Essay
Læsetid: 9 min.

Kashmir: Stilheden ligger knugende over verdens farligste sted

Den indiske delstat Kashmir er under belejring. Gaderne er overtaget af militæret, og der slås hårdt ned på enhver kritik. Verdens ældste konflikt er igen brandvarm. Det truer ikke bare freden i regionen, men også Indiens fremtid som sekulært demokrati, og den har dybe historiske rødder
Indiske sikkerhedsstyrker patruljerer i gaderne i den kashmirske hovedstad, Srinagar, hvor indbyggerne i protest opretholder det udgangsforbud, myndighederne har ophævet for at signalere normalitet.

Indiske sikkerhedsstyrker patruljerer i gaderne i den kashmirske hovedstad, Srinagar, hvor indbyggerne i protest opretholder det udgangsforbud, myndighederne har ophævet for at signalere normalitet.

Sanket Wankhade/Hindustan Times/Getty Image

Moderne Tider
14. september 2019

Tyst, tyst, tyst. Det er ikke stilhed, man normalt forbinder med en brandvarm konfliktzone, men efter sigende skulle der være tyst som graven i Kashmirs hovedstad Srinagar for tiden. For selv efter at de indiske myndigheder har lettet på den undtagelsestilstand, der siden begyndelsen af august har lukket skoler og offentlige kontorer og forbudt enhver at forsamles i grupper, har mange lokale valgt at blive inden døre.

Det kan til dels skyldes frygt. Kashmir-dalen var i forvejen de mest militariserede kvadratkilometer på kloden, så det er vanskeligt at begribe, præcis hvor massivt det indiske militærs tilstedeværelse må opleves, efter at yderligere tusinder af sikkerhedsstyrker er sendt til den relativt lille bjergdal.

Men det er også en afprøvet oprørsstrategi. Den har endda et navn: civil curfew – et folkeligt udgangsforbud. Det er for det første en måde at sige: »I skal ikke bestemme, hvornår vi må gå ud. Så vi bliver bare inden døre.« Men det er også en taktik, der har til formål at afsløre den store løgn fra Delhi: At alt er normalt i Kashmir. Det gentages nemlig i disse uger som et mantra fra de indiske myndigheder og formidles videre af de mestendels regeringsvenlige indiske medier, at alt er tilbage til normalen i Kashmir.

Men virkeligheden er, at intet er normalt i Kashmir, efter at den nyligt genvalgte indiske premierminister Narendra Modi den 5. august besluttede at fjerne de to paragraffer i den indiske forfatning, der siden underskrivelsen i 1956 har sikret delstaten Jammu og Kashmir en udpræget grad af selvstyre.

Særstatus

Den ene er artikel 370, der giver en særlig politisk autonom status til delstaten med det oficielle navn Jammu og Kashmir bl.a. ved at begrænse centralregeringens mulighed for at gennemføre politik i delstaten uden det lokale parlaments godkendelse. Den anden, 35A, giver privilegeret adgang til at eje jord og besætte offentlige job til permanente indbyggere.

Narendra Modi har argumenteret for, at det er en måde at integrere Kashmir i Indien og derved få gang i økonomien til alle kashmireres fordel. Og så naturligvis: få styr på den terrorisme, som han mener har arnested i dalen.

Kritikere indvender, at målet er at ændre demografien i den muslimsk dominerede delstat ved at tiltrække hinduer. Og på et mere overordnet niveau, et skridt på vejen til at sikre Modi og hans hindunationale parti Bharatiya Janata Partys ultimative mål: at forvandle Indien til ’hindu rashtra’, et land for hinduer, der taler hindi.

Ærkefjenderne

Det afstedkom derfor naturligvis protester i Kashmir-dalen, skarpe reaktioner fra Pakistan og international bekymring for en yderligere forværring af forholdet mellem de to nabolande. 

Konflikten i Kashmir anses som en af de længst varende i verdenshistorien, har hidtil ført til to krige mellem Indien og Pakistan og har kostet mellem 30.000 og 80.000 mennesker livet. Og efter en periode med relativ ro i relationen blev forholdet stærkt forværret, da en indisk militærkonvoj i Pulwama i den indiske del af Kashmir den 14. februar i år blev angrebet af en selvmordsbomber. 40 indiske soldater mistede livet i det mest dødelige angreb i regionen siden 1989.

Angrebet var udført af den pakistanskstøttede terrorgruppe Jaish-e-Mohammed, og Indien svarede usædvanligt resolut igen. For første gang siden krigen i 1971 krydsede indiske militærfly demarkationslinjen – den midlertidige grænse mellem indisk og pakistansk Kashmir – og gennemførte angreb på pakistansk jord mod, hvad de hævdede var en forlægning tilhørende Jaish-e-Mohammed.

Mindre end et døgn efter skød Pakistan to indiske jagerfly ned og tilbageholdt en indisk pilot. Pakistan ville ikke forvolde personskade, understregede Pakistans premierminister, Imran Khan. Hensigten var blot at demonstrere Pakistans »kapacitet«.

Verdens farligste sted

Den kapacitet inkluderer atomvåben, og efter begivenhederne i marts fik Indien og Pakistan den unikke plads i verdenshistorien som de to eneste atommagter, der har bombet hinanden.

Og det giver igen anledning til kaldte Kashmir verdens farligste sted. Det var Bill Clinton, dengang præsident, der under sit statsbesøg i regionen i 2000, introducerede begrebet. Her besøgte han Indien i fem dage og Pakistan i fem timer. For det var året før angrebet den 11. september, før krigen mod terror, før moradset i Afghanistan. Og derfor før USA for alvor havde brug for Pakistan som strategisk allieret.

20 år senere har Kashmir på ny potentiale til at udvikle sig til et af verdens farligste brændpunkter. Ikke som konsekvens af geopolitisk rivalisering eller som reaktion på vejsidebomber, men som følge af en indenrigspolitisk beslutning om at ændre et par paragraffer.

For at forstå, hvorfor den juridiske manøvre kan få så alvorlige konsekvenser, må vi tilbage til de år, hvor briterne pakkede deres koloni ned, og linjerne blev draget på det indiske subkontinent.

Muslimer i et hindurige

Kashmir havde en form for selvstyre under den britiske Raj og var efter mange skiftende herskere på uafhængighedstidspunktet i 1947 regeret af den hinduistiske fyrste Maharaja Hari Singh – til trods for at omkring 77 procent af befolkningen var muslimer. Det kan jo lyde nok så multikulturelt, men realiteten var, at der var tale om en autokratisk leder fra en minoritetsgruppe, der med de midler, det nu krævede, herskede over en ikke repræsenteret majoritet.

Da britisk Indien blev delt i Indien og Pakistan, var det derfor ikke oplagt, hvor fyrstendømmet Jammu og Kashmir skulle indlemmes. Skulle det underlægge sig Pakistan, der var etableret som et hjemland for muslimer i Sydasien med en islamisk forfatning? Eller Indien, der efter mange kampe var endt med en sekulær forfatning og en nationalistisk raison d'être som et religiøst rummeligt demokrati?

Lakmusprøven

Maharajaen tøvede derfor med at tage endeligt stilling til fyrstendømmets tilhørsforhold, mens man krydsede fingre i Delhi. For Indiens første premierminister Jawaharlal Nehru var Kashmir nemlig selve kronen på værket – »Indiens krone,« kaldte han delstaten, dels med reference til dens geografiske placering på toppen af det hele, dels for at understrege den symbolske betydning.

Han var selv af ’pandit’-familie, brahminer-kaste fra Kashmir, men det handlede om meget mere end hjemstavnsnostalgi: Delstaten var for ham og hans ligesindede det sekulære Indiens lakmusprøve.

Kunne Kashmir, en muslimsk domineret stat med kilometervis af grænse til det nye muslimske Pakistan, komme under den indiske nations vinger, levede hans idé om Indien. Derfor gik han også forrest i bestræbelserne på at overbevise Maharaja Hari Singh om projektet.

For det var fra starten et ledende princip, at Kashmir selv skulle bestemme. Som Nehru sagde flere år senere:

»Vi skal huske, at Kashmir ikke er en ting, der kan forhandles mellem Indien og Pakistan, men at den har sin egen sjæl. Intet kan gøres uden det kashmirske folks accept og velvilje.«

Uventet hjælp

Men lidt moderat pres var alligevel ikke at foragte. I oktober 1947 fik Nehru således hjælp fra uventet side, da en stor gruppe pathanske stammefolk krydsede grænsen til Kashmir fra det nordlige Pakistan – naturligvis sanktioneret af Pakistan.

Maharajaen bad Delhi om hjælp til at nedkæmpe dem, og den indiske regering havde pludselig et meget fordelagtigt forhandlingsgrundlag: Vil I have assistance, må I jo blive indere.

Hari Singh accepterede betingelserne. Som han skrev til Lord Mountbatten den 26. oktober:

»Situationens alvor taget i betragtning har jeg intet andet valg end at bede Indien om hjælp.«

De indiske styrker rykkede ind – og blev. Og når der nu var indiske soldater i dalen, havde Pakistan jo også ret til at intervenere. Resultatet var den første krig mellem de to nye nationer, der engang udgjorde britisk Raj.

Kontrollinjen

En fredsaftale blev i efteråret 1948 forhandlet på plads med FN som mellemmand – Nehru havde selv bedt om hjælp, et forhold som siden er blevet voldsomt kritiseret af bl.a. Narendra Modi og BJP, fordi han derved accepterede, at Indien ikke havde gudgiven eneret over området.

Kompromiset blev da også, at Pakistan fik en tredjedel af arealet, mens Indien fik broderparten. Som om der ikke var kokke nok i regionen, så valgte Kina i 1962 at invadere den nordlige del af Kashmir og tog, efter en kort krig, kontrollen over et område, der svarer til omkring 10 procent af det tidligere fyrstendømme og har beholdt det til i dag.

I henholdsvis 1965 og 1971 brød der igen krige ud mellem Indien og Pakistan, og i 1972 blev Simla-aftalen underskrevet. En såkaldt kontrollinje, der i store træk var identisk med linjen fra 1948, blev etableret ved den bjergrige og svært fremkommelige grænse.

Fronterne

Så der er mange fronter i Kashmir-konflikten. For det første er der forholdet mellem Indien og Pakistan, der konsekvent kalder den andens områder for henholdsvis ’indiskbesat Kashmir’ og ’pakistanskbesat Kashmir’. Det er for Pakistan en uafrystelig fantomsmerte og det pakistanske efterretningsvæsen har derfor løbende støttet terrorgrupper, der har opereret i Indien.

En anden front er den mellem kashmirerne og Pakistan. Pakistan kalder propagandistisk sin del af Kashmir for Azad Kashmir – frit Kashmir – men det har aldrig repræsenteret majoriteten af kashmirens syn på sagen, og størstedelen af oprørsgrupperne i dalen har kæmpet for total autonomi. Fra Indien såvel som fra Pakistan.

Og den leder naturligt til den tredje, og i den aktuelle situation, vigtigste front: Den mellem Delhi og Srinagar. På lokalt og konkret niveau mellem oprørsgrupperne i den indiske del af Kashmir og de indiske sikkerhedsstyrker. Og en lokalbefolkning fanget i midten. Og på politisk niveau mellem delstatsledelsen i Srinagar og centralregeringen i Delhi.

Løftet

For et løfte levede Nehru og hans efterkommere aldrig op til. I betingelserne fra aftalen i 1948 lå også, at der skulle afholdes folkeafstemning om områdets fremtid. Den kom aldrig. I stedet har skiftende delstatsledere, ikke mindst Sheikh Abdullah – grundlægger af Kashmirs største parti All Jammu and Kashmir Muslim Conference og kendt som Løven af Kashmir – arbejdet for at udvide Kashmirs autonomi inden for rammerne af Indien.

Og gradvist har de kunnet konstatere, at respekten for den oprindelige autonomi er forsvundet, mens gentagne overgreb og brud på basale menneskerettigheder har øget befolkningens mistillid i forhold til Indien.

Taberne

Kashmir-konflikten behandles i de danske medier primært som en strid mellem Indien og Pakistan. Historien viser, at det i langt højere grad er en intern indisk problematik. Den indiske del af Kashmir fungerede nemlig længe som en integreret del af Indien – med den vigtige tilføjede juridiske særstatus, der afspejlede regionens særlige historie og demografi.

Indien og Pakistan har gennem årene med jævne mellemrum vist muskler over for hinanden ved kontrollinjen og brugt den symboltunge region til indenrigspolitisk vinding, men til det pakistanske efterretningsvæsen ISI’s store fortrydelse var det helt indtil slutningen af 1980 svært at hverve sympatisører i dalen.

Officielt begræd Islamabad i sidste måned Modi-regeringens beslutning om at ændre Kashmirs juridiske status, og det blev fremlagt som det endelige bevis på, at BJP med Modi i spidsen, vil forvandle Indien til en hindunation, hvor muslimer i bedste fald nyder status som andenrangsborgere.

Men bag linjerne er der et stort interessefællesskab mellem de indiske hindunationalister og den dybe stat i Pakistan, der lukrerer på den yderligere fremmedgørelse af de indiske muslimer til at hverve vrede unge mænd til deres kamp.

Og det er også en kamp for egen overlevelse. Det pakistanske militær har jo kun så massiv magt i landet, så længe konflikten med Indien er intens nok til at retfærdiggøre den. Tilbage står igen en klar taber: Det kashmirske folk.

Tyst

Så Kashmir er ikke en uløselig konflikt, der fulgte naturligt med statsdannelserne på subkontinentet. Konflikten er først og fremmest en intern indisk konflikt. En konflikt, der går til kernen af nationens egen identitetskamp: Er Indien et religiøst og etnisk kludetæppe, sikret af en sekulær forfatning og båret af principper om ytringsfrihed og lighed for loven? Eller er Indien et hinduistisk land?

Det kashmirske folk blev aldrig spurgt ved en folkeafstemning, om maharajaens forcerede beslutning var den rigtige for dem. Og Nehru havde nok for stor tillid til, at det uafhængige Indiens grundprincipper ville blive adopteret af hans efterfølgere. Narendra Modi spurgte i maj de indiske vælgere, om de sanktionerede hans nye vision for Indien, og et flertal sagde ja. Igen spurgte ingen kashmiererne. Og der er nu tyst i Srinagar.

Som den indiske forfatter og politiske aktivist Arundhati Roy skrev i The New York Times for nylig:

»Det her er ikke en krig mellem Indien og Pakistan. Det er en krig, der føres (af Indien, red.) i Kashmir, som kan brede sig til endnu en krig mellem Indien og Pakistan,« skriver Roy. Hun fortsætter:

»Kashmir er scene for ubegribelig vold og moralsk sammenbrud, der kan eskalere til krig, ultimativt atomkrig hvert øjeblik. For at forhindre det skal konflikten i Kashmir løses. Det kan kun ske, hvis det kashmirske folk får muligheden for at fortælle verden, frit og uden frygt, hvad de drømmer om. Kære verden, find en vej.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her