Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Knud Andersens kutter kom med miljøkamp og fest

Der var plads til både socialt udsatte, kunstnere og en enkelt Mærsk-chef på Knud Andersens fiskekutter. Han favnede de fleste, mens han sejlede rundt til de danske havnebyer i kampen for et renere hav
Knud Andersen var ikke bare en mand med en sag, han var også et midtpunkt for enhver komsammen.

Knud Andersen var ikke bare en mand med en sag, han var også et midtpunkt for enhver komsammen.

Privatfoto

28. september 2019

Hvis man virkelig vil mindes Knud Andersen, skal man ikke købe blomster og lægge dem ved hans grav, man skal donere et beløb til Anton.

Anton er en kutter. En aldrende fiskekutter med blåt sejl og brunt styrehus, som Knud Andersen var skipper på i 40 år, ikke kun som fisker, men også som aktivist.

Det var på Anton, han lavede meget af sit sociale arbejde, blandt andet med unge på kanten af samfundet, som ingen andre ville kendes ved, men som Knud Andersen fik til at pukle på havets bølger for at fange fisk og finde mening. Det var aldrig mennesket, den var gal med, det var samfundet, sagde skipperen.

Knud Andersen

  • Født den 26. maj 1941.
  • Uddannet maskinarbejder, senere lærer, fisker og aktivist.
  • Efterlader sig kæreste, tre døtre og fem børnebørn.
  • Død den 12. august 2019.

Det var også på Anton, at Knud Andersen sejlede rundt til snart sagt samtlige danske havne og forsøgte at få de lokale fiskere – og alle andre – til at skåne havmiljøet. Han var med til at stifte foreningen Levende Hav, »landsforeningen for et rent hav«, han holdt foredrag i forsamlingshuse ved de danske kyster og brugte timer på at stå på vindblæste kajer for at tale med fiskerne, uge efter uge.

Han stod der, fordi han kunne se stenrevene forsvinde, bundtrawlerne smadre fiskebestande, og industriskibe forurene hav og luft. Som fisker havde han set det hele med egne øjne, og han forstod at formulere sig uden omsvøb:

»En forbrydelse!« kaldte han forureningen af havene.

»DONG’s kulkraft er folkemord,« tordnede han engang på et banner.

»Stop havsvin-er i,« skrev han drilsk på et andet.

Det var uden manuskript, at han holdt sine brandtaler, ordene var spontane og skarpslebne. De gav ham også fjender, og i Gilleleje blev han og kutter Anton smidt ud af havnen, fordi nogle arrige hummerfiskere ikke brød sig om tonen. Det er kun to år siden.

I slutningen af 1980’erne, da en række europæiske miljøministre mødtes i Holland for at drøfte forureningen af Nordsøen, klædte han sig ud som kong Neptun, komplet med en trefork i næven, og sneg sig med til et møde, hvor han krævede handling fra ministrene.

Da vagterne ville smide ham ud, nægtede han at gå og råbte: »I am the king of the North Sea!«

Mærsk-chef på besøg

Knud Andersen var ikke bare en mand med en sag, han var også et midtpunkt for enhver komsammen. Han var ikke en stor sanger, men han sang, så masten dirrede, og han elskede at starte en fest, også på havet.

»Har vi det ikke dejligt?« spurgte han gerne, mens Anton gyngede på Østersøen.

Der var ikke plads til mange i kabyssen, men der var plads til alle, fra skæve eksistenser på understøttelse over filosoffer og kunstnere til forretningsmænd i jakkesæt.

På Anton kæmpede den brogede flok ikke bare for et bedre havmiljø, men i høj grad også for klimaet.

Engang fik Knud Andersen overtalt en Mærsk-chef til at troppe op på Anton, hvor skipperen tog imod i sine blå overalls og gav ham hånden med olie på fingrene. Han viste Mærsk-chefen et aggregat, han havde installeret på motoren, som kunne dokumentere, at kutteren udledte markant mindre CO2 ved at sejle en anelse langsommere. Det samme, sagde han, kunne Mærsk-skibene jo gøre.

Om Knud Andersen havde noget med sagen at gøre er nok tvivlsomt, men nogle år senere tog Mærsk faktisk rådet til sig.

Han behandlede alle ens, og måske var det derfor, at de fleste kunne lide ham. Selv de fiskere, der mente noget andet end ham og måske syntes, at han brølede i lidt for krigeriske vendinger.

»Trods meningsforskelle er det et trist og sørgeligt farvel til et menneske, der var dybt engageret i fiskeriet,« skrev Fiskeri Tidende i en nekrolog om Knud Andersen.

De sidste sejlture

Begravelsen i norddjurske Hemmed, hvor Knud Andersen og hans kæreste gennem 45 år boede, var efter sigende et tilløbsstykke, og forsamlingshuset blev fyldt af en flok så spraglet som den, fiskeren havde haft med på sine rejser, fra de danske kyster og helt til Kasakhstan, Tanzania og småøer ud for Eritrea.

Knud Andersen nød at være på havet, langt væk fra det moderne livs distraktioner. Som ung tilbragte han sine sommerferier på Færøerne, hvor hans mor var født, og det, han fandt på det store blå, var den samme lykkefølelse, som han havde mærket ved de barske fjelde.

»Han følte sig til stede på havet,« fortæller en af hans tre døtre.

Da han fik spiserørskræft og måtte igennem en voldsom operation, varede det ikke længe, før han drog ud på bølgerne igen. Han nåede at sejle Anton til tre nye destinationer, heriblandt Folkemødet i juni i år, men kort efter fik han at vide, at kræften havde spredt sig til hele kroppen.

Det blev Knud Andersens sidste sejlture, og han gik bort i en alder af 78 år. Anton lever dog stadig, og inden længe vil Knud Andersens familie og venner igen stige om bord på fiskekutteren, sejle ud på Kattegat og sprede en del af hans aske i havet.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben Skov
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Grethe Preisler
Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Christian Mondrup, David Zennaro, Ejvind Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu