Feature
Læsetid: 10 min.

Mød Alexander von Humboldt – videnskabernes glemte verdensstjerne

Alexander von Humboldt er næsten glemt i dag, men i begyndelsen af 1800-tallet var han verdensberømt. Den farverige og hyperaktive videnskabsmand ændrede den måde, vi ser og beskriver naturen – og var den første til at påpege, at mennesket påvirker klimaet. En nyoversat bog opruller hans vilde livshistorie
Verdens første infografik: Alexander von Humboldts ’Naturgemälde’ var en tegning over økosystemet på vulkanen Chimborazo. Det var en ny og radikalt anderledes måde at beskrive naturen på. Billedet stammer fra Humboldts ’Essai sur la géographie des plantes’ fra 1805. Ill. 

Verdens første infografik: Alexander von Humboldts ’Naturgemälde’ var en tegning over økosystemet på vulkanen Chimborazo. Det var en ny og radikalt anderledes måde at beskrive naturen på. Billedet stammer fra Humboldts ’Essai sur la géographie des plantes’ fra 1805. Ill. 

Foto fra bogen

Moderne Tider
21. september 2019

Alexander von Humboldt har lagt navn til flere steder end nogen anden person i verdenshistorien. Dertil kommer næsten 300 planter og mere end 100 dyrearter. På 100-året for Humboldts fødsel – den 14. september 1869 – var der samlet titusindvis af mennesker i byer over hele verden for at fejre ham med musik og taler.

I Melbourne, Mexico City, New York, Buenos Aires, Berlin og Moskva var der mindehøjtideligheder.

Humboldt var en vaskeægte superstjerne, mens han levede og i årene efter. Han er blevet kaldt ting som »videnskabernes Shakespeare« og »Den nye verdens opdager.« Og Goethe har sagt om Humboldt, at nogle få dage med ham var som »flere års liv.«

Romantisk generalist

Alexander von Humboldt fyldte 250 år i lørdags, og det gik noget mere stille af. I mellemtiden er han nemlig gået så godt som i glemmebogen i den vestlige verden, bortset fra i visse videnskabelige kredse.

Og det er synd, mener forfatteren Andrea Wulf. Hun har skrevet bogen Opfindelsen af naturen, som netop er udkommet på dansk, og hvorfra de ovenstående tal og beskrivelser stammer.

Andrea Wulf har gennemgået tusindvis af breve, bøger og manuskripter og rejst i Alexander von Humboldts fodspor for at samle materiale til bogen, som hun håber vil medvirke til at give ham den plads i historien, som hun mener, at han fortjener.

For Humboldt gjorde vigtige opdagelser. Han kom op med en helt ny måde at se og beskrive naturen på. Som et samlet økosystem, som lader sig påvirke. Han opfandt isotermerne, de temperatur- og lufttrykskurver, vi kender fra vejrkort – og han kom også med ideen om vegetations- og klimazoner, som strækker sig over hele kloden.

Humboldts problem er måske, at det alle er ting, som dengang var skelsættende nye, i dag er så fundamentale, at man ikke tænker over det:

»Han kom op med et koncept for naturen, som vi i dag tager fuldstændig for givet,« siger Andrea Wulf.

Humboldt var også generalist, ikke specialist, og måske har det haft betydning for hans eftermæle. Han insisterede på at se de helt store sammenhænge i den lille detalje. Og han insisterede på at blande videnskaberne sammen – og sågar på at blande poesi og følelser ind i naturvidenskaben. Et videnskabssyn, der siden begyndelsen af 1900-tallet er blevet set skævt til. Idealet har siden været, at man skal specialisere sig og dykke ned i detaljerne. Der skal være videnskabelig evidens for enhver beskrivelse, ellers er den irrelevant. Med det videnskabsideal kunne Humboldt tilsidesættes som en romantisk generalist.

Overgangsfigur

En ting er sikkert. Det er ikke, fordi Humboldt var en kedelig person, at han i dag er glemt. Han blev født i 1769 i en rig preussisk adelsfamilie i Berlin. Sammen med storebroren Wilhelm, som siden blev lingvist og grundlagde Humboldt-Universität i Berlin, fik han en følelsesmæssigt kølig, men ekstremt boglig opvækst.

De to blev undervist af datidens største tænkere. Da de var færdige på universitetet, hang de ud med den intellektuelle elite, blandt andet digteren og historikeren Friedrich Schiller og især Goethe, som fik stor indflydelse på Humboldts tænkning. Humboldt var oprindeligt et barn af oplysningstiden, empirisk og rationel, men Goethe gav ham et nyt syn på naturen. Verden skulle opleves gennem sanserne. Det var lige så vigtigt som de videnskabelige målinger.

Det var med den ballast – som en slags overgangsfigur mellem oplysningstiden og romantikken – at han begav sig ud på sine rejser. For den natur, han gerne ville beskrive, skulle også opleves. Man kunne ikke bedrive ordentlig videnskab, hvis man aldrig kom ud af biblioteket og laboratoriet.

Han brugte sin arv på at rejse til Syd- og Mellemamerika, hvor han indsamlede tusindvis af prøver på planter og dyr. Han havde de allerbedste instrumenter med – det faglige skulle være i orden – men han havde også blik for andet end de specifikke arter.

Han besteg som den første bjerget Chimborazo, som man dengang troede, var verdens højeste. Og i knap 6.000 meters højde med udsigt over Andesbjergene fik han en slags videnskabelig åbenbaring.

»Han så, at verden var én stor, levende organisme, hvor alt var forbundet, og i hans sind opstod et nyt og dristigt syn på naturen, der den dag i dag stadig påvirker vores opfattelse af den,« står der i Opfindelsen af naturen.

Maleri af Humboldt og hans assistent Bonplan under deres ekspedition til Sydamerika. Humboldt brød sig ikke om billedet, fordi de videnskabelige instrumenter ikke er gengivet korrekt. Ill. 

Maleri af Humboldt og hans assistent Bonplan under deres ekspedition til Sydamerika. Humboldt brød sig ikke om billedet, fordi de videnskabelige instrumenter ikke er gengivet korrekt. Ill. 

Foto fra bogen

Det blev til hans såkaldte Naturgemälde, som direkte oversat betyder naturmaleri, men som dækker over mere end det. I modsætning til tidligere tiders videnskabsmænd, der havde beskrevet naturen skematisk og opdelt, lavede Humboldt en tegning eller »verdens første infografik,« som Andrea Wulf beskriver det. Hans Naturgemälde var således en tegning over hele økosystemet på Chimborazo. Alle de planter og dyr, han havde opdaget og analyseret på sin tur.

»Naturen er en levende helhed,« sagde han senere, ikke et »dødt aggregat.« Det hele hænger sammen, og derfor var han også den første til at konkludere, at det kan være farligt at pille ved naturen. Han beskrev det som forskellen på et ur og et dyr. Et ur kan skilles ad og samles igen, det kan man ikke med et dyr.

Forudså klimaforandringerne

I dag er det åbenlyst, at naturen skal ses sådan, men dengang var det nyt. Humboldts mere overordnede og analyserende blik på naturen førte til flere interessante og nærmest profetiske iagttagelser. Blandt andet konstaterede han, hvordan de europæiske plantageejere i Sydamerika »med uklogt hastværk« fældede regnskoven, hvilket ændrede hele økosystemet lokalt.

Mange år senere på en rejse i Uralbjergene og Rusland var han den første til at beskrive egentlige menneskeskabte klimaforandringer. Mennesket påvirker klimaet, skrev Humboldt, ved skovrydning, hensynsløs kunstvanding og »store mængder damp og gas«, som industricentrene producerer.

»Det handlede ikke om CO2, for det vidste man ikke dengang,« understreger Andrea Wulf.

»Men han så, hvordan mennesket ødelagde naturen,« siger hun og tilføjer:

»Han sagde faktisk, ’mennesker voldtager naturen’. Han brugte det ord.«

Humboldt var også profetisk i sin registrering af, hvordan vegetationen i Sydamerika mindede om den i Afrika, og at der måtte være en »ældgammel forbindelse« imellem dem. Det var et helt århundrede, før man begyndte at diskutere kontinentaldrift og tektoniske plader.

Det er symptomatisk for Humboldt, at han har tænkt disse tanker, men ikke er nået så meget i dybden med dem, at han har udviklet egentlige teorier. Humboldt var hurtigt videre til noget andet:

»Rastløs må være det ord, som beskriver ham bedst,« siger Andrea Wulf.

Humboldt rejste rundt i hele verden og indsamlede data – og han skrev og analyserede i et hæsblæsende tempo. Han sov meget lidt – som regel kun 3-4 timer og han drak enorme mængder kaffe for at holde sig kørende. Kaffen kaldte han for »koncentreret solskin.«

Han interesserede sig ikke for kvinder – de fleste historikere er i dag enige om, at han var homoseksuel – og han stiftede derfor aldrig familie. Han viede sit liv til videnskaben.

I en årrække boede han i Paris, som efter Den Franske Revolution rummede verdens førende videnskabelige miljø. Her kunne han deltage i fem saloner på en aften, en halv time hvert sted – og han var altid centrum for begivenhederne. Alle kendte Humboldt, og alle ville møde ham. Til sidst var han blevet så berømt, at han ikke længere kunne spise morgenmad på stamstedet Café Procope, uden at folk stimlede sammen.

Bliv, til han er gået

Humboldt selv var imidlertid ikke altid specielt sympatisk at møde. Han havde en skarp tunge og kunne være nedladende og sarkastisk:

»Han havde meget lille tålmodighed over for dumme mennesker,« siger Andrea Wulf. »Kloge mennesker var han glad for, men dumme kedede ham. Og han kedede sig nemt.«

Til salonerne var de øvrige gæster til sidst bange for at gå hjem før Humboldt:

»Så snart man vendte ryggen til ham, kunne han finde på at sige noget spydigt. Det blev en del af hans rygte. Så folk blev helst, til han var gået.«

På sine gamle dage var Humboldt også bedre til at tale end til at lytte:

»Han talte helt utroligt meget. Jo ældre han blev, desto værre blev det. Jeg oplever tit ældre mænd, som tror, at de stiller et spørgsmål til en forelæsning – men reelt kommer de med en mindre forelæsning selv. Sådan forestiller jeg mig, at Humboldt var,« siger Andrea Wulf.

Humboldts mange halvbagte teorier blev i høj grad overtaget og videreført af andre. Naturfilosoffen Henry David Thoreau og evolutionsteoretikeren Charles Darwin var to af mange. Darwin, som levede samtidig, men som var noget yngre end Humboldt, så op til ham:

»Darwin er selvfølgelig meget mere berømt i dag end Humboldt. Men Darwin har selv sagt, at uden Humboldt, var han aldrig gået om bord på The Beagle og var taget til Sydamerika. Så havde han aldrig opdaget alt det, han gjorde,« siger Andrea Wulf.

Hun har læst Darwins eksemplarer af Humboldts bøger. De er fulde af kommentarer i margenen:

»Det er som at læse Darwin have en samtale med Humboldt. Han skrev ’Yes’, ’No’ og sine egne tanker ind i bøgerne, som om han talte til ham.« Humboldt havde også mange ideer om evolution. Men han havde ikke roen til – som Darwin – at bruge 30 år på at arbejde en teori helt færdig.

Imod slaveriet

Ideologisk var Humboldt glødende liberal. De store revolutioner i Amerika og Frankrig i slutningen af 1700-tallet prægede ham. Til tider var han decideret politisk. Han talte kraftigt imod det spanske kolonistyre og imod slaveriet. Han var også venner med og inspirator for den sydamerikanske frihedshelt Simón Bolívar.

Andrea Wulf: ’Opfindelsen af naturen’. 612 sider. 399,95 kr. Gads Forlag.

I dag er Humboldt stadig kendt af de fleste i Sydamerika. I sin tilgang til videnskaben var han også liberal. Videnskaben skulle udbredes til folket – forskeren skulle ud af elfenbenstårnet. Derfor skrev han sine videnskabelige bøger – igen inspireret af Goethe – i en poetisk og letforståelig stil. Det var romantiske naturbeskrivelser blandet med nøgterne videnskabelige observationer. Han havde en anderledes måde at formidle forskning på, og derfor blev hans bøger også internationale bestsellere.

Efter sin tid i Paris flyttede han tilbage til Berlin. Han foretrak Paris, men han fik sin løn af den tyske konge, og det var begyndt at blive lidt påfaldende, at den mest berømte tysker af alle boede i Frankrig.

I Berlin holdt han en lang række gratis forelæsninger. Knap 80 blev det til. Alle var velkomne, også kvinder, hvilket igen var et udtryk for hans liberale sind. Det resulterede i trafikpropper i byen. Forelæsningerne handlede vitterligt om alt. Fra de største tanker om himmelhvælvet til noget om mos på en sten. Blandingen af filosofi, poesi og naturvidenskab holdt han fast i. Humboldt trak faktisk på nærmest alle videnskaber.

»Det eneste, han ikke interesserede sig for, var musik,« siger Andrea Wulf. Humboldt havde intet manuskript, han talte bare frit som en slags historiefortæller.

I centrum

Med årene var Humboldt blevet centrum for hele verdens videnskab. I 1828 arrangerede han en enorm konference for 500 videnskabsmænd, som kunne danne et netværk. Han havde kontakt med forskere overalt i verden, og han sendte og modtog et væld af breve og tekster i sin lejlighed i Oranienburger Strasse.

I alt modtog Humboldt omkring 100.000 breve igennem sit liv. Og han sendte omkring halvt så mange selv. I sine sidste år fik han 5.000 breve om året. De videnskabelige input var han glad for. Andre breve kaldte han »latterlig korrespondance«, det var eksempelvis anmodninger om autografer.

I sine sidste år lavede han også sit hovedværk Kosmos i fem bind. Til det fik han hjælp fra forskere i hele verden. Lige som forelæsningerne handler Kosmos om alt. I en tid, hvor videnskaben flyttede fra naturen og ind på universiteterne, og hvor der opstod rigide grænser for videnskaberne, lavede han et værk, som gjorde præcis det modsatte.

Og Ifølge Andrea Wulf er det den væsentligste grund til, at Humboldt bør have en større plads i videnskabshistorien, end han har i dag:

»Han bringer kunsten og videnskaben sammen. Hans interdisciplinære tilgang har vi brug for i dag. Nu hvor vi er kommet til hans 250-årsfødselsdag, er tiden måske moden til, at vi tænker på Humboldt-måden igen,« siger Andrea Wulf, som mener, at de adskilte videnskaber og det entydige fokus på evidens stadig præger vores tilgang:

»Et af problemerne med debatten om klimaforandringerne er, at videnskabsfolk kommer med tal og grafer, men næsten ingen tør at tale om naturens skønhed og truslen imod den.«

Og der har Humboldt, som insisterer på data og videnskabelig redelighed men samtidig beskriver naturen poetisk og siger »vi skal bruge følelserne for at forstå naturen« en plads:

»Vi kan ikke bare overlade det til bioingeniører og klimaforskere. Vi skal have det kunstneriske og det poetiske med. Vi skal have følelserne med,« siger Andrea Wulf og tilføjer:

»Jeg har faktisk på fornemmelsen, at det begynder at blive mere tilladt, end det har været.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er faktisk en stor poetisk retfærdighed, at de to brødre stod for hver sit videnskabelige hovedområde og havde fokuseringen på det åndrige fælles.
Det er jo under kraftig nedbrydning i Europa i disse år, så alt, hvad der kan hjælpe med brandslukningsopgaven, før det er for sent, er mere end velkomment.
https://www.researchgate.net/publication/278687965_The_Decline_of_an_Aca...'Humboldt's_Last_Warriors'

Frank Hansen, Torben Bruhn Andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar