Begge de tiltalte drikker sodavand. En Faxe Kondi står mellem 17-årige M’s fødder. Han presser knæene sammen, mens han fedter med hænderne i skødet.
Ved siden af drikker E en tår Squash. Han er lige fyldt 18 år og har denimskjorten dybt begravet i bukserne.
De sidder op ad væggen under et næsten karikeret eksempel på moderne kunst i offentlige bygninger. Et blåt vægtæppe med to cirkler og en trekant i pangfarver.
De to drenge er anklaget for at have medvirket til brandstiftelse. En fredag aften i august 2018 gik de sammen med deres ven, S, ind i en Netto i Kastrup. I butikken tog S et tykt, gult stearinlys, gik hen til et tårn af vaskepulver og placerede det i en tom papkasse, som stod på højkant. Så tændte han lyset, og de tre drenge forlod butikken. 75 pakker vaskemiddel nåede at gå i stykker, inden branden blev slukket.

Anklageren mener, at den 14-årige i fælles forståelse med E og M og kræver dem straffet med seks måneders ubetinget fængsel.
Det fremgår nemlig tydeligt af både videoovågninger og afhøringsrapporter.
»Det skal handle om, hvorvidt E og M bærer et medansvar for S’ handlinger.«
S var blot 14 år på gerningstidspunktet og kan altså ikke holdes ansvarlig. Men ifølge anklageren handlede han på baggrund af en fælles forståelse med sine to venner.
»Og den, som deltager i kriminalitet, er ansvarlig for hele den samlede forbrydelse, uanset hvad den enkelte person har gjort. Populært sagt er det altså en for alle og alle for en,« præciserer hun.
E og M er mødt op med hver sin forsvarer. Begge nægter sig skyldige.
Kold Red Bull
De skulle bare ind og have en sodavand, forklarer M fra vidneskranken. Hans hænder ligger på lårene under bordet.
»Vi går bare lidt rundt derinde. Og så. Så sker det, at S pludselig begynder at tage et stearinlys og sætte det i kassen og tænde det. Jeg prøvede at puste det ud, men det gik ikke,« forklarer M så lavmælt, at dommeren må bede ham rykke tættere på mikrofonen.
Anklageren viser et klip fra overvågningsvideoen, hvor man kan se E og S stå tæt sammen foran hylden med stearinlys. S tager et lys, og sammen går de over til udstillingen med vaskepulver.
»Hvorfor går du efter ham?« vil anklageren vide.
»Vi er jo i Netto sammen,« svarer M. Da det går op for ham, hvad S har gjort, forsøger han uden held at puste lyset ud, hvorefter han »bare vil ud«.
»På overvågningen ligner det ellers, at du klapper i hænderne og griner bagefter,« siger anklageren.
Hun sætter et nyt klip på, som viser M og S, der smiler og tjatter til hinanden på vej ud af butikken.
»Hvordan vil du selv beskrive din reaktion?« spørger anklageren.
»Vi har nok snakket om noget helt andet,« siger M.
E’s sag er anderledes. På videoovervågningen kan man se, at han drejer af og går et andet sted hen, da E og S stiller sig foran lysene. Han skulle ud og lede efter »kold Red Bull« og opdagede altså slet ikke, at S tog et lys, siger han.
Anklageren synes, det er mærkeligt, at E går rundt i cirkler, og at han sammen med de andre forlader butikken uden at købe noget.

Forsvareren mener ikke, at der er ført bevis for, at S ikke handlede alene og uden M og E’s vidende.
Det første, der sker, da S bliver kaldt ind som vidne, er, at dommeren beder ham fjerne sin kasket. Han er 15 år nu, men ser ældre ud.
Han erkender at have sat ild til lyset, men derudover husker han stort set intet fra den pågældende aften.
Det står dog klart for ham, at de ikke gik ind i Netto med en plan om at sætte ild til noget. De gik derind, fordi klokken var 21.45, og det var det eneste sted i Kastrup, som var åbent.
»Siger M noget til dig, da han ser dig tænde lyset?« spørger anklageren.
»Jeg tror det ikke. Vi troede jo bare, at medarbejderne ville se det og slukke det,« siger S.
Men M forsøgte at puste lyset ud, fortæller han. Og E fik først at vide, at det overhovedet var sket, senere på aftenen.
Dagens sidste vidne er den Netto-medarbejder, som opdagede og slukkede branden. Kasper, hedder han. Tidligere samme dag har han givet E, M og S forbud mod at komme i butikken. De har larmet, og han har dem også mistænkt for at have stjålet »i hvert fald en Redbull«.
»Da jeg ser dem komme tilbage om aftenen, orker jeg bare ikke at tage diskussionen«
Drengestreger
Anklageren tager et sug af sin frappuccino fra 7-Eleven. Derudover er der helt stille i lokalet, mens dommerne voterer.
I sine afsluttende bemærkninger lagde hun vægt på, at drengene kun opholdt sig i Netto i to et halvt minut og forlod butikken uden at købe noget. Det vidner om, at de har handlet målrettet, mener hun. M så endda S sætte ild til lyset.
»Og så svært er det heller ikke at puste et bloklys ud, hvis man virkelig vil,« som hun formulerer det.
Anklageren kræver E og M idømt seks måneders ubetinget fængsel, ligesom de skal møde Nettos erstatningskrav på 4.874 kroner.
Ingen af forsvarsadvokaterne mener, at der er ført bevis for, at der har været en forudgående aftale, eller at E og M har deltaget aktivt.
Drengene er ved at uddanne sig til henholdsvis elektriker og tømrer. Ingen af dem er tidligere straffet. Så selv hvis der skulle falde dom, mener M’s advokat Jacob Kiil, at en betinget straf på under tre måneder ville være mere passende.
»Det har præg af drengestreger,« siger han.
E bliver frikendt. M idømmes fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
I retten
Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.
Seneste artikler
Journalist tiltalt for at dele private oplysninger: »Vi må ikke gå ind og censurere pressen«
16. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I en byret er en mand tiltalt for at have videregivet private oplysninger til tredjemand via MessengerHåndværker tiltalt for at true kunde: »Jeg ved, hvor dine fucking børn bor, og hvor du bor«
9. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 4 i Københavns Byret er en håndværker tiltalt for at have truet en kundeNabokrig fører til dom: »Han har terroriseret mig i 25 år«
2. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 7 i Københavns Byret er en 66-årig mand tiltalt for at have slået, skubbet og taget kvælertag på sin overbo