer et problem uden at anvise en løsning ud over den, Sirees nævner i sit efterord som »kærlighed og latter«.

Khalifa, der lever i eksil i Paris, er en mere aktiv debattør og har selv diskuteret muligheden for en opdeling af Syrien efter sekteriske linjer – og afvist den.

Til gengæld er The Shell – eller al Qawqa’a, som den hedder på arabisk – indimellem af syriske aktivister blevet nævnt som en direkte motivation for at deltage i revolutionen.

Fordi den blotlagde et system, som de fleste nok har anet og kendt til – også udlændinge som mig selv, der før revolutionen oplevede, hvordan det blot at nævne lederens navn i andet end en taksigelse fremkaldte nervøse trækninger hos de fleste syrere. Her fik systemets karakter ord og krop.

Et vidnesbyrd, som stod til troende for fremtidige generationer og på den måde også var en måde at tage magten tilbage – med ord.

Men hvilken forandring kom der ud af revolutionen? Hvad skete der, da ordet blev frit, i hvert fald for en kort stund?

Revolutionen fra en kvindes perspektiv

De to sidste romaner i denne gennemgang er bøger, der er skrevet efter, at revolutionen brød ud, og som er endnu mere illusionsløse i deres afdækning af revolutionens konsekvenser.

Samar Yazbek: ’Du må ikke dø’ (arab. ’al-Mashsha‘a).

Samar Yazbek er gennemgangens eneste kvindelige element.

Yazbek, der er alawit ligesom Assad-familien og meget af regimets rygrad, er en af de skribenter, der i de seneste år har skrevet bøger om revolutionen i journalistisk eller essayistisk form – og altså her i fiktionen.

Hun fortæller om revolutionen oplevet fra et kvindeligt perspektiv og oven i det et, der står helt uden for det hele, den stumme pige Rima, der har levet bundet til sin seng, fordi hun ikke kan holde op med at gå, når først hun er begyndt, men hvis hele verden kollapser, da hendes mor bliver skudt ved et checkpoint, og Rima begynder sin rejse ud i borgerkrigens Damaskus, hen over demarkationslinjerne til sit endepunkt, spærret inde i en rædselskælder i oprørsbydelen Ghouta, hvor hun noterer sine observationer i en bog, hvor hun ser virkeligheden gennem det særegne filter, der kommer af altid at have set verden lidt fra venstre.

Som de fleste mennesker i verdens krige er hun en iagttager, en, der ikke ønsker at deltage i krigen, men som netop i kraft af sin placering uden for borgerkrigens rationalitet ser klart igennem dens konstruktioner. Og går under.

Endnu mere illusionsløst er gennemgangens sidste værk, Death is Hard Work af Khaled Khalifa, der også er det nyeste, udgivet for godt et halvt år siden på engelsk.

Khalifa opnåede allerede en vis berømmelse med sin forrige roman, No knives in the Kitchens of this City.

Den nyeste roman er ikke mindre ambitiøs i sin desillusionerede afdækning af den syriske tilstand ud fra et stilistisk afsæt, der minder om William Faulkners As I lay Dying, som også benytter en begravelsesrejse som ramme for en bagudskuende beretning om en gruppe menneskeskæbner.

Den sidste rejse

Historien om en opløst familie i Death is Hard Work er svær ikke at læse som et direkte billede på Syrien selv. Som en fortælling om et fællesskab, der er i opløsning, men måske allerede var brudt sammen, før en dramatisk begivenhed blotlægger sammenbruddets omfang.

Tre voksne børn rejser i en minibus igennem borgerkrigens Syrien med farens lig som last for i overensstemmelse med hans sidste ønske at begrave ham i hans fødeby.

Det er en rejse, der fører dem fra hovedstaden Damaskus gennem borgerkrigens landskab, gennem regimecheckpoints, ødelagte oprørsbyer og Islamisk Stat-detentioner til fødebyen dybt inde i det oprørskontrollerede nord.

Rejsen er en absurd odyssé i sin insisteren på en traditionel ceremoniel værdighed midt i krigens opløsning af værdier og normer.

Khaled Khalifa: ’Death is Hard Work’ (arab. ’Al-mawt ‘amalan shaq’).

Men fortællingens ramme er i sig selv prunkløs og uornamenteret i sin beskrivelse af et samfund, som netop har givet afkald på alle forestillinger om værdighed og medmenneskelig iscenesættelse.

Helt konkret symboliseret ved dødens afmystificering. En afsjælet krop er ikke længere et helligt legeme omgæret af alle de ritualer, islam ligesom andre religioner foreskriver.

Soldaterne er et industrielt spildprodukt af krigen, ikke de martyrer, der står så centralt i arabiske kultur. Ligene hober sig op, til man skaffer sig af med dem.

Og det er ikke meget bedre for de civile, som Khaled Khalifa flere gange i romanen beskriver det:

»Riter og ritualer betød intet nu. For første gang var alle virkelig lige i døden. Fattige og rige, officerer og infanteri i regimets hær. Væbnede gruppeledere, almindelige soldater, tilfældige forbipasserende og de, som for altid ville være uden navn: Alle blev de begravet med de samme ynkelige processioner. Døden var ikke engang en kilde til fortvivlelse længere. Det var blevet en udvej misundet af de levende«.

Finder forløsning i revolutionen

Romanens tre søskende insisterer, tvivlende og knækkede af hvert deres uforløste livsforløb, alligevel på at forsøge at opfylde farens sidste ønske og give ham et værdigt efterliv.

Med isblokke til at holde liget afkølet begiver de sig i den ældste søn Husseins minibus af sted på et livsfarligt roadtrip, som de ikke havde behøvet at udføre, men som i hvert fald for hovedpersonen Bolbol fungerer som en slags afbigt for et liv, der ikke er levet helt og dårligt nok halvt. Hvor han ikke har stået op for sig selv eller nogen andre.

Mens virkeligheden trænger sig på og gør en biltur, der normalt ville tage et par timer, til et umuligt eventyr over dagevis, rulles fortiden op gennem Bolbols indre monolog.

Ligesom faren har han været for passiv til at få kvinden i sit liv som andet end en flygtig veninde, der kan hjælpe ham med at opretholde et andet, mere romantisk billede af ham selv.

Men faren finder i slutningen af sit liv en slags forløsning i revolutionen, før han kommer til Damaskus for at dø. Han strømmer ud på gaden med de unge mennesker og bliver et slags civilt emblem, mens kampene bølger.

Hans hus forsvinder, og krigen tabes, men faren, Abdul Latif, lever i eufori, mens de unge mænd dør rundt omkring ham. Ungdomskærligheden, han ikke kunne få, finder han nu sammen med, hun også en del af revolutionen, efter at regimet har dræbt hendes børn, og på den måde dør han forløst.

Han dør midt i en tragedie og er selv en del af den, men i det mindste en aktiv del.

Drømmene pakkes ned

For hans børn er det ikke så nemt. De hutler sig igennem regime- og oprørsland, skændes og kommer op at slås, mens den døde krop fordærves og begynder at falde fra hinanden. Da de endelig når frem, tager familien sig af dem, men begraver også den døde uden større falbelader, langt væk fra resten af familien og ikke ved siden af den elskede søster.

Der er ærefulde intentioner, men ingen forløsning. Heller ikke for Bolbol, der ved synet af en kø af mennesker ved grænsen opgiver sin intention om at krydse over til Tyrkiet og starte forfra.

»Bolbol tænkte, at hans længsel efter at starte et nyt liv grundlæggende bare var en ny løgn; han vidste, at han var for svag til at håndtere det. Et nyt liv betød et nyt ukendt, og det krævede styrke. Han savnede sit hus og sit arbejde og sit kontors repetetive øjeblikke, han savnede sine syltede grøntsager og sin frygt for fascisterne, der løftede deres rifler og ønskede at pløje igennem Deera og erstatte byen med rækker af kartoffelplanter.«

Drømmene pakkes ned. Virkeligheden — en utilstrækkelig version af den — kalder.

Det oprør, bøgerne fortæller om, findes knap nok længere, og det billede af krigen, de når frem til, er desillusioneret.

Oprøret nåede knap rigtigt at eksistere, før de tidlige revolutionsdages drømme om mangfoldighed, pluralisme, ytringsfrihed og en stemme til alle blev druknet i massakrer, armod og nye grupper med totalitære tænkemåder, der bestemt ikke inkluderede konventionsudfordrende litteratur.

Åbningen blev lukket igen, mast sammen af autoritære kræfter, uanset om de er af islamisk karakter eller i form af regimets iskolde, rationelle ødelæggelsesmaskine.

Borgerkrigen som dominerende fortælling

I den virkelige verden er regimet i fremmarch og har erobret det meste oprørskontrollerede areal. Den eneste tilbageværende oprørskontrollerede provins, Idlib, er til dels styret af den islamiske og al-Qaeda-relaterede Hayat Tahrir al-Sham-bevægelse, hvis litteratursyn begrænser sig til koranen og relaterede værker, mens det kurdiske eksperiment presses mellem regime, Tyrkiet og en amerikansk præsident med hjemve og begrænset lyst til at tage ansvar for Syriens fremtid.

Men det oprør, der bliver tilbage, er måske netop ordets oprør.

Ideen om, at der findes alternativer, at regimets fortælling ikke er den eneste mulige. At de andre fortællinger måske nok er blevet kvalt brutalt, men at de nåede at eksistere inden og at bundfælde sig.

Spørgsmålet er, hvad der bliver stående tilbage, og hvilken fortælling der bliver stående om revolutionen og om borgerkrigen som den dominerende fortælling for eftertiden: Om regimet har generobret fortællingen om sig selv og om Syrien, eller om der kommer en fortælling om krigen, der er så stærk, at den kan ændre den måde, vi opfatter fortiden og dermed nutiden på.

Længslen efter selv at kunne styre sit eget liv findes i hvert fald stadig, og hvis man skal finde den intakt et sted, er det måske der, hvor alle drømme – og mareridt – findes, også de syriske: i litteraturen.

Den tyrkisk-engelske forfatter Elif Shafak er en af de forfattere, hvis værker præsident Recep Tayyip Erdogans AKP-regering undersøger med henblik på at rejse anklager om obskønitet. 
Læs også
Emily Temple har lavet en liste over ’kafkaske’ fænomener i anledning af 95-året for Franz Kafkas død. Begrebet er blevet udvandet og dårligt defineret. Og så har Mario Vargas Llosa annonceret sin næste roman, som kommer til oktober
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu