Læsetid: 5 min.

Han troede, jeg var væk for altid, og at hans hjælper var en indbrudstyv, som han skulle forsvare sig imod

Julie Rubow er gift med bankdirektøren Bjørn Jacobsen, der som 48-årig fik konstateret Alzheimers. DR har fulgt sygdomsforløbet helt tæt og har netop sendt tredje og sidste afsnit i serien ’En stille forsvinden’
I starten var jeg opmærksom på at fylde mig selv med energi, så jeg kunne hjælpe ham. Det er jeg ikke istand til længere, siger Julie Rubow om sin alzheimersyeg mand.

I starten var jeg opmærksom på at fylde mig selv med energi, så jeg kunne hjælpe ham. Det er jeg ikke istand til længere, siger Julie Rubow om sin alzheimersyeg mand.

Lisbeth Hjort

31. august 2019

— Et kamerahold har siden 2015 fulgt din mands liv med Alzheimers. Hvorfor har I sagt ja til det?

»Da Bjørn fik diagnosen, vidste vi faktisk med det samme, at vi ville sætte fokus på demens. Både min mor og Bjørns mor havde alzheimer, så vi kendte til sygdommen og dens forløb, og vidste, at demenssygdomme både er tabubelagte og svære for de pårørende at håndtere, da man meget let kan få en følelse af at stå helt alene. Vi ønskede at vise Bjørns degenerering og min kamp for at sikre ham den bedste hjælp så ærligt, sårbart og autentisk som muligt.«

— Hvad var det for et liv, han levede, før han blev syg?

»Et meget traditionelt liv med mig og vores tre drenge i Holte nord for København. Han var bankdirektør i Nordea og havde en meget stor organisation under sig. Hans store lidenskab har altid været naturen, skoven og at gå på jagt.«

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Maj-Britt Kent Hansen
Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

programmerne er smertelige at se, men ikke desto mindre dybt seværdige og oplysende at se.

Ydermere får man indblik i jobcentrets absurde ageren.

Tak for programmerne.

Eva Schwanenflügel

"Kommunernes demenskoordinatorer har ikke haft meget at byde ind med. De er en flok kaffesøstre, der dumper forbi til en sludder og spørger, hvordan det går, mens de lægger hovedet let på skrå. Generelt er jeg rystet over, hvor lidt faglighed, der er i kommunerne i forhold til at støtte demensramte og deres familier. Der er reelt ingen tilbud, der kan imødekomme Bjørns behov og aflaste familier som os."

Det er samme mønster man ser med psykiske lidelser generelt.
Det kommunale beredskab er ikke-eksisterende.

Susanne Laursen, Katrine Damm og Herdis Weins anbefalede denne kommentar