Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Apokalypsen er skuffende

Er vi ved at tabe det hele på gulvet? Er vi ved at ødelægge grundlaget for menneskeheden? Måske, men hvilken menneskehed er der tale om, og er den værd at begræde?
Måske er der ikke for alvor noget, som apokalypsen kan ødelægge... ?

Måske er der ikke for alvor noget, som apokalypsen kan ødelægge... ?

The Granger Collection

28. september 2019

I 1964 udgav den franske forfatter Maurice Blanchot en tekst med den inciterende titel ’apokalypsen er skuffende’. Teksten var et svar til filosoffen Karl Jaspers, der i løbet af 50’erne havde taget livtag med spørgsmålet om ’bomben’, og hvad der skal ske med menneskeheden i den situation, hvor den med et tryk på en knap kan udslette sig selv.

Men med Blanchot får vi et sandt ’perspektivskifte’, som den slovenske filosof Alenka Zupancic har bemærket.

Titlen på teksten har næsten karakter af en gåde. Hvordan kan noget så voldsomt og endegyldigt som Jordens undergang være skuffende? Titlen fungerer næsten som en vittighed, eller måske bare kulsort galgenhumor, og under alle omstændigheder sætter den os i gang med at tænke. Men hvad betyder den? Og er apokalypsen lige så skuffende i dag som på Blanchots tid?

Menneskeheden findes ikke

Blanchots argument i teksten bygger på en spekulativ tese. Med bomben er vi mennesker for første gang i stand til at forestille os hele verdens, menneskehedens, undergang, og ikke som led i en fortælling om Guds straf eller vilje, men som resultat af vores egen destruktion.

Og her foretager Blanchot så det tvist at sige, at apokalypsen er kedelig. Hvorfor? Er den situation, hvor vi står med hele verdens skæbne i vores hænder, ikke netop tiden for alvor og ansvar? Lidt ligesom det ansvar, astronauter efter sigende føler, når de har set jorden fra rummet: Den teknik, som kan bringe os til Månen, så vi kan se helheden af vores klode, er også den teknik, som kan sprænge det hele i luften eller medvirke til accelererede klimaforandringer.

Hvad Blanchot vil sige er blot, at den menneskehed, vi taler om her, er en konstruktion. For er der egentlig noget menneskeligt fællesskab, som står over for udslettelse? Den helhed, som bomben giver os adgang til at forestille os, er imaginær. Der er intet levende samlet hele af mennesker, givet gennem global solidaritet.

Apokalypsen tegner omridset af noget, der kun findes som forsvindende. Overført til klimaforandringerne i dag: Vi kan godt tale om, at ’vi’ står over for store udfordringer, men i realiteten er dette ’vi’ slet ikke virksomt. Der er folk, der sulter i Somalia, og folk, der køber økologisk i Føtex.

Hvis vi følger Blanchots argument til enden, er der derfor i virkeligheden ikke rigtig noget, der kan ødelægges af apokalypsen. Dét er det skuffende.

Falsk optimisme

Det værste ved apokalypsen i dag er dog måske ikke engang, at den er skuffende, men at vi ikke vil indrømme, at den er det. I stedet får vi en strålende optimisme, som lyser ud af de entreprenante medier. Apokalypsen giver anledning til de mest opfindsomme former for optimisme og handletrang, der ikke desto mindre synes falske.

TV 2’s store indsamlingsshow, der løb af stablen for et par uger siden, ’Danmark planter træer’, var pinligt infiltreret i netop den logik. Præmissen var, at vi må hjælpe naturen, som lider, og derfor skal vi plante træer.

Der var ingen skarpe kanter i programmet og ingen analyser af vores situation, men netop en stemning af falsk optimisme, af ’vi elsker verden’, ’vi kan godt lide naturen’ osv. Programmet var vitterligt, og her synes Blanchot at have helt ret, ekstremt skuffende. Hvis dét er, hvad menneskeheden kan komme op med, så kan det egentlig talt være lige meget, kunne man fristes til at sige.

Hyggelige gæster, der husker at slukke lyset, virksomheder, der storsindet giver et par procenter af overskuddet til naturoprettelse, og den underligt forkerte metafor om træerne som ’verdens lunger’ (de optager netop ikke ilt, men CO2). Værterne krammede træer.

Vi har i dag at gøre med en negativitet, som er dybt antagonistisk, men i stedet for at se den i øjnene foregøgler optimismen helhed.

Apokalyptisk kreativitet

Men måske er der en anden vej, for måske er kunsten at gå helt ind i skuffelsen, før vi kan komme videre. Vi har ikke et reelt menneskeligt fællesskab, men så må vi skabe ét. Lad os begynde med at skabe det, vi kan miste, før vi sender horder af falske optimister ind.

Kunne man ikke have lavet et andet program på TV 2? Et program, der ville adressere det pinlige spørgsmål om, hvorvidt vi findes – måske endda med deltagelse af tænkere og historikere, der kunne tillade os at gå dybere i spørgsmålet. Og måske med større aggressivitet. Som Blanchot bemærker, er tiden lige før apokalypsen faktisk også tiden for politiske eksperimenter. Hvorfor ikke prøve at afmontere kapitalismen, bare for sjovs skyld, før vi lukker og slukker?

Vi kan måske være behjælpelige med et par titler til TV 2’s nye satsning, måske endda til et program i tre dele: ’Danmark findes ikke’, ’Danmark rydder grunden’, ’Danmark begynder forfra’.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Toke Kåre Wagener
  • Kurt Nielsen
  • Torben Skov
  • Niels-Simon Larsen
Thomas Tanghus, Toke Kåre Wagener, Kurt Nielsen, Torben Skov og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Humoristisk som sædvanlig.
Apokalypse, de sidste tider, åbenbaring, afsløring.
Hvis det medfører en skuffelse, må det jo være, fordi man ikke fik, hvad man forventede fx Jesu genkomst. For nogle er det vel en så stor skuffelse, altså at vi ikke allerede er gået til doms, at man falder fra. Ja, på linje med den dommedagssekt, der i 50’erne lukkede sig ned i en bunker og der ventede på verdens undergang og Herrens genkomst og måtte gå op igen. Det var en uhyre skuffelse for dem.

Det mest almindelige i dag er nu, at man ikke vil tro på, at noget kan slutte. Man kører bare videre med lukkede øjne. Derfor er der heller ingen, der gider prøve at afmontere kapitalismen og have det lidt sjovt her til sidst, og det er virkelig skuffende.

Arne Thomsen, Thomas Tanghus, Rasmus Knus, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Hannah Werk anbefalede denne kommentar