Læsetid: 7 min.

Jeremy Corbyn: Kontur af en statsmand – eller det ultimative mareridt

For et år siden stod Labourlederen Jeremy Corbyn som favorit til premierministerposten. Siden er han trods eskalerende Brexit-kaos hos de konservative sakket langt bagud i målingerne. Den prominente corbynist og forfatter Paul Mason mener, at Corbyn trods fejltrin har lært ham at lede i de seneste ugers ragnarok. Men langtfra alle er enige
Jeremy Corbyn talte tirsdag til det britiske LO, TUC’s, kongres i Brighton. Et af Labours problemer er, hvordan partiet har aflæst den britiske arbejderklasse.

Jeremy Corbyn talte tirsdag til det britiske LO, TUC’s, kongres i Brighton. Et af Labours problemer er, hvordan partiet har aflæst den britiske arbejderklasse.

Ben Stansall

14. september 2019

Der er ét tal, der lige nu siger alt om den britiske labourleder Jeremy Corbyn: 10.

Det er de procentpoint, han ifølge Observers seneste meningsmåling er bagud – til trods for de konservatives stødvise kollaps og premierminister Boris Johnsons ydmygelser. Trods variationer er billedet det samme i andre målinger.

Briternes appetit på oppositionslederen er så forsvindende lille, at en Politico-måling fra den 4. september viste, at stod valget mellem Corbyn og et no deal-Brexit, ville et flertal af briterne foretrække det sidste. Og det til trods for, at andre målinger har vist, at en ny folkeafstemning om Storbritanniens forhold til EU ville falde ud til fordel for remainerne.

Ud over en ransagelse af, hvorfor Corbyns stjernestatus på under et år er splittet i lige så små atomer som det konservative parti, er det gode spørgsmål nu, om han overhovedet har en chance for at vinde et valg. Et valg, der ifølge de britiske medier nu tidligst kan komme til november.

Det mener den prominente corbynist, forfatter og journalist Paul Mason, at Corbyn har.

»Jeg bakker stadig fuldstændig op om Corbyn til trods for alle hans fejlvurderinger. Uden ham ville vi aldrig være i nærheden af et radikalt socialdemokratisk Storbritannien. Og han har de seneste uger vundet et momentum, som giver Labour gode muligheder for at klare de ti procent op til de konservative ved et eventuelt valg,« siger han.

Betragter man den nyslåede konservative premierminister Boris Johnsons potentiale, er det svært at komme uden om, at han endnu ikke har formået at vinde en eneste afstemning i parlamentet. Til gengæld har han Jeremy Corbyn:

»Hvis der bliver valg, vil Boris’ stærkeste kort være, at stemmer man ikke på ham, får man en marxist i Downing Street,« siger den erfarne britiske journalist og tidligere udenrigsredaktør på The Times, Martin Fletcher. Han kender Boris Johnson fra deres korrespondenttid i Bruxelles, og han betegner sig selv som moderat konservativ.

Sidde på hegnet

Den socialistiske veteran Jeremy Corbyn var en politisk joke, da han i 2015 stillede op som leder for Labour. Men han overraskede alle, vandt både posten og favoritstatus som den næste premierminister, mens den tidligere succesfulde Labour-premierminister Tony Blair udtalte de legendariske ord:

»Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår politik lige i øjeblikket.«

Så gik det for alvor galt. For den konservative Tory-regering.

Brexit blev en evigt detonerende bombe under partiet. Imens holdt den EU-skeptiske Jeremy Corbyn sig i baggrunden og lurepassede. Og det var netop problemet, siger Paul Mason:

»Jeremy Corbyn har håndteret Brexit forkert. En følelsesmæssig forbundethed til den traditionelle, hvide arbejderklasse, der er pro-Brexit, har stået i vejen for erkendelsen af, at både Labours medlemmer og de fleste labourvælgere overvejende er remainere

Martin Fletcher, der i dag skriver for magasinet New Statesman, er enig i, at Jeremy Corbyn har »siddet på hegnet« under hele Brexit-forløbet.

»Det er lige så meget en historie om oppositionens krise som om regeringens,« siger han. »Hvis vi havde haft en karismatisk oppositionsleder, ville intet af det her nogensinde være sket. Vi havde aldrig tabt afstemningen om Brexit, og de konservative ville aldrig være sluppet afsted med tre års kaos. Men vi har en leder af Labour, som i al hemmelighed er en brexiteer

Corbyn har ifølge Fletcher forsøgt på at stille to grupper med modsatrettede værdier og interesser i Labour tilfredse: På den ene side de postindustrielle arbejderklassevælgere i den nordlige del af landet og i The Midlands, som er truet af indvandring, oplever høj arbejdsløshed og stemte for at forlade EU. Og på den anden storbyvælgerne, som primært består af unge vælgere, der er pro- remain.

»Det er ikke lykkedes Corbyn at bygge bro imellem de to grupper,« medgiver Paul Mason. »Men det var ikke forkert af ham at prøve.«

Fejlen i Corbyn og hans rådgiveres analyse var imidlertid, at de troede, at kernen i den traditionelle britiske arbejderklasse stadig består af hvide mænd, der arbejder på fabrik. Det gør den ikke. En britisk arbejder er i dag en polak, som er ansat i et servicefag og ikke kan stemme, påpeger Mason.

Antisemitisme

Også i værdikampen og udlændingepolitikken har Corbyn haft svært ved at finde sine ben.

»Corbyn har prøvet at undgå polariseringen, hvor alle racister, homofober og kvindehadere står på den ene side, og vi progressive på den anden. Men når den yderste højrefløj begynder at røre i den gryde, er du pine død nødt til at finde ud af, hvilken side du er på. Det er et problem, Labour burde have erkendt langt tidligere og have løst langt mere intelligent,« siger Paul Mason.

Han afviser, at Corbyn er antisemit, som han og en række partimedlemmer er blevet beskyldt for at være. Den yderste venstrefløj i partiet har en »overdrevet uvilje mod Israel,« siger han. Men også den sag har Corbyns svigtende lederskab forplumret.

»Han har håndteret beskyldningerne om antisemitisme meget dårligt. Folk kan lide, når Corbyn taler om forbedringer på sundhed og uddannelse. Men begynder han at tale om udenrigspolitik og Israel, så mister han folk,« siger Mason.

’Socialisme i et land’

Endelig er den 70-årige Jeremy Corbyn ifølge Martin Fletcher en venstreorienteret af den gamle skole, hvor man betragter EU som »en kapitalistisk sammensværgelse«. Mens størstedelen af Labour og deres vælgere har bevæget sig i forhold til EU, findes der stadig en lille indercirkel, som tænker på samme måde som i 1970’erne og anskuer Brexit som et socialistisk eksperiment ud fra forestillingen om »socialisme i et land«.

Paul Mason selv forlod den position sidste år, fordi han indså, at det ikke længere er progressivt at være imod EU. I stedet går han nu ind for, at der skal afholdes en ny folkeafstemning. Et spørgsmål, der længe har splittet Labour.

»De fagforeninger, der støtter Corbyn, er meget EU-skeptiske, og deres medlemmer er splittede. Det presser Corbyn. Men i sådan en situation skal en partileder kunne udvise et klart standpunkt og lede folk,« siger han. Corbyn har for få dage siden meldt ud, at han ønsker en ny folkeafstemning om leave eller remain, hvis Labour vinder et kommende valg.

Statsmandskab

Statsmandskab mener Mason til gengæld, at labourlederen har vist de seneste uger.

Boris Johnson er blevet nedstemt i Underhuset seks gange på seks dage. Og ifølge Mason er kritikere fra Labour og andre partier, der tidligere ikke har villet samarbejde med Corbyn, begyndt at skifte holdning til ham:

»Udfordringen for Corbyn er nu, om han kan fortsætte sin udvikling fra politiker til en statsmand, der kan holde sammen på en koalition, redde landet og gennemføre en ny folkeafstemning.«

Og hvem husker så i øvrigt ikke, hvordan den tidligere konservative premierminister Theresa May lå omkring 20 procentpoint foran Corbyns arbejderparti ved parlamentsvalget i 2017, men endte med kun at vinde knebent?

Vendepunkt?

Siden den gang er britisk politik imidlertid spidset til i en grad, så der time for time, dag for dag udvikler sig en dybere og dybere konstitutionel krise. Paul Mason tøver ikke med at kalde det, der foregår, for et historisk vendepunkt. Men eliten og befolkningens roller er byttet om.

»I de seneste tre år er Brexit blevet solgt af den konservative højrefløj som et oprør mod eliten. Men nu marcherer befolkningen i gaderne mod den mest aristokratiske del af  de konservative, der prøver at stjæle vores demokrati,« siger han med henvisning til den #StopTheCoup-kampagne (stop kuppet, red.), han har stillet sig i spidsen for. En kampagne som har samlet titusindvis af briter i London og andre byer i protest mod Boris Johnsons suspendering af parlamentet.

Befolkningens katastrofalt lave tillid til Corbyn er til gengæld bekymrende, erkender Mason. Senest er han direkte blevet beskyldt for politisk hykleri, fordi han ikke har bestilt andet de seneste to år end at forlange valg, hvorefter han stemte nej til Boris Johnsons nylige forslag om lynvalg.

»Men anklagerne om hykleri er politisk mobning, der tjener Johnsons interesser,« siger Mason, som mener, at kritikken bør rettes den anden vej.

Det er de konservative selv, der skaber kaos. Det er, hvad no deal betyder. Og briterne ved det. Derfor kommer et eventuelt kommende valg ikke til at handle om Corbyn, men om Brexit og et forsvar for det parlamentariske demokrati, forudser han.

Martin Fletcher er ikke enig.

»Selv hvis Boris Johnson ramler ud af EU uden en aftale, kan han stadig antyde, at Corbyn er mere ekstrem end ham. Og det siger noget om, hvor lidt appellerende Corbyn er,« siger han.

»Det helt utrolige er, at Labour er bagud i meningsmålingerne til trods for inkompetencen, magtkampene og løgnene hos de konservative. Dertil kommer de økonomiske og sociale omvæltninger, vi har set siden 2016. Det siger ikke noget om de konservatives dygtighed, men alt om, hvor inkompetente Labour er,« mener Fletcher.

Og her står vi så. Hvor et eventuelt kommende valg kommer til at udspille sig omkring mindst to positioner:

En, der for alt i verden vil undgå »en marxist i Downing Street«, som Fletcher udtrykker det. Og en, der angriber Boris Johnsons sabotage mod det parlamentariske demokrati.

Intet er afgjort på forhånd. Og det hele er så uforudsigeligt, at der ifølge Paul Mason ikke er mange i Labour, som frygter partiets aktuelle meningsmålinger.

»Meningsmålinger er altid bagud i forhold til den seneste udvikling. Og vi har stadig knap 500.000 medlemmer, der er klar til at gå ud med et badge på deres jakkerevers og banke på folks døre. Den form for mobilisering er helt unik i Europa,« siger Paul Mason.

En YouGov-meningsmåling viser, at briterne foretrækker no deal frem for en regering ledet af Jeremy Corbyn. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Søren Kramer
  • Johnny Christiansen
  • Mihail Larsen
Steffen Gliese, Søren Kramer, Johnny Christiansen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens christian jacobsen

Remainerne skal nok lykkes med at få endnu en folkeafstemning. Og leaverne vil så forsøge at få en 3. afstemning. Og remainerne en 4. Og så en 5..osv

Stort show. Tyskland vinder til sidst.

"»Det helt utrolige er, at Labour er bagud i meningsmålingerne til trods for inkompetencen, magtkampene og løgnene hos de konservative. Dertil kommer de økonomiske og sociale omvæltninger, vi har set siden 2016. Det siger ikke noget om de konservatives dygtighed, men alt om, hvor inkompetente Labour er,« mener Fletcher."

Eller også siger det utroligt meget om hvordan den britiske, politiske virkelighed er stagneret i neoliberalismens indre konflikt om hvordan markedsøkonomien skal drives; enten i en samfundsorden hvor en minimalistisk, residual stat tillader markedskræfterne at råde frit (minimalstatskomplekset) ... eller i en governancestat, hvor myndighederne og staten, bl.a. i medfør af EU-medlemsskabet, sikrer at markedskræfterne råder ved at forfølge politiske retninger som monetarisme og public choice. Den britiske befolkning befinder sig, ligesom mange andre vestlige lande, mellem disse poler indenfor neoliberalismen, hvilket ekskluderer såvel den klassiske socialdemokratisme (som er noget andet end socialliberalismen, der trives fint indenfor governance-filosofiens politiske linjer) som den efterhånden ganske uglesete socialisme. Intet under at Corbyn og den politiske linje i dagens Labour, som på mange måder repræsenterer den klassiske socialdemokratisme, har det temmeligt vanskeligt ... specielt når man på ingen måder har noget ønske om at genoptage Blair's linje, den tredje vej, som også var af neoliberal karakter. At Corbyn's og Labour's politiske linje på den anden side inkluderer en velvilje mod medlemsskabet af EU er til gengæld et oxymoron, hvilket muligvis kan bidrage til at man taber opbakning på resterne af den egentlige venstrefløj i UK ... og blandt utilfredse, almindelige mennesker som under indtryk af neoliberalismens fremmarch har mistet tilliden til den klassiske politiske stand (hvilket forklarer den i de senere år manifeste opbakning til hovedløse og uinformerede, rebelske populister som Johnson, Farrar og andre. Vi ser formentligt noget lignende som baggrund for Trump's erobring af præsidentposten i USA).

Michael Christiansen, Johnny Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Labour's mulige inkompetence består nok mestendels i at man ubehjælpsomt klamrer sig til EU's neoliberale governance i bestræbelserne på at undgå dén minimalstatslige neokonservatisme, som kunne blive alternativet under en mere højredrejet, konservativ ledelse af landet. På denne måde får Labour som klassisk arbejderparti meget svært ved at pege deres politiske visioner et fornuftigt og fremsynet sted hen for den brede middel- og underklasse i UK, foruden for landets voksende prekariat. Udenfor EU frygter råder den sandsynlige udsigt til endnu mere rå markedskræft - og indenfor EU skal man forklare centralisme, statsdirigeret forbrugerisme og konkurrencefokusering i en overnational institution som er belejret af lobbyister og bemandet af elitære prokurister.

I USA har man Trump som præsident - og Trump har slået sig op på at være den lille mands store mester som klarer ærterne for alle, hvilket har forledt mange bitre og skuffede demokrater til at stemme på ham ... mens demokraternes opstilling af governance-politikere som Clinton (og forventeligt i 2020 Biden eller Warren) har fået potentielle demokratiske vælgere til at udeblive fra valgene. Og før Clinton glimrede Demokraterne ved Obama's præsidentembede, som slet ikke indebar dén 'change', han slog sig op på ... og nærmest åbenlyst imploderede dét 'hope', han tillige havde fået mange progressive og dårligt stillede amerikanere til at nære i slutningen af 00'erne.

Store dele af den britiske befolkning føler sig bedraget og svigtet af den økonomiske og politiske elite; store dele af den amerikanske befolkning føler sig bedraget og svigtet af den politiske og økonomiske elite. Prøv at inddrage dette forhold i blot nogle af fremtidens politiske analyser.

D. Joelsen, Johnny Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar