Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Hun fik lært at holde af Danmark

Da Irena Velebilova kom til Danmark, syntes hun, at her var fladt og kulturløst. Alligevel blev hun 50 år i Mariager
Irina Velebilova (nr. to fra venstre) ved afrejsen fra Prag i 1969. Hun rejste for at møde en norsk penneven, hun kunne studere bjerge sammen med, men fandt en dansker i et fladt bondeland.

Irina Velebilova (nr. to fra venstre) ved afrejsen fra Prag i 1969. Hun rejste for at møde en norsk penneven, hun kunne studere bjerge sammen med, men fandt en dansker i et fladt bondeland.

Privatfoto

14. september 2019

En forårsdag i 1969 steg Irena Velebilova af toget på perron to på Hobro Banegård.

Den unge tjekke var rejst helt fra Prag for at møde nordjyden Per for første gang. De to havde lært hinanden at kende gennem en pennevenneannonce, som hun havde indrykket i et norsk naturmagasin.

Hun havde søgt en naturinteresseret nordmand, som hun kunne øve sit engelsk med, og Per havde svaret, at han godt nok var dansker, men at hans største fornøjelse var at ligge på en bjergtop og kigge på de drivende skyer.

Nu stod hun der på perronen, og havde ikke set et eneste bjerg på vejen fra København, men Per stod klar på perronen og sammen sejlede de 12 kilometer ud ad Mariager Fjord til hans hjem.

Livet i Prag

Per og Irena Velebilova blev gift i oktober samme år på rådhuset i hendes hjemby Prag. Per forstod ikke et ord af, hvad der blev sagt, og han fik ikke sagt ja før efter en oversættelse til tysk. Men gift blev de, og hun blev til Irena Sloth Carlsen.

Irena Sloth Carlsen (født Velebilova)

  • Født den 15. november 1938 i Prag.
  • Cand.mag. i litteraturhistorie og tjekkisk.
  • Efterlader sig sin mand, tre døtre, otte børnebørn og et oldebarn.
  • Død den 27. maj 2019 i Mariager

Bag sig efterlod Irena Velebilova et liv i Prag. Hun kom fra et akademikerhjem og havde altid drømt om at studere litteratur på universitet, men i kommunismens Tjekkoslovakiet kunne der være langt fra drøm til virkelighed. Inspireret af sin systemkritiske far var hun kritisk over for det totalitære styre, og blev derfor påbudt at uddanne sig til bygningsingeniør, så hun kunne bygge fabrikker til folket.

Hun var storforbruger af den kultur og natur, som byen bød på, og hendes samling af teaterprogrammer var større end den på teatermuseet i Prag. Om vinteren var hun skientusiast, og om sommeren indtog hun de tjekkiske floder i kajak.

Især i vandslalom imponerede hun og sluttede sin karriere på eliteplan som Tjekkoslovakiets nummer 7 den dag, hendes gravide mave ikke længere kunne klemmes ned i kajakkens cockpit.

Ingen brusende floder

I Mariager var der hverken teater eller brusende floder, og Irena Sloth Carlsen havde svært ved at føle sig hjemme i det nordjyske. Der var ingen, der lånte de samme litterære klassikere som hun, og folk havde svært ved at forstå, hvad hun sagde, når hun prøvede på dansk.

Heldigvis ville Per gerne diskutere politik, kunst og litteratur flere timer i træk, og sammen tog de på kajakture både i Danmark, Tjekkiet og Sverige.

Hun fik også at vide, at hun ikke kunne bruge sin ingeniøruddannelse, og heller ikke sin studentereksamen. I flere år gik hun hjemme med parrets tilsammen tre døtre, men da de blev ældre, begyndte hun at læse på HF.

Hun skrev lange, komplekse stile på tjekkisk, som hun reciterede på engelsk til Per, som skrev dem på dansk. Senere fik hun det danske sprog så godt ind under huden, at hun kunne klare sig selv.

I 1980’erne uddannede hun sig til litterat på Aarhus Universitet. Endelig følte hun sig hjemme og kunne lufte sin enorme viden om litteratur til nogle, der var interesserede.

Da Irena Sloth Carlsen senere startede Mariager Filmklub sammen med Per hjemme i køkkenet, stod det klart, at der gemte sig interessefæller i bondelandet.

Bordtennis om natten

Da Irena Sloth Carlsen fik at vide, at hun havde et par måneder tilbage at leve i, blev hun trodsig. Hun havde ikke tid til at dø.

Hun skulle spille tennis, stemme til folketingsvalget, løbe på ski i Mariagers bakker, fejre guldbryllup og møde sine første oldebørn, der var på vej.

Irena Sloth Carlsen havde været vant til, at det var hende, der bestemte det meste derhjemme. Hun havde holdninger til, hvad familien spiste, og hvad familien læste. Hun lavede al maden, selv om hun aldrig helt fik styr på frikadellerne.

Men i takt med at hun blev mere syg, måtte Per tage over. I smug vaskede han tøj og gjorde rent.

Få måneder før sin død spillede hun sin sidste tenniskamp mod sin ældste datter. Derefter flyttede tenniskampene hjem i stuen, hvor Per ved hjælp af noget net fra haven og standerne fra to arkitektlamper lavede spisebordet om til et bordtennisbord.

De spillede dag og nat. Det virkede mod kvalmen, syntes hun, og for øvrigt ville hun gerne have det bedste ud af sin sidste tid.

På sin sidste dag bad hun om at blive sat foran vinduet, så hun kunne kigge ud og ned over den frodige skov og det land, hun havde lært at holde meget af.

Den 27. maj, to år efter lægernes forudsigelser, døde Irena Sloth Carlsen af kræft.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
Steen K Petersen, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu