Feature
Læsetid: 9 min.

Når det brænder i Saudi-Arabien, kan det mærkes i Kalundborg

Da seks procent af verdens råvareforsyning blev ramt af et droneangreb på Saudi-Arabien, steg benzinprisen på tankstationen og indtjeningen kortvarigt på raffinaderiet. Siden 1950’erne har geopolitikken danset i takt med det råstof, der får hele verden til at køre rundt: råolie.
Raffinaderiet i Kalundborg åbnede i 1961 under navnet Dansk Veedol A/S. I dag er det norskejet, hedder Equinor og har 330 fastansatte arbejdere. Blandt andre Dann Henriksen, der her renser slanger.

Raffinaderiet i Kalundborg åbnede i 1961 under navnet Dansk Veedol A/S. I dag er det norskejet, hedder Equinor og har 330 fastansatte arbejdere. Blandt andre Dann Henriksen, der her renser slanger.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
28. september 2019

Der findes omkring 750 raffinaderier på verdensplan. Omkring 100 i Europa. To i Danmark. Et i Kalundborg.

Equinors anlæg er spredt ud på 1,2 kvadratkilometer dækket af tanke, procesanlæg og skorstene. Mest iøjnefaldende er den 120 meter høje flare med en brændende flamme øverst, gullig mod den blå efterårshimmel. Flaren brænder den overskydende gas af, som primært bliver dannet, når råolien forarbejdes, og fungerer dermed som en sikkerhedsventil.

Et raffinaderi er en potentielt farlig arbejdsplads, og selv om der har været få alvorlige ulykker gennem virksomhedens historie, er sikkerhed her førsteprioritet.

»Kunsten er at holde olieprodukterne inde i rørene. Så er det ikke farligt,« forklarer leder af driften, Jørgen Krogager, da han bipper sig gennem en metallåge.

Alle på området er iklædt sikkerhedssko, brandhæmmende arbejdstøj, hjelm, beskyttelsesbriller, høreværn og en ’sniffer’, som blandt andet måler svovlbrintindholdet i luften. Overalt møder man skilte med ’Fare’ eller ’Påbud om sikkerhed’, og Equinor har sin egen brandstation.

Jørgen Krogager er kemiingeniør. Han er 56 år og har ansvaret for omkring halvdelen af raffinaderiets medarbejdere. Ud over at producere handler arbejdet meget om at vedligeholde og sikre, at anlægget holder tæt. Området er så stort, at mange medarbejdere cykler rundt.

Jørgen Krogager hilser på en ung mand på sin vej gennem raffinaderiet – det er hans yngste søn på 21 år. Hans lillebror og hans ekshustru arbejder også på virksomheden. Selv har han arbejdet her siden februar 1988:

»Jeg var færdiguddannet om torsdagen og stillede her om mandagen,« siger han.

Virksomheden er en af kommunens største og holder også flere af byens håndværkere i sving, ud over de 330 egne ansatte og 30 faste eksterne medarbejdere. Ingeniører, elektrikere, smede, maskinarbejdere. Ganske få kvinder.

Jørgen Krogager kalder råolien »føde«, fordi den fodrer det kæmpestore produktionsanlæg, som varmer råolien op og skiller den i fire hovedkomponenter: Propan/butangas, nafta – som bliver brugt til at lave benzin – dieselolie og fuel. Sidstnævnte er den tungeste del af råolien, der driver fabrikker og store skibe.

Leder af driften Erik Krogager har arbejdet på raffinaderiet i 31 år.

Leder af driften Erik Krogager har arbejdet på raffinaderiet i 31 år.

Sarah Hartvigsen Juncker
Virksomheden får leveret 4,5 millioner ton råolie om året med store tankere fra blandt andet USA, Nordsøen, Rusland og Nordafrika. Råolien pumpes via rørledninger fra havnen op til raffinaderiet. De modtager ikke olie fra »Persergolfen,« som Jørgen Krogager kalder det.

Men når der er uroligheder i området, der truer forsyningen, stiger prisen på råolie øjeblikkeligt.

Jørgen Krogager holder selv øje med markedet blandt andet via internationale nyhedsbreve. Og da han hørte om droneangrebet forrige weekend, tænkte han, at nu går dominoeffekten i gang:

»Når Saudi-Arabien ikke er i stand til at levere olie til Kina, skal de skaffe den et andet sted fra. Måske køber de så fra Rusland, som så ikke kan levere til Europa, som så kigger sig om for at finde ud af, hvor de kan få deres olie … sådan triller bolden.«

Olien: en magtfaktor

Raffinaderiet i Kalundborg er en seismograf. Benzinprisen nede på din lokale Circle K er en anden. Begge styrer ind efter de geopolitiske spændinger, der hele tiden sitrer omkring det råstof, der får hele verden til at køre rundt: råolie.

Da et droneangreb på det statsejede olieanlæg Buqyag satte halvdelen af landets oliekapacitet ud af spil for nylig, steg prisen på råolie prompte fra 60 til 68 dollar pr. tønde, benzinprisen på tankstationer i Danmark steg 40 ører, og Donald Trump tweetede, at han var klar til at frigive Amerikas strategiske olivereserver.

»Olie er en magtfaktor. Helt enkelt,« siger Morten Hahn-Pedersen, tidligere museumsdirektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og historiker. Han har også skrevet flere bøger om oliens betydning for danmarkshistorien.

Selv om mange andre lande udvinder råolie, blandt andet USA, Rusland, flere afrikanske lande og såmænd også Danmark, ramte angrebet på Saudi-Arabien seks procent af hele verdens daglige olieforbrug. Og blotlagde endnu en gang de globale energiforsyningers sårbarhed. Siden har olieprisen stabiliseret sig, men alene risikoen for en krig mod Iran, som måske stod bag angrebet, kan skabe svingninger igen i den kommende tid.

»Konflikter i Mellemøsten har altid givet sig udslag i oliepriserne. Så snart en oliesheik slår foden, stiger prisen – sådan lidt sat på spidsen,« siger Mogens Rüdiger, historiker ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger om energiforsyning, herunder ’Oliekrisen.’

Suezkrisen var den første

Ud over at holde produktionen og transportsektoren i gang er olien altafgørende for at opretholde infrastruktur i krige og kriser – og dermed bliver dominansen over olie også en militær faktor. Blandt andet var Hitlers angreb på Rusland i 1941 drevet af behov for olie.

Olieraffinaderiet Equinor Kalundborg. Vaccumfraktioneringstårnet med tagnummer C-604 er ved at blive istandsat.

Olieraffinaderiet Equinor Kalundborg. Vaccumfraktioneringstårnet med tagnummer C-604 er ved at blive istandsat.

Sarah Hartvigsen Juncker
Frem til Første Verdenskrig blev det meste af verdens råolie udvundet i USA og Rusland, men i mellemkrigsårene gik oliejagten for alvor ind, og blikket blev rettet mod oliereserverne under Persiens sand. I løbet af det økonomiske boom i 1950’erne og 1960’erne blev olien helt afgørende for den vestlige økonomi. Miljøhistorikere kalder perioden for ’The Great Acceleration’, fordi alle kurver, herunder CO2-udslip, steg eksponentielt i perioden.

»Det buldrede løs med masseproduktion af varer og transport,« siger Mogens Rüdiger.

Under Suezkrisen i 1956, hvor olietransport gennem kanalen blev blokeret og skabte voldsomme problemer for Vestens olieforsyning, forstod vestens politikere – også i Danmark – hvor vigtig olieforsyningerne var for den nationale økonomi.

»Man oplevede, at olietilførslerne var så vigtige, at hvis de stopper, så stopper samfundet,« siger Mogens Rüdiger.

Siden er det sket igen og igen i forbindelse med politiske uroligheder i regionen og Vestens reaktion herpå. Rüdiger remser op: Seksdageskrigen i 1967, statskuppet i Libyen i 1969, Yom Kippur-Krigen i 1973, de arabiske olieproducenters embargo mod Israel-venlige lande i 1973, invasionen af Kuwait i 1990. Helt frem til drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi – hvor reaktionerne fra verdens statsledere blandt andet blev dikteret af, hvorvidt man ønskede at lægge sig ud med oliemagten.

Flammen fortæller

Poul Antonsen er tidligere klejnsmed og har tilbragt stort set hele sit arbejdsliv på raffinaderiet i Kalundborg. Fra sit vindue i pejsestuen i huset på Røsnæs nord for byen kan den 77-årige pensionist holde øje med tankskibe på vej ind i fjorden med råolie til sin gamle arbejdsplads. Han kan også se selve virksomheden, der breder sig ud over mere end en kvadratkilometer syd for byen. Og han tjekker altid, om der er blus på den blå flamme i flare-tårnet. For Poul Antonsen er det et fingerpeg:

»Flammen fortæller, hvad der sker derovre. Hvordan det går. Jeg skal jo lige se, om der er nogle, der har kvajet sig,« siger han.

Equinor modtager 4,5 millioner ton råolie om året.

Equinor modtager 4,5 millioner ton råolie om året.

Sarah Hartvigsen Juncker
Selv om den tidligere klejnsmed Poul Antonsen blev pensioneret for 17 år siden, sidder det stadig dybt i ham at tage et dagligt tjek på produktionen. Sådan har det været, siden han blev ansat i 1964 på »farmen«, som han kalder raffinaderiet. I mange år fik alle medarbejdere nyhedsbrevet ’Raffinaderinyt’ i deres dueslag hver fredag. Her kunne de følge med i virksomheden, oliepriser m.m. I dag følger han med via nettet.

»Og i alle årene har oliepriserne kørt op og ned som en elastik,« siger Poul Antonsen.

Oliens dominoeffekt

Der kommer daglige ordrer fra produktionsplanlægningsenheden, og man reagerer »pronto« på markedets bevægelser, siger Jørgen Krogager. For raffinaderiet betyder angrebet på Saudi-Arabien, at de skal holde produktionen på maks.

Equinor lever af det, der hedder ’marginen’ – det vil sige fortjenesten mellem prisforskellen i dollar pr. tønde råolie og salget af de forarbejdede produkter. Virksomhedens fortjeneste er følsom over for priserne på råolie, og hvis priserne på produkterne ikke følger med, snævres marginen ind.

Som da efterspørgslen fra forbrugerne og industrien eksempelvis faldt under den globale recession i 2007 og 2008. Og hvis der i længere tid er problemer med at få råolie, eller skibene ikke kan nå frem, bremser det produktionen. Det er dog mere end tre år siden, at der har været det, man kalder slow down. Angrebet forleden og de følgende stigninger i benzinpriserne fik raffinaderiets margin til at vokse.

I alle de 31 år, Jørgen Krogager har været ansat, har der været svingninger på markedet. Men hvor det tidligere var mindre udsving, går bølgerne lidt højere i dag.

»Det er blevet mere uforudsigeligt og endnu mere flygtigt,« siger han.

For ti år siden, op mod finanskrisen i 2008, var olieprisen helt oppe på 164 dollar pr. tønde. Mere end det dobbelte af i dag. Derefter raslede den ned. For nogle år siden var den også oppe over 100 dollar.

Og hvad enten vi vil det eller ej af klimahensyn, bliver der stadig brugt masser af olie. Ikke kun i Vesten, men særligt i de økonomier, der buldrer frem – eksempelvis Kina og Indien, forklarer Mogens Rüdiger:

»Vores afhængighed af olien er blevet mindre, fordi vi har erstattet den med andre energikilder i eksempelvis boligen, men til gengæld stiger forbruget i transportsektoren: biler, lastbiler og flytrafikken. Også i plastikindustrien og i landbruget er man afhængige af olie.«

Raffinaderiets rumskib

Bag en tung brandsikret dør ligger kontrolrummet – »hjernen i virksomheden,« siger Jørgen Krogager. Det ligner cockpittet i et kæmpestort rumskib fra en stjernekrigsfilm. På skærme med kurver, farver og talkolonner holder fem operatører øje med produktionen døgnet rundt.

Pludselig opstår der en situation »ude i marken.« Det er noget med »lavt tryk på dampen,« lyder det i en walkie-talkie. Flere mænd kommer til. Et øjeblik efter summer kontrolrummet med mænd i orange smækbukser.

Produktionen overvåges døgnet rundt i kontrolrummet.

Produktionen overvåges døgnet rundt i kontrolrummet.

Sarah Hartvigsen Juncker
De skal have ro, og Jørgen Krogager viser vej ud i marken ind under destillationsanlægget i »Rørgaden,« som han kalder det. En gade rammet ind af stålrør på alle sider i mange lag og tykkelser. Fra de helt tynde i tommelfingerbredde til rør så store, at en stor mand nemt ville kunne kravle igennem. Der er også slanger, pumper, stiger, ventiler og trykmålere.

»Føden kommer ind her,« forklarer han. Det er råolien, han mener.

»Og så kører den rundt her på kryds og tværs og bliver fordelt ud til de forskellige dele af anlægget.«

»Når jeg står her, kan jeg godt blive imponeret,« siger Jørgen Krogager, der regner med at blive i virksomheden, frem til han skal pensioneres.

Olieeventyrets slutning

Poul Antonsen nåede at være her i knap 40 år. Som klejnsmed var det ham, der reparerede rørene, hvis de sprang, men siden kom han til at arbejde med planlægning og vedligeholdelse og som projektleder. Det var fantastiske år, fortæller han. Gode, ordnede forhold. Sammenhold. Mange personalegoder.

Og de første fem år som pensionist var svære. Han savnede at stå op klokken 07 og møde ind med arbejdskammeraterne på Melbyvej 9. Som pensionist har han blandt andet været med til at skrive virksomhedens 50-års jubilæumsbog fra 2011 ’Da olien kom til Kalundborg.’ Den tager han frem fra et sort slidt stofnet med en hvid silhuettegning af raffinaderiet og virksomhedens gamle navn ’Statoil’ trykt på.

Her kan man se billeder fra indvielsen i 1961, hvor 2.000 gæster blev transporteret med særtog fra København. Og fra 1970’erne, hvor der gik levende får rundt og græssede mellem tårne og tanke. I begyndelsen af 1980’erne tjente virksomheden mange penge, der blev udvidet, og i perioder var der op imod 500 ansatte. Efter en krise og nogle år med rygter om mulig lukning købte norske Statoil virksomheden i 1986.

»De reddede os og spenderede masser af money på butikken,« siger Poul Antonsen.

Han er stolt af at have været del af det lokale olieeventyr. Selv om han godt er klar over, at der kommer en dag, hvor olien slipper op.

»Men jeg regner ikke med at leve længe nok til at opleve det,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her