Læsetid: 7 min.

Jeremy Corbyn: Kontur af en statsmand – eller det ultimative mareridt

For et år siden stod Labourlederen Jeremy Corbyn som favorit til premierministerposten. Siden er han trods eskalerende Brexit-kaos hos de konservative sakket langt bagud i målingerne. Den prominente corbynist og forfatter Paul Mason mener, at Corbyn trods fejltrin har lært ham at lede i de seneste ugers ragnarok. Men langtfra alle er enige
Jeremy Corbyn talte tirsdag til det britiske LO, TUC’s, kongres i Brighton. Et af Labours problemer er, hvordan partiet har aflæst den britiske arbejderklasse.

Jeremy Corbyn talte tirsdag til det britiske LO, TUC’s, kongres i Brighton. Et af Labours problemer er, hvordan partiet har aflæst den britiske arbejderklasse.

Ben Stansall

14. september 2019

Der er ét tal, der lige nu siger alt om den britiske labourleder Jeremy Corbyn: 10.

Det er de procentpoint, han ifølge Observers seneste meningsmåling er bagud – til trods for de konservatives stødvise kollaps og premierminister Boris Johnsons ydmygelser. Trods variationer er billedet det samme i andre målinger.

Briternes appetit på oppositionslederen er så forsvindende lille, at en Politico-måling fra den 4. september viste, at stod valget mellem Corbyn og et no deal-Brexit, ville et flertal af briterne foretrække det sidste. Og det til trods for, at andre målinger har vist, at en ny folkeafstemning om Storbritanniens forhold til EU ville falde ud til fordel for remainerne.

Ud over en ransagelse af, hvorfor Corbyns stjernestatus på under et år er splittet i lige så små atomer som det konservative parti, er det gode spørgsmål nu, om han overhovedet har en chance for at vinde et valg. Et valg, der ifølge de britiske medier nu tidligst kan komme til november.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Søren Kramer
  • Johnny Christiansen
  • Mihail Larsen
Steffen Gliese, Søren Kramer, Johnny Christiansen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens christian jacobsen

Remainerne skal nok lykkes med at få endnu en folkeafstemning. Og leaverne vil så forsøge at få en 3. afstemning. Og remainerne en 4. Og så en 5..osv

Stort show. Tyskland vinder til sidst.

"»Det helt utrolige er, at Labour er bagud i meningsmålingerne til trods for inkompetencen, magtkampene og løgnene hos de konservative. Dertil kommer de økonomiske og sociale omvæltninger, vi har set siden 2016. Det siger ikke noget om de konservatives dygtighed, men alt om, hvor inkompetente Labour er,« mener Fletcher."

Eller også siger det utroligt meget om hvordan den britiske, politiske virkelighed er stagneret i neoliberalismens indre konflikt om hvordan markedsøkonomien skal drives; enten i en samfundsorden hvor en minimalistisk, residual stat tillader markedskræfterne at råde frit (minimalstatskomplekset) ... eller i en governancestat, hvor myndighederne og staten, bl.a. i medfør af EU-medlemsskabet, sikrer at markedskræfterne råder ved at forfølge politiske retninger som monetarisme og public choice. Den britiske befolkning befinder sig, ligesom mange andre vestlige lande, mellem disse poler indenfor neoliberalismen, hvilket ekskluderer såvel den klassiske socialdemokratisme (som er noget andet end socialliberalismen, der trives fint indenfor governance-filosofiens politiske linjer) som den efterhånden ganske uglesete socialisme. Intet under at Corbyn og den politiske linje i dagens Labour, som på mange måder repræsenterer den klassiske socialdemokratisme, har det temmeligt vanskeligt ... specielt når man på ingen måder har noget ønske om at genoptage Blair's linje, den tredje vej, som også var af neoliberal karakter. At Corbyn's og Labour's politiske linje på den anden side inkluderer en velvilje mod medlemsskabet af EU er til gengæld et oxymoron, hvilket muligvis kan bidrage til at man taber opbakning på resterne af den egentlige venstrefløj i UK ... og blandt utilfredse, almindelige mennesker som under indtryk af neoliberalismens fremmarch har mistet tilliden til den klassiske politiske stand (hvilket forklarer den i de senere år manifeste opbakning til hovedløse og uinformerede, rebelske populister som Johnson, Farrar og andre. Vi ser formentligt noget lignende som baggrund for Trump's erobring af præsidentposten i USA).

Michael Christiansen, Johnny Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Labour's mulige inkompetence består nok mestendels i at man ubehjælpsomt klamrer sig til EU's neoliberale governance i bestræbelserne på at undgå dén minimalstatslige neokonservatisme, som kunne blive alternativet under en mere højredrejet, konservativ ledelse af landet. På denne måde får Labour som klassisk arbejderparti meget svært ved at pege deres politiske visioner et fornuftigt og fremsynet sted hen for den brede middel- og underklasse i UK, foruden for landets voksende prekariat. Udenfor EU frygter råder den sandsynlige udsigt til endnu mere rå markedskræft - og indenfor EU skal man forklare centralisme, statsdirigeret forbrugerisme og konkurrencefokusering i en overnational institution som er belejret af lobbyister og bemandet af elitære prokurister.

I USA har man Trump som præsident - og Trump har slået sig op på at være den lille mands store mester som klarer ærterne for alle, hvilket har forledt mange bitre og skuffede demokrater til at stemme på ham ... mens demokraternes opstilling af governance-politikere som Clinton (og forventeligt i 2020 Biden eller Warren) har fået potentielle demokratiske vælgere til at udeblive fra valgene. Og før Clinton glimrede Demokraterne ved Obama's præsidentembede, som slet ikke indebar dén 'change', han slog sig op på ... og nærmest åbenlyst imploderede dét 'hope', han tillige havde fået mange progressive og dårligt stillede amerikanere til at nære i slutningen af 00'erne.

Store dele af den britiske befolkning føler sig bedraget og svigtet af den økonomiske og politiske elite; store dele af den amerikanske befolkning føler sig bedraget og svigtet af den politiske og økonomiske elite. Prøv at inddrage dette forhold i blot nogle af fremtidens politiske analyser.

David Joelsen, Johnny Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar