Goddag, det er fortiden. Jeg har indhentet dig

De fleste mennesker har noget i bagagen, som de ville ønske kunne blive liggende deromme, men fortiden, det dumme svin, har det med at indhente én.

Denne uge var det den canadiske premierminister Justin Trudeau, der blev konfronteret med sig selv, da Time Magazine gravede et fotografi fra 2001 frem, hvor en ung Trudeau stod sammen med en flok kvinder til en arabisk temafest. Modsat Kurt Westergaards Muhammedtegning var der ingen bombe oven i Trudeaus hvide turban, bomben var under – for selv om Trudeau ikke vidste det, var hele hans hoved en enorm tidsindstillet politisk bombe. Han havde nemlig malet sin hud brun.

Fordømmelsen var massiv og øjeblikkelig. Canadiske kommentatorer og politikere krævede hans afgang og selv lederen af Canadas konservative parti mente, at billedet viste, at Trudeau var »uegnet til at regere«.

Trudeau selv lagde sig straks fladt ned og fortrød inderligt. »Det var noget, jeg ikke tænkte var racistisk dengang, men som jeg nu anerkender var en racistisk handling, og jeg er dybt ked af det,« sagde han ifølge New York Times.

At male sit ansigt brunt bliver kaldt at brownface, hvilket er tæt beslægtet med at blackface, og særligt de senere år er det blevet accentueret, hvordan den slags taler ind i en længere racistisk tradition, hvor hvide har klædt sig ud som sorte for at gøre nar af dem som dumme og barnlige og mindreværdige.

Manglende kendskab til loven frikender ikke, siger jurister, når nogen erklærer sig uskyldige i et lovbrud, fordi de ikke vidste, at det var ulovligt. Men kan man sige det samme om manglende kendskab til historien? Og virker en ny kulturel sensitivitet med tilbagevirkende kraft? Ja, lød svaret fra Canadas politiske top.

Selv vil jeg nok forsøge med en god gammel venstrefløjsklassiker og sige: »Det var en anden tid,« når fortiden en dag indhenter mig i form af et klassefoto med Afrika-tema fra 2001, hvor jeg står i fuldt TV 2 Zulu-ornat med skjold, spyd, leopardlændeklæde og krop og ansigt malet sort.

Men tiderne skifter. Denne uge meddelte Henrik Sass Larsen for eksempel, at han ikke længere ville være socialdemokratisk folketingsmedlem og sagde befriet for enhver skam, at hans nye job som direktør for kapitalfondenes lobbyorganisation faktisk lå »i naturlig forlængelse af det, jeg har arbejdet med i min politiske karriere«.

Samtidig nærmest faldt højrefløjen over hinanden for at omfavne regeringens klimamål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030 og både Dansk Industri, De Konservative og Dansk Folkeparti meldte sig under de grønne faner.

De nye grønne var ikke ene om at bevise, at man har lov at blive klogere med tiden. Tilbage i december vidste socialdemokraterne i Folketinget for eksempel ikke, om den daværendes regerings totalt gakgak idé om at bruge 759 millioner kroner på at stuve afviste kriminelle asylansøgere sammen i et gammelt mund- og klovsygelaboratorium på øen Lindholm egentlig var en god idé, så de stemte blankt. Denne uge meddelte integrationsminister Mattias Tesfaye så, at planen endeligt var droppet, da det var »penge ud ad vinduet«, som han forklarede Berlingske.

Med en pris på 1,8 millioner kroner per beboer var Lindholm en dyr løsning, men det er intet at regne i forhold til, hvad amerikanerne bruger på indsatte i Guantánamo-fængslet. Der koster hver indsat 88 millioner kroner årligt, skrev New York Times i denne uge. Fængslet er en reminiscens af amerikanernes lange krige i Irak og Afghanistan, som præsident Trump forgæves forsøger at vikle landet helt ud af, samtidig med at han har travlt med ikke at vikle landet ind i ny en krig – nu i Iran. Den sag blev yderligere tilspidset i denne uge, da amerikanerne blev enige med saudierne om, at det var netop Iran, der stod bag angrebet på et saudisk olieanlæg sidste weekend.

Det fløj med retoriske missiler, og iranerne erklærede sig parat til »total krig«, hvis nogen begyndte at kyle rigtige bomber i deres turban. Det er en svær én for Trump: Modsat Trudeau har ingen nedrige afsløringer af hans fortid kunnet svække opbakningen fra hans støtter – spørgsmålet er, om han kan indhentes af nutiden?