Ugens klimaråd: Spørg dig selv, hvorfor du egentlig gerne vil leve mere bæredygtigt

– Hvis jeg gerne vil ændre min adfærd og leve på en måde, der er mindre klimabelastende, men holder mig tilbage af frygt for reaktionerne fra folk omkring mig, hvor vil så være et godt sted at starte?

»Et godt sted at starte er med selvransagelse. Spørge sig selv, hvorfor man gerne vil leve mere bæredygtigt. Er det i virkeligheden for at fremstå på en bestemt måde, eller synes man rent faktisk, det er vigtigt? Hvis man er afklaret omkring sine egne motiver og værdier, bliver det mindre vigtigt, hvad andre folk synes. Og så vil man formentlig fremstå mindre irriterende.

Man kan også godt overveje, om man indimellem vil gå lidt på kompromis. Hvis man ved, nogen vil reagere stærkt på, at man ikke vil spise deres mad, kan man overveje bare at spise en lille smule. Det kan også blive nemmere at få en dialog op at køre, hvis man møder folk der hvor de er. Frem for at man ender med at stå og råbe ad dem fra den anden side af skyttegraven.«

– Hvad hvis kompromiser får én til at føle, at man ikke lever op til sine egne idealer og værdier?

»Jeg tror det er rigtig vigtigt, at man ikke ser bæredygtig adfærdsændring som et enten-eller-scenarie. Hvert eneste lille skridt, man tager i den rigtige retning, betyder noget. Der er desværre en ærgerlig tendens til, at folk, der forsøger at mindske deres CO2-aftryk, skal måles efter en sort-hvid standard. Hvis man for eksempel prøver at skære ned på sit kødforbrug, så går der ikke længe, før der kommer én og siger ’nå, har du været ude og købe nye bukser? Så var du da vist ikke så grøn alligevel.’

Men hvis man for eksempel donerer 100 kroner til udsatte børn i Sudan, kommer der ikke nogen og siger: ’hov, hvad med resten af dine penge?’ Eller hvis man er besøgsven for ti ældre mennesker, kommer der heller ikke nogen og siger: ’nå, hvad så med den 11. og den 12.’?

De fleste folk, vi ser gå op i bæredygtighed, er idealister, og det giver desværre let det indtryk, at det for alle er et enten-eller. Men man skal ikke lade andre lægge den præmis ned over sig. Hver eneste lille forbedring, betyder noget.«

– Hvad hvis man er mere ambitiøs og gerne vil opfordre ens omgangskreds til at hjælpe med at løfte klimabyrden?

»Der er ikke nogen endegyldige svar. For mange er dilemmaet, at man gerne vil respektere den andens ret til at vælge for sig selv, men samtidig synes – med rette vil mange mene – at der er nødt til at ske nogle ændringer i vores samfund.

Hvis man vil den konstruktive dialog, må man starte med at spørge sig selv: ’respekterer jeg virkelig den andens ret til at vælge selv?’ og prøve at forbinde sig med en følelse af, at det gør man. Det vil skinne igennem, og det gør det meget nemmere at tale sammen.

Og hvis den anden ikke er interesseret i en dialog, så er der bare ikke noget at gøre ved det. Hvis nogen skal engagere sig for noget, skal de føle, de selv har valgt det. Derfor tror jeg ikke, det er vejen frem at presse andre.«

– Er du nogensinde blevet opfattet som en irriterende grøn messias?

»Nej, i hvert fald ikke hvor folk har givet udtryk for det, selvom der jo nok har været nogle stykker indimellem. Men jeg er også meget lidt missionerende og spiser for eksempel, hvad der bliver serveret. Jeg har det virkelig ikke godt med at forsøge at bestemme over, hvad andre folk skal gøre med deres liv.

Eller jo, måske på ét punkt: Hvis nogen taler meget positivt om økologi som bæredygtigt og synes, det er helt fantastisk, kan jeg ikke lade være med at sige noget. For der er jo diskussioner omkring, hvorvidt økologi er mere bæredygtigt end konventionelt landbrug. Det er det samme, hvis folk tror, alle problemer er løst, hvis de sorterer aviser eller glas. Jeg har svært ved at holde mund, når det handler om fakta, og der kommer jeg indimellem til at punktere andres juhufølelse.«

– Kan du selv blive irriteret over andres måde at leve bæredygtigt på?

»Hvis det er meget tydeligt, at det handler om at fremstille sig selv på en særlig måde og fremstå bedre end andre. Og hvis man ikke er villig til at acceptere eller forstå de valg, som andre har truffet. Så kan det godt blive lidt for selvfedt og moraliserende.

Men jeg kan altid tilgive dem, fordi de gør alligevel os alle sammen en tjeneste. Og de ofrer sig selv for det. Jeg tænker i sidste ende altid: ’tak, fordi du udledte den smule mindre CO2.’«

– Bliver du indimellem inspireret af andres måde at leve bæredygtigt på?

»Ja, tit. Der var for eksempel en række familier, som vi besøgte, da vi på Concito lavede projektet ’Større trivsel med mindre klimabelastning.’ Det var imponerende at se, hvordan de fem forskellige familier på vidt forskellige måder levede deres daglige liv fyldt med sjov og livskvalitet, samtidig med de satte et mindre ressourcemæssigt aftryk.

Det er så vigtigt også at have fokus på trivsel. Hvis det eneste mål er at mindske sit CO2-udslip, er den bedste løsning jo bare at grave sig ned i et hul eller skyde sig selv. Men det er selvfølgelig ikke det eneste mål. Man må spørge, hvordan man kan leve et godt liv, samtidig med at man mindsker sit aftryk. Det er vigtige spørgsmål, og derfor var det meget inspirerende at se nogle familier, der lykkedes så godt med at finde svar på dem.«