Regnskabets time for ayahuasca

Manari Ushigua er medicinmand og spirituel leder for sapara-folket i Ecuador. Han har kulsort hår, der når ned til armhulerne, streger på kinderne og bærer en hvid kittel med en slange på ryggen. Da han træder gennem glasdørene til Palau de Congressos de Girona, får han alle sine bange anelser bekræftet.

Her er stande fra amerikanske firmaer, der sælger ayahuasca-ceremonier under ophold på luksuriøse resorts i Costa Rica. Salgsskilte under ’ayahuasca-kunst’, ’ayahuasca-musik’, røgelse og bukser i hør. Han passerer forbi dem og får en mulepose i hånden med farverige flyere, magasiner med interviews med de vestlige talere.

Inde i konferencens første sal overværer han et videnskabeligt oplæg med grafer på powerpoint-shows om ayahuascaens helbredende egenskaber, en ung forsker kigger mod storskærmen bag sig og fortæller om sin ph.d. og sine ambitioner på væskens vegne.

I den største sal ser han internationalt anerkendte biologer, antropologer og psykiatere, amerikanere og canadiere som Dennis McKenna, Wade Davis og Rachel Harris, der modtager øredøvende klapsalver fra de over 1.200 bløde sæder. Overalt ser han, hvordan fremmede promoverer den drik, han kender som yauna i sit hjem i junglen. En brun og klistret te, som han kalder for »hellig medicin«. En te, brygget på lianer og blade fra Amazonas, men som til konferencen i Girona er en vare, man kan skabe sig en karriere på uden for junglen.

»Jeg havde hørt om, at der er ved at blive skabt en hel religion omkring ayahuasca – omkring yauna. For os, der ser os selv som plantens beskyttere, er det er en smule foruroligende,« siger han.

Manari Ushigua er inviteret til Spanien sammen med omkring 20 andre repræsentanter for oprindelige befolkningsgrupper fra Amazonasjunglen. De er her for at dele deres viden om drikken, men de indianske gæster er henvist til konferencens Indigenous Space – et lokale på anden sal på størrelse med et klasseværelse, hvor der ikke er noget på programmet. Der er en rundkreds af stole, hvor de enkelte repræsentanter fra Peru til Colombia sidder i fuld udsmykning med fjer og dragter.

De afholder minga, forklarer de – et diskussionsforum, hvor mikrofonen går på runde, mens de skiftevis taler på spansk, portugisisk og lidt på deres oprindelige sprog. To oversættere kæmper med at oversætte til engelsk for den del af publikum, der langsomt siver ind i lokalet uden at forstå et ord.

»Hvad foregår der her?« hvisker en herre med læderarmbånd og blå skjorte til en kvinde i en kjole med hvide orkideer. De står begge med konferenceprogrammet i hånden, observerer fra den åbne dør i gangen. Inde i rundkredsen fortæller de om, hvordan regnskoven er truet af fremmede kræfter. Mikrofonen når til Manari Ushigua.

»Jeg er her for at forsvare mit folk og dets territorium i junglen. Vi bor i et truet område, rigt på naturressourcer som olie, guld og de medicinske planter som ayahuasca – yauna, som mit folk kalder den – der hjælper os med at modtage visioner om, hvordan vi beskytter naturen.«

Efter mingaen går medicinmanden ud for at få frisk luft i solskinnet på et plateau af cement. Vinden får hans sorte hår og hvide kittel til at blafre, mens han fortæller om sine indtryk fra konferencens første dag. Nok er den store opmærksomhed om drikken en kende foruroligende, og egentlig havde han tænkt sig at tage til konferencen for at protestere. Men der er sket noget, der har beroliget ham.

»Jeg havde en drøm i går,« siger han så.

På overfladen handlede drømmen om hunde, men meningen stak en del dybere.

Drikken har sin egen vilje

Ayahuasca er blevet udråbt som en mulig mirakelmedicin. I Spanien har væsken samlet over 1.500 deltagere til en konference med forskere fra anerkendte universiteter, der har bragt banebrydende resultater med ayahuasca i store, videnskabelige tidsskrifter. Her er spirituelle globetrottere fra Tyskland, Spanien, Sverige, og alle hylder effekten af den psykedeliske, indre rejse. Importen af ingredienserne stiger, ayahuasca-turisme vokser. I 2019 er der ceremonier fra Danmark til Israel, USA til Australien, og flere og flere drager mod junglen i lande som Peru og Ecuador for at få en slurk af den væske, som bliver lovprist på nettet.

De fleste, der har prøvet ayahuasca, taler om, at plantebryggen har sin egen vilje. De taler om Mother Ayahuasca og The Spirit, men ingen ved, hvordan oprindelige befolkningsgrupper fra Amazonas fandt frem til, at blandingen af en lian og et psykoaktivt blad, kunne fremkalde en psykedelisk rejse på op mod ti timer. En rejse med stærke visuelle indtryk af traumer, en følelse af forbundethed med naturen eller healende nærdødsoplevelser.

Forskere har analyseret sig frem til, hvilke af plantestofferne, der får mange af dem, der indtager ayahuasca, til at brække sig. De ved, hvilke stoffer der omdanner mønstrene i centre i hjernen, der knytter sig til lidelser som depression og angst. De ved, at ayahuasca skaber neurogenesis – at indtagelsen af drikken danner nye hjerneceller, og hvordan det på den måde kan være med til at forebygge eller genoprette hjernen for skader, forvoldt af sygdomme som Alzheimers eller Parkinson.

Resultaterne med neurogenesiser blevet bragt i det anerkendte tidsskrift Nature. I juni 2018 blev det første placebokontrollerede studie med ayahuasca og depression offentliggjort på Cambridge University Press’ hjemmeside. Overskriften lød: »Hurtige antidepressive effekter ved psykedelikaen ayahuasca til behandling af behandlingsressistent depression.«

Den viden har de haft i årtusinder, siger gæsterne fra Amazonas. De har bare ikke været interesseret i at dele den viden. Ikke før ayahuasca-turismen begyndte at blomstre.

En drøm

Uden for konferencecenteret går Manari Ushigua i gang med at fortælle om den drøm, han havde på hotellet natten før, en drøm, som beroligede ham. I drømmen stod han i junglen omkring sit hjem, da han blev omringet af hunde. En af hundene gik hen imod ham med en unge i sin mund, og hunden sagde:

»Tag den her unge, den er til dig,« fortæller han.

Han tog hundeungen i sine arme, besluttede sig for at give den til sin mor og gik så videre gennem junglens grene og våde blade. Igen blev han omringet af hunde, og igen kom en hund bærende med en unge i sin mund, og han tog imod den grædende hvalp og indså, at han ikke havde nogen at give den til.

»Da jeg vågnede, gik det op for mig, hvad budskabet med drømmen var,« siger han.

Han skal give hundeungen videre til konferencen i Girona som en besked, der opfordrer til respekt for ayahuasca og om at bremse klimaforandringer, forklarer han.

»Et godt budskab, som den her lille hund vil bringe videre til resten af verden ved hjælp af vindens ånd.«

Hvad er den rette brug?

På kongrescentrets tredje sal har der lige været workshop. Vestlige shamaner, forskere og ayahuasca-brugere har diskuteret, hvordan de kan blive bedre til at »give tilbage til ayahuasca og amazonas-folkene«, som der står i programmet. En af lederne af workshoppen går og samler papirer og kuglepenne sammen iført nederdel og en bæltetaske i læder. Hun fortæller om den voksende ayahuasca-industri.

»På det seneste er der også kommet en strøm af entreprenører, der gerne vil have ayahuasca-oplevelse. Lidt som et punkt på deres bucket list,« fortæller Lorna Liana, der fløjet til Girona fra San Francisco.

Hun har tidligere arbejdet med online-marketing i Silicon Valley. Efter sine seneste 15 års rejser i Amazonas og ayahuascaindtag i både Brasilien, Peru, Ecuador og Peru har hun skiftet jobbetegnelse til visionary business coach. I dag laver hun podcast om spiritualitet og psykedeliske stoffer, og så er hun blandt andet tilknyttet firmaet Entrepreneurs Awakening, der tilbyder Ayahuasca-Enhanced Mastermind Programs til »Business leaders, startup founders and investors who are ready for the next level.«

Lorna Liana har spurgt firmaets grundlægger, Michael Costuros, om deres brug af ayahuasca nu også er en »korrekt måde at bruge medicinen på«.

»Han sagde til mig, at det er fint, hvis folk kommer til ham for at prøve ayahuasca som en ting på linje med bungeejumping. For de ender med at få så meget mere ud af det end det. De ender med at modtage dyb healing og gennemgå en personlig transformation, hvor de får muligheden for at forbedre sig som både mennesker og ledere.«

Lorna Liana har også gennemgået en transformation, siger hun. Hun plejede at være en ’traditionalist’ i forhold til ayahuasca.

»Men hvad er overhovedet traditionelt i forhold til ayahuasca,« spørger hun retorisk og forklarer, hvordan den måde, peruanske stammer bruger ayahuasca på i dag, er helt anderledes i forhold til for 100 år siden.

Andre stammer som Huni Kuin-folket i Brasilien er først begyndt at bruge ayahuasca de seneste 10-20 år efter at have forladt traditionerne under den spanske kolonisering.

»Globaliseringen af ayahuasca har skabt en renæssance inden for indiansk kultur i Amazonas. For første gang kommer folk udefra til de indianske folk ud fra et ønske om at lære. For første gang i lang tid er der en stolthed blandt unge i mange indianske stammer over deres egen kultur,« siger hun.

Suger fedtet af skovens beboere

Inde i den store sal falder talen på vampyrer i regnskoven. Standford-antropologen Jeremy Narby fortæller om sit ophold hos det peruanske folk ashaninca og deres betegnelse af hvide gæster som pishtacos – mytologiske hvide vampyrer, der suger fedtet ud af enlige mænd og kvinder for at sælge det. Han fortæller om, hvordan over 500 års kolonisering og rovdrift på naturressourcerne i Amazonas fortsat påvirker den oprindelige befolknings syn på fremmede – selv en antropolog, der interesserer sig for deres kultur.

»Var jeg også selv kommet til Amazonas at for suge fedt ud af det lokale folk,« spørger Jeremy Narby sig selv. »Jeg er i hvert fald produkt af en katolsk opvækst og et kapitalistisk samfund, der har drevet rovdrift på regnskovens naturressourcer gennem århundreder, så på den måde kan jeg godt forstå, at amazonasfolkene så mig som en pishtaco. På en måde var jeg også kommet for at ekstrahere data ud af dem til min egen fordel.«

Ayahuasca-turismen er endnu et eksempel på gringoernes pishtaco-tendenser, siger Jeremy Narby. De suger ayahuasca ud af junglen og fortæller om, hvordan deres liv bliver forvandlet, sygdomme bliver helbredt. Imens kæmper amazonasfolkene stadig for deres egen og regnskovens overlevelse.

»De får godt nok en betaling for ceremonierne, men hvor mange af amazonasfolkene, der tilbyder ayahuasca, taler om en forvandling af deres og regnskovens liv på baggrund af turismen og eksporten?«

Antropologen opfordrer til tilbagebetaling og dialog. Forskere skal involvere lærde medicinmænd fra junglen i deres undersøgelser, vestlige ayahuasca-drikkere skal støtte ngo’er, der kæmper for bevarelsen af regnskoven, mener han.

»Gensidighed er en modgift mod en pishtaco.«

Jordens hjerte

Jordens hjerte er i fare, lyder det på konferencens tredje og sidste dag. Manari Ushigua har fået taletid på den største scene, og han er ikke alene. Med sig har han brasilianske Atossa Soltani, der taler flydende engelsk.

Hun er grundlægger af organisationen Amazon Watch, og for et øjeblik handler World Ayahuasca Conference ikke længere om ayahuasca. Den handler om Amazonas som hele Jordens hjerte. Atossa Soltani fortæller, hvordan Amazonas pumper damp op og giver regn til hele Sydamerika. Hvordan regnskoven skaber ilt til hele Jorden gennem fotosyntese – en proces, der blandt andet er opretholdt af fosfor fra sandstorme i Sahara-ørkenen, der bliver transporteret over Atlanten af vinden.

»Hvis det ikke er intelligens på en planetær skala, så ved jeg ikke, hvad det er,« siger hun.

Manari Ushigua får mikrofonen. Han taler om trusler fra kinesiske minefirmaer og om, hvordan hans folk indtil videre er lykkedes med at beskytte deres territorium, selv om de bliver færre og færre.

»Vi kommer til at uddø som sapara-folk, men inden vi forsvinder helt, vil vi dele vores kendskab til regnskovens visdom,« siger han.

Han nævner ayahuasca som en del af den viden.

»Ayahausca er en måde at skabe forbindelse til den åndelige verden på, hvor alle svarene på, hvem vi er som mennesker, ligger gemt. Men sådan en medicin bliver, hvad du gør den til. Hvis du går til den med det udgangspunkt, at du vil tjene penge, forandrer planten sig – og så er det ikke længere til naturens fordel at indtage den.«

Ayahuasca er et spirituelt redskab, siger han. Men det er slet ikke et nødvendigt redskab for alle mennesker, der ønsker at skabe kontakt til den spirituelle verden.

»Vi øver os alle i at skabe forbindelse til den spirituelle verden hver eneste nat. Når vi drømmer, skaber vi spirituel kontakt. Problemet er bare, at vi har glemt, hvordan vi drømmer, fordi vi fokuserer så meget på det, vi kan se med vores øjne.«

Salen er helt stille. Over 500 mennesker kigger ned på medicinmanden i den hvide kittel på scenen.

»Når vi igen forstår at drømme, vil tingene ændre sig. Først dér vil vi ændre os som mennesker og opnå en ny væren, der ikke er skadelig for naturen.«

Tilskuerne klapper, men Manari Ushigua er ikke færdig. Han beder alle om at rejse sig.

»Jeg kan se, at I er trætte,« siger han.

Det er konferencens tredje dag, der har været over 100 oplæg om ayahuasca, og nu beder medicinmanden alle i salen om at lukke øjnene og holde hinanden i hænderne. Derpå løfter han en buket af grene og tørre blade og basker med dem foran mikrofonen. Han nynner en melodi til ære for Jordens hjerte.