Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Nogen skal bekræfte ens vildskab, for at den rigtig fungerer

Selfie-filmende vanvidsbilister forsøger at skabe en form for vidnesbyrd om et liv i overhalingsbanen. Men på meget få sekunder tager disse film en længsel efter noget vildt og former den om til noget ekstremt kedeligt
De film de unge vanvidsbilister deler viser først og fremmest noget meget kedeligt.

De film de unge vanvidsbilister deler viser først og fremmest noget meget kedeligt.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
21. september 2019

En ny ting, som overhovedet ikke er en ny ting, har ramt de sociale medier. Unge mænd kører stærkt i deres biler, mens de dokumenterer det med mobiltelefoner. På dr.dk kunne man for nylig se en lille samling af disse små fartbølledokumentarfilm. Man kunne også læse en samling udtalelser fra forskellige politibetjente, som beredvilligt tog opgaven på sig at fordømme de unges opførsel i strenge moralske vendinger. Transportminister Benny Engelbrecht stemte i og kaldte dem vanvittige.

Når man vil forstå disse videoer og deres funktion, er der dog et helt centralt element, som man ikke bør overse: De er ubeskriveligt kedelige. DR har efter bedste evne forsøgt at dramatisere filmene ved at skrive, hvor farligt det, der foregår, er, med store typer hen over billederne. Men indholdet taler sit eget sprog: Det, vi ser her, er ikke andet end levende billeder af biler, der kører på veje; i grunden er det ikke meget mere spændende end at se på maling, der tørrer på en væg.

Filmene er oplagt et forsøg på at skabe en form for vidnesbyrd om et liv i overhalingsbanen. Formålet er givetvis at samle på likes, anerkendelse eller kommentarer som »Fuck! Hvor er det vildt!« Det er imidlertid svært ikke at forestille sig, at både de, der laver filmene, og de, der liker dem, egentlig godt ved, at der intet sker. Det kan selvfølgelig være farligt at køre for stærkt, hvis der pludselig sker noget uventet. Men det kan også være farligt at gå på gaden, hvis der pludselig sker noget uventet. Eller spise havregryn.

Fantasme

Dermed fungerer disse små film som et ganske fremragende eksempel på det, som Jacques Lacan kaldte en fantasme. Fantasmen fungerer som et grundtræk i subjektet, som på forunderlig vis sikrer, at man ikke kommer til at opleve alt for intens (og dermed farlig) nydelse.

At ’fantasere’ handler selvfølgelig om at forestille sig noget, man virkelig gerne vil, men samtidig rummer det også en form for beskyttelse mod netop det, man fantaserer om. Lacan beskriver fantasmen som en skærm, vi holder op for os selv for at holde os på behagelig afstand af det, som vi virkelig begærer.

At vi skulle have behov for en sådan skærm, kan måske lyde mærkeligt, men Lacan ville insistere: Få ting kan være så forfærdelige for os som faktisk at få det, vi virkelig begærer. En direkte konfrontation med det kan ligefrem være ødelæggende.

Fantasmen viser, hvad man skal begære og hvordan. Hvis man er i tvivl om, hvem man er, og hvad man skal synes er vigtigt i livet, så er fantasmen en stor hjælp. Samtidig er en god fantasme noget, vi deler. Det er på ingen måde en privatsag. I forhold til de selfie-filmende vanvidsbilister er det i første omgang selvfølgelig væsentligt, at filmene deles og kommenteres. Nogen skal bekræfte ens vildskab, for at den rigtig fungerer. Men samme tendens kommer derfor også – og måske endda endnu mere – til udtryk i de forbandelser, som øvrigheden har kastet efter de unge mennesker. Er det ikke tydeligt, at øvrighedens fordømmelse passer perfekt til de forhåbninger, som de, der har lavet filmene, har bygget deres fantasme op omkring?

For både ungdom og øvrighed er der rigeligt med muligheder for at bruge store armbevægelser, for at gispe efter vejret og for at sige, at det er vildt og vanvittigt. Men samtidig kan man være forvisset om, at vildskaben er tæmmet af de rammer, som fantasmen stiller op.

Kurosawa med Lacan

Den store japanske filmskaber, Akira Kurosawa, skal engang have sagt, at »i en vanvittig verden, er det de vanvittige, der er normale«. Det kan synes som noget, der giver en form for holistisk mening. I en venlig fortolkning er det måske et desperat forsøg på at efterleve denne tanke, som kommer til udtryk i filmene med vanvidsbilisterne.

Hvilke udveje har man, når man står over for en virkelighed med tiltagende politisk håbløshed, med klimaforandringer og andre onder, der truer i horisonten, uden at nogen ser ud til at ville forsøge at gøre noget for at forhindre den kommende katastrofe? Vil det mest rationelle i virkeligheden ikke være at blive vanvittig og at gøre vanvittige ting i en sådan situation?

Problemet med den strategi er imidlertid også gjort tydelig af de små film med vanvidsbilisterne. Lacan har formuleret pointen ganske klart: »Ne devient pas fou qui veut,« hvilket kan oversættes til »Man bliver ikke gal af at ville det.«

Det, filmene viser, er billeder af mennesker, som måske forsøger at gøre noget vanvittigt, men som gør det på en temmelig kontrolleret måde. Her er intet i fare for at blive destabiliseret. Hverken subjekter, samfundsstrukturer eller for den sags skyld trafikken. På meget få sekunder tager disse film en længsel efter noget vildt og former den om til noget ekstremt kedeligt.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et der slet ingen der vil kommentere på "Her er intet i fare for at blive destabiliseret. Hverken subjekter, samfundsstrukturer eller for den sags skyld trafikken."

Jeg har ikke set de omtalte videoer, men jeg har set andre med selvdokumenteret vanvidskørsel. Hvis man kører i høj fart, med en mobil i den ene hånd, så udsætter man da i høj grad sig selv og andre for at blive "destabiliseret". Hvis man ikke fik det indtryk af de omtalte videoer, så kan youtube byde på rigeligt med eksempler der gør.

Hans Ditlev Nissen

Og er der heller ingen der vil kommentere på "At ’fantasere’ handler selvfølgelig om at forestille sig noget, man virkelig gerne vil, men samtidig rummer det også en form for beskyttelse mod netop det, man fantaserer om."

At fantasere handler selvfølgelig IKKE altid om at forestille sig noget, man virkelig gerne vil.
Fantasiers indhold kan være totalt forskudt og omformet i forhold til alt hvad man i virkeligheden gerne vil.
Samtidig med at de opfylder deres funktion som fantasier.
Pointen er selvfølgelig, at det man gør, når man fantaserer, netop er at fantasere - man gør ikke det man fantaserer om, fordi ikke er det man begærer i virkeligheden.

Maria Marcus gjorde i sin bog "Den frygtelige sandhed" i 1974 opmærksom på, at de kvinder der har sexuelle fantasier om at blive domineret eller udsat for vold, ikke "begærer" rent faktisk at blive det. Det er selvfølgelig deres fantasi-billedlige manifestation af noget andet.